Paludan: »Danmark før 1332«, i Steen Busck/Henning Poulsen (red.): Danmarks historie – i grundtræk (Århus: Aarhus Universitetsforlag, 2000), s. 56
[…] Hans [Christoffers] regeringstid afsluttedes, da han pludselig blev syg og døde i 1259, ifølge enkedronningen og hendes nærmeste rådgivere, fordi tilhængere af ærkebisp Jakob Erlandsen havde forgivet ham i nadveren. […]
Ludvig Holberg:1 Dannemarks Riges Historie, I (København 1732), s. 336f
[…] Medens denne U-eenighed stod paa, reisede Kongen til Jylland, og begav sig til Ribe for at overlægge med samme Stads Bisp hvorledes denne Tvistighed kunde dempes. Men der blev han af Arnfastoa) Bispen af Aarhuusb), som var did henkommen under Skin at tale med Kongen om det Almindelige Beste, forgiven: endeel siger, at det skeede udi Sacramentet: andre, da han var til Giæst hos ham, hvilket holdtes for et Galanterie eller snarere en god Gierning paa de Tiider mod en bandsatt Konge. Det vederfores Kongens Ligc), som en stor Naade, at det blev begravet udi Dom-kirken i Ribe, og det allene efterdi han havde appelleret til Paven. […]
Holbergs egne noter:
a) Denne Arnfastus var imod Kongens Villie bleven creeret Biskop til Aarhuus. Det er selsomt at Hvitfelt har ikke anført ham udi de Aarhuusiske Bispers Catalogus.
b) Hist. Christoph. I. manuscr. taler derom saaledes: Och siges thett, at samme Konning bleff forgiffuen af Erche-Biskop Jacobs oc Peders Anhængere.
c) Chrantzius2 synes at tilkiende give, at Kong Christopher døde naturlig Viis sigende: Sub extremum pacifice rebus cunctis administratis in fata concessit [til sidst afgik han ved døden efter fredeligt at have ordnet alt]: Maa skee at han af Respect for Geistligheden har fingeret saadan U-videnhed.
Arild Huitfeldt:3 En Kaart Chronologia, Forfølge oc Continvatz, paa huis som her vdi Danmarck skeed oc bedreffuen er … 1182 … indtil … 1448, I (København 1600), s. 285
[…]
Som denne Wenighed stod paa/ drog Kong Christoffer til Judland/ oc foer ind vdi Ribe/ at hand vilde met Bispen sammesteds/ som altid vaar paa hans side/ see/ huad Raad hand kunde finde/ til at nederlegge denne Tuedract/ som var kommen hannem oc Erchebispen imellem/ hvor hand aff Bisp Arnfasto vdi Aarhus/ huilcken Erchebisp Jacob imod Kongens vilge/ sætte til Biscop/ Oc vaar did kommen/ som at tale met Kongen/ om det almindelige Beste/ Bleff forgiffuen/ En deel skriffue/ vdi Sacramentet/ Andre sige/ At der hand vaar hos hannem til Giest/ huilcket vaar en gruelig oc erskreckelig Handel/ enten vdi Sacramentet at forgiffue nogen/ som er indskicket Mennisken til Hielp oc Trøst/ eller oc i andre maader/ den hand haffde suoret Huldhed oc Troskaff/ Men de gode Fædrer actet der ringe om/ oc giorde sig ingen Samuittighed om hannem/ at forgiffue/ effter hand vaar bandsæt/ som vore Jesuiter paa denne dag icke heller giøre/ Oc strax effter hand vaar bleffuen død/ bleff hand sammesteds begraffuen vdi Domkircken/ mit vdi Choret/ hos Bisp Christens Hoffuet aff Ribe/Anseendis hand haffde Appellerit vdi Hoffuetsagen til Rom. Hand døde Aar 1259. […]
Uddrag af Hans Svaning:4 Om Koning Christopher. Original på dansk i Det Kongelige Bibliotek, København. Gengivet efter Kr. Erslev (red.): Svaning-Hvitfeld, Svanings Danmarkskrønike 1241-1282 sammenstillet med Hvitfeld og kildemæssigt oplyst (København: Selskabet for Udgivelse af Kilder til dansk Historie, 1928), s.91-93
[…] Siden drog Kong Christopher ind udi Jutland och befandt der Almuegen at værre hannem møgit uvillig for then store Ofverlast, the hafde stedste lid thilforn af hannem och hans Folk i mange Maade. Therfor gaf hand sig ind udi Ribe oc lod strax gribe Biscop Esche oc sette hannem i Fengsel, endog hand hagde althid giort hannum stor Thieniste och Bistand thilforn. Och Koning Christopher belef siden nogen Thid longt i Ribe och torde icke gifve sig ud paa Landet, thil saa lenge hand finge ther sin Helsodt och døde om Eftherhøsten i thet samme Aar, som Archebisp Jacob blef fangen, Aar efther Christi Fødsel mcclix, och ligger begrafvidt i Ribe; och sigis thet for viste, at samme Koning blef forgifven af Archebiscop Jacobs oc Biscops Peders Anhengere. […]
Uddrag af Hans Svaning: Commentari rerum Danicarum. Bevaret i afskrift på latin i Det Kongelige Bibliotek, København. Oversat efter Niels Skyum-Nielsen: Mordet på Kennedy og andre opgaver i kildekritik (København: Munksgård, 1973), s. 250 samt Erslev (se tekst 10), s.92
[…] Under disse stridigheder drog kong Kristoffer til Jylland og tog ind i Ribe by for med den stedlige biskop, som til stadighed var tilhænger af hans sag, at overlægge, hvorledes striden mellem ham og ærkebispen kunne bilægges; dér døde han pludselig, kort efter at han var ramt af den romerske paves bandstråle, forgivet med gift, rakt ham i nadveren af Arnfast, bisp af Århus, som ærkebisp Jakob havde trængt ind som biskop mod kongens vilje, og han blev begravet i domkirken sammesteds midt i koret ved hr. biskop af Ribe Christierns hoved år 1259. […]
Uddrag af Exordium monasterii quod dicitur Caræ Insulæ (Øm Klosters krønike).5 Original på latin i Det Kongelige Bibliotek, København. Oversat efter M.Cl. Gertz (red.): Scriptores minores historiæ danicæ medii ævi (København: Selskabet for Udgivelse af Kilder til Dansk Historie, 1922), s. 217f
Krøniken beretter om munkenes strid med bisp Tyge af Århus, der har krævet gæsteri af klostret og med magt forsøger at tiltvinge sig dette; i februar 1263 har bispen indklaget brødrene for sysseltinget og fremsætter her nogle anklager mod dem:
[…]
Den næste torsdag klagede bispen på Åbo Syssels ting […] og sagde, at han var blevet jaget ud af klostret med stokke og knipler. Desuden sagde han, at vi havde ringet med klokken for at kalde munkene, lægbrødrene og alle [klostrets] undergivne sammen for at drive ham væk. Ligeledes sagde han, at vi skjulte mange af kongens fjender, blandt hvilke han som den første nævnte bisp Arnfast. Og siden denne nu er bragt på tale, skal jeg fortælle noget om ham.
På den tid hvor [bispe]sædet i Århus stod ledigt, var der tolv kanniker. Da de foretog valget, stemte de seks på én, de seks andre på en anden; heraf fulgte langvarig strid og splid mellem dem, således at valget tilfaldt ærkebisp Jakob, som selv var drevet ud af riget på grund af den fejde, der herskede mellem ham og kong Kristoffer, fordi han ikke ville finde sig i, at hans kirke led uret. Den nævnte ærkebisp valgte så den fremragende og vellærde mand af ædel byrd, hr. abbeden af Ryd kloster ved navn Arnfast, og indviede ham til bisp af Århus. Denne Arnfast vovede dog ikke, fordi han var valgt og indviet mod dronningens [dvs. enkedronning Margrethes] vilje, at iklæde sig den nævnte kirkes goder, men vendte tilbage til sit førnævnte abbedi, hvor han opholdt sig lige til sin dødsdag. For hans skyld gæstede i samme år Jens Kalf, hr. kongens marsk, os syv gange med mindst 300 heste for at forsøge, om han kunne fange nævnte bisp Arnfast; han svor endda, at han ville gribe ham, om han så fandt ham foran højaltret. Men denne gode mand har aldrig været i dette hus, efter han blev viet til
