sig narre, eller at Han betænker sig på at straffe, Han, som kundgør, at den tjener, som kender sin herres vilje, men ikke handler derefter, skal straffes med mange slag? Fra den stund nemlig, da den afsindige skare udspyede sin vidløse vrede mod den gudfrygtige fyrste, blev markerne golde, engene fattige på græs, skovene frembragte kun sparsomt olden, vand og strøm gav kun lidt af fisk, sot ødelagde kvæget, menneskene svækkedes af sygdom, sulten tyngede, de fornemme og rige blev svagere, og de svage døde efter de ord af Jeremias: »De døde af sult på alle gadehjørner«, og et andet sted: »Laderne står tomme, forrådene er adsplittet«.11 […]
32. Knud, den af Gud elskede konge og herlige martyr, hvilede på dette sted i otte år og næsten ni måneder, mens Oluf som hans efterfølger var konge. Men da nu de kraftige undere tog til i tal, blev under almindelig enighed og efter fælles ønske hos hele præsteskabet og folket de hellige ben underkastet ildprøve. I overværelse af alle bisperne og en forsamlet skare præster løftes Knud op fra det stampede lergulv og bæres højtideligt til kirken sydfor opbygget fra grunden af udmærket kvaderstensmur, dengang endnu ikke gjort færdig; men nu står den der indviet i hans navn. Her lægges han ned i en stenkiste, som henstilles i krypten.
Men efter at Knud var taget op af jorden, og det gennem de klare jærtegn var gjort åbenbart, at han var en Guds helgen, skete det, at kong Oluf, som vi før sagde var blevet hans efterfølger, og under hvis styre sult, pest, sot og frygt for fjender havde opfyldt Danmarks lande, blev ramt af sygdom, og ret som var han ikke udvalgt til at skue Guds stærke undere, forlod han livet og kongetronen.
Valgt af hele hæren, med folkets bifald, Guds hjælp og elementernes gunst opnåede nu den udmærkede Erik herredømme over riget, og efter ønske fra alle sider tog han kongemagten i hele Danmark. Næppe var han kommet på tronen, før tiderne vendte; markerne bugnede af korn; alt var til stede i overflod, og sikker fred som i Salomons dage glædede alle i landet, fordi han for kongerne og høvdingene i alle omgivende lande stod som en særdeles klog og rådsnar mand. Ved sagernes nye vending tiltager nu miraklerne ved den herlige martyrs relikvier, og den himmelske Konge øger magtfuldt sin stridsmands ry fra dag til dag. Blinde får nemlig deres syn tilbage, døve deres hørelse, for de stumme løsnes tungebåndet, visne hænder får liv, lamme atter deres gang, de spedalskes hud gøres ren, og alle, der i Jesu navn beder om hjælp, får både helse for kroppen og himlens nåde. Men da rygtet om hans kraftige gerninger bredte sig vidt omkring, strømmede fra alle sider mængder af troende til for at bede om hans hjælp og opnå hans beskærmelse, ham, som de havde forfulgt og dermed havde krænket Gud, og de bad da tro og hengivne om tilgivelse for den begåede brøde.
[…]
Herefter følger i §§ 33-35 sendefærden til Rom og pavens kåring af Knud til helgen samt udformningen af det kostelige helgenskrin.
36. I det sjette år af den store kong Eriks styre, da alle Danmarks bisper med en mængde præster og en talløs skare af landets befolkning var samlet, så vi arme syndere med vore egne øjne den salige martyrs relikvier optagne fra stensarkofagen opbårne fra krypten, hvor de hidindtil var blevet opbevarede, og vi så, hvorledes de under højtidelig lovsang og umådelig glæde hos alle tilstedeværende af den førnævnte biskop Hubald12 blev nedlagte hvide som sne og svøbte i fin silke i det omtalte skrin. Det var den 19. april [1101]. Desuden blev der nedlagt en indskrift, der lyder således.
Tryg hos Kongernes konge Canutus i himlen nu dvæler; kongemartyrens ben her hviler i skrinet det gyldne.
Han for retfærdige gerningers skyld blev skammelig myrdet, mens i sin død, som før i sit liv, han Kristus bekendte.
Svegen han blev af sin egen tjener som Kristus Vor Herre.
Og da han bad om en drik, da blev han stungen med spydsod; for at han Krist måtte ligne, i siden han ramtes af lansen, og ved sin død til de hellige ånder blandt stjerner han vandred.13
[…]
Efterskrift
Dette har jeg Ælnoth, den ringeste blandt præsterne, født i England og nu i talrige år bosat som udlænding i Danmark, forfattet til ære for dig, du herlige konge og dyrebare martyr, idet jeg har nedskrevet dine bedrifter. Din hårde kamp har jeg skildret til erindring for eftertiden. Er jeg end selv en grim maler, har jeg, som man siger, malet billedet af en fager mand. Jeg har rejst et mindesmærke varigere end malm, en støtte, som hverken bølgernes bråd skal sluge eller grådige flammer fortære. Men den skal stå til verdens undergang og bevare dit ærefulde minde til alle tider.
[…]
Efterskriften slutter med en bøn til Knud om at gå i forbøn for Ælnoth selv.
Uddrag af Passio Sancti Canuti regis et martyris (Kongen og martyren Sankt Knuds lidelseshistorie). Bevaret i afskrift på latin. Gengivet efter oversættelsen i Hans Olrik (red.): Danske helgeners levned (København: Selskabet til Historiske Kildeskrifters Oversættelse, 1893-94), s. 12-17
Denne typiske helgenlegende er bevaret i et håndskrift fundet i Köln. Legenden er som de fleste andre helgenlegender bygget op af fire dele: prolog, levnedsskildring (vita), død (mors eller martyrium) og underne efter døden (miraculi). Her bringes hele martyrium og det første af miraculi. Også Hans Olrik foregriber moderne retskrivning.
[…]
Men andre så dette ligesom også mange andre af kongens bestemmelser og velgerninger i et helt andet lys, eller de modstod med hadsk og djævelsk hu hans opfordring og herlige dyd, og idet de derfor ønskede at afholde mængden fra at drage til Angelsakserne, ophidsede de hemmelig endog hans egen broder Olav imod ham. Havde denne imidlertid tilfulde og i sandhed forstået og indset, hvor godt og Gud velbehageligt det er, at brødre bor sammen i endrægtighed, havde han hellere sat livet til for sin udmærkede broder og konge, end at han, for ikke at sige noget andet, endog blot med et ringe ord nogensinde skulde stå en så herlig mand imod, eller ønske at være konge her uden ham. Men den kloge konge kom ufortøvet til sikker kundskab derom, og idet han mere higede efter at forebygge sin broders fejltrin end at sörge for sin egen sikkerhed, sendte han ham af forsigtighed til Flandern, for at han ikke skulde udsættes for den vanærende beskyldning, at have lagt onde råd om selv at blive konge. Thi den åndelige dömmer alt, og selv dömmes han ikke af nogen, og derved har han et fortrin frem for andre levende væsener. Derfor siger David også: Da mennesket var i ære, fattede han det ikke, og han blev da stillet sammen med kvæget og blev dets lige.14
For disse og andre handlinger af samme art og særlig for hans kærlighed til ret og til den hellige gudsdyrkelse måtte han længe med tålmod af landets hovmodige indbyggere döje forfølgelse og afbræk i sin kongevælde. Men tilsidst, da næsten alle sammensvor sig mod Herren og mod hans salvede, viste trodsen sig åbenbar, og tydelig modstand sås at rejse sig som en fremrullende hvirvelstorm fra den nordligste landsdel, som hedder Vendele. Hærjende på sin vej gennem Jydernes land, hidsende dem til det samme raseri og dag for dag fylkende större hærskarer fulgte oprørsstormen brölende og fnysende den hellige konges spor lige til den by, som hedder Slesvig. Da kongen nu så, at han ikke kunde bringe dem til ro, og han tværtimod blev tvungen til at flygte fra Jydernes land, gik han over til Fynboerne, hos hvem han havde bedre håb om at finde hjælp. Da han var kommen did, kom der fra forskellige kanter bud, udsendte af kongens forfølgere eller efterstræbere, med det råd til folket, at de skulde slå den tyranniske konge ihjel, om de ikke vilde have deres eget land brændt og lagt øde. Fynboerne frygtede og agtede nu mennesker
