af krøniken er jo fra en langt senere tid. Direkte forfalskninger er vel sjældne, men de findes. Det klassiske eksempel er det konstantinske gavebrev, hvori kejser Konstantin i begyndelsen af 300-tallet overgav sin kejserlige myndighed til paven. Brevet viste sig ved en nærmere undersøgelse af dets sprog og udformning at være en pavelig forfalskning fra det 11. århundrede. Et nyere eksempel er Hitlers dagbøger, der blev afsløret ved en kemisk analyse, som viste, at det blæk, der var brugt, var produceret langt senere end 1940’erne.
Enhver kilde skal anskues som levn af sin ophavssituation og stilles over for spørgsmål som de nævnte: hvem, hvor, hvornår, hvorfor, hvad, hvordan? Det er langtfra sikkert, man finder svar på dem alle. Ofte må man nøjes med at forestille sig ophavssituationen og tænke sig til eventuelle forhold, som kunne svække beretningens troværdighed. Dette er f.eks. tilfældet, når man arbejder med kildesæt, som de efterfølgende. Og selvom teksten rummer oplysninger om sig selv, som Gesta Danorum gør det, er det ikke sikkert, man kan stole på disse oplysninger.
Det er vores opgave at udvinde så holdbar en viden som muligt af kilden. Det kan vi kun ved at rette alle de kritiske spørgsmål til den, vi kan komme i tanker om. Straks vi har læst Saxos eller en anden krønikes beretning om mordet på Knud den Hellige og noteret, hvad den siger, altså fastlagt dens udsagnsevne, må vi spørge: Kan det nu også passe? Bestemmelsen af en kildes eller et enkelt kildeudsagns udsagnsevne skal øjeblikkeligt følges op af en vurdering af kildens og den pågældende oplysnings udsagnskraft. Vi må forsøge at finde argumenter imod kildens og dens enkelte kildeudsagns holdbarhed, ligesom forsvareren i en moderne mordsag må finde argumenter imod vidnesbyrdene om den anklagedes skyld. I princippet stilles der lige så store krav til oplysningerne om kongedrabet i 1086, som man i nutidens retssale stiller til oplysningerne om et mord, der skal pådømmes. Den professionelle mistanke – den metodiske tvivl kunne man kalde det – er historikernes kendemærke. Lige så vigtigt det er med sin fantasi at kunne forestille sig den fortidige virkelighed, at konstruere den i tanken så at sige, lige så vigtigt er det bagefter at kunne rive alt det ned eller i det mindste markere alt det, der ikke er belæg for i kilderne, efter at disse har været underkastet en kritisk prøvelse. Ellers skal kollegerne nok gøre det. Under forsvaret af en disputats om Påskekrisen 1920 sammenlignede en af opponenterne afhandlingen med Lunds Domkirke og dens hovedkilder med kirkens bærende piller. Han konstaterede, at den vigtigste af disse bærende piller var en bestemt politikers beretning, som han derpå gik i gang med at undersøge. Den holdt ikke for en nærmere prøvelse, og store dele af kirken styrtede sammen.
Målet med kildekritikken er at finde ud af nøjagtigt, hvad man kan sige og ikke sige om sit emne på grundlag af de foreliggende kilder. Dette mål når man sjældent. Hvad man når, er at opstille et billede, et tentativt svar på sine spørgsmål, underbygget af de oplysninger, man har hentet ud af sit kildemateriale og argumenteret for holdbarheden af efter at have overvejet alle mulige modargumenter.
Begreberne »førstehåndskilde« og »andenhåndskilde«
Beretningen fra en person, som var til stede i Sankt Albani under kongemordet, betegnes som en »førstehåndskilde« til den blodige begivenhed. En beretning fra en, der ikke selv var til stede, og som derfor bygger på andres beretninger, kaldes en »andenhåndskilde«. Saxos skildring af kongen, der modtog nådestødet liggende på ryggen med armene ud til siden i korsform som en anden Kristus, er en andenhåndskilde, eftersom Saxo blev født mange år efter mordet.
En førstehåndskilde er naturligvis bedre end en andenhånds. Folk, der har været til stede under en begivenhed, måske oven i købet som aktører i den, ved mere end folk, der ikke var til stede og kun har deres oplysninger på anden hånd. Men også førstehåndskilden må man forholde sig kritisk til. Øjenvidner er ikke altid pålidelige. Dette viser både vidnepsykologien og mange kriminalsager. Det sete afhænger af øjnene, der ser. Hvad en kirketjener, der tilfældigt overværede mordet i Sankt Albani, forstod og mente om hele situationen, ville på mange måder være afgørende for, hvad han så. Hvis han var på kongens parti, ville han se og navnlig bagefter fortælle noget helt andet, end han ville have set og fortalt, hvis han var på drabsmændenes parti. Førstehåndskildens værdi vil afhænge af dens ophavsmands hele forståelse af, hvad der skete, hans evne til at huske og gengive det huskede med ord, hvor lang tid efter mordet han skrev sin erindring ned, hans eventuelle hang til at dramatisere og meget mere. Enhver ved, at når der er gået en vis tid, er det ens egen fortælling om det skete, man husker, snarere end det, man virkelig oplevede, og fortællinger har det jo med at blive bedre og bedre, som årene går. Endelig er det ikke alt, man kan se med sine øjne. Kirketjeneren ville kunne se kongens person og nogle andre personer, der slog ham ihjel, men drabsmændenes motiver kunne han ikke se. Dem ville en af de aktive drabsmænd, hvis han ikke løj om dem, være en bedre kilde til end den passive tilskuer. Når man anvender kvalitetsbetegnelsen førstehåndskilde, må man gøre sig klart, nøjagtigt hvad den er førstehåndskilde til. Kirketjenerens beretning ville være førstehåndskilde til, hvor og hvordan kongen stod eller lå, da han blev dræbt, men ikke til, hvorfor nordjyderne forfulgte kongen til Odense og dræbte ham.
Begrebet »tendens«
En kilde vil ofte være præget af en bestemt, mere eller mindre bevidst tendens hos ophavsmanden, f.eks. en politisk tendens. Det er tydeligt, at Saxos idealkonge Knud den Hellige gør alt, hvad han kan for at gavne kirken. Dette kunne hænge sammen med, at Saxo selv var gejstlig, og at hans chef og opdragsgiver var den danske kirkes overhoved, ærkebiskop Absalon. Efterkommere af drabsmændene ville måske tegne et helt andet billede af kongen og kongedrabet ud fra en helt anden politisk tendens. En tendens kan være meget andet end politisk. Erindringer vil f.eks. ofte være præget af en tendens hos ophavsmanden til at fremhæve sin egen rolle i de begivenheder, han skildrer. I en vis forstand kan han slet ikke lade være. Uanset hvor beskeden han er, må han nødvendigvis skildre dem ud fra sit bestemte synspunkt, og han vil altid på en eller anden måde være interesseret i det billede, teksten tegner af ham selv. F.eks. kunne han være interesseret i at fremstille sig selv som et beskedent menneske.
Man kan gå endnu videre og sige, at enhver tekst har et formål og dermed en tendens til at fremstille tingene på en bestemt måde fra en bestemt vinkel. At den fuldstændigt neutrale og objektive tekst slet ikke findes. Men tendenser kan være mere eller mindre stærke og tydelige. Nogle tekster er mere tendensladede end andre. I kildekritikken gælder det overalt om at være opmærksom på eventuelle tendenser i en tekst. De kan have stor betydning for dens udsagnskraft. Også i positiv retning. Hvis en kilde f.eks. rummer et udsagn, der går imod dens generelle tendens, hvis vi f.eks. hos Saxo støder på et negativt udsagn om hans helt Absalon, vil dette udsagn alt andet lige stå stærkere end et lignende udsagn i en kilde, der var fjendtlig over for Absalon. Saxo har gjort en indrømmelse, fordi han i sandhedens interesse var nødt til det.
Begreberne »primær« og »sekundær«
Begreberne »primær« og »sekundær« drejer sig om afhængighedsforhold mellem kilder og kildeudsagn. En kilde er sekundær, hvis det kan påvises, at den har sine oplysninger fra en anden kilde, der i så fald kaldes primær. Det kan det kun, hvis denne kilde er bevaret. Begreberne »primær« og »sekundær« bruges i kildekritikken alene om afhængighedsforholdet mellem bevarede kilder og kildeudsagn. Saxo kan betegnes som sekundær i forhold til en række ældre kilder, hvis og kun hvis disse er bevaret, og det kan dokumenteres, at hans oplysninger stammer derfra. Hvis en anden senere krønike har hentet oplysninger fra Saxo, siges Saxo at være primær i forhold til denne senere krønike, uanset hvor han selv måtte have sine oplysninger fra.
Det er her igen vigtigt at skelne mellem teksten og dens enkelte udsagn. Gesta Danorum kan på en og samme side have udsagn, som er sekundære, og andre, som er primære. Før man bruger disse betegnelser om et udsagn, må man altid spørge: Primær i forhold til hvad? Sekundær i forhold til hvad? I
