offentligt ansatte funktionærer eller private erhvervsdrivende. I så fald vil man forvente et ekstremt højt aktivitetsniveau i de grupper, der både har mange individuelle ressourcer, og som har været genstand for en kollektiv mobilisering.
Den politiske historie i Danmark er præget af, at først borgerskabet og siden bønderne og arbejderne blev kollektivt mobiliseret. Der er også blevet argumenteret for, at mobiliseringen af de nye mellemlag i 1970’erne havde mange træk til fælles med den kollektive mobilisering, der foregik gennem 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet (Svensson & Togeby, 1986: 364). Der er ingen grund til at tro, at denne form for kollektiv mobilisering kun er noget, der hører fortiden til. Meget tyder således på, at der i dag blandt nogle af de etniske minoritetsgrupper i Danmark foregår en kollektiv mobilisering, der minder om de mobiliseringsbølger, vi har kendt tidligere (jf. Togeby, 1999, 2003).
Beslægtet med den her beskrevne kollektive mobilisering er den mobilisering af vælgerne, der sker i forbindelse med enkelte valg. Det er denne form for politisk mobilisering, som Rosenstone & Hansen (1993) beskæftiger sig med. De definerer politisk mobilisering som den proces, hvorigennem partier og andre grupper får andre vælgere til at deltage. Der er ikke nødvendigvis tale om en varig indsats, der retter sig mod en bestemt del af befolkningen, men snarere om mere ad hoc-prægede aktiviteter, der sigter bredere. Her er valgkampen og mediedækningen op til det enkelte valg afgørende. Betydningen af denne form for mobilisering viser sig ved, at valgdeltagelsen i det samme land kan svinge fra valg til valg alt afhængigt af, hvor intens valgkampen har været, og hvor voldsomme de politiske konflikter er. Stærkt politiserede og konfliktfyldte valg må forventes at resultere i en højere valgdeltagelse end mindre politiserede. Også dette kan imidlertid karakteriseres som en form for kollektiv mobilisering.
Et tredje eksempel på kollektiv mobilisering, som måske placerer sig midt mellem de to allerede nævnte former, er den mobilisering, som Fremskridtspartiet og senere Dansk Folkeparti har foretaget. Det er lykkedes disse partier at mobilisere nogle af de forholdsvis ressourcesvage grupper i Danmark, som har følt sig mere eller mindre marginaliserede i forhold til det etablerede samfund. De er blevet mobiliseret til oprør imod bureaukraterne i København og imod det stigende antal indvandrere, og de har således – trods en betydelig mistillid til det repræsentative system – deltaget flittigt i valgene i de senere år. Mobiliseringen er her ikke foregået gennem stærke organisationer, men snarere gennem massemedierne. Alligevel har den primært været rettet mod bestemte samfundsgrupper, og der er vel også tale om en grad af fælles identitet. Endelig har mobiliseringen ikke begrænset sig til et enkelt valg, men er foregået kontinuerligt over en længere periode (jf. Goul Andersen, 2004: 83ff).
Figur 3.3. Forskellige typer af indikatorer for kollektiv mobilisering
| Kollektive indikatorer | Individuelle indikatorer | Indirekte indikatorer |
| Mobilisering af konkrete grupper | ||
| Grupper, der opstiller egne kandidater til valget, har en højere valgdeltagelse | Høj valgdeltagelse blandt personer, der er medlemmer af gruppeorganisationer | Personer med få ressourcer og svag social integration stemmer relativt meget |
| Grupper, der har stærke organisationer med mange medlemmer, har en højere valgdeltagelse | Høj valgdeltagelse blandt personer med en stærk gruppeidentifikation | Store forskelle i valgdeltagelsen mellem grupper med ensartede ressourcer og social integration |
| Grupper, hvis medlemmer bor koncentreret i enkelte boligområder, har en højere valgdeltagelse | Høj valgdeltagelse blandt personer, der bor tæt på andre medlemmer af gruppen | Store forskelle i valgdeltagelsen for de samme grupper i forskellige kommuner eller lande |
| Ressource- og integrationsvariablerne spiller ikke nogen stor rolle for valgdeltagelsen | ||
| Mobiliseringen af befolkningen | ||
| Valgdeltagelsen er højere ved valg, der er præget af en intensiv valgkamp fra partiernes side | Store svingninger i valgdeltagelsen mellem forskellige år (men altså netop ikke konstant fald) | |
| Valgdeltagelsen er højere, når der er en omfattende mediedækning af valgkampen | ||
| Valgdeltagelsen er højere, hvis der er et højt konfliktniveau i valgkampen | ||
Man kan kombinere teorien om kollektiv mobilisering med Franklins (2004) overvejelser om vanens betydning for valgdeltagelsen. Det er Franklins opfattelse, at en generations valgdeltagelse livet igennem vil være påvirket af valgdeltagelsen ved de første valg, som generationen deltager i. Har man først deltaget i ét valg, er der en betydelig chance for, at man også vil deltage i det næste, og efterhånden bliver deltagelsen en vane, som også manifesterer sig i en større tilslutning til forestillingen om, at man har en forpligtelse til at stemme. På denne måde fører en oprindelig kollektiv mobilisering i anden omgang til en individuel mobilisering. Den gode vane med at deltage i valg vil fortsætte, også efter at den kollektive mobilisering er ophørt. Og det gælder både, hvor der har været tale om kollektiv mobilisering af en konkret social gruppe, og hvor der har været tale om en generel mobilisering af hele vælgerkorpset ved et eller flere valg. Men den valgdeltagelse, der alene skyldes „den gode vane“, vil formodentlig med tiden svækkes, hvis den ikke holdes ved lige gennem nye mobiliseringer. At vanen med at stemme har betydning for valgdeltagelsen, blev i øvrigt allerede påvist af Campbell, Converse, Miller og Stokes (1960) i The American Voter.
Der findes både individuelle og kollektive indikatorer på kollektiv mobilisering. For så vidt angår den kollektive mobilisering af bestemte grupper, vil vi forvente en højere valgdeltagelse i en gruppe, der opstiller egne kandidater til valget, end i en gruppe, der ikke opstiller kandidater fra egne rækker. Ligeledes kan man forvente en højere valgdeltagelse i grupper, som er godt organiserede, og som bor koncentreret i nærheden af hinanden i fælles boligområder (jf. Tingsten, 1937). Tilsvarende kan man i tilfælde af en kollektiv mobilisering af bestemte grupper forvente en højere valgdeltagelse blandt personer, der er medlem af de gruppebaserede organisationer, som har en høj grad af gruppeidentitet, og som bor i lokalområder med en høj koncentration af gruppens medlemmer. Er der tale om en kollektiv mobilisering af hele befolkningen, vil vi forvente en højere valgdeltagelse, hvis valgkampen er meget intens, konfliktniveauet højt og mediedækningen omfattende. Det er dog langtfra alle disse indikatorer, vi har systematiske oplysninger om i de undersøgelser, vi anvender.
Derfor vil der også i det følgende blive inddraget en række indikatorer på en kollektiv mobilisering, som har en mere indirekte karakter, og som bygger på variationerne i valgdeltagelsen. Man må således formode, at der er tale om kollektiv mobilisering af en konkret gruppe, hvis en gruppe med få ressourcer og/eller svag social integration alligevel har en forholdsvis høj valgdeltagelse. Man må også formode, at der er tale om en sådan kollektiv mobilisering, hvis man finder store forskelle i valgdeltagelsen mellem grupper, som i øvrigt besidder nogenlunde den samme mængde af ressourcer og er nogenlunde lige godt socialt integreret, eller hvis man finder store forskelle i valgdeltagelsen inden for den samme gruppe, men i forskellige kommuner. Og endelig må man forvente, at en høj grad
