havde til at afvise beskyldningerne, betragtede kongen ham som skyldig og ude af stand til at sige noget til sit forsvar, hvorefter han gav sine krigere ordre om at lægge ham i lænker.
7. Men den vanære mente krigerne ikke man kunne byde en mand af kongeligt blod, så de nægtede at udføre den. Deres ærbødighed over for kongefamilien var så stor at de hellere ville straffe dens medlemmer med døden end med lænker, for i deres øjne var det der er et almenmenneskeligt vilkår, lettere at bære end det der er en straf for trælle. I det hele taget regner vores folk traditionelt lænker for den mest ydmygende straf, og den værst tænkelige skæbne, for de holder på at en vanærende straf rammer et ædelt sind hårdere end en blodig. For dem er den ene langt værdigere end den anden – og forskellen imellem dem er lige så stor som mellem naturens orden og en ond skæbne.
8. Den opgave der var blevet betroet krigerne, udførte så i stedet Knuds og Olufs fælles bror Erik. Hans holdning var at man måtte tage større hensyn til en lovlig ordre end til en fjendtligsindet bror, og at man ikke bør skåne sin familie når det drejer sig om at straffe forbrydelser. Den der har mistet sin anstændighed, kan ikke forlange ærbødighed for sin slægt, og en hæslig karakterbrist vil fordunkle selv den mest strålende afstamning. Derfor så han ikke så meget på broderens navn som på hans morderiske planer. Så lavt kan slægtskab synke i værdi ved ussel adfærd.
Ellevte bog, kapitel 14
1. Herefter satte kongen den lænkede Oluf på et skib til Flandern, hvor han fik ham anbragt bag lås og slå. De sammensvorne fik ingen klar besked om hans tilfangetagelse, hverken rygtevis eller per sendebud, og nu fandt de på et snedigt kneb til at få hæren opløst: de klagede over kongens fravær og al den tid han spildte på at vente, og satte hele flåden fluer i hovedet med hemmelige opfordringer til at tage hjem igen. Hvis nogen åbenlyst havde opfordret til dét, skulle han efter loven have hele sin ejendom konfiskeret og selv straffes med landsforvisning eller dødsstraf. Derfor fandt de der nu ophidsede mændene til mytteri, det sikrest at folket selv tog ansvaret for oprøret, uden at bagmændene stod frem, så det ikke var enkeltpersoner, men hele forsamlingen der kunne anklages for mytteri. Og over for den kortsynede og ubesindige folkemængde var stormændenes luskede argumenter så slagkraftige at det i lige så høj grad var deres autoritet som den kedsommelige ventetid der gjorde at folket uden betænkning greb muligheden for at rejse hjem. Da kongen hørte det, blev han først bedrøvet, men senere glad. Han gjorde nemlig forurettelsen til et kirkeligt anliggende og greb anledningen, nu hvor der skulle betales en bod, til for første gang at opkræve tiende. Han var begejstret over at et heldigt tilfælde havde givet ham så nyttigt et redskab til det projekt i hånden, og hans ønske var nu at rejse kirkens ære af sin egen vanære. Og da stormændene hørte at Oluf, som de havde håbet ville stå i spidsen for deres parti, var blevet pågrebet af sin bror, opgav de deres forræderiske planer, ja, nu lod de som om de intet som helst kendte til den sag.
2. Derfor kaldte kongen nu folket sammen til et ting hvor han belærte dem om hvor vigtig disciplinen altid havde været for den danske hær. Undersåtterne havde altid adlydt stormændenes ordrer. Kongernes myndighed var baseret på folkets støtte. Når herrerne vandt berømmelse, skyldtes det først og fremmest de menige krigeres troskab, og deres ordrer havde ingen som helst vægt hvis de ikke byggede på folkets hjælp. Men her for nylig havde han nu været ude for en hån som aldrig før var overgået en konge. De der stod bag dette aldeles uhørte mytteri, havde sat sløvhed over vovemod, og af bar lyst til ro og fred havde de saboteret et storslået projekt. Endelig meddelte han dem hvor stort et beløb de måtte betale i bøde for den samvittighedsløse forbrydelse deres mytteri var: for hver skibsfører fastsatte han den til fyrre mark penge, og for roerne tre mark. Ingen afslog at bidrage med sin del, og han fik løfte om betalingen.
3. Så snart han havde fået den besked, erklærede Knud at han var villig til at se bort fra dette krav hvis de i stedet tillod præsterne at opkræve tiende. Forsamlingen bad så om lov til at drøfte sagen og trak sig for en tid et stykke væk fra kongen for at diskutere om de skulle gå ind på hans betingelser. Begge dele forekom dem svære at opfylde, for på den ene side ville mange miste alt hvad de havde, hvis de skulle betale bøden, på den anden side ville tiendebetalingen, som skulle gælde i al fremtid, for evigt gøre dem til slaver. Da begge muligheder var ubehagelige, og de altså måtte vælge det mindste onde, forekom det dem at det der ville vare ved til evig tid, var værst. For da de blev opmærksomme på at det ene kun ville ramme dem selv, mens det andet også ville straffe deres efterkommere, foretrak de øjeblikkelig nød frem for en varig afgift. Da de tog tiden i betragtning, valgte de at sone deres brøde på en måde der lod straffen overgå dem selv og ikke også de kommende generationer, for de ville hellere miste pengene én gang end friheden for altid – og holdt på at der ingen skam var i at punge ud hvis loven forlangte det, men at lade sig overtale til det var en skændsel. Og ikke nok med det: Hvert år at aflevere en del af sin afgrøde til fremmede mennesker, det var i deres øjne ikke fromhed, det var vanære.
4. Da kongen så at de havde valgt det dårligste alternativ, lod han som om han ville opkræve bøderne: Han drog op til Nørrejylland og udnævnte dér Toste med tilnavnet Svindleren og hans makker Horte til opkrævere, for han håbede at frygten for bøden kunne udbrede respekten for tienden. De to mænd fik instruks om at foretage en vurdering af mytteristernes ejendom, uden at lægge hånd på den. Men de udførte opgaven med langt større voldsomhed end de havde fået besked på, og plagede befolkningen med ganske uretfærdige opkrævninger.
5. Disse begivenheder klagede kongens fjender over på et tingsmøde, og de overdrev bekyldningerne med løgnehistorier, opdigtede forskelligt der gjorde det værre end det i virkeligheden var, og gjorde på den måde opkræverne almindeligt forhadte. Det var de to krigeres handlinger og ikke kongens ordre de tog stilling til, og det var ikke hensigten hos den der afgav ordren, men hos dem der modtog den, de så på. Det lykkedes dem at ophidse folkemængden til at overfalde fogederne og i åbent oprør sætte en stopper for den uret der ramte dem alle, for de så mere på hvad fogederne gjorde, end på hvad de havde ordre til at gøre. Og mordet på fogederne stillede ikke deres blodtørst. I deres vanvid vendte de sig nu mod kongen selv. Knud mente det var klogest at undgå angrebet ved at holde sig borte, og trak sig tilbage til Slesvig. Dér lod han også sin kone slå sig ned sammen med deres søn, men med ordre om at hun skulle søge tilflugt i sit hjemland hvis situationen blev ubehagelig, for mellem forrædere kunne hun ikke være i sikkerhed. Sagen var at han ikke turde overlade en mindreårig tronarving til sine landsmænds forgodtbefindende.
6. I denne situation mente Vendelboerne at kamp var den eneste mulige vej til frihed, og de brød ud i jubel over hans flugt som om sejren var deres. Og da Knud, med truslen fra jyderne hængende over hovedet, forstod at hans gamle støtter faldt fra, og at tiden ikke tillod ham at skaffe sig nye, besluttede han at bringe sig i sikkerhed ved at lægge afstand til sine modstandere, og han satte derfor over til Fyn for at opnå den beskyttelse en ø kan give. Ikke desto mindre fik han netop her en medfart som en så gudfrygtig sjæl ikke havde fortjent. For det gav kun jyderne yderligere selvtillid i deres raseri og skærpede kun folkemængdens blinde harme, det gav dem en fornemmelse af frihed til at gå amok som kastede kongen ud i et grufuldt uvejr. Ja, sagen var at folket af frygt for kongens straf ikke turde opgive deres forehavende nu og derfor måtte holde stædigt fast ved deres ondskab. Oven på hele to krænkelser kunne de ikke forestille sig at han ville lade nåde gå for ret. Derfor var det nu hans død de tørstede efter: i deres glødende had stræbte de denne hellige mand efter livet. Det var som om de havde opgivet alt håb om tilgivelse og derfor hellere ville udslette fjenden end udsætte sig for hans hævn. Det var dem heller ikke nok at de havde drevet ham ud af deres eget land, nu satte de sig også for at jage ham væk fra Fyn.
7. Så snart han fik meddelelsen om at jyderne havde krydset bæltet, havde kongen besluttet sig for at drage videre til Sjælland. Men en mand ved navn Blakke, der havde fået et særdeles fortroligt forhold til kongen, men ikke desto mindre i det skjulte hadede ham inderligt, gav ham i hyklerisk loyalitet det råd at han
