teori og praksis.
Fælles for Kosellecks, Skinners og Foucaults metodologiske overvejelser er en fokusering på sprogets betydning (som henholdsvis begreber, talehandlinger og diskursive regimer) og en mistænksomhed over for idé-begrebets indbyggede fare for at blive ahistorisk og statisk (at de ideer, man som idéhistoriker beskæftiger sig med, fundamentalt set er de samme, der fra Platon og frem uforandrede bevæger sig gennem historien). Ved at se nærmere på begrebernes, sproghandlingernes og de diskursive regimers betydning i forskellige historiske situationer opstår der et meget mere diskontinuerligt billede af ideernes historie, der dementerer den ideernes fundamentale historiske kontinuitet, som den første generation af idéhistorikere postulerede. Heri lurer naturligvis også et opgør med forestillingen om at kunne følge ideers “totale livshistorie” og andre af idéhistoriedisciplinens oprindelige totalambitioner – eksempelvis ambitionen om idéhistorie som et slags sidste refugium for metavidenskabeligt overblik.
I stedet ønskede den nye generation af idéhistorikere at beskæftige sig synkront med ideers sproglige formulering i forskellige historiske kontekster, hvilket indebar, at man ikke kun – som tendensen ellers havde været blandt den første generation af idéhistorikere – læste de ‘store’ værker, tænkere og filosoffer, men i langt højere grad også tog fat i den store underskov af ‘mindre’ tekster og personligheder, der prægede de historiske situationer, man som idéhistoriker beskæftigede sig med. Frem for at følge en given idés historie fra Platon over Aristoteles til Augustin, Aquinas, Descartes, Hume, Kant og Hegel ønskede man at slå ned på ideen i Platons historiske kontekst – for så at sige at fastslå ideens historiske identitet – hvorved man sandsynligvis ville finde ud af, at Platon og hans samtidige talte om noget ganske andet end Hume, Kant og Hegel, og at der dermed ikke nødvendigvis var belæg for at tale om en historisk kontinuitet mellem fortidens ideer og vore egne. Og at idéhistorien som sådan altså ikke blot var at betragte som fodnoter til Platon, men måske var en langt mere kompleks størrelse.
Som vi har haft lejlighed til at konstatere undervejs, så placerer Sløk sig et sted mellem de to overordnede positioner, som her afslutningsvist er blevet introduceret. Han er på den ene side – i lighed med Lovejoy og den første generation af idéhistorikere – ikke bleg for at male med bred pensel og indlader sig meget gerne med fremstillinger, der eksempelvis portrætterer hele den europæiske civilisations idéhistorie som en vekselvirkning mellem tre almene ideer (jf. Fylde eller tomhed), og fremhæver desuden (ligeledes i sporet fra bl.a. Lovejoy) idéhistoriedisciplinens tværvidenskabelige sigte og filosofiens og filosofihistoriens vigtighed for idéhistorikeren som to betydningsfulde momenter. På den anden side udviser han altså også en stor sensibilitet for sprogets primære betydning som nødvendigt medium for ideernes artikulation: Ideer er ikke bare mentale størrelser, der svæver frit gennem historien. De har sprog behov. Denne form for sensibilitet sætter Sløk i direkte relation til den yngre generation af idéhistorikere og deres opmærksomhed på sprogets betydning. Man kunne også sige, at Sløk på sin egen måde beviser, at det kan lade sig gøre at skrive idéhistorie i den ‘store’ stil uden fuldstændigt at miste opmærksomheden på sprogets altafgørende betydning.
Litteratur
Amdisen, Paw Hedegaard (2004): Idéhistorie? – På sporet af idéhistorisk(e) metode(r) hos Arthur O. Lovejoy (upubliceret speciale), Århus
Feyerabend, Paul (1993 [1975]): Against Method, Verso
Gadamer, Hans-Georg (1990 [1960]): Hermeneutik I: Wahrheit und Methode – Grundzüge einer philosophischen Hermeneutik (Gesammelte Werke – Band 1), Tübingen
Holm, Kjeld (1986): “Lidenskab og sprog” in Sprogets mesterskab. Festskrift til Johannes Sløks 70-årsdag (red. Holm, Kjeld & Lindhardt, Jan), Centrum, Århus, s. 7-17
Holm, Kjeld (2002): “Formidlingen af et årtusind – eller Johannes Sløk som lærer” in At man er en anden, Forlaget Aros, s. 111-19
Lindhardt, P.G. (1981): Sådan set…, G.E.C. Gad, Viborg & København
Lovejoy, Arthur O. (1940): “Reflections on the History of Ideas” in Journal of the History of Ideas, No. 1, New York, s. 3-23
Lovejoy, Arthur O. (1952 [1938]): “The Historiography of Ideas” in Essays in the History of Ideas, Baltimore, s. 1-13
Lovejoy, Arthur O. (1998 [1936]): The Great Chain of Being – A study of the History of an Idea, Cambridge, Massachusetts & London
Schanz, Hans-Jørgen (1992): “I anledning af 25 års jubilæet: Om instituttets historie” in Jubilæumsskrift – 25 års idéhistorie (red. Hansen, Sandra et al.), Slagmark, Århus, s. 9-29
Schanz, Hans-Jørgen (2001): “Intellektuel historie som genre og disciplin” in Slagmark, nr. 33, Århus, s. 67-78
Skinner, Quentin (2002): Visions of Politics – Volume I: Regarding Method, Cambridge University Press, Cambridge
1 Hans-Jørgen Schanz, Johannes Sløks efterfølger på posten som professor ved Institut for Idéhistorie, har ved et par lejligheder refereret Sløk for ved sin første forelæsning på instituttet at have kaldt faget for “et kald” (se eksempelvis Schanz’ bidrag til denne antologi og Schanz, 1992: 9).
2 Et universitetslektorat var dengang ikke en fuldtidsstilling, og Sløk var derfor, som han selv beskriver det, for “at få brikkerne til at falde på plads” nødt til som løsarbejder at have “op til 45 undervisningstimer om ugen” (!) fordelt på universitetet (teologi), Katedralskolen, forskellige kommuneskoler og Århus Aftenseminarium (Sløk, 1986b: 135-36).
3 Kapitlet i Mig og Godot, der bl.a. omhandler tiden på idéhistorie, bærer netop overskriften “Reprisen” (169).
4 Sløk udgav året før Mig og Godot sit store bidrag til en narrativ teologi Da Gud fortalte en historie, og man kan på mange måder netop læse Mig og Godot (vis à vis bogens indledende og afsluttende kapitler) som en personlig konkretisering af de tanker, der fremsættes heri. Se i øvrigt Sune Liisbergs bidrag til nærværende antologi.
5 Mathias Lorentzen, der var læge, var gift med Margrethe Lorentzen, der igen var datter af en gårdmandsfamilie, hvor Sløk var kommet som feriedreng. I 1932 besluttede Margrethe og hendes udkårne – i forlængelse af deres hidtidige bekendtskab – at invitere Sløk på sommerophold i Stenvad på Djursland, hvor de boede. Mathias Lorentzen var en yderst belæst herre, og han og Margrethe blev en slags åndelige og økonomiske mentorer for den unge Sløk. Ud over at agere kompetente samtalepartnere og forsyne ham med en lind strøm af bøger delfinansierede de således også Sløks videre studier.
6 Sløk udpeger selv Lindhardt som en af sine mulige støtter i denne sammenhæng (150). Lindhardt selv har færre forbehold i sin erindringsbog Sådan set … (1981), hvor han nærmest udpeger sig selv til at være den person, der egenhændigt udvirkede, at Sløk i første omgang fik sit lektorat og senere sit professorat (Lindhardt, 1981: 161).
7 Nu skal man huske på, at Sløk i Mig og Godot udviser en generel tendens til at beskrive sig selv som både tøvende og modstræbende over for nye udfordringer/projekter. Den samme tendens, som også nogle steder får Sløks spring fra teologi til idéhistorie til at fremtræde som et tilfælde. Noget, som Sløk egentlig kun modstræbende og tilfældigt blev viklet ind i.
8 Ud over Hans-Jørgen Schanz’ bidrag til nærværende antologi – se eksempelvis Sløk, 1986b: 169-212 og Schanz,
