Hiphop i Skandinavien. Группа авторов
Чтение книги онлайн.
Читать онлайн книгу Hiphop i Skandinavien - Группа авторов страница 8
Blandt de konsumenter af rap og hiphop, jeg har mødt i mine feltarbejder, kan man som vist identificere to typer af processer med relation til hiphop og rap. Der kan for det første iagttages en type proces, hvor de unge, ved at iscenesætte selvet med stilelementer fra hiphop og rap, kan tilføre positionen som den etnisk-raciale anden symbolsk værdi. For det andet identificerer nogle unge sig direkte med det subkulturelle univers, som skildres i hiphoppen. De anser sig mere eller mindre bevidst for at være i en situation, som i relativ forstand er parallel til de ‘sortes’ situation i USA.
Unge mænd med indvandrerbaggrund som kulturproducenter i ‘dansk’ hiphop
Hoes i klubben spiller smart / Når de sutter min pik, er det klart /
At deres fisse bliver våd og varm / Så hoes I ved, at I skal slug’ mit sperm.
(Pimp-a-Lot “Hoes i klubben”, I r selv ude om d! 2003)
Vi snakker om det her fuckt up samfund – ren undergrund
(Pimp-a-Lot “rul med os”, I r selv ude om d! 2003)
En del af de unge mænd, jeg beskæftiger mig med i min forskning, har overskredet rollen som konsumenter og er selv blevet til producenter af hiphopmusik. Egentlig har unge med indvandrerforældre været en del af ‘dansk’ rap i temmelig mange år. Al Agamis Deep Undercover er fra 1992, Youngbloods I am what I am fra 1992, og Ali Kazim medvirkede i 1995 på Ep’en Stop Volden. Derudover var Ataf Kwawaja (under navnet Sorte Slyngel) og Ali Kazim med i gruppen Kidnap Logen i sidste halvdel af 1990’erne. Både Kidnap, Al Agami og Youngblood rappede på engelsk.
Der er imidlertid sket noget kvalitativt nyt i dansk rap. Idet en række grupper og enkeltpersoner er begyndt at rappe ud fra et tekstunivers, der fremhæver, accentuerer og dramatiserer identiteten som perker, og på et sprog, der ikke gør noget som helst forsøg på at nedtone eller skjule accent og alternativ grammatik, uddifferentieres en ny subgenre, der ofte betegnes perkerrap. Hvor fx Al Agami og Youngblood tidligt i 1990’erne satte en ære i at lyde så tæt på det amerikanske forbillede som muligt, sigter perkerrappen derimod tilsyneladende mod at lyde så ‘perkerdansk’ som muligt og mod at positionere sig lokalt. Man kan dermed argumentere for, at perkerrappen på den ene side afspejler og kommenterer og på den anden side iscenesætter, dramatiserer og kapitaliserer på, at det at være positioneret som den etnisk-raciale anden er et livsvilkår for unge indvandrermænd i Danmark. Dermed gør grupperne marginaliteten til et varemærke på en sådan måde, at de forsøger at kapitalisere på at være positioneret som den etnisk-raciale anden. Samtidig optræder de unge mænd som bydelens og kvarterets ambassadører og talsmænd.
Perkerrappen trækker historiske spor tilbage til det kreative miljø, der i 1990’erne opstod i Århus Vest i kvarterer som Bispehaven, Trillegården og Gjellerupparken. Det er socialt og økonomisk underprivilegerede områder præget af stor etnisk diversitet, hvor etniske danskere er i mindretal. Samtidig er det områder, der ofte har været i mediernes søgelys pga. forskellige former for social uro og kriminalitet. I dette miljø opstod grupperne Århus Vest Mafia (AVM) og Alzheimer Klinikken, som senere blev til Bangers, med medlemmerne U$O (dansk-marokkansk), Niggeren i Slæden (dansk-afroamerikansk, nu Johnson), L.O.C. (dansk-irsk) og DJ Resque (dansk). Med undtagelse af DJ Resque har samtlige i dag en musikkarriere.8
Ud af dette miljø voksede senere rapkollektivet Pimp-a-Lot, som i 2002 ‘udgav’ debut-cd’en Uden om systemet: Gruppen kopierede selv cd’en på brændbare cd’er og distribuerede dem til venner, bekendte og interesserede, der henvendte sig. Pimp-a-Lot kan bedst betegnes som et løst organiseret musikalsk kollektiv, der rummer en række enkeltkunstnere og grupper, som samtidig er venner og bekendte. Gruppens navn er en reference til det amerikanske pladeselskab Rap-A-Lot, der blandt andet udgiver Getto Boys. De fleste af medlemmerne i Pimp-a-Lot har udenlandske forældre, men der er også danskere med. Der er medlemmer med marokkansk, palæstinensisk, dansk-amerikansk, dansk og irakisk baggrund. Som producer og ankermand er Abu-Malek samlingspunkt for alle de grupper og enkeltpersoner, der er en del af Pimp-a-Lot. Gruppen trækker på en særlig variant af amerikansk gangstarap, nemlig den særlige dirty south-subgenre, der kombinerer en rå, keyboardagtig og downtempo-lyd med et melankolsk, bidsk, samfundskritisk, men også til tider voldsbesyngende og misogynt tekstunivers. Gruppen har senest udgivet I r selv ude om d! (2003).
Nogenlunde samtidig med at Pimp-a-Lot voksede frem, opstod gruppen P4L i det københavnske forstadsmiljø. Gruppens navn er en forkortelse af Perker for Livet og refererer som nævnt til den amerikanske rapgruppe N.W.A. (Niggaz With Attitude), der i 1991 udgav LP’en Niggaz for life.
Parallelt med uddifferentieringen af subgenren perkerrap gjorde en række unge mænd med indvandrerforældre sig gældende i dansk rap. Disse grupper og enkeltpersoner er for så vidt interessante og ofte musikalsk kompetente, men når det drejer sig om at undersøge forskellige magtassymmetriers samvirken samt subjektiverings- og identifikationsprocesser knyttet til positionen som den etnisk-raciale anden, er perkerrappen mere interessant. Derfor er hverken Zaki, Outlandish, Ataf eller Ali Kazim medtaget i nedenstående analyse.
Perkerrappens fremkomst gik ikke upåtalt hen i det danske hiphopmiljø. Mest markant i sin afvisning var Gaffas anmelder Christian Grubert, der med formuleringer som “fuck, jeg håber ikke, de tager sig selv seriøst. For det her pis er da noget af det mest pinlige, jeg har hørt længe! De kalder sig selv for perkere, og det er helt tydeligt, at de selv tror, at de er, hvad negrene er i USA” (2002) tydeligt markerede sin afsmag. På diverse internetfora blev perkerrappen på lignende vis genstand for afstandtagen. En objektiverende tolkning kunne være, at det for deltagerne i disse debatter mest af alt handler om at konstruere god smag ved at lægge afstand til noget andet, der så konstrueres som uautentisk, plat eller bare ikke ‘real’ (Thornton 1995).
Fællesnævneren for de grupper, der laver perkerrap, er, som nævnt, at de accentuerer perkeridentiteten. Man kan således sige, at perkerrappen først og fremmest er defineret ved, at det er fra positionen som perker, der rappes. Samtidig iscenesætter perkerappen en stærk, men marginal, etnisk racialiseret maskulinitetsform. Konstruktioner af køn og maskulinitet spiller en særdeles fremtrædende rolle i eksempelvis Pimp-a-Lots tekstunivers. Som et af de mest iørefaldende eksempler på Uden om systemet kan nævnes nummeret “Hoes i klubben”9, der starter med ordene: “Hva så der hoes / vi elsker jer ik’ / Vi hader jer heller ik’ / det eneste jeg vil gern’ fortæl’ jer / Vi balla’ på jeres jeres røv10 / sorte players som os her / Pimp-a-Lot crew bitch”. Derefter glider sangen direkte over i omkvædet: “Hoes i klubben spiller smart / Når de sutter min pik, er det klart / At deres fisse bliver våd og varm / Så hoes I ved, at I skal slug’ mit sperm”. Nummerets overordnede tematik er, at selv om kvinder/ piger foregiver det modsatte, er de alligevel altid villige til sex med gruppens medlemmer.
Rapperen N.I.S. (Niggeren i Slæden) rapper på nummeret “Når vi ruller forbi” følgende:
Mig og min’ homies gir et fuck for hoes /
kun hvis jeg knepper dig i røven og kommer i din mund baby, så skal du nok få ros /
fuck en so, fuck, fuck en so / niggeren i slæden han har hoes en gros […]
og folk de hater / fordi jeg overhaler deres suzuki og får suttet pik i en navigator /
det handler om sex, fede biler og chicks / en ghetto-fit nigger i Armani og Versace kicks /