style="font-size:15px;"> Men lad os starte med Hvad er idehistorie?, der trods alt er den mest introducerende af de to tekster, og som derfor også leverer den bedste indgangsvinkel.
Allerede i forordet skitserer Sløk ved at referere til “den røde betænkning”, at en af idéhistoriens fornemste opgaver må være “at modvirke den stærke fagopdeling”, “bygge bro eller afsløre, hvorledes de emner, de forskellige fag beskæftigede sig med, stod i relation til hinanden og i den kulturelle sammenhæng fungerede sammen. Idéhistorie var altså efter deres mening [bagmændene bag “den røde betænkning”, PHA] en tværfaglig disciplin …” (Sløk, 1968b: 7). Selvom Sløk her nøjes med at referere til de officielle hensigtserklæringer, der lå bag ønsket om at gøre idéhistorie til et tværfagligt og syntetiserende “sammenknytningsmedium” i gymnasierne, så er det tydeligt, særligt når man ser det metodologiske program, han efterfølgende fremsætter, at han er helt enig i denne karakteristik.10 “Den røde betænkning” begrundede imidlertid ikke denne tværfaglighed og svarede heller ikke på spørgsmålet om, hvorledes denne tværfaglige disciplin “skulle løse sin opgave” (ibid.). Hvorfor Sløk, da det er ham, “der har fået overdraget den opgave” (ibid.), med sit “programskrift” (8) straks vil besvare disse og beslægtede spørgsmål.
Før han giver sig i kast med denne opgave, ser Sløk sig dog forpligtet til at skrive et par ord om videnskabelig metode og metodebegrebet generelt. Sløk “kvier” sig, som han siger, “ved at bruge ordet” metode, fordi “det har været genstand for en god del overtroiske forestillinger” (9). Det er således blevet hævdet, at “der fandtes et eller andet mystisk fænomen, man kaldte ‘den videnskabelige metode’, et fænomen, kun lærde forskere havde kendskab til, en slags hemmelighedsfuld nøgle, der lukkede op for skjulte skatte, kun ‘videnskaben’ var i stand til at hæve” (9-10). Sløk fastslår, at der i den (entydige) forstand “overhovedet ikke findes noget som helst, man kan kalde ‘den videnskabelige metode’” (10) og kalder i samme ombæring sådanne forestillinger for “halvromantiske” (ibid.).
Videnskabelig metode er derimod, som Sløk udtrykker det, et spørgsmål om “en sund fornuft, der er sig selv bevidst i sin fremgangsmåde” (ibid.). At være i besiddelse af en metode vil sige at “vide på forhånd, hvad man vil” (11), for “Med et givent emne kan man ville mange ting, og hvis man ikke udvælger sig et koncist formål, bliver behandlingen af emnet konfus” (10). Med andre ord, så er metodespørgsmålet overordnet set et spørgsmål om at træffe en beslutning og foretage et valg mellem mange oplagte muligheder – “et præcist valg” uden hvilket en given videnskabelig undersøgelse kun bliver “et mådeligt kunstværk”, som Sløk (jævnførende videnskabsmandens og manuskriptforfatterens eller filminstruktørens arbejde) skriver. Man kunne med god ret kalde denne metodeforståelse for decisionistisk (det gælder om at træffe et valg), men det er vigtigt at påpege, at Sløks decisionisme hviler på et meget pragmatisk og liberalt grundlag; den antagelse nemlig, at ingen metodisk fremgangsmåde i udgangspunktet er den rigtige eller sande, at udgangspunktet er ‘en metodologisk pluralisme’ (Feyerabend, 1993 [1975]).11 Og at det netop derfor er nødvendigt at intervenere, at træffe sit valg.
Efter således at have skitseret sin ‘decisionistisk-pragmatiske’ tilgang til spørgsmålet om videnskabelig metode og metodebegrebet generelt giver Sløk (i bogens første kapitel) sit bud på, hvad der er idéhistorikerens udgangspunkt og mulige genstandsområde: “Idéhistorien bygger først på den forudsætning, at der er mening i at isolere en enhed, man kunne kalde ‘en kulturel situation’, dvs. at man med en operativ ret af det kontinuerlige historieforløb kan udvælge sig et afsnit, som man derpå kan behandle som en afrundet helhed” (12). En sådan ‘kulturel situation’ kunne – for nu at eksemplificere, hvad Sløk sandsynligvis mener hermed – være antikkens Hellas eller renæssancens Europa. Igen peger Sløk på videnskabsmandens (læs: idéhistorikerens) aktive rolle. Denne gang i forhold til etableringen af sit eget genstandsfelt – den kulturelle situation, som altid “er en konstruktion” (ibid.). Man kan nemlig “kun isolere en kulturel situation vilkårligt”, og derfor kan man “principielt isolere den, hvordan man vil” (ibid.).
Hermed ønsker Sløk at distancere sig fra den opfattelse, at den kulturelle situation – en periode eller epoke – er en begrebslig isolation, der så at sige er placeret “i det historiske forløb selv” (ibid.). At definere “en kulturel situation […] bliver [aldrig] andet end en vilkårlig konstruktion”, som den enkelte idéhistoriker selv og på eget ansvar etablerer (13). Der er “på sin vis” tale om en “uberettiget standsning af et kontinuerligt forløb i en status” (ibid.). For Sløk at se gælder det i forlængelse af disse indsigter om – “på tværs af traditionelle inddelinger” – at skabe så originale konstruktioner som overhovedet muligt, når man som idéhistoriker fremskriver sine kulturelle situationer (ibid.).
Efter denne indledende betragtning om den kulturelle situation som idéhistorikerens konstruerede genstandsområde fremhæver Sløk “tre kulturelle hovedgrupper”, som han mener strukturelt kendetegner de fleste kulturelle situationer, og som man derfor gør klogt i at holde sig for øje.12 Disse er: civilisation, livsudfoldelsens kultur og ydelsernes kultur. Ved at fremskrive disse tre dimensioner i en given kulturel situation ønsker Sløk at accentuere det forhold, at et højt civilisatorisk stade (dvs. en høj grad af teknisk naturbeherskelse) i en given kulturel situation ikke nødvendigvis er ensbetydende med en højtstående kultur,13 og at store kulturelle præstationer (kunstværker, bøger etc.) omvendt hverken med nødvendighed er resultatet af en specifik kulturs generelle tilstand (livsudfoldelsens kultur) eller graden af civilisatoriske fremskridt, der er opnået inden for denne kultur. Hermed ikke sagt, som Sløk videre pointerer, at “de tre dimensioner […] er upåvirkede af hinanden” (21). Adskillelsen af disse “må derfor kun opfattes som et forsøg på en klassifikation, der siden kan bidrage til klarhed over, hvad man præcist taler om” – et forsøg på at holde adskilt, på hvilket niveau man i en given idéhistorisk fortolkningssituation bevæger sig (22).
Men før man overhovedet går videre i en undersøgelse af den idéhistoriske disciplins metode og eventuelle fortolkningspraksis, er der “eet kulturelt fænomen”, der, ifølge Sløk, påkalder sig “særlig overvejelse”, og det er sproget (22). Det er således “et ret udsigtsløst foretagende at gøre en kulturel situation, hvis sprog man ikke kender, eller som ikke har efterladt sig sproglige vidnesbyrd, til genstand for idéhistorisk forskning” (ibid.). Uden sproget – både som et nødvendigt erkendelsesværktøj for idéhistorikeren og i form af de skriftlige overleveringer, som er idéhistorikerens primære råmateriale – er fortidens kulturer “i bogstaveligste forstand stumme” (ibid.): “Først i sproget træder tingene frem i belysning og får deres betydning”, som Sløk udtrykker det, og det er derfor “sproget og ikke tingene, der har primatet” (23). Eller som det skrives i et centralt citat: “Det er sproget, der frembringer tingene, ikke tingene, der frembringer sproget – og derfor er et sprog muligt, forståeligt og afgørende” (24).
På dette sted i fremstillingen bliver det klart, hvilket vi skal vende tilbage til senere, at Sløks metodeopfattelse placerer sig i kølvandet på ‘den sproglige vending’, som de humane videnskaber – inspireret af tænkere som bl.a. Heidegger, Wittgenstein, Derrida, Barthes, Foucault og Gadamer – foretog i løbet af 1960’erne.14 For Sløk er det derfor uomgængeligt, at idéhistorikeren må “tage sit udgangspunkt i de sprogligt formulerede ideer”, og at han kun “gennem sproget” kan udvirke sin praksis (25). Når sproget har denne enorme betydning, er det derfor at afskære sig “fra en meget væsentlig idéhistorisk kilde, hvis man stifter bekendtskab med en fortidig kultur gennem oversættelser”, og Sløks fordring til den vordende idéhistoriker er derfor, som vi har set, at man som et minimum (ud over de selvfølgelige kundskaber inden for tysk, fransk og engelsk) kan læse græsk og latin (ibid.). Da sproget former og i en vis forstand dikterer tænkningen (“man tænker i sprogets former”, 26), er “al oversættelse” nemlig principielt set “umulig”
