fra folketingsvalgene i 1957 og 1960 og de kommunale valg i 1954 og 1962 og beskrev indgående forskellige sociale gruppers deltagelse i disse valg.
Med introduktionen af nye analysemetoder blev det muligt at inddrage nye forklaringsfaktorer, og nye teorier om valgdeltagelsen blev udviklet. Dette kapitel vil starte med en kort gennemgang af teorihistorien, hvorefter vi vil gennemgå hovedlinjerne i den teoretiske ramme, som vil blive anvendt i bogen.
Teorier om valgdeltagelsen
I den første danske lærebog i statskundskab, Komparativ Politik, som Erik Rasmussen udgav i 1968-69 – dvs. før surveyundersøgelserne holdt deres indtog i dansk valgforskning – var der i bind 2 et større afsnit om valgdeltagelsen. Rasmussen fremhævede her, at „… der er gode grunde til at antage at der i nutiden i samfund som det danske råder en social norm som tilsiger vælgerne at afgive deres stemme“ (Rasmussen, 1969: 91). Han pegede også på, at langtidstendensen til en stadigt stigende valgdeltagelse fra midten af 1800-tallet til midten af 1900-tallet (jf. kapitel 2) kunne ses som udtryk for, at en sådan norm havde fået gyldighed for stadigt større dele af vælgerbefolkningen.
Rasmussen var inspireret af Seymour Martin Lipset, som i Political Man (1960) havde undersøgt forskellene i sociale og demografiske gruppers valgdeltagelse og i den forbindelse formuleret fire hypoteser. Valgdeltagelsen ville ifølge Lipset blive højere i en social kategori, hvis dens interesser blev kraftigt påvirket af politiske beslutninger, hvis den havde adgang til oplysninger om beslutningernes betydning for disse interesser, hvis den var udsat for pres i retning af at stemme, og hvis den ikke blev udsat for pres fra flere sider, det såkaldte krydspres (jf. Rasmussen, 1969: 97-98).
Den tredje hypotese om pres i retning af at stemme falder i virkeligheden i to, siger Erik Rasmussen, idet der dels er tale om en social norm, der tilskynder hver enkelt vælger til at stemme, dels om et socialt pres, som gør sig gældende inden for bestemte kategorier af vælgere. Jo mere ensartet et område er i en bestemt henseende, for eksempel et udpræget arbejderkvarter, jo større er tilskyndelsen til at stemme, jf. den såkaldte law of the social center of gravity, som Herbert Tingsten havde påvist i den ovennævnte bog, Political Behavior, allerede i 1937.
Lester Milbrath og M.L. Goel har generaliseret nogle af disse overvejelser til en teori om den sociale integrations betydning for valgdeltagelsen (Milbrath & Goel, 1977). Jo bedre integreret man er, dvs. jo mere centralt placeret man er i forskellige sociale sammenhænge, jo flere politisk relevante påvirkninger udsættes man for, jo flere af disse påvirkninger reagerer man på, og jo mere politisk aktiv er man. Samtidig deler man i højere grad samfundets dominerende normer, herunder dem, der tilsiger at være aktiv i politik og stemme ved valgene (Milbrath & Goel, 1977: 86ff).
I de senere års diskussioner af valgdeltagelsen er teorien om de sociale normers og den sociale integrations betydning for valgdeltagelsen nok blevet stærkest udfordret af en teori om de instrumentelle motivers betydning. Ifølge denne teori stemmer man, fordi man ønsker at påvirke valgets udfald, og man gør det i det omfang, som man mener, at ens stemmeafgivning har betydning. Valgdeltagelsen skulle derfor variere med, hvor stor betydning valget tillægges, og med hvor stor betydning for udfaldet man tillægger sin egen stemmeafgivning.
De empiriske analyser tegner imidlertid et noget grumset billede. På den ene side har Mark N. Franklin (1996) argumenteret for de instrumentelle motivers betydning, idet han har vist, at forskellene i valgdeltagelsens niveau i forskellige lande bedst kan forklares af valgenes betydning og af risikoen for, at den enkelte vælgers stemme vil være spildt.
På den anden side har en række grundige analyser af valgdeltagelsen i Sverige ved valgene i 1998 vist, at de instrumentelle motiver helt mistede deres betydning, når man i analyserne også inddrog partiengagementet og sociale normer om at deltage i valg. Jan Teorell og Anders Westholm (1999) konkluderer således efter at have testet de to forklaringstyper mod hinanden, at vælgerne ikke primært går til valglokalet, fordi de forestiller sig, at de dermed bestemmer valgets udfald og politikkens indhold, men fordi det tilfredsstiller dem at give udtryk for deres mening, og fordi de føler sig forpligtet til at deltage i valget (se også Bäck, Teorell & Westholm, 2004). Resultatet er stort set det samme i en canadisk undersøgelse (Blais, 2000; Blais, Young & Lapp, 2000). Heller ikke Poul Erik Mouritzens (1997) analyser af kommunalvalget i Danmark i 1993 giver megen støtte til den instrumentelle teori.
Det ser således interessant nok ud til, at de instrumentelle teorier fremstår mere overbevisende, når analyseenheden er lande eller måske byer (kommuner), end når man sammenligner individer, hvor holdningsmodellerne synes at klare sig bedre.
Bortset fra de netop nævnte analyser af Franklin har de fleste af de ovenfor beskrevne teorier taget udgangspunkt i egenskaber ved de individer, der deltager i valgene. De senere års bekymring for den faldende valgdeltagelse har imidlertid rettet opmærksomheden mod forskelle mellem landene og dermed mod betydningen af de politiske institutioner, der er opbygget i det enkelte land. Tankegangen er, at nogle af de institutionelle regler, der styrer valgene, virker fremmende for en høj valgdeltagelse, mens andre virker hæmmende.
I denne forbindelse kan det være nyttigt at inddrage en sondring, der er foreslået af Achen og Sinnott (2005, under udgivelse), mellem institutional facilitation og institutional mobilisation. Ved institutional facilitation, som vi med et lidet mundret ord på dansk kalder facilitering, tænkes der på forhold, der bidrager til at gøre det nemt og attraktivt at gå hen og stemme, og som reducerer omkostningerne ved at deltage. Ved institutional mobilisation eller mobilisering, tænkes der på forhold, som får vælgerne til at ønske at stemme, og som øger nytten af at deltage. Eksempler på regler, der kan gøre det lettere at få stemt, er en automatisk registrering af vælgerne, således at man ikke først skal registreres og derefter stemme. Eksempler på regler, der kan medvirke til at øge mobiliseringen, er muligheden for personlig stemmeafgivning.
Vi vil her inddrage både de institutionelle rammer og individernes egenskaber. I de følgende afsnit vil vi mere detaljeret redegøre for de teorier og indikatorer, som vil indgå i analyserne.
De politiske institutioner som forklaring
En helt grundlæggende forudsætning for at beskrive og forklare valgdeltagelse er naturligvis, at der i det hele taget gennemføres valg. Det er imidlertid ikke blot af betydning, at der findes et repræsentativt system, men også hvordan det er indrettet, og hvorledes valgene organiseres og administreres. Nogle institutioner gør nemlig valgdeltagelse lettere end andre: De er eksempler på institutionel facilitering.
For det første antages det at have betydning, hvordan vælgerne registreres. Hvis vælgerne selv skal sørge for at blive optaget på valglisten, bliver valgdeltagelsen lavere – i hvert fald målt i forhold til samtlige potentielle vælgere – end hvis vælgerne automatisk optages på valglisten og får tilsendt et valgkort, således som det blandt andet sker her i landet (Aardal, 2002: 34; Norris, 2004: 172-173). I Danmark var der frivillig registrering til valgene til Den grundlovgivende rigsforsamling i 1848, og nu kendes systemet i forskellige variationer for eksempel i USA, England og mange lande i Afrika. (Massicotte et al. (2004: 64ff) giver en nyttig oversigt over registreringssystemet i forskellige lande). Registreringsordningen antages i nogen grad at kunne forklare forskelle i valgdeltagelsen mellem USA, hvor vælgerne selv skal sørge for at lade sig registrere, og andre lande, hvor vælgerregistreringen sker automatisk (Aardal, 2002: 34; Wolfinger, Glass & Squire, 1990; Powell, 1982).
Betydningen af registreringssystemet er dog omdiskuteret, og meget tyder på, at den er mindsket siden 1970’erne (Pintor & Gratschew, 2002; Pintor et al., 2002: 75). Lijphart mener, at forskelle i registreringsmåden kan forklare 10 til 15 procent af forskellen i valgdeltagelsen (Lijphart:
