altså en dialektik mellem den menneskenatur, der er den samme til alle tider, og så den skiftende kultur, i hvilken denne menneskenatur modtager sin konkrete udformning” (ibid.). Denne dialektik gør det muligt, “at vi metodisk ser bort fra vor egen kulturelle livsudformning og stiller os åbne for de andre mulige udformninger, vi vil møde i historien” (ibid.). En betragtning, som Sløk finder “tiltalende”, fordi den “forklarer både forskelle og ligheder og […] derigennem [gør] rede for, hvori såvel vanskeligheden som muligheden ved forståelsen af andre kulturer består” (55-56). Men også en betragtning, der gør rede for det forhold, at mennesket “på een gang er bundet til sin kultur og dog fri over for den” (56). Et forhold som igen er betingelsen for at forstå fortidige eller andre kulturer i det hele taget:
Fordi alle kulturelle dannelser er et muligt indhold af menneskelivets fundamentale strukturer ligger de åbne for menneskelig forståelse overhovedet, eller – udtrykt på en anden måde – fordi mennesket har mulighed for at distancere sig fra sin egen kulturelle skikkelse, træde tilbage fra den og tage den i øjesyn, derfor kan det overhovedet tage kulturelle skikkelser i øjesyn. (57-58)
Ved at se andre eller fortidige kulturers udfyldning af de formale, eksistentielle strukturer som et reelt alternativ til vor egen udfyldning af disse, skaber man sig “en mulighed for at se de kulturelle dannelser netop sådan, som den kulturs mennesker gjorde det, ikke som noget ‘sært’, men som en skikkelse af livet” (58). Sløk nærmer sig her den bestemmelse af idéhistorikerens arbejde som “to see things their way” (dvs. at se historien på de historiske agenters betingelser), som den engelske idéhistoriker Quentin Skinner senest i sin bog Regarding Method har givet (Skinner, 2002: 6).
Sløk mener nu at have “behandlet de vigtigste problemer, der er forbundet med idéhistorie som forskning”, og giver sig derfor i sidste kapitel af Hvad er idehistorie? i kast med at beskrive, hvilke forskningsopgaver en sådan idéhistorisk forskning kan indlade sig med (60). Af disse fremskriver Sløk tre, som han mener er væsentlige.
Det drejer sig i første omgang om en opgavetype, som Sløk benævner “vertikal”. Formålet med denne type forskning er at finde sammenhængen “mellem samtidigt eksisterende ideer” (ibid.). Man koncentrerer sig her om en specifik kulturel situation, “skaffer sig overblik over dens inventar og finder i så vid udstrækning som muligt frem til de ledende regionale ideer” (ibid.). Herefter arbejder han sig frem til, hvilke regionale ideer der var de bærende for denne kulturelle situation, og hvis han er heldig, så kan han måske arbejde sig videre og “få isoleret og formuleret den eller de almene ideer, der på mere universel måde har behersket kulturen” (ibid.). Således vil han i bedste fald kunne optegne den givne situations “gældende hierarki af ideer” (ibid.).
En anden type af opgave, som idéhistorikeren kan kaste sig over, er den “horisontale”. Her forfølges en given idé og dens eventuelle forvandlinger gennem et længere historisk forløb. Opgaven er mere specifikt “at kunne forfølge et ord” (63), at – i første omgang – “se aldeles bort fra, hvad det siden er kommet til at betyde, for nøjagtigt at kunne fastslå, hvad det betød for de mennesker, der dengang – måske for første gang – anvendte det” (64). Man kan eksempelvis forfølge individ-begrebets historie og klargøre, hvorledes denne “terminus” gennem tiderne i radikal forstand kan siges at have skiftet betydning på baggrund af de historisk specifikke kulturelle situationer, som den er blevet anvendt inden for. Denne type opgave har, fremhæver Sløk, “den mest vidtrækkende betydning for den nøjere forståelse af hele den åndshistoriske udvikling” (66).
Endelig findes der en sidste opgavetype, som Sløk vælger at kalde den “systematiske”. Her er Sløk på hjemmebane, for det er, som vi skal se, denne type idéhistorie, han selv ynder at skrive. Emnet for denne type idéhistorie er det komplicerede samspil mellem regionale og almene ideer og idékomplekser. Ideer har, som Sløk bemærker, “tendens til at danne enheder, omfattende systemer, hvor de forskellige grupper af ideer indvirker på hinanden”, og disse systemer har igen tendens “til at strukturere sig i form af pyramidalske hierarkier”, hvor de almene eller “universelle” ideer tenderer at være de herskende (ibid.). Den systematiske idéhistorie beskæftiger sig med de bærende ideers gensidige påvirkning i en nærmest totalhistorisk optik, og opgaver “af denne art vil […] fortrinsvis virke attraktive på folk med filosofiske tilbøjeligheder, og […] vil omvendt blive betragtet med en vis mistro af de rent historisk arbejdende forskere” (67).
Hermed har Sløk programmatisk indkredset den idéhistoriske fremgangsmåde (metode) og de primære arbejdsopgaver, som han mener er den idéhistoriske disciplins.
I 1967 modtog Johannes Sløk “for at gøre et vanskeligt stof tilgængeligt for almenheden på det danske sprog” Danmarks Radios Rosenkjær-pris.19 Med tildelingen af denne pris fulgte, at Sløk som modtager forpligtede sig til at afholde en række radioforelæsninger. En lejlighed, som Sløk året efter (i sommeren 1968) udnyttede til i skitseform – som et slags supplement til programskriftet Hvad er idehistorie? – at lancere og præsentere sit personlige projekt som idéhistoriker. Et projekt, som altså, hvilket allerede har været berørt, og som vi vil få lejlighed til at konstatere i flere detaljer, meget godt svarer til den tredje form for idéhistorisk opgavetype – den “systematiske” – som han havde skitseret i forbindelse med programskriftets afsluttende kapitel. Forelæsningerne blev allerede samme år under overskriften Tomhed eller fylde. En idehistorisk skitse udgivet på Gyldendal, og det er i denne form, jeg i det følgende vil referere til dem.20
Allerede fra bogens første side står det klart, at der er tale om en noget anden bog end program- og metodeskriftet fra samme år. Sløk havde godt nok allerede, som vi har set det, ytret sin skepsis i forhold til hele diskussionen om videnskabelig metode (Sløk, 1968b: 9). Men i Tomhed eller fylde afviser Sløk i udgangspunktet helt at bruge “det belastede ord metode” og ønsker i stedet at anvende termen “den idéhistoriske betragtningsmåde”(Sløk, 1968c: 9). Her finder på mange måder en glidning fra programskriftets mere favnende retorik – som da også så det som sin pligt (måske lidt modvilligt?) at sige lidt alment om videnskabelig metode – til den mere personlige projektbeskrivelse, hvor en mere subjektiv term som “betragtningsmåde” måske rettelig kan siges at høre hjemme.
Bogens indledende kapitel bruges ellers til endnu en gang at markere og præcisere Sløks overordnede indgang til idéhistoriedisciplinen som et selvstændigt humanvidenskabeligt forskningsfelt – herunder atter at understrege, at idéhistorie ikke er og ej heller må forveksles med hverken videnskabs-, filosofi- eller kulturhistorie (9-13). En negativ markering, der fører Sløk til “mere positivt” at ville formulere, hvad idéhistorie så er, hvilket igen fører ham til at opregne to af de tre forskellige udgaver af genuin idéhistorie, som han afslutningsvist skitserer i Hvad er idehistorie? – den vertikale og den horisontale (13-14).
Før han går videre med disse overvejelser, er der dog et andet spørgsmål, der, for Sløk at se, presser sig på. Det drejer sig om “forudsætningen for, at man overhovedet kan drive sådan noget som idéhistorie?” – eksistensen af ideer og disse ideers efterfølgende betydning for menneskelivet (14). Her når Sløk frem til den konklusion, at “Det menneskelige liv” – modsat alle andre levende organismers liv – “ikke på noget punkt [kan] udfolde sig uden ud fra en ide om, hvad netop meningen med og indholdet af dette punkt er” (18). Menneskets omgang med verden er altså idémæssigt formidlet (man kunne også sige, at mennesket med nødvendighed må være et væsen, der forstår verden idémæssigt), og ønsker man at forstå mennesket og menneskets omgang med verden i en specifik kulturel situation, så er ideerne – som de er formuleret hos disse mennesker i skrift og andre symbolske former – vores eneste adgang til en sådan forståelse. Til alle menneskelivets behovsmæssige aspekter er der således knyttet nogle bærende, kulturspecifikke ideer, der strukturer menneskets adfærd i det konkrete tilfælde. Hvad vi spiser, hvorledes vi forholder os til det seksuelle etc. er således
