noget overdrevent.
SQJ: Kan man sige, at I bruger musikken til at udtrykke, hvordan I oplever at være i Danmark altså?
ABU-MALEK: Ja selvfølgelig. Det er jo det fordi altså. Det er jo det, at hvis du ikke … Altså musikken, det er den eneste måde, at folk de gider høre på det. Fordi hvordan skal du ellers få folk til at fatte det altså og høre det? Der er også mange hiphoppere, danske hiphoppere, der ikke ved en skid om indvandrere altså.
(Interview med Abu-Malek d. 28.9.2006)
Perkerrappen fungerer altså som et medium, hvor de unge mænd kan formulere, hvordan det er at være ung indvandrermand i Danmark, vel at mærke på en måde, hvor der er en vis sandsynlighed for at blive hørt. Da jeg spørger Abu-Malek, om man kan sammenligne de ‘sortes’ situation i USA med de unge indvandreres situation i Danmark, svarer han:
ABU-MALEK: Sorte i USA for eksempel. De er også regnet som amerikanere. De kommer også … altså, de har boet der lige så lang tid som de hvide. Men de har ikke alle muligheder … de får ikke alt, hvad de vil, og de har ikke de samme rettigheder … eller ret til at få alle de ting der. Der er stadigvæk racisme, der er udbredt i USA. Selv om man siger, at det er der ikke. Selv om slaverne, de er befriet, er der stadigvæk meget racisme. Det har der altid været. Altså, du hører stadigvæk, at de brænder sorte kirker og sådan noget, de der Ku Klux Klan der. For en måned siden, der har de brændt tre eller sådan noget … og de har politimænd, der bare skyder. De har ikke engang tid til at … de gider ikke engang anholde dig. De skyder dig bare på stedet, altså.
Så her, det sker også. Der bliver selvfølgelig ikke nogen slået ihjel, men der er stadigvæk lidt sådan. Fx når du skal søge job, og når du skal have et lån, eller når du skal … Bare på gaden. Altså bare den måde, du bliver kigget på. I hvert fald efter det der 11. september. Der tror folk, at alle der er sorthåret, det er bare Al Queda ikke?
SQJ: Hmm. Hvordan er det, man bliver kigget på?
ABU-MALEK: Man bliver bare kigget på med … Altså alle folk tror, man er terrorist, når man er araber eller muslim. Der er da mange folk, de er ikke særligt kloge igen, kan man sige. Fordi folk, de er jo så gode til at generalisere.
(Interview med Abu-Malek d. 28.9.2006)
Abu-Malek redegør for en oplevelse af en form for relativ parallelitet mellem de ‘sortes’ forhold i USA og hans egen situation som etnisk-racialt minoriseret ung mand i Danmark. Han ved naturligvis godt – og gør også rede for – at forholdene ikke er ens, men han opfatter dem som relativt parallelle. Selv om der er forskel har begge grupper problemer i det samfund, de er i. Den identifikation med ‘sorte’ unge fra det underprivilegerede urbane USA, som signaleres ved gruppens valg af navn og tekstunivers, kan dermed beskrives som en form for oplevet parallelitet, der svarer til den, som vi ovenfor så hos Ali.
Oplevelsen af parallelitet bruges som afsæt til at formulere et politisk indhold, der også er knyttet til gangsterrappens æstetiske og kulturelle ‘farlighed’. I et interview på hiphophjemmesiden www.hiphop.dk omtales det politiske aspekt i følgende passage:
ABU-MALEK sætter pris på, at albummet lyder farligt …
ABU-MALEK: I er selv ude om d! er farlig. Fx der er mange rappere, der har udgivet noget med Stop Volden. Stop volden?? Hvordan kan man være hiphop’er og ville stoppe volden? Det kan man ikke. Hvis vi siger, vi skal elske hinanden, og det hele bare er lyserøde blomster, så ville folk spytte på os.
Int: Hvorfor det?
ABU-MALEK: Fordi det er ikke det, de vil høre – de vil høre sandheden.
MARWAN: Sandheden, men hvad er sandheden?
ABU-MALEK: Ja, men det er ikke lyserøde blomster …
MARWAN: Det er had …
ABU-MALEK: Forstår du, livet er ikke lyserøde blomster. Lige meget hvor du er. Jo, måske for nogle, der bor i Risskov og ved stranden, og så kan de jo snakke om det. Men når vi skal repræsentere det lort, der er dernede … så skal vi rappe om sandheden. Grunden til, jeg laver sådan noget musik, er, at det skal ind i folks hjerner. Og gangstarap, det går ind i vores sjæl. Og det er meningen.
‘GADEPOLITIK’, det er også det, vores næste plade hedder. Så politiske, ja – i gaderne. Ja, gadepolitik, totalt! Som jeg har sagt før, sådan én som Anders Fjog ik’. De kommer ud og snakker, han får det at vide, han ved det og det, og han er på fjernsynet, sådan har vi det også – vi er bare på gaden. Vi gør det og vi gør det, og det – og fortæller det til jer igennem musik. Så politik, måske ikke så meget med lande og sådan noget der, men gadepolitik – 100 procent.
(interview, www.hiphop.dk, hentet 28.9.2006)
Det gadepolitiske indhold udfoldes i et nummer som “Natteliv” på I r selv ude om d!. Nummeret indeholder en melankolsk social kritik af livsvilkårene i de socialt og økonomisk underprivilegerede boligområder, som gruppens medlemmer kommer fra. Ligesom numrene “Ghettoliv” og “Håbløs” med ÅVP, der også er en del af Pimp-a-Lot-kollektivet, skildrer livet og opvæksten i de socialt og økonomisk underprivilegerede boligområder.
Afrunding
Ovenfor har jeg forholdt mig til et gennemgående tema i mit feltarbejde, nemlig danske mandlige indvandrerunges relation til amerikansk hiphop og rapkultur. Hiphop er i dag mainstream – en almindelig og udbredt ungdomskultur. At unge mennesker identificerer sig med eller er fascineret af hiphop, udtrykker derfor først og fremmest normalitet. At interessen for eller fascinationen af hiphop udtrykker noget alment, udelukker imidlertid ikke, at dette almene skulle kunne komme til udtryk til på en specifik måde, eller at der oveni det almene lægger sig nogle væsentlige merbetydninger.
For det første er hiphoppen et kulturelt univers, hvor de unges fysiske attributter kan tilskrives positiv værdi. Hiphoppen tilbyder attraktive subjektpositioner til unge, der ellers ses skævt til på grund af en række sammenfiltrede og komplekse forhold. Det bliver tydeligt, når Nuuradiin, som vi har set ovenfor, fortæller, at han gerne vil begynde at rappe for at blive populær på den nye skole. Ved at trække på hiphoppens stil skriver de unge mænd sig ind i et subkulturelt univers, hvor sort hår og brune øje bliver noget attraktivt, også i forhold til pigerne. De fremstiller sig selv som seksuelt atråværdige, ofte på en etnificeret måde, således at der dels sker en seksualisering af det etnisk-raciale, dels sker en opvurdering af det etnisk-raciale, som gøres til et udgangspunkt, fra hvilket man kan gøre sig seksuelt attraktiv. En tolkning kunne være, at de unge mænd på et tidspunkt i deres livsbane finder sig positioneret som etnisk-racial anden, men finder ud af, at man med afsæt i hiphop kan kapitalisere på netop denne position og gå ind i de erotisk seksualiserede betydninger, der ligger latent i positionen. Udtrykt på en anden måde udnytter de den mulighed, at en sort mandekrop – hvis den fremføres på den rette måde – har et potentiale til at blive læst som erotisk ladet.
Dette bliver tydeligt, når de unge mænd lægger billeder ud på nettet, hvor de poserer som sexede og atråværdige RnB- og rapstjerner. Dette er en måde at forholde sig aktivt til sin egen situerethed på og dermed et udtryk for agens og kreativitet.13
En anden form for selvfremstilling handler om at gøre sig truende og farlig. Vi kan sige, at det at blive farlig, lige som at blive sexet, er en subjektposition, der står til rådighed
