at tilfredsstille sin egen grådighed, og fordi han sammen med sin forbedrede position også ville forøge sin berømmelse. Og han holdt da heller ikke inde med sit forehavende før han i bund og grund havde udslettet såvel kurernes som sembernes og esternes land.4
2. Da han havde gjort det af med sine fjender, begyndte han at se sig om efter en kone, og eftersom alle de mulige partier i nabolandene i hans øjne var for uanselige og under hans værdighed, giftede han sig med en datter af grev Robert af Flandern ved navn Edel. Med hende fik han sønnen Karl.
3. Da han så hvordan stormændene med deres overlegne holdning havde sløvet og udvandet den gamle lovgivning, udfoldede han alle sine evner i et forsøg på at genoprette tidligere generationers justits: han udstedte særdeles strenge forholdsregler for at højne lovlydigheden, og bragte det mishandlede og vaklende retssystem på fode igen. Hverken slægtskab eller nære forbindelser kunne blødgøre ham og hindre ham i at handle efter loven, hverken venner eller familie lod han gå fri for straf når de havde handlet forkert. Han tog på alle punkter hånd om fortidens skik og brug, strammede rettens slappe tøjler med et håndfast tag og fulgte til punkt og prikke sporet fra sin strenge far – og det med en iver der skaffede ham nogle voldsomt forurettede stormænd på halsen.
4. De kirkelige handlinger gav han værdigheden tilbage, ligesom han nådigt holdt mænd i gejstlige stillinger med kost. Og da han så at folket i sin sløvhed og uvidenhed ikke havde nær så stor respekt for bisperne som de burde, sørgede han for at personer der besad så høj en titel, ikke skulle høre til blandt den almindelige befolkning: i stedet udstedte han en yderst forstandig bestemmelse der indplacerede dem sammen med de ledende mænd og gav dem den højeste rang blandt stormændene, på niveau med jarler. På den måde gav han dem en værdighed der svarede til deres indflydelse. Han ville nemlig sikre at så vægtigt et embede ikke nød mindre respekt end det fortjente, og at de der befandt sig på den højeste tinde i den kristne kirke, ikke skulle synke for dybt i almindeligt omdømme.
5. Og det var ikke kun biskopperne han gav større værdighed, også de menige præster var han meget opsat på at fremhæve. For at styrke deres anseelse flyttede han nemlig retten til at afgøre stridigheder mellem skriftlærde fra de almindelige domstole til gejstligheden selv. Samtidig gav han dem ret til at idømme dem der havde overtrådt kirkens bestemmelser, pengebøder hvis de ikke kunne bevise deres uskyld, ligesom han i det hele taget overlod dem domsmyndigheden ved alle forbrydelser mod kirken, fjernede alle den slags sager fra folkets domstole og i stedet henviste dem til en gejstlig afgørelse – for at undgå at personer af forskellig rang fik ens vilkår. Derfor gav han deres værdighed yderligere vægt, og han satte sig for at man skulle se mere op til dem end til verdslige stormænd. Og følgen blev at der i Danmark ikke er andre end kongen, biskopperne og den der regnes for den sandsynligste tronfølger, der kan trække nogen af dem for retten i en verdslig sag.
6. Knud forsøgte også at vænne befolkningen, som endnu ikke havde stor erfaring i kirkelige sager, til at betale tiende. Men han fik ikke noget ud af sine overtalelsesforsøg, for kristendommen var stadig i sin vorden og ikke moden nok til den slags.
[…]
Ellevte bog, kapitel 13
1. Skønt kongen på alle områder havde ført sig frem med både fromhed og flid, gjorde han sig dog særligt bemærket for sin kærlighed til kirken, som han aldrig tabte af syne og altid fulgte til punkt og prikke. Da det gik op for ham at hans mange brødre i deres ungdommelige uregerlighed var noget af en plage for fædrelandet, udstyrede han dem alle sammen med store og rigelige indtægter, hvorefter han – bortset fra Oluf, der sad som jarl i Slesvig – optog dem alle i sin hird og derved for egen regning lettede landet for dets byrder.
2. Endelig blev han opmærksom på at mens våbnene havde ligget uvirksomme hen, var danskernes ry blegnet siden hans grandonkels5 dage, og langsomt blev han grebet af en lyst til at genoplive fortiden. Han ville ligne ham, og hvis det skulle gøres til bunds kunne han ikke nøjes med de udmærkelser hans egne initiativer havde skaffet ham med sejrene over folkene mod øst, så nu satte han sig for at generobre England, som han burde have arvet, men som var gået tabt på grund af ulykkelige omstændigheder. Hans tanke var nemlig at hans forfædre aldrig havde haft større berømmelse som krigere eller større besiddelser og rigdomme end dengang de herskede over England, og at denne ene ø havde kastet større glans over dem end alt det bytte de havde sikret sig i landene mod øst. De forbilleder kunne kun dumme og degenererede mennesker finde på at svigte, og det var bedre helt at undvære et rige end at være klemt inde som konge over et lille bitte stykke land. Derfor skulle hans handlinger leve op til hans forfædres tapperhed: han ville udrette noget der svarede til deres bedrifter, og for at kunne måle sig med sin berømte forfar lagde han hele sin energi i at genopbygge alt det hans far havde spoleret med sin dovenskab – for han hadede sin far, men forfaderen var hans ideal.
3. Til en begyndelse betroede han i hemmelighed Oluf sin plan, og da Oluf opmuntrede ham til at gennemføre den, afslørede han den også for folket. Alle gik ivrigt med på ideen. Kongen havde troet at Olufs svar var udtryk for hans broderkærlighed, men i det skjulte var han hans rival. Knud anede bare intet om Olufs lumske hykleri og kunne ikke forestille sig andet end at han gengældte hans varme følelser. Og selv om hans fornuft sagde ham noget andet, forbød hans rene tankegang ham at fatte så lav en mistanke om sin egen bror, for man skulle ikke kunne sige om ham at han uden årsag frakendte sin egen familie troværdighed, og af bar skræk for forræderi ikke kunne se forskel på venner og fjender.
4. I sin stræben efter kronen havde Oluf fuldstændig glemt hvad man skylder sin bror, men han skjulte sit dybt upålidelige væsen bag en facade af fuldendt troskab, og da kongens projekt var blevet offentligt kendt, nøjedes han ikke med at støtte det med smigrende ord, han opfordrede ham ligefrem til at gennemføre det – ikke fordi han havde noget håb om at Knud kunne generobre det mægtige rige, men fordi han agtede at vende vanskeligheden ved det befalede til had mod den der gav befalingen. Han betragtede sin brors tankegang med foragt og besvarede hans loyalitet og broderkærlighed med forræderi og næsten med brodermord. For han lagde mærke til hvor upopulær Knud blev på sine nye love, der skulle genoprette den strenge justits som hidtil var blevet forsømt, og for at øge modviljen mod ham opmuntrede han ham privat til at gennemføre det der var ildeset i offentligheden. For ikke at være alene om sine kupplaner samlede han en flok udvalgte forbundsfæller i en hemmelig sammensværgelse. Og intrigerne havde deres virkning: De stormænd som kongen med sine indgreb havde stækket i deres voldelige fremfærd, tilsluttede sig nu Olufs morderiske planer.
5. Knud selv forestillede sig nu at alle var mere optaget af heltegerninger end af misgerninger, så han kaldte flåden sammen og begav sig til strandene ved Limfjorden, hvorfra der er en ganske kort passage ud til Vesterhavet. Den var dengang sejlbar, men er nu lukket af en sandbanke.6 Her sad kongen så i lange tider og ventede på sin bror, og mens afsejlingen trak ud, mistede hæren gejsten. Oluf kom med undskyldninger for sin langsommelighed, men udskød stadig sin ankomst dag ud og dag ind, og sådan gennemførte han sin lumske plan for at forpurre hele felttoget mens han med alverdens løgne og opdigtede forhindringer forsøgte at skabe grobund for sit forræderi. Han håbede nemlig han kunne trække forsinkelserne så meget i langdrag at kongen enten drog af sted uden ham, hvorefter han kunne tage riget fra ham mens han var væk, eller måtte vente så længe at hæren gik i opløsning for ham, hvorefter han enten måtte lade desertørerne gå, og derved miste folkets respekt, eller straffe dem – og derved gøre sig grundigt upopulær. Sådan holdt Oluf sin bror og herre for nar, og så luskede og beregnende var de kneb han brugte til at undergrave forberedelserne til en ædel og tapper plan.
6. Og hans snedige plan slog da heller ikke fejl: alle blev lede og kede af at vente på ham, og hele flåden gjorde mytteri mod kongen. Knud, der ikke havde nogen ide om hvad hans bror var i færd med, havde gang på gang presset på for at han skulle komme, og da han endelig fik besked om hans forræderi, gav han flåden
