gav gode tider under Erik Ejegod.
Uddrag af Roskildekrøniken. Bevaret i flere afskrifter på latin. Gengivet efter oversættelsen i Den Ældste Danmarkskrønike (Roskildekrøniken), oversat af Jørgen Olrik (København: Selskabet for Historiske Kildeskrifters Oversættelse, 1898), s. 23-27
Denne kortfattede krønike på latin er sandsynligvis forfattet af en gejstlig person med tilknytning til bispestolen i Roskilde, som spiller en stor rolle i fremstillingen. En af Erik Ejegods sønnesønner, der døde 1143, omtales som levende, og en strid mellem to bisper om ærkebispesædet i Lund, der stod i årene 1137 og 1138, omtales som afsluttet. Jørgen Olrik foregriber delvist den moderne retskrivning, som blev indført 1948.
[…]
Imidlertid døde den berømmelige Danekonge Sven Magnus7 i Jylland, i det år efter Herrens byrd 1074, i sin kongetids 31te år; hans legeme blev med hæder jordet i Roskilde, således som han selv i levende live havde befalet det. Efter hans død fulgte hans søn Harald ham på thronen, og herskede i 7 år; efter de gamles mening var han den fjerde Danekonge af navnet Harald. Den første var den Harald, som døbtes ved Mainz; den anden var Harald Blåtand; den tredje Harald Gormsøn, og den fjerde denne Harald Svensøn, en ypperlig mand og såre retfærdig hersker. Han gav alle ret til at bruge skovene, som de mægtige havde tilegnet sig alene.
Efter hans død kom hans broder Knud på thronen. Da denne ved en ny og uhørt lov vilde tvinge folket til at betale en skat, som man hos os kalder Nefgjald,8 så blev han fordreven fra Jylland over til Fyn, og léd i den hellige martyr Albans kirke i Odense martyrdøden foran alteret, med stor anger i hjærtet, i det år efter Herrens byrd 1090, i sin kongetids 11te år. Hans legeme hædres ved store jertegn, og Kristus herliggøres i sin martyr. – Med ham dræbtes også hans broder Benedict.
Derefter kom rigets stormænd sammen, valgte hans broder Olaf til konge, og tog ham til hersker over hele Danmarks rige. På hans tid herskede i 9 år stor hungersnød i Danmark, så at folk næppe kunde afholde sig fra utilladelige og forbudte spiser; ti eftersom under tvingende nød loven stundom brydes og overtrædes, så dræbte man heste for at spise dem, og mange slagtede endogsaa deres hunde. Ingen dækkede borde med forskellige retter, og ingen skøttede om at vise nogen overdådighed.
[…]
Efter hans [Olafs] død fulgte hans bror Erik den gode ham på thronen. Straks hørte den forhadte hungersnød op, og Guds straf veg bort fra folket. Men om denne overflod kom for Eriks skyld, og den tidligere hungersnød for Olafs skyld, det må han afgøre, som véd alt, inden det skér, og som ordner alt, når og sådan som han selv vil; ti ingen af dem fortjænte den lod, de fik. Erik herskede i 8 år og fandt på mange ubillige og uretfærdige love. […]
Uddrag af Ælnoth: Gesta Sweonmagni regis et filiorum eius et passio gloriosissimi Canuti regis et martyris (Kong Svend Magnus’ og hans sønners bedrifter og den mest berømmelige konge og martyr Knuds lidelseshistorie). Bevaret i flere afskrifter på latin. Gengivet efter oversættelsen i Ælnoths krønike, oversat af Erling Albrectsen (Odense: Odense Universitetsforlag, 1984), s. 21, 83-86, 93, 97-101, 107-111
Ælnoths krønike er skrevet på latin og tilegnet kong Niels med opfordring til denne om at skænke gaver til Sankt Knuds Kloster i Odense. Dette skete faktisk. Der er overleveret et brev fra paven, dateret 1117, hvori denne stadfæster at klosteret har modtaget gaver fra kong Niels.
Krøniken omhandler ikke kun kong Knuds, men hele den regerende kongeslægts historie. Den fandtes bevaret i et håndskrift i Herrevad Kloster i Skåne, som rigskansler og historiker Arild Huitfeldt fandt og lod trykke i 1602. Siden har krøniken været udgivet flere gange. Her bringes det første af forordet og efterskriftet samt en lille del af den meget detaljerede skildring af kong Knuds død, hvori det bl.a. fortælles at kongen blev forrådt af en fynsk stormand ved navn Piper, der under måltidet i kongsgården i Odense som en anden Judas gav kongen et fredskys, men senere selv blev såret dødeligt foran kirkedøren.
Forord
For fædrelandets fromme og sejrrige fører, den ypperlige fyrste, den berømte kong Niels af Danmark, frembærer Ælnoth, den ringeste af kirkens tjenere, der kom fra ærkebispestaden Canterbury i England og nu har boet i Danmark i næsten 24 år, sit ønske om, at kongen med kraft fra Gud må knuse sine fjenders styrke, bøje de trodsiges nakke, styre riget retfærdigt efter dets love, nyde fredens tryghed og efter din herskertid hernede må belønnes med den evige saligheds lykke.
[…]
Kong Knud såres
27. Men den utrættelige fjende angriber med stædig kraft kirkens trævægge, sender pile og slynger sten ind gennem vinduerne. Da den ypperlige fyrste ligesom Stefanos rammes af sten og som Sebastian såres af spyd, så vædes den hellige kirke både af hans og af hans sårede og døende fællers blod;9 den indvies så at sige på ny med deres dyrebare martyrblod. Men for at den gudfrygtige konge skulle komme til at ligne Kristus i hans lidelser, så bad han ligesom Vorherre Jesus Kristus mellem røverne på korset, hvor han nu her stod indringet af den rasende folkeskares spyd, om at måtte få sig rakt en drik vand, da han tørstede. Da en mand rørt af medlidenhed hentede vand og rakte ham det gennem vinduet, var der en anden, som kastede sit spyd og slog krukken ud af de tos hænder, og da vandet derved spildtes, berøvede han nok kongen mulighed for at slukke sin tørst, men fratog ikke den anden lønnen for hans medlidenhed. Men bagefter blev gerningsmanden slagen af vanvid, og da han lænede sig ud over en brønd for at slukke sin egen tørst, styrtede han på hovedet i dybet, så at kun benene ragede op i skrækkelig skrævestilling, men hans forbryderiske sjæl blev trukket ud af ham og ned i helvedes afgrund, og hans livløse krop blev tilbage på det sted til skue for dem, der kom til, som et vidnesbyrd om Guds straf. […]
Kongens død
28. Mens altså de tapre kongsmænd drev den fjendtlige hærskare bort fra kirkens hoveddør, var angriberne gået hen til helligdommens østdel, hvor de havde set den fromme fyrste ligge knælende i bøn. Her huggede de med sværd og økser løs på bjælker og poster, og ved at slå en vægbjælke ind væltede de med den de små skrin med relikvierne efter de to salige martyrer Alban og Oswald og det mellem dem stående hellige kors ned på gulvet.10 Nu kaldte den himmelske brudgom, der i næste nu skulle gøre ham til sin medvider i sine beslutninger, ham til den evige hvile, for da den herlige konge havde bryst og åsyn vendt mod alteret, var der en fra den ugudelige skare, der kastede en lanse gennem vinduet, gennemborede hans side og vædede helligdommen med hans uskyldige blod. Trods sit dødbringende sår glemte han dog ikke Kristus, for da han havde omfavnet Benedikt, sin broder og kampfælle, som stod hos ham dækket af mange sår, og havde givet ham fredskysset, så lagde han sig på gulvet foran det hellige alter med armene udbredt som et kors. Mens blodet vældede ud gennem såret i siden, anråbte han Jesus med den stemme, han havde tilbage, og idet han befalede sin ånd til Skaberen, forlod han til sidst sit dyrebare jordiske legeme, nu helliggjort i blod, og gik ind i den evige barmhjertigheds lønkammer for her stedse at dvæle i fred for denne verdens tummel.
[…]
Efter en detaljeret skildring af den videre kamp, hvorunder det hellige hus oversprøjtes med blod, og
