Men det primære kildeudsagn har ikke nødvendigvis nogen stærk udsagnskraft. Selvom Saxo f.eks. skulle være primær med hensyn til oplysningen om, at kong Knud lå i korsstilling, da han blev dræbt, kan oplysningen udmærket være det pure opspind. Der siges med betegnelsen primær intet absolut om det pågældende kildeudsagns udsagnskraft, kun at det findes genbrugt i en anden senere tekst. Det gør der til gengæld med betegnelsen sekundær. Det sekundære udsagn har ingen udsagnskraft. Det er i bedste fald overflødigt. Vel at mærke hvis vi interesserer os for det, det er et udsagn om, altså anskuer det som beretning. Hvis vi anskuer det som levn og f.eks. interesserer os for forfatteren og hans tendens til at låne oplysninger fra andre, for en forestillings udbredelse eller en mytes vandring gennem tiden, er sagen en ganske anden. Her som overalt er kildens værdi helt afhængig af det spørgsmål, vi stiller til den.
Begreberne »primær« og »sekundær« må ikke forveksles med begreberne »førstehånds« og »andenhånds«. Begge begrebspar anvendes ligesom begrebet tendens under beretningsudnyttelsen om forhold af betydning for beretningens udsagnskraft. Men begrebet førstehåndskilde er en stærkere kvalitetsbetegnelse end »primær«. En førstehåndskilde vil være tæt på den begivenhed, dens ophavsmand var førstehåndsvidne til – ikke nødvendigvis i tid, den kan være skrevet ned mange år senere eller på grund af en stærk tendens være en dårlig kilde – men den er tæt på i en mere absolut forstand end den primære. En primær kilde behøver hverken i tid eller på anden måde at have været tæt på det, den anvendes som kilde til. Betegnelsen siger kun noget om de bevarede kilders indbyrdes forhold.
Man ser undertiden udtrykket »primære kilder« anvendt i en anden betydning, nemlig om kilder, der er samtidige med det, vi bruger dem som kilder til, eller simpelthen om kilder i almindelighed til forskel fra litteratur, ligesom på engelsk, hvor udtrykket »primary sources« anvendes om kilder i almindelighed til forskel fra den historiske litteratur, der kaldes »secondary sources«. I dansk faghistorisk sprogbrug kalder vi normalt ikke litteratur for kilder, men skelner mellem kilder og litteratur.
Om kildernes tidsfølge
En andenhåndskilde vil altid være opstået senere end den kilde, den har sine oplysninger fra, en sekundær kilde altid senere end den primære. Begge begreber understreger betydningen af kildernes tidsfæstelse. Man skal så vidt muligt altid være på det rene med en kildes affattelsestidspunkt, så man kan placere den på en tidslinje i forhold til de andre kilder og i forhold til det, den anvendes som kilde til. Under løsningen af en opgave i kildekritik vil en tidslinje over kilderne være lige så vigtig som en tidslinje over de begivenheder, opgaven drejer sig om. Der kan være store problemer forbundet med dateringen af en kilde, hvis den ikke selv angiver en dato, hvad f.eks. Saxo ikke gør. I så fald må man i teksten eller i andre kilder søge holdepunkter for, hvornår den tidligst og senest kan være affattet. Saxo tilegner som nævnt sin krønike til kong Valdemar Sejr, som vi fra anden side ved kom på tronen i 1202. Gesta Danorum må med andre ord være færdiggjort efter 1202, sandsynligvis også efter erobringen af en række nordtyske områder før 1214, som omtales, men før erobringen af Estland i 1219, som ikke nævnes. Den kronologiske rækkefølge er vigtig overalt i historiske undersøgelser. Derfor er faget kronologi, dvs. videnskaben om de historiske kalendersystemer og deres indbyrdes forhold, en vigtig hjælpevidenskab.
Begrebet »harmonisering«
Under arbejdet med at udnytte de kilder, man har til rådighed, vil man være tilbøjelig til at forsøge at få et samlet billede ud af de spredte oplysninger, man har fundet, og få dem til at passe sammen ligesom brikkerne i et puslespil. Hvor de siger noget forskelligt eller direkte modsiger hinanden, vil man være tilbøjelig til at ignorere disse forskelle og modsigelser eller lede efter et nyt billede, hvor de harmonerer bedre med hinanden. Dette kaldes »harmonisering«, og det må man ikke. I kildekritikken drejer det sig ikke om at give alle parter ret og forene stærke og svage kildeudsagn med hinanden for at få det fyldigste og mest detaljerede billede ud af det. Det drejer sig tværtimod om at bringe kilderne i krig med hinanden, at slå ned netop på de punkter, hvor to kilders oplysninger afviger. Hvis de f.eks. har forskellige datoer for den samme begivenhed, kan det være tegn på svaghed hos den ene eller dem begge. Og det er netop svaghederne, vi er ude efter. Et pænt menneske, som holder mere af kompromiser end af konflikter, kan være tilbøjelig til at finde en mellemproportional. Hvis den ene kilde siger kl. 11 og den anden kl. 12, så var det nok kl. 11.30; hvis den ene siger, at Saxo døde 1202 og den anden 1216, så var det nok 1209, mener han måske. Men en sådan harmonisering er strengt forbudt. Blandt historikere kaldes dette for »halvtolvregelen«.
Begrebet »repræsentativitet«
Begrebet »repræsentativitet« bruges i sin mest præcise betydning i faget statistik, der jo indgår i alle videnskaber, som foretager kvantitative undersøgelser, herunder historie. Hvis man har et meget stort kildemateriale, som er for stort til, at man kan nå det hele igennem, må man foretage et udvalg af såkaldte stikprøver. For at undersøgelsens resultater kan få gyldighed for hele det område, materialet dækker, f.eks. kongeriget Danmark, skal det udvalg, man foretager, være repræsentativt. Hvis man f.eks. vil undersøge vielsesalderen og dens udvikling i den danske befolkning 1750-1850, vil man næppe kunne overkomme at undersøge alle danske kirkebøger, men må nøjes med et udvalg. Repræsentativiteten af et sådant udvalg kan tilstræbes på flere måder. Man kan lægge bestemte kriterier til grund, f.eks. en geografisk spredning, så man tager et vist antal kirkebøger fra hvert stift, eller man kan foretage et fuldstændig tilfældigt udvalg. Det sidste er statistikkens foretrukne metode, som bruges bl.a. i meningsmålinger. Et udvalg kan siges at være repræsentativt, hedder det her, hvis hver enhed, her enhver vielse, har haft en kendt sandsynlighed for at komme med i udvalget. Dette er et meget strengt krav, som volder store vanskeligheder i praksis, ikke mindst i historiske undersøgelser, hvor en del af kildematerialet typisk mangler. Hvis et vist antal kirkebøger er gået tabt, vil enhver vielse jo ikke have chancen for at komme med.
Derfor anvendes ordet »repræsentativt« blandt historikere i en bredere og vagere betydning end den statistiske, nemlig nogenlunde synonymt med ordet »typisk«, f.eks. således: hvor repræsentativt er Saxos kongeideal for kongeopfattelsen i danske krøniker og andre tekster fra højmiddelalderen? Hvor repræsentativt var det for kongeopfattelsen i den danske befolkning omkring år 1200? Havde hele befolkningen et sådant kongeideal, eller fandtes det kun i eliten eller bestemte dele af eliten? Repræsentativitetsproblemet optræder især i strukturhistoriske undersøgelser, sjældnere i begivenhedshistoriske sammenhænge som dem, denne samlings kildesæt handler om.
Kildekritikken som led i den historiske forskningsproces
Kristian Erslev, der indførte undervisningen i kildekritik som en særlig del af historikeruddannelsen i Danmark, kaldte kildekritikken for historisk teknik til forskel fra historisk metode. Han skelnede mellem kildekritikken, analysen af kilderne, og »realkritikken«, analysen af den historiske virkelighed, og forstod ved metode de fremgangsmåder, man brugte i »realkritikken«. Eksempelvis har man inden for politologien udviklet forskellige metoder til brug for analysen af politiske beslutningsprocesser. Det er sådanne metoder, Kristian Erslev ville kalde metode til forskel fra teknik. Han vidste ikke, at der efter hans tid ville opstå nye samfundsvidenskaber som politologi, der tog sig af den side af sagen, og at historiefaget selv kun i begrænset omfang kom til at udvikle fælles metoder i hans betydning af dette ord. Mens man i samfundsvidenskaberne bruger store dele af de første studieår på at lære sådanne fælles metoder og begrebsapparater, har vi i historiestudiet kun undervisning i kildekritik. Når kildekritikken efter Erslevs tid fik betegnelsen historisk metode, er det fordi, den blev den eneste fælles metode, historiefaget fik.
Om man vil kalde kildekritikken for metode eller teknik, er en smagssag, men Erslevs skel kan være gavnligt også i vores sammenhæng.
