Lundensem (København: Gad, 1932), s.67-72
Urban, biskop, Guds tjeneres tjener, til sin ærværdige broder Jakob, ærkebiskop af Lund, hilsen og den apostoliske velsignelse.
Det er kommet os for øre, ved at rygtet råber det ud, og råbet udbreder dit vanry, at kirken i Lund, som forhen plejede at blomstre i rigdom gennem voksende åndelige og timelige goder, nu i din tid som følge af din ondskab og dit overmod er kommet i en så ynkelig tilstand, at den, hvis ikke den hurtigt får hjælp gennem det apostoliske sædes råd og dåd, næppe kan bringes til at rejse sig igen, da den i det åndelige er så godt som helt brudt sammen, og med hensyn til det timelige, som plejede at give en årlig indtægt på 6 000 mark sterling, [men] som nu siges næppe at give 100 mark, har [den] lidt uhyre skade og er så at sige styrtet uopretteligt sammen.
Det siges også at, skønt du efter skik og sædvane i Danmarks rige har aflagt mandsed til kong Kristoffer, i berømmeligt minde, og svoret troskab på sakramentet, på splinter af det sande kors, hvorpå vor frelser hang, og på andre hellige ting, [så] har du i foragt for denne gudsfrygtige ed ikke undladt at begå majestætsforbrydelse, dristet dig til at stifte en sammensværgelse mod kongen og forbundet dig med kongens og rigets mægtige fjender, som du på forræderisk vis har hjulpet med penge, […] og som den, der praler af sine misgerninger, undser du dig ikke for offentligt at erklære, at alt dette er udført på din befaling.
[…]
Desuden har du, som om det ikke var nok for dig at være Jordens konger til byrde, også gjort dig til besvær for Himmelens konge, […] thi til Fadervor, som Kristus selv har fastsat, og til Trosbekendelsen […] har du ikke undset dig for at føje nogle rettelser, eller rettere forvanskninger; og hvad der er [endog] mere fordømmeligt, du har ladet dit stifts præster, der dengang var samlet til kirkemøde, sværge på at de ville antage Fadervor og Trosbekendelsen med dine rettelser og give deres sognebørn undervisning deri og lære dem disse rettelser. […] hvis dette er sandt, er det uden mindste mål af tvivl kætteri.
På hvilken måde, du har været og [endnu] er os og det apostoliske sæde lydig og hengiven, viser sig i din fordømmelige fremfærd i sagerne vedrørende de engang ledige bispestole i Børglum og Århus. Til den ene, nemlig den i Børglum, indviede du faktisk imod dette sædes bestemmelse og befaling en tidligere Elav,6 der var ilde berygtet for mange og store forbrydelser; til den anden, den i Århus, indviede du faktisk, hvad der sandelig var en forbandelse, Arnfast, kong Eriks åbenbare fjende, da det jo siges, at han skal have ryddet denne konges fader af vejen ved gift, [og] dette gjorde du, inden spørgsmålet om vor ærværdige broder Tyges valg til biskop i Århus var afgjort ved dette sæde. Det samme fremgår tydeligt af den påfaldende foragt og det hånlige overmod, som du så anmassende og fordømmeligt har udvist overfor vor elskede søn, magister Gerald, dette sædes nuntius7 i Danmark, og tillige af den afskyelige trods, hvormed du, skønt du af denne nuntius på vore vegne var stævnet til personligt at rejse herned og fremstille dig for os, har ladet os vente i år og dag, idet du stadig forhærder dit sind og åbenlyst erklærer, at du lader hånt om at komme til os. […]
[…] da det er fra digselv, denne kirkes hele ulykke udspringer, formaner, beder og opfordrer vi din broderlighed, idet vi indtrængende pålægger dig og kærligt råder dig til at gå i dig selv og holde dig hele din egen færd for øje, til ikke mere at misbruge det nævnte sædes tålmodighed overfor dig [og] ikke længere afvente denne kirkes yderligere ødelæggelse, men sørge for dens og din egen fred og ro ved inden otte dage efter modtagelsen af dette brev frivilligt at nedlægge dit embede overfor vore elskede sønner prioren i Halmstad i Lunds stift og underprioren i Lund, hvem vi på grund af denne sag sender et særligt budskab, og hvem vi derved giver fri fuldmagt på vore vegne. […]
Givet i Orvieto 4. april i [vort pontifikats] 3. år [= 1264].
Brev fra Ribe Domkapitel til paven, Ribe 13. maj 1261. Latinsk tekst bevaret i vidimeret afskrift8 fra 1295 i Rigsarkivet, København. Oversat efter gengivelsen i Diplomatarium Danicum 2. række I, nr. 338, s. 260-62
I den hellige og udelelige Treenigheds, Faderens, Sønnens og Helligåndens, navn, Amen.
Vi, kapitlet ved Vor Frue Kirke i Ribe, søger gennem appel tilflugt til det apostoliske sædes beskyttelse mod den ærværdige fader, vores overherre, hr. Jakob, ærkebiskop af Lund, Sveriges primas, for at han ikke skal forsøge noget mod os i anledning af en vis bestemmelse, vedtaget på det kirkemøde samme for nogen tid siden holdt i Vejle, [en bestemmelse] som begynder: Da den danske kirke. Da vi var kaldt til det nævnte møde, vedtog vi i enighed fra vort kapitel at sende de gode mænd, vor ærkediakon og hr. Tue, provst i Vardesyssel, vore medkanniker, og selvom de havde hørt oplæsningen og den offentlige kundgørelse af nævnte bestemmelse, havde de ikke fået adgang til de forudgående hemmelige forhandlinger om samme.
Da de havde meddelt os dette, mishagede det, som var sket, omgående den største og besindigste del af os, dels på grund af den ringeagt, der var vist vore udsendinge, dels fordi bestemmelsens ordlyd efter vor mening ikke var fri for falskheder, dunkelheder og anslag mod fyrsten.
Desuden mente vor ærværdige fader, hr. bispen af Ribe, ved nøjere eftertanke, at selv om han først havde samtykket i nævnte bestemmelse, skulle ikke dens ords ydre skal, men dens fornuftige mening holdes og tjenes. Da han frygtede, at hr. ærkebispen muligvis kunne blive fornærmet på ham, når ordenes overflade ikke tjentes, opsøgte han [bispen] ham personligt. Men denne [ærkebispen] var på dette tidspunkt kun fredelig og venskabelig.
Da nu bispen ville sikre sig mod, at hr. ærkebispen ville forsøge at gøre noget mod ham på grund af denne sag, appellerede han fra dennes forsamling til det apostoliske sæde på vegne af sig selv, sin kirke, sit kapitel, sin by og sit stift samt den gejstlighed og alle menigheder, som var undergivet ham. Og da han var vendt tilbage, gentog han højtideligt den samme appels ord i den synode, som holdtes under hans forsæde i Ribe i det Herrens år 1260 på de 11 000 jomfruers dag [= 21. oktober].
Men hr. ærkebispen lod, uanset denne appel var korrekt foretaget, og selvom han opholdt sig udenfor riget og var mistænkt for forræderi, derpå offentligt hr. bispen lyse i band ved en udsending, som det siges, i kirken i Ribe. Men vi mente hverken at måtte eller at have pligt til af denne grund at udelukke hr. bispen af vort fællesskab.
For at hr. ærkebispen ikke derfor skal kunne straffe os i anledning af dette fællesskab, appellerer vi påny til det apostoliske sæde.
Desuden tror vi, at vi bør appellere for tredje gang, for at han ikke skal vende straffens brod mod os, fordi vi har tilladt, at liget af hr. Kristoffer, forhen de Danskes konge, som mødte en brat død i Ribe, blev begravet i vor kirke,9 han [kongen] som efter hr. ærkebispens ord havde pådraget sig bandstraffen, netop fordi han havde befalet ham [ærkebispen] taget til fange og slæbt i fængsel. Thi selvom denne befaling havde været klar, så viste han [kongen] i sin dødsstund ikke alene tydelige tegn på anger, men han fremførte åbenlyst i klare ord løfte til hr. ærkebispen og kirken i Lund om erstatning for sit overgreb, [et løfte] som hans arvinger kan holdes fast på og tvinges til. Selv må han have fået absolution, således som han på sit yderste opnåede syndernes forladelse.
Derfor appellerer vi skriftligt til det apostoliske sæde og [beder om] nævnte sædes beskyttelse mod disse forurettelser, mod hvemsomhelst, vi frygter, og mod alle andre, som har i sinde at gøre ondt imod os, for os og vor kirke medsamt de øvrige sognekirker, der tilhører os i fællesskab eller enkeltvis med de menigheder og folk som hører derunder.
Og vi ville også indtrængende bede hr. ærkebispen,
