både manden og hustruen betragtet som kommunale skatteydere.
Konsekvensen af disse bestemmelser var, at vælgerkorpsene til folketingsvalg (mænd over 30, med visse begrænsninger) og kommunalvalg (mænd og kvinder over 25, til dels med nogle andre begrænsninger) var ret forskellige i perioden fra marts 1909 til september 1920, hvorefter forskellene blev mindre. Men under de økonomisk vanskelige tider i begyndelsen af 1930’erne var det for eksempel op imod 20 pct. af folketingsvælgerne, der ikke havde valgret, når kommunalbestyrelsen skulle vælges. Helt forsvandt disse forskelle dog først sidst i 1950’erne – og siden 1981 har de to vælgerkorps så igen været forskellige på grund af reglerne om udenlandske statsborgeres kommunale valgret. I november 2001 var antallet af vælgere med kommunal valgret således fire pct. større end antallet af vælgere med valgret til folketingsvalget.
Tabel 2.2. Valgdeltagelsen ved de kommunale valg 1909 og 1913. Pct.
Kilde: Den officielle valgstatistik. Kommuner, hvor der var fredsvalg, er udeladt. Det drejer sig især om nogle af de mindre og mindste kommuner i landdistrikterne.
Valgdeltagelsen ved de første kommunalvalg efter lovændringen i 1908 viste helt de samme tendenser, som kunne iagttages ved de første folketingsvalg, efter at kvinder havde fået valgret.
De fleste vil vel synes, at de gennemsnitlige valgdeltagelsesprocenter for hele landet – i 1913 således lige ved 67 pct. – var meget rimelige, tiden og de nye institutionelle rammer taget i betragtning. Nok så interessant er imidlertid den store variation mellem bykommunerne og landdistrikterne på den ene side og mellem mandlige og kvindelige vælgere på den anden side. I 1913 var der således lige ved forholdsvis dobbelt så mange mandlige vælgere, der stemte i provinsbyerne, som der var kvinder, der stemte i landkommunerne, 86,5 pct. over for 43,9 pct. Også i København og på Frederiksberg havde de mandlige vælgere en deltagelse, der kan måle sig med deltagelsesprocenterne ved de seneste folketingsvalg. Det er altså ingen naturlov, at København skal halte langt bag efter landets øvrige kommuner med hensyn til deltagelsen ved kommunalvalg, således som det har været tilfældet gennem de seneste årtier.
Det er også værd at hæfte sig ved, at forskellen mellem valgdeltagelsen i byerne og på landet var endog meget større for kvinderne end for mændene. Denne forskel blev gradvist mindsket, men endnu i 1930’erne var kvinders valgdeltagelse på landet typisk en halv snes pct. mindre end mænds (Statistiske Meddelelser, 4-96-1 og 4-105-2). Forskellen mellem mænds og kvinders deltagelse ved kommunalvalg aftog herefter gradvist. De sidste samlede opgørelser heraf blev foretaget i 1974 (jf. Statistiske Meddelelser, 1976:10, pp. 17ff), hvoraf det fremgår, at ved kommunalvalgene i 1970 og 1974 var forskellen efterhånden faldet til lidt under fire procentpoint.
Der kan ikke være tvivl om, at den høje valgdeltagelse, som kunne iagttages en række steder allerede i periodens begyndelse, hang nøje sammen med polariseringen af den politiske kamp og vælgernes forståelse af, at deltagelse var meningsfuld. Det sociale pres om at bekende politisk kulør var stærkt mange steder – meget stærkere end nu – og det i sig selv forklarer den overraskende høje deltagelse i denne tidlige fase af den bredere kommunale valgrets historie, hvor vælgerne også ved selvsyn lærte, at forholdstalsvalg gør det meningsfuldt at deltage, også for tilhængerne af de små lister.
Det er fristende at illustrere med et par detaljer fra kommunalvalget i 1913, således som det er gjort i tabel 2.3, der viser variationen i valgdeltagelse og de opstillede listers karakter, dels i fire provinsbyer, dels i fire sognekommuner, i begge tilfælde ordnet efter faldende valgdeltagelse. I nogle tilfælde (Nakskov, Randers, Aaby) er der en tydelig sammenhæng mellem den politiske konflikts karakter og intensitet på den ene side – noget som klart ses dels af de opstillede listers ideologiske og sociale profil, dels af, hvor tæt de er i styrke på hinanden (og der var vel at mærke ikke opstillet andre lister end de i tabellen anførte) – og valgdeltagelsen på den anden side. Det gjaldt især for de mandlige vælgere, men også for de kvindelige vælgere allerede her ved det andet kommunalvalg, hvor kvinder havde valgret. De kvindelige vælgeres lave valgdeltagelse i to af sognekommunerne – Herslev-Gjevninge og Grundfør-Spørring – bidrager imidlertid til, at en lige så klar konflikt her (bedømt ud fra, at også her stod kun to lister over for hinanden) ikke udmønter sig i ret høje deltagelsesprocenter. Det har ikke været muligt at finde frem til en dækkende forklaring på den meget lave valgdeltagelse for de kvindelige vælgere i de to sognekommuner – et fænomen, der også kunne ses i nogle enkelte kommuner endnu i 1930’erne (Statistiske Meddelelser, 4-96-1 og 4-105-2).
Det er også bemærkelsesværdigt, at valgdeltagelsen ved kommunalvalg i en lang periode fra først i 1920’erne til begyndelsen af 1950’erne var helt på højde med valgdeltagelsen ved folketingsvalg – i 1950 var den således 81,6 pct. i gennemsnit for hele landet ved kommunalvalg og 81,9 pct. ved folketingsvalget et halvt år senere.
Tabel 2.3. Deltagelsesprocenter og opstillede lister i fire by- og fire landkommuner 1913
Det var først fra og med kommunalvalget i 1954, at den gennemsnitlige valgdeltagelse ved kommunalvalgene begyndte at falde, mens deltagelsen ved folketingsvalgene fra og med valget i 1957 derimod begyndte at stige. Det var således først fra slutningen af 1950’erne, at den velkendte situation med 10-15 pct.s lavere valgdeltagelse ved kommunalvalg end folketingsvalg blev etableret. Den største afstand var mellem folketingsvalget i december 1973, hvor 88,7 pct. stemte, og kommunalvalget i marts 1974, hvor kun beskedne 62,9 pct. af vælgerne fandt det umagen værd at stemme. Forskellen var altså mere end 25 procentpoint, men hvad forklaringen på dette kæmpefald egentlig var, ved ingen. Én mulighed er at sætte den lave deltagelse ved det kommunale valg i forbindelse med efterveerne efter Jordskredsvalget, en anden at se den som en lidt forsinket konsekvens af etableringen af de nye kommuner i 1970.
Kommunalvalget i 1974 var nemlig ikke det første valg til de nyetablerede kommuner (det havde fundet sted i marts 1970 og havde haft en helt gennemsnitlig deltagelse), men om forklaringen altså alligevel havde noget med erfaringerne med de nye kommuner at gøre, eller om det først og fremmest skal ses i forlængelse af mistilliden, politikerleden og de gamle partiers vanskelige situation før og efter Jordskredsvalget i december 1973, kan ingen vide. Situationen siden 1981 er vist i figur 2.2 ovenfor.
Den adgang for udenlandske statsborgere til at deltage i kommunalvalg, der som nævnt trådte i kraft i 1978 for nordiske statsborgere og i 1981 for alle andre, satte sig ikke øjeblikkeligt direkte spor i den samlede valgdeltagelse. Hovedforklaringen er, at der jo var tale om forholdsvis få vælgere, som derfor ikke kunne influere meget på slutresultatet. I 1978 fandt deltagelsen ved kommunalvalg tilbage til sit traditionelle leje, som også blev fastholdt i 1981, så her ses heller ikke en direkte iagttagelig virkning af denne (beskedne) institutionelle ændring. Imidlertid har udviklingen ført til, at gradvist flere og flere udenlandske statsborgere har fået kommunal valgret, og derfor er betydningen af deres generelt lavere valgdeltagelse blevet mere udtalt igennem perioden. Om kommunalvalget i 2001 gælder det således, at valgdeltagelsen ville have været ca. to pct. højere, hvis de udenlandske statsborgere ikke havde haft denne form for valgret.
Tilsvarende vanskeligt er det at vurdere betydningen for valgdeltagelsen af den sideordnede opstilling, som første gang blev taget i brug i 1985. Ved kommunalvalget i 1985 faldt valgdeltagelsen nogle procentpoint, hvilket er det modsatte af, hvad man vel skulle have forventet, når vælgerne fik større indflydelse på, hvem der faktisk blev valgt til kommunalbestyrelsen. De institutionelle ændringer i forbindelse med kommunalvalg i denne periode havde altså i hvert fald ingen iagttagelige virkninger på den samlede valgdeltagelse.
Valgdeltagelsen
