er i fokus. Vi bruger den stadig som kilde til noget uden for den selv, nemlig kongeidealer på Valdemarstiden.
Levnsaspektet og beretningsaspektet skal forstås som to læserpositioner, historikeren uafladeligt veksler imellem. Snart anskuer han kilden som levn, snart som beretning. Når han f.eks. bruger Saxo som kilde til drabet på Knud den Hellige, altså som beretning, vil han ikke have læst ret længe, førend han træder tilbage fra kilden og spørger: Hvorfor skriver Saxo sådan? hvad er meningen? hvem skriver han for? Historikeren anskuer med andre ord Saxos beretning som levn for at vurdere hans udsagn. I næste øjeblik vender han tilbage til beretningsaspektet og interesserer sig igen for Knud den Hellige. Under udnyttelsen af Saxos tekst som beretning vil historikeren gang på gang anskue den som levn. Når han omvendt bruger Saxos fortælling om Knud den Hellige som kilde til kongeidealerne på Saxos egen tid, altså udnytter den som levn, vil han alligevel gang på gang anskue den som beretning. Han kan simpelthen ikke lade være. Bl.a. er Saxo selv den væsentligste kilde til Gesta Danorums ophavssituation. Især dens fortale er en uundværlig kilde hertil. For at forstå den situation, krøniken er et levn af, må historikeren udnytte denne fortale som beretning. Meget ofte vil en kildes egne oplysninger være væsentlige til belysning af dens ophavssituation. Hvis man f.eks. sidder med et brev, der har været et led i selve det begivenhedsforløb, man er ved at undersøge, vil levnsaspektet og levnsudnyttelsen være det dominerende, men hvert øjeblik vil man alligevel anskue brevet som beretning. Bl.a. må man for at kunne tidsfæste brevet anvende dets egen datering som beretning. Levnsaspektet og beretningsaspektet hænger med andre ord i praksis nøje sammen. At opøve evnen til ustandseligt at veksle mellem de to læserpositioner er et af de vigtigste formål med undervisningen i kildekritik.
Udsagnsevnen
At klarlægge en kildes udsagnsevne med hensyn til et givet spørgsmål stiller tit store krav, selv under den relativt simple operation som en beretningsudnyttelse er. For det første skal man kunne læse teksten, dvs. tyde skriften og forstå sproget. Det er let nok for Saxos vedkommende, hvis man tager f.eks. den nye oversættelse til dansk fra år 2000. Hvis man tager den ligeledes nyudkomne kommenterede udgave på latin, det sprog Saxo skrev på, bliver det straks sværere, og hvis man går tilbage til de otte sider af hans kladde, der er fundet i Frankrig, bliver det endnu sværere. Hvor dybt man vil gå i den filologiske tekstanalyse og arbejdet med at finde tilbage til en tekst, der ligger så tæt på originalen som muligt, afhænger af, hvor stort et behov man har for nærlæsning, og dette afhænger igen af, hvad man bruger Gesta Danorum til. Hvis man f.eks. bruger den som beretning om kongedrabet 1086, vil man måske ved læsningen af den danske oversættelse finde, at dens udsagnskraft er så ringe, at man ikke behøver at læse den på latin. Hvis man derimod bruger den som kilde til skriftkulturen på Saxos egen tid, altså som levn, bliver hans måde at skrive latin og udforme sin tekst på af så stor interesse, at man må arbejde med den latinske udgave, måske endda med kladden, og man kan blive nødt til at føje en litterær tekstanalyse til den rent sproglige. Et sådant arbejde er de færreste historikere uddannet til, hvorfor de må hente hjælp fra den klassiske filologi.
For det andet skal man altid læse så præcist som muligt, så man får fat i, hvad der faktisk står, og ikke læser noget ind i teksten, som ikke står der. Dette lyder som en selvfølge, men er det ikke. Selv om man læser udmærket og forstår sproget godt, sker det uhyre let, at man ikke får fat i de rigtige betydninger i en tekst, fordi man ikke læser præcist nok. F.eks. sker det tit for historiestuderende, der løser opgaver i kildekritik. En historiker læser i forskelligt tempo, undertiden meget hurtigt for at nå igennem store mængder tekst så hurtigt som muligt, andre gange, når han har fundet noget af særlig betydning for sin problemstilling, nærlæser han teksten ganske langsomt og grundigt. Men altid er han nødt til at læse præcist, hvad der står. At udvikle evnen hertil og den kritiske sans over for både sin egen og andres upræcise læsning er et vigtigt led i historikeruddannelsen.
For det tredje gælder det om at finde frem til udsagnsevnen, dvs. hvad teksten kan oplyse om nøjagtigt det emne og den problemstilling, man bruger den som kilde til. Hvad siger den herom, og hvad siger den ikke? At kunne læse og læse præcist er en nødvendig, men ikke tilstrækkelig betingelse for at kunne udnytte kilden optimalt. Der kræves desuden et betydeligt mål af fantasi og opfindsomhed, en forestillingsevne og sans for detaljen, som meget ligner den, Sherlock Holmes udviser, når han opklarer sine mord. Hvis emnet er et begivenhedsforløb, som det er det i alle denne tekstsamlings kildesæt, skal man kunne forestille sig begivenhedsforløbet, de handlende personers tanker og følelser og deres reaktioner i hver ny situation begivenhedsforløbet igennem. Man skal kort sagt lade fantasien blomstre og forestille sig alle muligheder, som detektiven gør det, og langs ad vejen drage kilderne ind til det historiske rum, man forestiller sig, for at se, hvilke dele af det, de kan oplyse og hvilke ikke. Kilderne vil placere sig højst forskelligt i forhold til dette forestillede rum. En tekst kan være en persons erindring om begivenhederne mange år senere, en anden kan være en persons fortælling herom nogle få dage senere, en tredje et samtidigt referat af et vigtigt møde, en fjerde et brev, der indgik som handling i selve begivenhedsforløbet, en femte kan man måske slet ikke se, hvad man skal med. Kilderne i denne tekstsamling har alle en eller anden form for udsagnsevne i forhold til de spørgsmål, der er stillet, men det er ikke altid nemt at finde frem til den. Man skal ikke opgive for tidligt. Det gælder om at vride så mange oplysninger som muligt ud af hver enkelt kilde.
En meget vigtig ting, som også kræver forestillingsevne, er overblikket. Det kan være svært at danne sig et overblik over et kompliceret begivenhedsforløb og den måde, de forskelligartede kilder placerer sig på i forhold til det. Af overblikket afhænger bl.a. mulighederne for at kombinere kilderne, sammenligne dem og bringe dem i spil med hinanden. Også overblikket kan trænes op. Man kan lave sine egne hjælpemidler hertil i form af forskellige arbejdspapirer, f.eks. en tidslinje, hvor man noterer begivenhederne i kronologisk rækkefølge dato for dato, klokkeslæt for klokkeslæt, en anden tidslinje, hvor man placerer kilderne ind efter deres tilblivelsestidspunkt, en oversigt over kildernes indbyrdes afhængighedsforhold, hvilke oplysninger de har hentet hvorfra, en oversigt over de politiske grupperinger, aktørerne indgik i, mv.
Udsagnskraft og ophavssituation
Når man har klarlagt en kildes udsagnsevne om det spørgsmål, man ønsker belyst, kommer turen til udsagnskraften, dvs. værdien af de oplysninger, man har udvundet af den. For at kunne vurdere den, må man anskue kilden som et levn af dens ophavssituation. For at vurdere udsagnskraften af Saxos beretning om Knud den Helliges død, må man forestille sig den situation, Saxo sad og skrev i. Hvem var han egentlig? Hvilket publikum skrev han for? Hvor sad han og skrev, i hvilket miljø? Hvornår skrev han, i hvilken situation? Hvorfor skrev han denne krønike, hvad var hans og hans opdragsgiver Absalons hensigt med den, lå der en bestemt politisk tendens bag eller bare et ønske om at skrive en god og underholdende historie? Hvad var det for en slags krønike, sammenlignet med andre tekster i Saxos samtid og fortid? Havde han bestemte forbilleder blandt de romerske historieskrivere, som han efterlignede, eller kan andre genrer som f.eks. helgenbiografier eller bibelshistoriske beretninger have haft indflydelse på hans tekst? Hvor havde han sine informationer om Knuds død fra, fra andre nedskrevne krøniker eller fra mundtlige fortællinger, han havde hørt. Hvad kunne han egentlig vide om så fjern en begivenhed som Knud den Helliges død? Det kunne f.eks. være, at han havde sine oplysninger fra en anden krønike, som lå tættere på i tid, eller at han brugte en helt anden god historie, han havde læst, om en anden helt, hvis navn han bare skiftede ud med Knuds. I så fald er Gesta Danorum jo ikke meget værd som kilde til Kong Knuds død. Af Saxos fortale til krøniken kan man uddrage svar på en del af disse spørgsmål, men kan man stole på Saxos egne oplysninger om sin krønike? Kan man overhovedet stole på, at den er skrevet af en mand, der hed Saxo, på Valdemar Sejrs tid?
Det første led i bedømmelsen af en kildes udsagnskraft er bedømmelsen af dens autenticitet eller ægthed. Er den, hvad den giver sig ud for at være? Er Gesta Danorum
