sig, og han lovede at forsøge at dæmpe deres vrede med gode ord. Hvis det så ikke lykkedes at formilde dem, skulle han nok give ham besked i så god tid at han kunne nå at slippe væk. Det råd tog kongen imod.
8. Men Blakke misrøgtede sit ærinde og strøg tværtimod folket med hårene mens han gav dem nedrige råd og i stedet for venner skaffede kongen endnu flere fjender. Han opfordrede dem til så hurtigt som muligt at fange den mand der stod bag alle deres plager, og ikke lade ham slippe væk hvis han forsøgte på det. Han mindede om at det var undertrykkelse de kæmpede imod: den deres afsky gjaldt, var en tyran, ikke en konge. Den handling man begik i kampen for sin ære, kunne ikke være syndig. De der forsvarede deres fædreland, kunne ikke være skyldige i mord – de handlede i pligtens tjeneste. Ingen enkeltperson kunne sættes under anklage dér hvor den fælles frihed stod på spil. Og i øvrigt: det ville være en katastrofe for dem hvis det de havde sat sig for, slog fejl, men hvis de havde held med det, var lykken deres.
9. Med disse ord, og andre af samme slags, lokkede han folket til at myrde kongen. Han rejste dem alle til et dødbringende fremstød mod den uskyldige mand. Som med furiernes fakkel tændte han vanviddets flammer i den skrækslagne befolkning, og vildskaben voksede så snart han pustede til ilden. Han gjorde nemlig ingen besindige forsøg på at holde deres hidsighed tilbage – tværtimod gjorde han sig til bagmand for folkets forrykte fremfærd. Hans ondskabsfulde ord piskede oprørsstormen op til endnu større styrke, og så snart uvejret havde fundet sig en drivkraft, udbrød optøjer der var langt alvorligere end før.
10. Da han kom tilbage til kongen, rapporterede han at folket nu var mere fredeligt stemt. Oprørets stormvejr ville nemt kunne lægge sig hvis kongen på sin side ville beslutte sig for at glemme sin vrede og afstå fra at straffe de skyldige. Kongen, der forestillede sig at Blakke havde udført sin opgave som en tro tjener, gav ham en kongelig modtagelse med et prægtigt måltid og øste gaver ud på den mand der havde fortolket hans fromhed så ondskabsfuldt.
11. På begge sider var der stor taknemmelighed for Blakkes forræderi. Han gik fra den ene part til den anden og fordrejede til stadighed sin opgave som udsending: Han skulle være mellemmand, men blev overløber. Han skulle holde øje med ondskaben, men endte med at opfordre til den, for kongens tanker gengav han forvrænget, folkets helt forkert. På denne måde lykkedes det dette lumske menneske med løgn og bedrag – men under dække af rollen som mægler – på en og samme gang at narre både kongen og folket: kongen til ikke at tage sig i agt for truslen fra folket, og folket til ikke at skåne den konge der ventede dem. Blakke gav stadig de samme løfter da kongen den følgende dag igen sendte ham ud for at holde øje med hvad oprørerne foretog sig – og derved satte deres fælles fjende til at skabe fred mellem kongen selv og masserne. Og udsendingens sædvanlige falskhed svigtede ham heller ikke denne gang: Hans giftige råd satte folket endnu mere op til voldsomheder vendt mod kongen selv.
12. Knud, der var vant til at gå til messe hver eneste dag, gik i mellemtiden til Albani Kirke for at bede, for intet skulle gå forud for gudfrygtigheden. Han gav ikke et øjeblik afkald på den kristne kærlighed og vendte sig hellere mod Gud med bønner end mod fjenderne med våben. Mens han her hengav sig til fromheden og holdt sin andagt, lagde den ophidsede folkemængde sig i en væbnet ring om kirken. Alle de hirdmænd der kunne slippe ind før fjenden nåede frem, samledes derfor nu hos kongen for at dele faren med ham, fulde af iver efter at tage den trussel på sig der var vendt mod ham. Til trods for at de kunne redde livet ved at holde sig på afstand, opsøgte de nu faren ved at blive, for de foretrak at vinde sig berømmelse ved døden frem for overlevelse ved flugt. Hvilken overflod af varme følelser må denne hird ikke have ejet! En hird der, for ikke at svigte deres herre i denne ulykkelige situation, udsatte sig selv for en fare som det havde været muligt at undgå, og trods al mulig lejlighed til flugt fandt det rigtigere at forsvare deres konges liv end deres eget? Også Benedikt viste en troskab så stærk som det broderskab der bandt dem sammen, og besluttede at blive i kirken med sin bror. Erik, til gengæld, blev helt alene omringet af fjender, og da han ikke kunne holde stand mod folkemængden ene mand, gjorde han et forsøg på at hugge sig igennem vrimmelen af fjender med sit sværd, og slap væk.
13. Ingen havde rigtig modet til med magt at bryde ind i fredens hellige hjem, men hvor alle andre tøvede, gik Blakke forrest og fór løs på døren med draget sværd. Og ved selv at gå i spidsen gav han dristigheden videre til resten. Sådan gjorde han sig selv til anfører for og ophavsmand til både gudsbespottelse og kongemord. Ved det syn stormede folket løs på kirken i vild oprørstrang, brød ind i den og besudlede Guds hus og dets allerhelligste indre i en storm af gudsbespottelse. Blakke blev hugget ned i selve indgangsdøren i det øjeblik han trængte gennem den. Han bødede for mordet og led sin straf for at have krænket kirken. Hans død igen blev hævnet da hans drabsmand faldt. Og sådan led den ene døden for sin forbrydelse, og den anden for sin troskab. Jeg kunne forestille mig at det fromme blod og morderblodet, der blev udgydt sammen, flød i hver sin strøm, i slyngninger der aldrig nåede hinanden, så på den ene side helligt, på den anden side syndigt blod holdt sig i hver sit løb.
14. Benedikt, der tog imod de indtrængende ved dørtærsklen, blev dræbt mens han standhaftigt forsvarede indgangen. Kongen selv var så sikker på sin gode samvittighed at han midt i larmen fra det blodbad der kom stadig nærmere, på intet tidspunkt lod sig ryste, men fortsatte sin andagt lige så uforstyrret som hvis der ingen fare havde været, for han ville ikke vise frygt, kun ro og sjælsstyrke. Selv ikke i sin sidste time opgav han sin fromme iver, for da han hørte at pøbelen fra alle sider var ved at bryde igennem væggene (som kun var af træ), og indså at døden var nær, kaldte han en præst hen til sig, hvorpå han skriftede sine hemmelige gerninger, i den dybeste sorg gjorde bod for sit hidtidige livs synder og modtog belønningen for sin sunde anger. Så fuldt og fast stolede han nu på sin uskyld at det forekom som om han, selv i den største fare, ikke viste døden fra sig, men tværtimod uden den mindste frygt opsøgte den.
15. Ja, nu lagde han sig, fuldt bevidst om hvad der skulle komme, foran alteret med udbredte arme for, udstrakt som et offerdyr, at afvente sin morder. I denne stilling fik han sit banesår: gennemboret af et spyd der blev kastet ind gennem et vindue, ofrede han fromt sit liv, og efter at krigernes blod havde flydt, udgød han endelig sit eget. Fra alle sider haglede spyd og pile ned over ham, men han holdt sig ubevægelig og veg ikke fra det sted han lå, før han som lig blev lagt på båren. Fra hans hellige sår flød mere stråleglans end blod. For ham blev nemlig bortgangen fra dette liv en indgang til et bedre – det der var straffen efter fjendens dom, blev frelsen efter Guds. Det mord de mennesker begik, blev ham en lykke: det berøvede ham al jordisk storhed, men lod ham nyde himlens, det fratog ham hans usikre og skrøbelige magt, men skænkede ham fuld og evig salighed. Også hans kraft, som hidtil havde været skjult, blev senere bragt for en dag med lysende beviser.
16. Så snart dronningen fik besked, vendte hun tilbage til sit hjemland sammen med sin umyndige søn. To døtre lod hun til gengæld blive tilbage: Den ene, Ingerd, blev gift med Folke, en af de fornemste mænd i Sverige, og fik sønnerne Bent og Knud. Gennem dem blev hun bedstemor til Birger Jarl, der stadig lever i dag, og hans brødre. Den anden, Cecilia, blev gift med jarl Erik af Götland og fik sønnerne Knud og Karl, der blev stamfædre til talrige efterkommere i en ubrudt række af fremtrædende og fornemme mænd.
Ellevte bog, kapitel 15
1. Men folket jublede over drabet på kongen: Den forbrydelse de burde have begrædt, var det dem tværtimod en fryd at gøre grin med. Men selv om de undskyldte mordet med hensynet til fædrelandet og forsøgte at pynte på det ved at kalde det tyranmord, tillod Gud ikke at hans stridsmand blev snydt for sin løn: han lagde den hellige mands hidtil ukendte uskyld åbent til skue med klare tegn og beviser, og til den enestående glans der havde været over hans liv, føjede han strålende hæder i døden. Ja, for at fastslå mordernes ondskab beviste han den straffedes store fortjenester med mirakler, ligesom han åbenbarede hans kraft, som folket intet kendte til, med prægtige undere.
[…]
