tomt og blev altså i 2000 revet ned. På trods af at det netop var erklæret fredet, havnede endnu et DDR-prestigebyggeri dermed på historiens losseplads.
naturgenopretning i byen
Samme skæbne synes i det hele taget at vente den østberlinske byplan fra 1960’erne og 1970’erne, som så gennemgribende forandrede de sydlige dele af det middelalderlige Berlin. Moderniseringen af området i årtierne efter Anden Verdenskrig gik i høj grad ud på at bryde med fortidens tætte bebyggelse og farthæmmende gademønster. Lys, luft, renlighed og hastighed var nøgleord for DDR-tidens byfornyelse, men over årene er der tilsyneladende blevet for meget luft mellem menneskene i området, og hastigheden på vejene er blevet for høj til, at man kan færdes trygt til fods eller på cykel.
I Waisenstraße finder man et af de få middelalderlige levn i Berlins gamle centrum: en undseelig stump af den to meter høje mur af kampesten, der fra det 14. til det 17. århundrede omkransede tvillingebyerne Berlin og Cölln
I det ni hektar store Klosterviertel, som ligger på den anden side af floden, og som man kommer til fra Fischerinsel ad Mühlendamm-broen, bor der i dag kun cirka 50 personer. Resten af området er kontor- og administrationsbygninger, parkeringspladser og veje. Den udvikling af de gamle bycentrer har man ganske vist også set i mange andre storbyer, hvor private beboere rykker ud og virksomheder og offentlig administration rykker ind, men i Berlins tilfælde er det alligevel særligt påfaldende, fordi området heller ikke i dagtimerne er en levende by; der er for mange uudnyttede og forfaldne arealer og for megen trafik til, at kvarteret fyldes op af det arbejdende folk og føles som en bymidte. Der er for megen transit og for lidt selvstændigt kvarter over stedet.
Derfor er planen for klosterkvarteret omkring det gamle Molkenmarkt at føre sving og kurver tilbage i gadeforløbene – nærmest som i et naturgenopretningsprojekt. Denne byplan vil især påvirke den ottesporede gennemfartsvej, som mellem Alexanderplatz og Potsdamer Platz vil blive suppleret med en sporvognslinje, der skal aftage en del af den eksisterende trafik, ligesom cyklister og fodgængere vil få mere plads. Forandring på skemaet endnu en gang. Men mens alt dette pågår, kan man passende undersøge sporene efter de forudgående ændringer, der har reduceret klosterkvarteret til en slags blindtarm i det gamle centrum.
Når man nærmer sig området fra Fischerinsel ser man på venstre side af Mühlendamm-broen det førnævnte Nikolaiviertel, ’Berlins gode kerne’. Et besøg på bymuseet i Ephraim-palæet, der ligger på hjørnet umiddelbart efter broen er stærkt anbefalelsesværdigt, ligesom byens ældste kirke, den genopbyggede Nikolaikirche, er ganske interessant. Men ellers kan man med fordel bevæge sig uden om Nikolaiviertels souvenirbutikker og ’gammelberlinske’ restauranter og knejper.
krigsødelæggelser i klosterviertel
Forsætter man fremefter på højre side af Mühlendamm og Grunerstraße, har man snart det gamle Stadthaus foran sig. Det er bygget i svære grå sten og løfter sig fra en imposant kvaderstenssokkel. Øverst har byhuset et monumentalt rundt tårn som vartegn, hvorpå en lille statue af lykkens gudinde, Fortuna, balancerer med samme typisk berlinske kombination af tilstræbt ynde og plump klodsethed som ’Goldelse’, den forgyldte kvindefigur på Siegessäule i Tiergarten. Huset stammer fra begyndelsen af 1900-tallet, hvor det blev rejst som en slags sekundært rådhus, da Berlin i de årtier voksede med enorm hast og havde brug for ekstra plads til administrationen. Siden er det blevet benyttet til talrige politiske og administrative formål, og i dag huser det den berlinske senatsforvaltning for indre anliggender.
Til venstre for det gamle byhus ligger det mindre pompøse ’nye byhus’, der blev bygget i 1930’erne. Inden da lå her fra 1923-33 verdens første antikrigsmuseum, grundlagt og drevet af publicisten Ernst Friedrich, der i 1924 udgav den berømte bog Krig mod krigen på fire sprog – tysk, engelsk, fransk og hollandsk – i bestræbelserne på at forene den europæiske ungdom i kampen mod en ny storkrig. Ganske sigende for frugten af de bestræbelser blev antikrigsmuseet lukket af nazisterne i 1933 og bygningen i Parochialstraße revet ned, men Ernst Friedrich nåede at flygte og blev senere aktiv i den franske modstandsbevægelse. I dag kan man se en mindeplade for museet i murværket på det nye byhus.
Rundt om hjørnet og til venstre hen ad Klosterstraße finder man et mere direkte vidnesbyrd om krigens fysiske konsekvenser. Her ligger på gadens højre side de pittoreske ruiner af den gamle franciskanerklosterkirke. Ruinerne fungerer ligesom den langt mere berømte Gedächtniskirche i det vestlige Berlin som et antikrigsmonument og er som sådan fredet og omgivet af skulpturer, bl.a. af en udmarvet mor, der sørgende holder sin dræbte søn i armene. Mere interessant er dog selve kirkeruinen, der i kraft af sin gotiske stil minder om et Caspar David Friedrich-maleri. I stedet for det naturlige forfald, som den gamle romantiker svælgede i, når han malede afsidesliggende kirke- og klosterruiner, er det dog her konsekvenserne af en menneskeskabt ødelæggelse, man betragter, hvad den brusende trafik på Grunerstraße lige ved siden af ruinen på mærkværdig vis er med til at understrege.
Går man nu hen over kirkegården og til højre ind i den lille Waisenstraße, kommer man snart frem til et andet af de få tilbageværende middelalderlige levn i området, nemlig en stump af den to meter høje bymur af kampesten, der fra det 14. til det 17. århundrede omkransede Berlin og Cölln. På Waisenstraße passerer man restauranten ’Zur letzten Instanz’, der giver sig ud for at være Berlins ældste spisested, og hvor Napoleon I angiveligt og Jacques Chirac beviseligt er blevet beværtet. Bymuren, som der længere fremme på venstre hånd er endnu en rest af, er uomtvisteligt et af de ældst bevarede levn fra middelalderens Berlin, men som så mange andre af de historiske spor i området virker den lille stump mur kunstig eller fejlplaceret; som om den er faldet ud af tiden og tilfældigvis havnet her.
’Berlins ældste restaurant’, kalder Zur letzten Instanz i Waisenstraße sig. I det lille bygningsensemble fra midten af 1500-tallet, der blev rekonstrueret i efterkrigsårene, serveres i dag retter med sjove navne, der henviser til den nærliggende retsbygning. Prøv f.eks. et Zeugen-Aussage (vidneudsagn), der her er identisk med svineskank og kål
Med bymuren er grænsen for den middelalderlige by nået. Fortsætter man hen til den befærdede Stralauerstraße og ned til floden ved Rolandsufer, finder man imidlertid et passende slutpunkt for vandringen gennem Berlins middelalderlige bydel. Her kan man betræde ansatsen til den tidligere Waisenbrücke, en stenbro, der i 1800-tallet erstattede en tidligere træbro på stedet. Stenbroen blev stærkt beskadiget under Anden Verdenskrig, men først endelig demonteret i 1960; som så meget andet i det område, hvor det ældste Berlin lå. Brændte broer, brudte gadeforløb, nye færdselsårer, nye bymiljøer og forskudte bycentrer; det er Berlins moderne historie.
Men ser man godt efter, er det også en historie om bestræbelserne på at bevare forbindelsen til byen, som den var, inden historiens store fornyelsesprojekter slettede de fleste af fortidens spor. Mange steder eksisterer forbindelsen blot som ansatser eller vage fornemmelser af de tidslag, der hober sig op og lejrer sig oven på hinanden. Og alt det er især synligt her fra det kuperede broanlæg, hvor man skråt til højre kan se over til seks punkthøjhuse i 21 etager, der ligger med masser af grønne arealer omkring sig og ligner en gennemsnitlig europæisk forstadsbebyggelse. Men det er Fischerinsel, en vigtig del af byens historiske centrum, man kigger tilbage på.
Noter
berliner fehrnsehturm
Medmindre
