egenskaber, der kan fungere som indikatorer for en god social integration, kan nævnes ægteskab, lang tids bopæl i kommunen, dansk statsborgerskab, dansk herkomst, tilknytning til arbejdsmarkedet og at have den i denne sammenhæng rigtige alder, dvs. være midaldrende. Personer med disse egenskaber må ud fra integrationsteorien forventes at stemme med større sandsynlighed end andre. Formodentlig må man også ud fra integrationsteorien forvente en sammenhæng med uddannelse og indkomst, idet personer med en lang uddannelse og en høj indkomst formodentlig også i andre henseender er velintegrerede i samfundet. Men for eksempel uddannelse forventes ikke at spille den samme stærke rolle som i ressourceteorien. Og i dette tilfælde må man forvente, at stemmenormen udgør en medierende faktor, dvs. at uddannelse så at sige virker „igennem“ stemmenormen. Tidligere ville man nok også antage, at mænd var bedre integrerede i det etablerede samfund end kvinder og dermed også forvente en højere valgdeltagelse for mænd, men det er næppe længere tilfældet (jf. Togeby, 1994).
Den rationelle teori er blevet formuleret som et alternativ til ressourceteorien og integrationsteorien, og det er således også fortrinsvis andre empiriske indikatorer, der tages i anvendelse, når man skal efterprøve teorien. Den rationelle teori tager udgangspunkt i en antagelse om, at vælgerne kun stemmer, hvis deres egeninteresse tilsiger dem at gøre det. Vælgerne bestemmer sig til at stemme på grundlag af en ganske enkel beregning: Er fordelene ved at stemme større end ulemperne, er gevinsterne større end omkostningerne? Kun hvis gevinsten er større end omkostningerne, vil den rationelle vælger finde det fornuftigt at stemme.
Figur 3.2. Teorier, hypoteser og indikatorer vedrørende de individbaserede forskelle i valgdeltagelsen
Kursiv: betyder, at hypotesen er central for teorien
Nytten eller gevinsten udgøres for den enkelte vælger af, hvad han eller hun forventer at få ud af, at et bestemt parti eller en bestemt kandidat vinder frem for et andet parti eller en anden kandidat. Samtidig vil det også spille en rolle for vælgerens overvejelser, om deltagelsen i valget kan formodes at påvirke valgets udfald. Hvis den foretrukne kandidat eller det foretrukne parti forventes at vinde, uanset om den enkelte vælger deltager eller ej, så har deltagelsen ingen betydning for valgets udfald. Kun hvis valget er på vippen, kan den enkeltes deltagelse være afgørende. Omkostningerne er dels den tid og de anstrengelser, der er forbundet med at stemme, dels de omkostninger, der er forbundet med at overveje stemmeafgivningen, herunder at sætte sig ind i, hvad de forskellige partier og kandidater står for.
Teorien er først fremsat af Anthony Downs (1957), som navnlig søgte at forklare vælgernes adfærd i amerikansk politik, hvor det drejede sig om flertalsvalg i enkeltmandskredse, hvor sondringen mellem kandidater og partier ikke er relevant, og hvor der er tale om et topartisystem. Ud fra denne model skulle man generelt forvente en lav valgdeltagelse, og at det især var de ufornuftige vælgere, der deltog. Modellen kunne derfor i sin simple form hverken forklare, at der rent faktisk er forholdsvis mange, der deltager i valg – også hvor valgets udfald er givet på forhånd – eller at det ikke blot er vælgere med illusioner om deres egen betydning, der deltager. Valgdeltagelse var ud fra denne model et paradoks. Mennesker deltager i valg, selv om de godt ved, at deres egen stemme næppe har nogen særlig betydning for valgets resultat.
For at komme uden om denne bizarre konklusion udviklede Riker og Ordeshook (1968) modellen ved at indføre yderligere variabler til modificering af teorien, herunder stemmenormen. Men det er fortsat ud fra den rationelle model vanskeligt at forklare en høj valgdeltagelse. Man kan også diskutere, om den rationelle model ikke ved inddragelsen af stemmenormen bliver så udvandet, at den reelt har mistet sine grundlæggende egenskaber (se herom kapitel 6).
Ved afprøvningen af den rationelle model vil man derfor interessere sig for, hvordan vælgeren vurderer det konkrete valg. Anser vælgeren valget for vigtigt, og tillægger vælgeren sin egen stemme stor betydning, er der større sandsynlighed for, at han eller hun har stemt, end hvis det ikke er tilfældet. Samtidig vil man interessere sig for omkostninger ved at afgive stemmen, dels de rent praktiske problemer med at komme til valglokalet, dels informationsomkostningerne. Ifølge den rationelle model må man derfor også forvente, at valgdeltagelsen blandt personer med stor politisk viden er større end blandt personer uden, og i forlængelse deraf måske også, at valgdeltagelsen blandt den veluddannede del af befolkningen er større end i andre vælgergrupper. I en vis forstand må alle former for ressourcer gøre det lettere at stemme, men for igen at forsøge at holde de tre modeller adskilte, er kun de mest oplagte ressourcevariabler medtaget her.
Af de tre teorier, der lægger vægt på vælgernes individuelle egenskaber, vil ressourcemodellen og integrationsmodellen indgå i analyserne i kapitel 4, kapitel 5 og kapitel 7, mens den rationelle model vil blive diskuteret i kapitel 6.
Den kollektive mobilisering som forklaring
Alle de tre nævnte teorier om individfaktorernes betydning for valgdeltagelsen fører frem til forventninger om, at ressourcesvage grupper stemmer mindre end ressourcestærke, samtidig med at man må forvente, at grupper, der har nogenlunde lige mange ressourcer eller er lige godt socialt integreret, vil stemme i nogenlunde samme omfang. Ikke sjældent oplever man imidlertid, at bestemte grupper har en valgdeltagelse, som er betydeligt højere, end man skulle forvente, når man tager hensyn til deres egenskaber i øvrigt. Det har således i mange år været tilfældet for arbejderklassen i Danmark (se for eksempel Tingsten, 1937: 143ff; Jeppesen & Meyer, 1964: 51ff). Og det er også tilfældet for nogle af indvandrergruppperne i Danmark (Togeby, 1999). Med henblik på deltagelse i valg synes der således at ske en mobilisering, der ikke alene formidles gennnem en god social integration eller mange ressourcer.
Sidney Verba, Norman H. Nie & Jae-on Kim (1978: 1ff) fremhæver, at der findes to principielt forskellige mobiliseringsprocesser, en individuel og en kollektiv. Den individuelle mobilisering har en sammenhæng med de ressourcer og integrationsfaktorer, der er omtalt ovenfor. For eksempel har personer, der har fået en længere uddannelse, samtidig også lært, at de bør deltage i udformningen af samfundets beslutninger. De er politisk interesserede, og de mener, at de selv har mulighed for at øve indflydelse på beslutningerne. Kort sagt har de lært, at de skal bruge deres ressourcer til at deltage i det politiske liv. Det er ifølge Verba, Nie og Kim karakteristisk for denne individuelle mobiliseringsproces, at den er sagsneutral. Mobiliseringen sker ikke med henblik på at varetage bestemte interesser, men ud fra et ønske om at leve op til rollen som den gode samfundsborger. Man føler derfor også en forpligtelse til at stemme.
I modsætning til den individuelle mobilisering angives den kollektive mobilisering at være interessebestemt. Det klassiske eksempel er mobiliseringen af den europæiske arbejderklasse. Den kollektive mobilisering kommer til udtryk gennem en høj grad af gruppebevidsthed og vil som regel blive opretholdt gennem stærke organisationer. Gennem organisering og udvikling af klassebevidsthed var den europæiske arbejderbevægelse i stand til at aktivere arbejdere, som hver for sig ikke havde mange muligheder for at gøre sig politisk gældende på grund af lange og trættende arbejdsdage, manglende uddannelse, beskedne økonomiske ressourcer og svage forbindelser til de politiske magthavere. Den kollektive mobilisering forudsætter dels en betydelig interaktion mellem mennesker med forholdsvis ensartede egenskaber og interesser, dels at disse interaktionsmønstre er forholdsvis stabile og varige. Ved hjælp af fælles aktiviteter og nære relationer kan der skabes sammenhold og en kollektiv styrke, som kompenserer for de enkelte medlemmers manglende ressourcer (jf. igen Tingsten, 1937).
Disse teorier om kollektiv mobilisering kan bruges til at forklare, at bestemte sociale grupper på trods af få individuelle ressourcer har en omfattende deltagelse. Det gælder foruden mobiliseringen af den europæiske arbejderklasse også mobiliseringen
