da kun kongens broder Benedikt og nogle enkelte andre hos ham, styrkede ved den fasthed, som hellig troskab og kærlighed forlener, og nu, under de grusomme og uventede trængsler, som omgav ham og hans mænd, vendte den såre fromme kong Knud efter de hellige mænds eksempel sin hu og sit fjed til den helligste Jomfru Marias og den salige martyr Albans kirke. Hyppig havde han, som det sömmer sig, været optaget af faste og hellig bön, og nu var han det særlig, ret som om han higede efter nu snart ved martyrhøvdingen Kristi hjælp at få lod og del sammen med martyren Alban, som han elskede frem for alle, og som han selv havde ført hid fra Angelsaksernes land, og hos andre helgener, som var hæderkronede med deres eget hellige blod.
Men da han dog endnu engang vilde prøve at tale den kun alt for fremfusende og uforstandige almue til rette og berolige den, stillede han borgen og sikkerhed for, at han vilde bruge retfærdighed i alle forhold overfor undersåtterne, og han føjede til med éd, at ikke nogen uskyldig skulde omkomme for hans skyld. Men den vanvittige og ustyrlige hob, der ikke tog hensyn til menneskeslægtens elendighed, begyndte da endnu værre at rase med vanvittig hu og søgte på alle måder at nedbryde helgenernes hellige hus og Herrens kirke eller i alt fald ødelægge den ved at lægge ild til. Hvorfor skulde jeg dvæle længe her? Danernes fører og pryd, han som ved martyrdøden ønskede at vinde sig den sikre og uforgængelige krone og regnede denne verdens forgængelige ære for et fnug, lagde da de verdslige våben fra sig, for at han ikke skulde gå til grunde med de ugudelige, hvis han elskede det forgængelige legeme mere end ånden; han gentog bekendelsen af sine fejl og overtrædelser og forøgede angerens velfortjente lön, modtog med ærefrygt og inderlig fromhed Herrens legemes sakramente til næring for sit evige vel og betroede med fortrøstning sig og sine mænd i den himmelske styrers hånd. Ufortøvet kastede nu folkets skarer sten og spyd gennem vinduerne og de andre åbninger hen imod kongen, indtil det lykkedes en af helligdomsskænderne at gennembore den fromme konge med en lanse. Ja, med armene korsvis udbredte blev han foran den hellige martyr Albans alter ramt i siden af spydsodden. Det var da den 10. juli, at han således fromt udgød sit blod foran Kristi alter og blev fældet ved vor Herre Kristi styrelse og hjælp, tör jeg sige. Ham tilkommer hæder og ære i al evighed. Amen!
Men da det ellers hverken læses i de hellige skrifter eller fortælles blandt folk, at nogen anden konge er bleven så grumt og ynkelig dræbt i et helligt gudshus af sine egne krigere, mener vi eller skönner vi af begivenhedernes gang, at den almægtige Gud, hvis kirkehvælving han havde betragtet som den höjeste fyrstes hal og derfor med fuld föje søgt ly og værn i, blev over dette såre fortörnet som den, man havde vist ringeagt imod. Derfor lod Gud sin straf straks følge efter som en tugtelse: næsten hele Danmark voldte han trængsel og regnskyl, helsot, hungersnød og dyrtid så længe, indtil det gennem mange syner og åbenbaringer var blevet flere mennesker klart, at kongens stakkels legeme, der var ynkelig nedkastet i jorden og hidtil havde ligget upåagtet hen, burde tages op deraf og i höjeste mål hædres og æres blandt de hellige. Kort at fortælle, da rygtet om disse åbenbarelser var blevet almindelig udbredt, kom Jyderne med deres såre fromme bisper og præster til os i priselig tro og fromhed; de holdt rådslagning med os, og dér tog de den beslutning, at martyrkongens ben med sømmelig ære skulde tages op af graven.
[…]
Miraculi fortsætter med en beretning om tre undere, som skete, efter at liget var gravet op: da man tog knoglerne op, blev der lys og klar luft efter to dages mørke og regnskyl, som »voldte os megen uro«; da man tændte ild under knoglerne, blev ilden slukket som af vand; endelig døde kong Olav. Legenden nævner intet om de gode år under Erik Ejegod, ej heller noget om helgenkåringen. Måske er den blevet brugt ved den danske henvendelse til paven herom.
Tabula Othiniensis (Odensetavlen). Tabt, men indskriften bevaret i tryk på latin 1626. Gengivet efter oversættelsen i M.Cl. Gertz: Knud den Helliges Martyrhistorie (København: Universitetsbogtrykkeriet, 1907), s. 3-5
I Ole Worms Fasti Danici (Danske festdage) fra 1626 er gengivet en latinsk tekst, som skal have været indgraveret på en mindetavle af kobber, der fandtes i Sankt Knuds helgenskrin. Skrinet, der endnu står i krypten under Sankt Knuds kirke, blev åbnet i 1981. Man fandt knoglerne af en voksen mand med svære læsioner i kraniet, men ingen tavle. Skrinet blev ved Reformationen fjernet fra alteret og indmuret i et kapel, men kom for dagens lys, da kapellet blev revet ned i 1582. Siden er skrinet blevet plyndret for kostbarheder og kobbertavlen forsvundet, men indskriften er forinden blevet afskrevet, uvist af hvem, og sendt til Ole Worm. I skrinet fandtes en anden indskrift, det såkaldte epitafium, indgraveret måske på samme tavles bagside, måske på en særskilt tavle; også denne indskrift blev afskrevet (jf. noten til tekst 3).
År 1086 efter Herrens Menneskevorden maatte i Byen Odense de danskes berømmelige Konge og Førstemartyr Knud for sin Iver for den christelige Religion og sine Retfærdighedsgerninger i den Kirke, der var viet til den hellige Martyr Albanus, som kort forud ved ham selv var overført fra England til Danmark, da han efter Bekendelsen af sine Synder var styrket med Herrens Legemes Sakrament, og foran Alteret, med Armene udbredt paa Jorden i Form af et Kors, var blevet stungen i Siden med en Lanse, den 10. Juli og den sjette Ugedag lide Døden for Kristus og gik til Hvile i Ham.
Dræbte blev ogsaa sammesteds med ham hans Broder, efter sit Navn og ved Martyriets Naade Benedictus og hans 17 Medstridere, nemlig Asmund, Blakke, Sven, Agge, Thurgot, Bernhard, Gudmer, Æskil, Toke, Palne, Atte, Sune, Rosten, Milo, Radulf, en anden Thurgot og Vilgrip. Ligesom alle disse ved Guds Naade har været Fæller med deres Konge og Herre i Martyriets Lidelser, saaledes skulle de efter Fortjeneste blive delagtige med ham i Trøsten og Lønnen.
* * *
1 Det ældste bevarede islandske håndskrift er fra ca. 1150. Den islandske saga om de danske konger hedder Knytlingesaga (dvs. sagaen om Knuds – måske Knud den Stores – efterkommere). Den er skrevet på islandsk i anden halvdel af 1200-tal-let og har en meget fyldig beretning om Knud den Helliges død, som i de fleste detaljer afviger fra Saxos. Skurkene er nogle helt andre. Oluf Hunger optræder ikke, og forræderen hedder ikke Blakke, men Asbjørn. Kongen dræbes af en anden forræder, Ejvind Bifra, der gennemborer ham med sit sværd, efter at han er blevet såret i hovedet af sten, som bliver kastet ind gennem vinduerne.
2 Valdemar Sejr (se indledningen).
3 1214 anerkendte den tysk-romerske kejser Frederik 2. Valdemars besiddelse af alt land nord for Elben og de vendiske områder øst herfor. Faktisk beherskede han det meste af Østersøens sydkyst, herunder også den polske. I 1219 erobrede han Estland, men 1223 begyndte nedturen, da en af hans tyske vasaller tog ham til fange.
4 Kurernes og sembernes land er beliggende i det nuværende Letland.
5 Knud den Store, konge 1018-35.
6 Limfjorden lukkedes mod vest ved Agger Tange engang i begyndelsen af 1100-tallet og åbnedes først igen under en storm i 1825.
7 Svend Estridsen.
8 Næsegæld, dvs. personskat.
9 Sebastian, en af den katolske kirkes største helgener, blev ifølge legenden dræbt med pileskud på kejser Diocletians tid. Stefan, den første kristne martyr, blev stenet uden for Jerusalems porte.
10 Knud kan selv efter et togt til England 1069-70 have hjembragt Sankt Albans og Sankt Oswalds relikvier til Odense.
11 Citater fra Klagesangene 2:19 og Joels Bog 1:17.
12 Biskop i Odense i 1101. Andet vides ikke om ham.
13 Verset
