i Göteborg (2002) står ligeledes centralt i svensk hiphopforskning. Med et sociologisk perspektiv påpeges, hvordan hiphoppen fungerer globalt og lokalt (glokalt) i den multikulturelle bydel, ligesom kønskonstruktioner og etnicitet er væsentlige tematikker. Endelig skal nævnes Strages (2001) kortlægning af den svenske hiphopscenes etablering – som et journalistisk bidrag med rigt empirisk potentiale for videre studier.
Antologiens kapitler er ikke grupperet under tematiske hovedoverskrifter, idet alle som nævnt behandler skandinavisk hiphop som glokal kultur, med forskellig accentuering af de øvrige polariteter i genrens udbredelse. Et nærmere bud på en række gennemgående linjer er imidlertid:
• brugen af hiphop blandt marginaliserede unge i opposition til det såkaldte ‘normalsamfund’ (de skandinaviske velfærdsstater, den politiske og borgerlige medieoffentlighed, mainstream-musikindustrien osv.)
• hiphoppens æstetiske forandringer af etablerede populærmusikalske normer for fx pladeproduktion, kunstneridentiteter og værkæstetik
• genrens vej fra subkultur til mainstream og den offentlige reception af (og reaktion på) denne udbredelse.
Det første af de tre punkter behandles måske renest og mest omfattende i Sune Qvortrup Jensens fremstilling af, hvordan marginaliserede indvandrerunge i Danmark bruger hiphop som kilde til status i en social og kulturel ‘opskrivning’ af deres etniske og racemæssige ‘andethed’ (kapitel 2). Disse unge mænd konverterer med hiphop en socialt set marginaliseret position i det danske samfund til noget både farligt og ikke mindst sexet i den ungdomskultur, de færdes i. Hiphopkulturens ganske traditionelle kønsstereotypier og dens oppositionelle attituder forbindes i de unge mænds iscenesættelse af sig selv som ‘perkere’ i det danske forstadsghettolandskab. Med fascinationen af den amerikanske hiphop følger imidlertid også en kritisk diskurs i forhold til magthaverne, som udgør et muligt udgangspunkt for formuleringen af en ‘gadepolitik’.
Koblingen af hiphop, indvandreridentitet og marginalisering genfindes i Jan Sverre Knudsens beretning om Minoritet1 – en tværkulturel hiphopgruppe med base i Oslo (kapitel 3). Knudsen diskuterer, hvordan gruppen qua dens musikalske aktiviteter formår at overkomme etniske og nationale skel medlemmerne imellem i kraft af medlemmernes fælles tilknytning til den globale hiphopkultur såvel som deres forankring i det lokale beboelseskvarter. Knudsen argumenterer for, hvordan musikudøvelse, som traditionelt har været anvendt til opretholdelse af nationale identiteter, i dette tilfælde (qua bl.a. hiphoppens tradition for sampling og kollektivt genererede raptekster) faciliterer en overskridelse af selv samme. Nærmere end fastholdelse er her tale om opbygning af nye identiteter – hvad Knudsen skitserer som ‘etnicitet i støbeskeen’. Knudsens arbejde kombinerer værkanalyse med observationer af gruppens studiearbejde, og kapitlet bidrager derfor også til belysningen af den anden gennemgående linje i antologien: hiphoppens forhandling af kunstneridentiteter og populærmusikkens kreative praksis (for fx pladeproduktion).
Kunstneridentiteter udgør også den primære interesse for Johan Söderman (kapitel 4), som gennem interview med seks svenske rappere belyser, hvordan deres professionelle selvforståelse er bundet til og opretholdes gennem artikulationen af forskellige diskursive repertoirer. Således skelnes mellem et forretnings-, specialist-, kunstner-, succes-, flittigheds- og determinisme-repertoire, og det vises, hvordan forskellige kombinationer af disse placerer rapperne inden for et i mange henseender traditionelt hierarki i kulturlivet. Rappernes selvfremstilling i deres diskursive praksis på mikroniveau spejler dermed i store træk en overordnet samfundsmæssig modsætning mellem en markedsliberal og en autonomiæstetisk, modernistisk diskurs.
Kunstnerpersonligheder og identifikation står også centralt hos Petter Dyndahl, hos hvem diskussionen imidlertid føres med en eksplicit fokusering på konstruktionen af en glokal identitet i norsk hiphop og rap i relation til forskellige forestillinger om autenticitet (kapitel 5). Kapitlet giver en historisk redegørelse for etableringen af en glokal hiphopkultur i Norge, med afsæt i den amerikanske kulturforsker James Lulls forståelse af de- og re-territorialiseringsprocesser via begreberne transkulturation, hybridisering og ‘indigenisering’ (indigenization; 1995). Inden for denne ramme tematiseres spørgsmål om etnicitet og race, globalisering og stedets betydning, samt ændrede opfattelser af tid og rum, og kapitlet repræsenterer antologiens mest overordnede, teoretiske blik på disse problematikker.
Spørgsmål om skandinavisk hiphop som glokal form set i et historisk udviklingsperspektiv præger også beskrivelsen af dansk ‘stodderrap’ (Den Gale Pose, L.O.C, Niarn m.fl.), som den behandles af Mads Krogh (kapitel 6). Kapitlet diskuterer stodderrappen som en dansk pendant til amerikansk gangstarap, herunder hvordan brugen af stodderen legitimerer de radikale holdninger og manerer, som overtages fra de amerikanske forbilleder, og som mødes med debat i den danske offentlighed i takt med hiphoppens (og ikke mindst stodderrappens) stigende popularitet og udbredelse fra midt i 1990’erne og frem. I lyset af antologiens overordnede linjer reflekteres således ikke alene spørgsmål om marginalisering, men også hiphoppens bevægelse i retning af mainstream og deraf følgende bevægelser i den offentlige reception af genren.
Også svensk hiphop har bevæget sig inden for kontinuummet mellem subkultur og mainstream – eller ‘undergrund og offentlighed’, som Lennart Nyberg betegner forholdet i sin diskussion af svensk raps og svenske rapperes repræsentation på markedet og i den offentlige arena versus hiphopmiljøets historiske selvfremstilling (kapitel 7). En centralt spørgsmål er her, hvordan en ny musikkulturel bevægelse som hiphop overhovedet udvikles, ikke alene som en lokal udmøntning af en global kultur, men i lige så høj grad som en forhandling på nationalt plan – i Sverige. Man kan netop tale om en i visse henseender konfliktbetonet dobbeltkonstituering af genren i forholdet mellem miljø og marked/medieoffentlighed. Herved reduceres den marginaliseringsog modstandstematik, som behandles af andre af antologiens kapitler, til en diskursiv konstruktion for i det mindste den del af svensk rapmusik, som overskrider det subkulturelle ståsted i retning af en plads i musikindustriens og massemediernes spotlight.
Birgitte Stougaard Pedersens bidrag (kapitel 8) undersøger rap italesat fra en position mellem livsform og kunstnerisk form, med det formål at belyse, hvorvidt og hvordan der sker krydsninger mellem disse positioner. Det er kapitlets tese, at rap er en kunstnerisk udtryksform, der genererer betydning til en politisk diskurs via eksempelvis ordspil og rytme. Den kunstneriske form kan gennem sin særlige sensibilitet for ordenes dobbeltbetydninger bidrage til at skærpe en teksts politiske budskab, som det fremgår af analysen af “Verdensborger.dk”. Denne form for betydning anskues som en æstetisk relation, der både inkluderer produktion, reception og smagsdomme. Den æstetiske relation belyses gennem den særlige måde, stedet markeres på – også i dansk rap – langs en glokal akse, hvor hiphoppens globale koder, gennem bl.a. flowets egenart, rytme og ordspil, genfortælles i en lokal, dansk kontekst.
Forvaltningen af hiphoppens æstetiske virkemidler interesserer også Anne Danielsen (kapitel 9) i hendes diskussion af iscenesat marginalitet. Kapitlet er centreret omkring den nordnorske hiphopgruppe Tungtvann, som Danielsen læser i forlængelse af amerikansk hardcore reality-rap (herunder gangstarap) med særligt fokus på brugen af såkaldte realitetsfragmenter i den musikalske produktion og dokumentarisme i rapteksterne. Herved knyttes hiphoppens værkæstetiske forandringer til genrens globale normer, hvad angår fx spørgsmål om marginalisering og opposition til dominerende samfundsmæssige strukturer. Tungtvann sættes således i relation til amerikanske artister som Public Enemy, NWA og Ice-Cube – som en lokal eller rettere regional norsk pendant til de amerikanske forbilleder. En pendant, hvor humor imidlertid i visse henseender har måttet erstatte det radikale samfundsmæssige og politiske engagement. Autenticitet med afsæt i social nød som i de amerikanske ghettoer er vanskelig at påberåbe sig i Nordnorge, givet de meget forskellige kulturelle, sociale, etniske og i det hele taget samfundsmæssige omstændigheder.
Der er som nævnt forskelle og ligheder i den måde, hvorpå hiphop optræder i de enkelte skandinaviske lande. De linjer,
