25Caspar Paludan-Müller: »Kong Erik Glipping og den romerske Kurie i Kongens Strid med Ærkebiskop Jakob Erlandsen«, i samme: Studier til Danmarks Historie i det 13de Aarhundrede, IV (København 1872), s. 320f, 32
[…] Kong Kristoffers Død i Ribe den 29de Mai 1259. At han er ryddet afveien ved Gift er vel ikke bevist, fordi Dødsaarsagen ikke blev Gjenstand for en retlig Undersøgelse; men Meningen derom var strax saa almindeligt udbredt, fandt saa fast en Tiltro og maa have havt saa stærke Indicier at støtte sig til, saa at den aldrig er bleven gjendreven, ja ikke engang bestridt af Andre end Kongens og Kongehusets lidenskabelige Fjender. Som Gjerningsmanden udpegedes strax og almindeligt Arnfast, Abbed i Rykloster i Sønderjylland; men Ingen siger os, om han havde Medskyldige og Tilskyndere, eller handlede af sit eget Hjertes Ondskab.
[…]
Jakob Erlandsen var […] i sin gode Ret, da han nu providerede Aarhus Bispestol med en Mand af sit Valg; men han misbrugte denne Ret paa den mest oprørende Maade: han valgte Arnfast, Abbeden fra Ry, den samme Arnfast, hvem et almindeligt Raab betegnede som Kong Kristoffers Giftmorder! […]
Kristian Erslev: Den senere Middelalder (1241-1481) (Danmarks Riges Historie, II), (København: Det Nordiske Forlag, 1905), s.52f
[…] For at gøre Ulykkernes Maal fuldt døde Kong Kristoffer pludseligt i Ribe d. 29. Maj 1259. Det hed sig straks, at han var blevet forgivet af sine kirkelige Modstandere, og man nævnte endog en bestemt Mand som Morderen, Abbed Arnfast af Ryd Kloster; opklaret blev Sagen aldrig. […]
Erik Arup: Danmarks Historie, I (København: Hagerup, 1926), s. 314
[…]
Da var kong Kristoffer I. fjorten dage før, 29. maj, pludselig død i Ribe; det hed sig straks, at Cistercienserabbeden Arnfast fra Rydkloster havde forgivet ham, endog i nadveren. […]
Palle Lauring: Valdemars sønner og Unionen (København: Gyldendal, 1960), s. 34ff
[…]
Og så når atter et budskab landets og Kongens fjender og ændrer brat situationen: Kong Kristoffer er død.
Det hævdes, at i Ribe er han gået til alters hos Abbed Arnfast fra Rydkloster 29. maj 1259, og Abbeden har hældt gift i altervinen.
Kristoffer bliver gravlagt foran domkirkens højalter, og da hans kirkelige uvenner mener, at det er for ærefuldt for kirkens fjende, hævder Ribekannikerne, at Kongen på dødslejet har »vist klare tegn på anger og lovet at gi Ærkebispen fuld erstatning for alt«.
At kongen er blevet forgivet i altervinen har man siden tvivlet på, men der er næppe grund til at tvivle om det, som samtiden mener og siger højt. I sit store brev til Jakob Erlandsøn, af 4. april 1264, altså ikke fulde fem år efter Kongens død, går Pave Urban den Fjerde da også ud fra, som en nogenlunde given ting, at Arnfast er Kongens drabsmand.
[…]
At Kristoffer blir dræbt af en kirkemand lyder rimeligt. Tidens politiske metoder er i hele Europa skrupelløst konsekvente, som drabet på Knud Lavard. […] Den kun 40 år gamle Konge dør pludseligt, så vidt vi véd uden at han har været syg. Selv når vi fastholder hans død som et giftmord, er Danmark i det stykke ikke nær på højde med hvad der præsteres i udlandet, så drabet har intet usandsynligt ved sig.
[…]
I en efterskrift til 2. udgave (1974) tilføjer Palle Lauring:
[…] det diskuteres stadig, om Christoffer den Første blev eller ikke blev forgivet af altervinen, som Abbed Arnfast rakte ham i Ribe. Opklaret blir sagen naturligvis aldrig – det er lidt sent med en politiundersøgelse. Det burde i bogen have været nævnt, at kongens altergang er ikke uortodoks. Idag får katoliker ved altergangen kun brødet, men på den tid fik de også vinen, som ved en protestantisk altergang. […]
Erik Kjersgaard: Borgerkrig og Kalmarunion, 1241-1448 (Politikens Danmarkshistorie, IV), (København: Politikens Forlag, 1963), s.98
[…] døde han [kong Christoffer] pludseligt i Ribe 29. maj 1259. Dødsfaldet var så belejligt for ærkebispens tilhængere, at det selvfølgelig blev stemplet som mord, og man udpegede abbed Arnfast fra cistercistenserklostret Ryd som gerningsmanden; han skulle have kommet gift i den hellige nadver, da han tog kongen til alters. […]
Helge Paludan: »Tiden 1241-1340«, i Aksel E. Christensen mfl. (red.): Danmarks Historie, I: Tiden indtil 1340 (København: Gyldendal, 1977), s. 448
[…] Da var imidlertid kort før Christoffer 1. død, som det påstodes, forgivet ved nadveren af en af sine kirkelige fjender.
[…]
