anden side af den åbne plads, mod syd, modsat museerne på Museumsøen, som vi behændigt undgår på denne vandring. Størsteparten af den berømte slotsportal er rekonstrueret, men består også af originaldele fra det gamle slot. Når man i 1964 indsatte den i statsrådsbygningen, skyldtes det, at den samme balkon, som kejseren havde talt fra ved krigsudbruddet, blev benyttet af Karl Liebknecht, da han den 9. november 1918, da krigsnederlaget så ud til at være en realitet for tyskerne, udråbte den ’frie tyske socialistiske republik’. Og i DDR betragtede man sig som arvtager til Liebknechts ikke-realiserede revolution.
Kejserens budskab ved indgangen til den tyske katastrofe – budskabet om broderskab og fælles opofrelse for nationen – har imidlertid klinget med som et uerkendt historisk ekko i det seneste eksperiment med totalitær statsførelse på tysk grund. Sådan kan man i hvert fald vælge at anskue betydningen af dette enestående levn fra kongeslottet, som endnu står på Spreeøen. Man kan også gå tættere på statsrådsbygningen og konstatere, at dette bemærkelsesværdige arkitektoniske eksempel på DDR-modernisme i dag huser et privatuniversitet ved navn European School of Management and Technology. Fra portalen til verden af i går og dens gamle monarkier over rådsbygning for de fremmeste blandt folket i ’arbejder- og bondestaten’ DDR til udklækningsanstalt for morgendagens virksomhedsledere: Det er altså den historie, der har aftegnet sig her, i den vestligste del af den gamle middelalderbydel.
forfalden storhed og brusende trafik
Til venstre for statsrådsbygningens facade finder man Berlins rigtige Bredgade, Breite Straße, der løber mod sydøst, væk fra den gamle slotsplads og ned mod den centrale plads i det middelalderlige Cölln, Petriplatz. Frem til begyndelsen af det 18. århundrede var Breite Straße byens pragtboulevard, hvor adelige og højere embedsmænd havde deres bolig. Efter at Unter den Linden overtog den funktion, blev Breite Straße reduceret til handelsstrøg, om end et fornemt af slagsen i kraft af beliggenheden nær slottet.
I dag er gadens højreside præget af halvtomme kontorbygninger fra DDR-tiden. Særlig grel og utilnærmelig fremstår hovedkontoret for det forhenværende byggeministerium, en monoton bureaukratkolos i udmattet hvid med lyseblå vinduessprosser. Den står i skrivende stund rungende tom og er derfor spærret af med bastant gitterværk. Ifølge den officielle, men endnu ikke tidsfæstede byplan for området omkring Petriplatz, skal kontorbygningen rives ned og erstattes af boliger. Indtil planen – måske – sættes i værk, står det gamle byggeministerium tilbage som et af det centrale Berlins få uforandrede levn fra DDR-tiden. Som en anden tidslomme emmer det af fortid og forfald. Man kan nærmest ikke undgå at forestille sig, hvordan dets indre er befolket af genfærd fra det nidkære østtyske embedsmandsapparat, der bøjet over den ene mere fantastiske plan efter den anden udtænker måder at undslippe dette bureaukratiske mareridt på.
På gadens venstreside, østsiden, er flere af de historiske bygninger, der blev ødelagt under Anden Verdenskrig, blevet genopbygget og løbende istandsat, så de i dag udgør en nydelig kontrast til spøgelseskolossen overfor. Det gælder bl.a. det såkaldte Ribbeckhaus i renæssancestil, der sammen med de omkringliggende bygninger huser Berlins senatsbibliotek. Længere fremme mod Petriplatz, på hjørnet mod den ottesporede gennemfartsvej, finder man et af områdets få nye prestigebyggerier, Haus der Deutschen Wirtschaft. Prægtigt ser det ud, men sammenlignet med det faldefærdige byggeministerium på den anden side af Breite Straße, fornemmer man svagt i nutidens blankpolerede glans et dystert varsel om fremtidens forladte ruin. I dag pragtfuldt monument over det tyske erhvervsliv, i morgen forfaldent stålmonstrum, hvis formål er fortrængt.
På selve Petriplatz lå indtil begyndelsen af 1960’erne ruinerne af Skt. Petri Kirke, der på det tidspunkt – som så meget andet – måtte vige for fremskridtet i form af den ottesporede Gertraudenstraße, der under forskellige navne forbinder Alexanderplatz med Potsdamer Platz og det vestlige Berlin. Gennemfartsvejen blev færdigetableret i 1969 som del af den tidligere omtalte helhedsplan for Berlins gamle centrum, som Peter Schweizer stod i spidsen for, og hvis idé det var at lede den gennemgående trafik uden om pladsen ved rådhuset. Med de øgede trafikmængder – 65.000 biler om dagen i 2009-tal – er resultatet imidlertid blevet, at gennemfartsvejen afskærer ikke blot de midterste fra de sydligste dele af det gamle Berlin. Det vedvarende trafikbrus påvirker også livet i disse bydele, så det ikke just er de mest attraktive at slå sig ned i. Petriplatz er derfor ikke længere genkendelig som en egentlig plads. Ud over fornemme borgerhuse lå her ellers også en latinskole samt det særskilte rådhus for Cölln, der allerede i 1901 måtte vige for trafikken. I vor fortidsdyrkende nutid har man imidlertid over de senere år udgravet Petriplatz og blotlagt flere af de forsvundne bygningers fundamenter, som borgere og besøgende i dag kan betragte gennem ’arkæologiske vinduer’, indtil planen om at genskabe noget af tætheden i bebyggelsen omkring Petriplatz eventuelt bliver realiseret.
Lige så interessant som arkæologernes fund under jorden er det nu at rette blikket op mod de eksisterende bygninger i denne del af byen. På pladsen kolliderer såvel DDR-modernismen i form af monotone lejlighedskomplekser med enkelte rekonstruerede bygninger fra det forrige århundrede, der eksempelvis er grupperet i et lille arkitektonisk ensemble ud mod Spreekanalen, der omslutter øen på vestsiden. På hjørnet ind til Brüderstraße kan man betragte endnu et eksempel på forfalden storhed, her dog ikke fra kommunismens, men fra den borgerlige tidsalders epoke. Her ligger nemlig den sidste bevarede del af Rudolph Hertzogs engang så berømte manufakturvarehus, der i begyndelsen af det 20. århundrede optog hele blokken mellem Breite Straße og Brüderstraße. I det neobarokke hjørnehus, som i dag står tomt hen bag en af udgravningerne på Petriplatz, solgte man endnu i DDR-tiden modetøj til unge østberlinere. Nu venter huset på en ny tids entreprenører.
Rudolph Hertzogs engang så berømte manufakturvarehus på Petriplatz i hjertet af det gamle Cölln står i dag tomt. Det samme gør kontorbygningen til højre, der før Murens fald husede DDR’s byggeministerium, men nu blot venter på nedrivningsmaskinernes nådestød
en betonforstad i midtbyen
Ør i hovedet af disse blandede tidslag, der langs Breite Straße og på Petriplatz hober sig op oven på og ved siden af hinanden, er det helt rart at stille sig ud til den ottesporede vej og bare nyde trafikken. På den anden side af bilstrømmen tårner højhusene på Fischerinsel sig op som en markering af typisk betonforstadsbyggeri fra 1970’erne; en fornemmelse, trafikken er med til at understøtte. Men de seks 21-etagers boligblokke med plads til i alt 3750 beboere, omgivet af træer, parkeringspladser, daginstitutioner og en svømmehal, ligger faktisk på et af de tidligst bebyggede steder i Berlin.
Fischerkiez hed området frem til nedrivningen af den tætte bydel i midten af 1960’erne. Trods elendige og trange leveforhold i mange af de gamle boliger var det i DDR-tiden genstand for en vis nostalgisk dyrkelse blandt lokale berlinere. Længere tilbage i tiden, inden Anden Verdenskrigs og genopbygningens forandringer af bymidten, var Fischerkiez et populært turistmål for folk, der søgte efter det autentiske Berlin. Da havde kvarteret allerede i århundreder været befolket af ydmyge fiskere og flodskippere, men endnu længere tilbage i historien, inden Trediveårskrigen 1618-48, var det her de store købmænd boede.
Holder man af betonbyggeri fra 1970’erne, er en vandretur gennem dette område en fin oplevelse. Ud mod gennemfartsvejen er der til 1970’er-blokkene nu føjet et mindre hotel- og forretningskompleks under navnet Fischerinsel Passage, opført i typisk berlinsk genforeningsstil og med en markering af det oprindelige vejnet, der ellers var fjernet af de østberlinske byplanlæggere. Mens et lag af den berlinske historie dermed er gravet frem igen, er et anden udvisket her. Frem til år 2000 befandt sig nemlig på dette sted et fremragende eksempel på arkitektonisk DDR-modernisme, det såkaldte Grossgaststätte Ahornblatt, der tjente som beboerhus for indbyggerne i de nye
