Min far var allerede tidligt faldet i unåde hos partiet og blev overvåget af ’sandsækkene’ (der blot var et kælenavn for stasiagenterne) siden 1972. Årsagen var en dramatisk eksklusion som lærer på Humboldtuniversitetet, fordi nogle elever havde påstået, at min far havde sagt noget infamt om partiet i forbindelse med undervisningen. Overvågningen blev optrappet, efter at han fik personlig kontakt med en medarbejder fra den stedfortrædende vesttyske ambassade i DDR. Han blev (med rette) mistænkt for at bedrive såkaldte statsfjendtlige Schiebergeschäfte og formidle kontakter mellem dissidenter i kunstnermiljøet. De ulovlige geschjæfter bestod bl.a. i at låne det i DDR forbudte ugeblad Der Spiegel til venner og bekendte. Måske ikke den store forbrydelse i vore øjne, men det var kontrarevolutionært nok til at blive optaget i stasiarkiverne, der lå i Invalidenstraße. Senere viste det sig, at den agent, der skrev om min far, havde dæknavnet IM Boden.
Min far fortalte engang, hvordan hans idealbillede af en socialistisk stat fik sine første revner i gymnasiet. Tysklæreren havde opfordret ham til at skrive en stil om nazismens perverse menneskesyn og dens hæslige ideologi ud fra et socialistisk perspektiv. Flittig og ærgerrig som min far var, så han det som en socialistisk ære at få lov til at fordybe sig i emnet og arbejde meget og længe med stoffet. Tilfældigvis vidste han, at hans bedstemor ude på landet havde gemt en gammel udgave af Hitlers Mein Kampf nederst i skabet med viskestykker. Hendes argument for at beholde bogen var: ”Ja, man kan jo aldrig vide …!”.
I sin iver så min far det som sin socialistiske pligt at citere fra primærlitteraturen så meget som muligt i stedet for at nøjes med dårlig sekundærlitteratur. Skolen havde nemlig kun enkelte lærebøger om emnet, hvor der var et sparsomt og fra skolekommissionen særligt håndplukket udvalg af citater fra nogle af de værste nazier. Stolt af sit gennemresearchede og velargumenterede arbejde afleverede han opgaven til læreren.
Den efterfølgende skandale var frygtelig og blev fulgt op af en politiransagning i bedstemoderens hjem for at konfiskere den syndige lekture iblandt viskestykkerne. Foran et skoletribunal skulle min far så forklare sig og afsværge alt. Det blev sagt, at han gjorde sig skyldig i Objektivismus, og for ikke at blive smidt ud af skolen skulle han afgive et offentligt dementi. I aulaen foran samtlige lærere og elever læste han så en erklæring op, som andre havde skrevet, og som han ikke fattede en brik af. Det var selvfølgelig ikke til at forstå for en 18-årig ung mand. Han ville gøre det så godt som overhovedet mulig og blev i stedet brændemærket for evigt.
Og så spørger jeg mig selv i min naivitet: Hvordan kan man blive beskyldt for objektivisme? Er det farligt at være objektiv? Det må det vel have været, og der kan ikke være nogen anden forklaring på det, end at objektivitet er farlig, fordi den altid også indeholder en mulighed for, at man selv bliver set i samme lys. Den officielle forklaring på, at ’objektivisme’ var en slem ting, var selvfølgelig ideen om, at al historie gennemstrømmes af en dialektisk proces, og at man kun via den marxistisk-dialektiske optik kan gennemskue kapitalismens klamme hånd om produktionsforholdene. (Ja, forstå lige den argumentation, hvis du orker. Og hvis ikke, forstår du måske, hvorfor indoktrineringen i DDR havde så svært ved at gøre indtryk på flertallet.)
Men hvis ’Objektivismus’ var farlig for DDR dengang, kan man jo passende spørge, om den også er farlig i dag – dvs. i vores omgang med arven fra DDR, og i østtyskernes omgang med deres egen historie. Så længe systemet levede, spillede østtyskerne med, var integrerede, måske småutilfredse, men alligevel med i cirkusset. Da systemet faldt sammen af lutter selvmodsigelse, havde de alle gjort deres for, at det kunne ske.
”Jeg sagde jo, at det måtte gå galt”, var den mest brugte replik, mens man rettede sig ind efter de nye ideologier – og i øvrigt levede videre som man plejede. Efter Murens fald kom østtyskerne også gerne med et par sure bemærkninger a la ”det er ikke bedre her i Vesten” eller ”nye uretfærdigheder erstatter de gamle”, men mest for at være på den sikre side, når nu den dag kommer, hvor også det nye system falder fra hinanden. De gemmer alle deres lille Hitlerbog et eller andet sted under viskestykkerne, gør de. Man kan jo aldrig vide! Det eneste konstante element i denne feudale mentalitet er en krybende ildhu for at gøre som der bliver sagt, og gnavent acceptere, at man bliver hundset med.
Få har sagt ”den fejl begår jeg aldrig igen” eller ”jeg gjorde andre ondt”. Sandheden er, at det store flertal var tabere, der retfærdiggjorde sig selv, og de gør det stadig den dag i dag, for det er den bedste måde at undgå at ændre på sig selv. Det er måske heller ikke mærkeligt, at højreradikale grupper havde så stor indflydelse i de østtyske delstater efter Murens fald, når man tænker på den linje, der går fra jernkansleren Otto von Bismarck over Adolf Hitler til de to DDR-ledere Walter Ulbricht og Erich Honecker.
Selv var jeg i 1970’erne alt for lille til at forstå noget som helst af den slags. Jeg forstod ikke engang, hvilket mærkeligt land jeg levede i. Jeg havde spillet bold op ad Muren på Falkplatz ved Schönhauser Allé. Men jeg forstod aldrig, at der på den anden side af netop denne mur var endnu en by, som hed Berlin, som også var beboet af berlinere, men som ikke tilhørte mit land, men et land som fandtes længere borte, uden geografisk kontakt til den vestlige del af Berlin. Det land hed BRD. Mit land hed DDR. Men der boede tyskere begge steder. Det var sgu’ ikke nemt at finde rundt i.
Da jeg blev otte, talte mine forældre hele tiden om ’at komme ud’, og jeg anede ikke, hvad det betød. Det refererede ikke til noget seksuelt, men til det at være så heldig at komme ud af landet, enten ved hjælp af en udrejsetilladelse eller ved at flygte. Halvandet år senere havde vi fået en udrejsetilladelse, og jeg fik at vide, at jeg skulle flytte til Danmark. Frau Zimmermann var ked af det og sendte os postkort i et par år. Jeg selv vænnede mig hurtigt til det nye sprog og de nye skikke. Jeg begyndte også langsomt at forstå de historiske sammenhænge, der havde bragt mig til et land, hvor et socialt samfundssystem ikke nødvendigvis var i modstrid med friheden til at rejse og til at vælge noget andet.
Det var f.eks. med forbavselse, jeg fandt ud af, at dele af den danske venstrefløj havde koketteret så meget med DDR-regimet hele vejen op igennem 1970’erne og 80’erne. Først troede jeg ikke mine egne ører. Havde de ikke været klare over, hvor idiotisk det østtyske regime i virkeligheden var? Havde de ikke kunnet gennemskue det dobbeltmoralske newspeak, der blev praktiseret, når man i DDR talte om realt eksisterende socialisme og om demokrati (selvfølgelig altid med 98 procent af stemmerne til Sozialistische Einheitspartei Deutschlands, SED)? Vidste de slet ikke, at de mest demokratiske og mest sociale stater i verden ikke fandtes i Østblokken, men i Skandinavien?
Selvkritik er ikke nogen nem øvelse, og det var det heller ikke i Østtyskland efter Murens fald. Mens de tidligere stasiagenter gemte sig, så godt de kunne, blev det pludselig sejt blandt dissidenter at prale med, hvor mange A4-sider Stasi havde liggende om dem. ”Jeg havde tre en halv hyldemeter”, var et udsagn, som skulle bevise, at man var mere farlig end sin dissident-kollega. Men praleriet afslører også en anden ting – det afslører, at undertrykkelsen og den gemene gensidige afluring af hinanden i mange henseender var en selskabsleg. Et spil, der var designet til at øge befolkningens angst for et hyklerisk diktatur og for at erstatte de manglende klasseforskelle med et par nye. Stasiagenterne blev jo behandlet bedre og havde flere privilegier end andre. De fik bedre lejligheder, penge, bil, telefon og andre små goder, så længe det ikke blev alt for tydeligt for naboerne.
Elleve år efter Murens fald fik min far tilsendt de resterende akter fra stasiarkivet. Sølle 76 sider. Årsagen til det ’ringe udbytte’ står at læse i slutdokumentet fra 1988:
Familien fik et treårigt udrejsevisum og rejste i 1980 til BRD, og vendte aldrig tilbage. […]. På nær enkelte interviews til vestlige medier, der indeholdt angreb mod partiet og mod kulturpolitikken i DDR, trådte den omtalte ikke yderligere politisk eller operativt frem. Hans kunstneriske indflydelse er ubetydelig, hvorfor man i 1982 ophævede
