strømning, man kan positionere sig ved hjælp af, og dermed tilskrive symbolsk værdi til positionen som den etnisk-raciale anden, og som en kritisk diskurs, man kan identificere sig med og bruge som afsæt for formuleringen af ‘gadepolitik’.
I analysen af hiphoppens betydning for de unge skelner jeg empirisk mellem kulturkonsumenter og kulturproducenter. For selv om det i en vis forstand er sandt, at alle mennesker producerer kultur – hele tiden og altid – er det langtfra alle de unge, jeg har interviewet, der selv aktivt er involveret i konkret produktion af hiphopmusik.
Analysen af den hverdagslige konsumption af hiphop viser, at nogle af de unge identificerer sig med hiphop på baggrund af en oplevet parallelitet med det univers, som hiphoppen beskriver, men også at der for andre snarere er tale om, at hiphoppen tilbyder attraktive subjektpositioner, hvor man som ung indvandrermand kan iscenesætte sig som sexet og/eller farlig.
Analysen af egentlig kulturproduktion viser nogle af de samme stiliseringsprocesser4, men i en mere dramatisk og ekspressiv form. Den viser imidlertid også, at identifikationen med amerikansk hiphop kan have politiske under- eller overtoner, således at der formuleres en form for kritisk gadepolitik.
Kapitlets empiriske materiale er interview og notater, der stammer fra et længerevarende feltarbejde blandt 15-25-årige unge mænd med ikke-vestlig indvandrerbaggrund i tre forskellige ungdomsklubber – Smedegården og Fristedet i Aalborg, og Bispehaven Ungdomsklub i Århus Vest – samt i det alternative ungeprojekt Sjakket, der ligger i Københavns Nordvestkvarter. Desuden anvender jeg musikalsk materiale i form af cd’er og downloads fra internettet samt interview fra en række blade og internetsites.
Kulturkonsumenter: hiphop i hverdagslivets stiliseringsprocesser
Skolen begynder. Birgitte står og siger noget oppe ved tavlen, men så dukker Musse pludselig op. ‘Hej Musse, kom indenfor og sæt dig ned,’ siger Birgitte og spørger så: ‘Hvor er Yusef?’. ‘Han er i retten,’ svarer Musse. ‘Hvad laver han der?,’ spørger Birgitte. ‘Ja, hvad laver sorte mænd i retten?’, spørger Musse retorisk og svarer selv: ‘Bliver dømt’. Ordene siges på en spøgende, nærmest ironisk måde. Musse tager hætten ned, jakken af og sætter sig ned. Han har store hængerøvs-cowboybukser på og en ‘Mecca’-bluse i strik i forskelligfarvede felter. Bukserne hænger så lavt, at man kan se boksershortsene i kunstsilke indenunder. På fødderne har han hvide Nike sko. På hovedet først en bandana og oven på den en kasket af den slags, som åbenbart er hot inden for hiphopkredse: 1980’er truckerting med net bagtil og helt lige skygge. (Sjakket d. 20.10.2003)
Ovenstående skildring stammer fra en af de dage, hvor jeg deltog i undervisningen i Sjakkets skolestue. Ordvekslingen mellem læreren Birgitte og Musse finder sted en morgen, hvor hverken Musse eller Yusef er dukket op til tiden, uden at melde afbud.
Musses replik – eller måske skulle vi sige ‘punchline’ – er som taget ud af den type film, som nogle af mine informanter kalder ‘negerfilm’. Det er film som Menace to Society, New Jersey Drive, Juice, Boys in the Hood etc. Disse film indskriver sig i en større sociokulturel sammenhæng, der blandt andet refererer til det kulturelle fænomen hiphop. Det er således min tolkning, at Musse her trækker på diskursive genrer eller ressourcer, der gennem ‘negerfilm’ og hiphops særlige vokabular kommenterer ‘sortes’ vilkår i USA, og som også kan tages i anvendelse af unge i andre dele af verden, der forstår eller iscenesætter sig selv gennem hiphop. Således positionerer Musse sig selv (og Yusef) som en af drengene fra ‘the hood’. Den position, som Musse derved får mulighed for at indtage, er både etnisk-racial og kønnet. Det er sorte mænd, der er tale om, og altså hverken ‘sorte’ i det hele taget eller mænd i det hele taget. Musses måde at positionere sig på er således et eksempel på det, man inden for kønsforskning i de senere år er begyndt at begrebsliggøre som intersektionalitet. Intersektionalitetsbegrebet er oprindeligt udviklet af ‘sorte’ engelske og amerikanske feminister (Crenshaw 1989, 1994, Hill Collins 1993, 2000, se også de los Reyos og Mulinari, Lykke 2003). Begrebet bruges oftest på en måde, der kan oversættes med sammenfiltring. Begrebet er et forsøg på at gribe de komplekse sammenfiltringer af sociale differentieringsformer som køn, klasse, etnicitet og ‘race’. Det er således en grundlæggende antagelse i meget intersektionalitetsteori, at køn, klasse, etnicitet og ‘race’ gensidigt konstituerer hinanden.5 I dette tilfælde er pointen, at Musse indtager en position, som ikke kan forstås uden en samtidig begribelse af kønnet og det etnisk-raciale.
Musses punchline er et eksempel på den hiphop- og rapkultur, som på mange måder gennemsyrer de ungdomsmiljøer, jeg har besøgt i mit feltarbejde. Hiphop udgør i disse ungdomsmiljøer en lydkulisse, og er samtidig meget mere end det. I mine feltarbejder er der således meget, som fortæller om disse unge mænds forhold til, og til tider stærke identifikation med, hiphop- og rapkulturen. Den i bogstaveligste forstand mest iøjnefaldende dimension af forholdet til hiphop er de unges tøjstil, det karakteristiske street wear: store cowboybukser, hættetrøjer, sneakers, sweatshirts i mærker som Fubu, Redrum og Royal samt kasketter. Ofte relativt dyre mærkevarer. Positioneringen i form af hiphopstil båret uden på kroppen er imidlertid langt fra det eneste, der fortæller, at de unge mænd trækker på denne kulturelle strømning i deres hverdag. Også det hverdagssprog, de unge taler, er præget af bidder og vendinger fra hiphoppens slang.
Mest fremtrædende er dog rapmusikken. Af rappens brede repertoire var de foretrukne subgenrer amerikansk gangsta- eller west coast-rap, med kunstnere som Snoop Doggy Dog, Dr. Dre, 50-cent og 2Pac. De unge mænd, jeg mødte i mine feltarbejder, havde derimod ikke kendskab til, eller orienterede sig ikke mod, dansksproget rap. Dette er i sig selv en vigtig iagttagelse, fordi dansksproget rap i dag er blevet et betydeligt ungdomskulturelt fænomen, med ret betragtelige salgstal. Fraværet af interesse for dansk rap og tilstedeværelsen af interesse for amerikansk rap indikerer således, at de unge snarere orienterede sig mod en global strømning end mod den danske variant af hiphop. En vigtig undtagelse er den perkerrap (se nedenfor), der var i gang med at uddifferentiere sig som subgenre, medens mine feltarbejder stod på. Perkerrap er en genre, der især opstod på og omkring internettet, og som nogle af de unge udvekslede som MP3-filer over deres mobiltelefoner.
Den særlige form, som interessen for hiphop og rap antager blandt de unge, gør det vigtigt at præcisere relationen til resten af hiphopkulturen. Man må skelne mellem hiphop som bred, transnational (ungdoms)kulturel strømning og relativt snæver subkultur. Som jeg har iagttaget det i mine feltarbejder, forstår de fleste af disse unge mænd sig ikke decideret som hiphoppere, og de er det heller ikke, hvis man tager den mere selvhøjtidelige del af hiphopkulturens subkulturelle distinktioner alvorligt. Inden for den mere snævre del af hiphopkulturen er der således ofte fokus på kendskab til hiphoppens historie, egen deltagelse i konkret kulturproduktion og selvforståelse som hiphopper. Disse træk er temmelig begrænsede hos de unge, jeg har færdedes iblandt. Der er således forskel på hiphop som en relativt veldefineret og snæver subkulturel identitet – at kunne sige ‘jeg er hiphopper’ – og det at relatere til og orientere sig mod dele af rapmusikken. De unge er altså i en vis forstand ikke hiphoppere, men hævder heller ikke at være det.6 Derimod indgår et væsentligt element af inspiration hentet fra en specifik variant af hiphop i deres lokale bricolage- og stiliseringsprocesser. Fravær af egentlig selvforståelse som hiphopper i snæver forstand udelukker således ikke, at hiphop kan spille en betydningsfuld rolle for de unge.
Hiphop og rap fungerer som et subkulturelt univers, hvor de unges fysiske attributter kan tilskrives positiv værdi. Hiphoppen tilbyder attraktive subjektpositioner til unge med mørk hud og sort hår. En aften på Fristedet sker der følgende, da jeg taler med Simon, Ibrahim og Nuuradiin om rap:
Simon spørger, om ikke Nuuradiin kan rappe noget af de tekster, han har fortalt, han har. Nuuradiin trækker luft ind og skal lige til at sætte i gang, men bliver så flov, griner og siger: ‘Nej, jeg kan ikke’. Lidt senere
