har været udsat for en del kritik, men i almindelighed er dens principper, som de er fremstillet ovenfor, anerkendt som et nødvendigt led i historieforskningen, et fælles metodisk minimum, som alle historikere skal leve op til. I grunden burde alle fag leve op til disse principper. Alle, journalister, sociologer, medicinere, økonomer såvel som almindelige avislæsere, bør jo i princippet forholde sig kritisk til de oplysninger, de benytter, betragte deres kilder som levn af en bestemt ophavssituation og vurdere dem derefter. Det gør alle også i en vis udstrækning, men ikke mange gør det så konsekvent som den trænede historiker. Det er ikke kildekritikken i sig selv, der udmærker historikeren, så meget som dette, at han altid har den med sig.
Brugen af kildekritikkens begreber
Begreberne »udsagnsevne-udsagnskraft«, »levn-beretning« osv. forekommer til forskel fra f.eks. økonomens begreber sjældent i den færdige afhandlings tekst. De er ikke på samme måde virksomme i tilrettelæggelsen, forståelsen og struktureringen af emne og problemstilling, men alene beregnet på opøvelsen af den rette kritiske holdning til og håndtering af kilderne og disses enkelte udsagn, frem for alt på indøvningen af den læserposition, hvorfra man anskuer kilden som levn. Når man har øvet sig tilstrækkeligt længe, og den er kommet ind på rygraden, så man hvert øjeblik er klar til at indtage den, kan man godt lade begreberne ligge. Kildekritik er et spørgsmål om øvelse og atter øvelse. Man forbereder sig ikke bedst til eksamen ved at lære kildekritikkens begreber udenad. Det gør man ved at øve sig, dvs. gennemarbejde så mange kildesæt og skrive så mange skriveøvelser som muligt. Men bruger man begreberne, skal man naturligvis bruge dem korrekt.
Danske lærebøger i kildekritik
Kristian Erslev: Historisk teknik. Den historiske Undersøgelse fremstillet i sine Grundlinier, 2. udgave, 10. oplag med efterskrift af Kai Hørby og Hans Vammen (København: Den Danske Historiske Forening, 1987) (1. udgave 1911, 2. udgave 1926)
H.P. Clausen: Hvad er historie? 2. udgave (København: Paludan, 1986; 2. oplag 1999) (1. udgave 1963)
Knut Kjeldstadli: Fortiden er ikke hvad den har været (Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag, 2000) (norske udgaver 1992 og 1999)
Sebastian Olden-Jørgensen: Til kilderne! Introduktion til historisk kildekritik (København: Gad, 2001)
***
Mordet på Knud den Hellige 1086
Opgaveformulering
På grundlag af en kildekritisk analyse af de efterfølgende tekster ønskes en drøftelse af, hvorfor og hvordan Knud den Hellige blev dræbt.
Indledning
Af den danske konge Svend Estridsens mange sønner blev hele fem konger efter hinanden. Mest berømt blev Knud, senere kaldt »den Hellige« (1080-86), som i året 1086 blev dræbt i trækirken Sankt Albani i Odense af en skare oprørske undersåtter. Liget blev begravet i kirkens gulv, men i 1095 taget op og overført til krypten i den stenkirke, Knud selv havde indledt opførelsen af. Hans broder Erik Ejegod (1095-1103) bevægede paven til at kåre ham til helgen, og da Sankt Knuds kirke blev indviet 19. april 1101, blev hans jordiske rester anbragt i et kostbart skrin på højalteret. Kong Erik lod ved kirken opføre et kloster til indkaldte engelske benediktinermunke, som derefter værnede om denne første danske helgens minde og nød godt af valfarterne til hans grav.
Erik Ejegod døde i 1103 på en pilgrimsrejse til Jerusalem og efterfulgtes af sin broder Niels den Gamle (1104-34). Denne konge førte som sine ældre brødre Harald Hén (1074-80) og Oluf Hunger (1086-1095) en fredeligere politik end Erik Ejegod og Knud den Hellige, der havde drømt om at generobre sin forfader Knud den Stores trone i England.
Der udviklede sig i løbet af 1100-årene en modsætning mellem Erik Ejegods og Niels den Gamles efterkommere. Striden brød ud i lys lue, da Eriks søn, hertug Knud Lavard, i 1131 blev dræbt af sin fætter Magnus, søn af kong Niels. Niels og Magnus blev besejret og fordrevet af Knud Lavards broder Erik Emune i slaget ved Fodevig 1134. Erik blev konge, men striden fandt først sin endelige løsning, da Knud Lavards søn Valdemar, kaldet »den Store«, i 1157 besejrede sine konkurrenter og endeligt tog magten. Valdemar, der var født samme år som faderen blev myrdet, var vokset op hos den sjællandske stormand Asser Rig sammen med dennes to sønner Absalon og Esbern. Absalon (1128-1201) blev biskop i Roskilde og i 1177 ærkebiskop i Lund, og han var Valdemars nære allierede indtil dennes død i 1182. Sammen drog de på korstog mod de hedenske vendere syd for Østersøen, ligesom Knud Lavard havde gjort før dem, og sammen byggede de en stærk kongemagt op i tæt alliance med kirken. I 1170 lykkedes det dem at få Knud Lavard kåret til helgen.
Valdemar efterfulgtes af sin ældste søn, Knud 6. (1182-1202), der efterfulgtes af sin yngre broder Valdemar Sejr (1202-41). Denne udvidede den danske konges herredømme i Østersøområdet yderligere ved at underlægge sig dele af Nordtyskland samt Estland. Absalon efterfulgtes som ærkebisp af den lærde Anders Sunesen.
Oversigt over teksterne
| Tekst 1 | Uddrag af Saxo: Gesta Danorum (Danernes bedrifter) |
| Tekst 2 | Uddrag af Roskildekrøniken |
| Tekst 3 | Uddrag af Ælnoth: Gesta Sweonmagni regis et filiorum eius et passio gloriosissimi Canuti regis et martyris (Kong Svend Magnus’ og hans sønners bedrifter og den mest berømmelige konge og martyr Knuds lidelseshistorie) |
| Tekst 4 | Uddrag af Passio Sancti Canuti regis et martyris (Kongen og martyren Sankt Knuds lidelseshistorie) |
| Tekst 5 | Tabula Othiniensis (Odensetavlen) |
Første side af det Saxo-manuskript, der blev fundet i Frankrig i 1863, nu i Det Kongelige Bibliotek, København. Rettelserne og tilføjelserne lader formode, at der er tale om Saxos eget arbejdseksemplar.
Uddrag af Saxo: Gesta Danorum (Danernes bedrifter). Tabt på nær enkelte fragmenter, men bevaret i tryk på latin 1514. Gengivet efter oversættelsen i Saxo Grammaticus: Gesta Danorum. Danmarkshistorien, oversat af Peter Zeeberg (København: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab/Gad, 2005), I: 73-77, II: 39-41, 45-59
Saxos Gesta Danorum (Danskernes bedrifter) er den kendteste danske krønike fra middelalderen. Den er ikke skrevet på almindeligt middelalderlatin, men på såkaldt sølvalderlatin, det sprog romerne – bl.a. historieskriverne Livius og Valerius Maximus – skrev på på kejser Augustus’ tid. Gesta Danorums sproglige og litterære udformning levede op til den romerske skrivekunsts og retoriks strengeste krav og finder næppe sin lige i middelalderens europæiske krønikeskrivning.
