Malmros.
Specielt har jeg grund til at takke medarbejderne ved Historisk Institut ved Aarhus Universitet (nuværende Institut for Historie og Områdestudier), den Norrøne Afdeling ved Nordisk Institut ved samme universitet, samt medlemmerne af den hedengangne Forening for Nordeuropæisk Oldtid og Middelalder (NOM) for det inspirerende miljø, de har skabt omkring mig, og for den positive holdning, de altid har vist mine arbejder. Her skal jeg så takke lektor Agnes Arnórsdóttir, der opfordrede mig til at lade mine artikler udgive i en samlet bog, og professor Bjørn Poulsen, der har givet mig virkelig væsentlige opmuntringer.
Men især må jeg takke min tålmodige
vejleder gennem mange år,
takke ham, hvem jeg tilegner denne bog
i venskab og ærbødighed:
Professor Erik Ulsig.
1 Eds: Margaret Clunies Ross, Kari E. Gade, Guðrun Nordal, Edith Marold, and Diana Whaley. Brepols Publishers. Turnhout, Belgium. Vols. I-IX.
DEN DANSKE LEDINGSFORSKNINGS HISTORIE
Med Eidsvoll-forfatningen 17. maj 1814 fik Norge sin demokratiske grundlov. Selve demokratiet var derefter ikke nogen brændende sag for Norge. Derimod var Norges mangel på ydre selvstændighed, først i “firehundredårignatten” under Danmark, dernæst i personalunionen med Sverige, et stadigt sår. Vikingetidens sagaglans og Norgesvældet var kære emner for norske historikere, og den norske ledingsflådes storhed var helt central heri. Kilderne var ganske fyldige i sagaer og love − og vakte måske færre intellektuelle problemer, end de burde.
I Sverige har trangen til at se orden i ledingens fortid altid været fremherskende, kun har de få og mangetydige kilder gjort det vanskeligt for svenske forskere at blive enige om, hvilken orden de skulle tillægge ledingsflåden.
I Danmark har forskningen omkring ledingen været tæt forbundet med forfatningskampen. Samtlige ældre forskere har bekæmpet adelsvælden og har derfor set ledingsflåden som en institution, der var mere oprindelig og dermed mere legitim end samfundstilstanden mellem valdemartid og enevælde. Ledingen var begrundet i menneskenes (eller i det mindste de frie mænds) fundamentale lighed og vakte derfor den varmeste interesse hos dem, der kæmpede for denne lighed, sådan som de hver især forstod den. Den franske tænker Montesquieu har direkte og indirekte haft gennemtrængende indflydelse på danske historikeres opfattelser af denne tidligtmiddelalderlige flådeorganisation. Forskerne har ofte været uenige, samtidig med at detaljer fra én sammenhæng er dukket op i senere helhedsbilleder − med nye begrundelser. Idealer om kongens rette plads i samfundet og om militærets rette forhold til det civile liv har som ønsketænkning præget hver enkelt skribents arbejde. De samme få kilder er blevet tolket i lyset af forskerens politiske standpunkt. De mange synspunkter har været mulige, fordi det samlede kildegrundlag har været utilstrækkeligt. Ønsket om en bedre fremtid har altid været hedt.
THESTRUP. 1756. Det ældste værk, helliget Danmarks ældre militære forhold og optaget i Bibliotheca Danica, skyldes den kongetro først fæstebonde, så selvejerbonde og til slut godsejer Christen Sørensen Thestrup (Testrup): Danmarks og Norges Krigs-Armatur1: “Othins Religionsprincipier” gjorde nordboerne meget krigeriske. “Da dette Haandværk at fare i Wiking baade var berømmeligt og profitabel” måtte kongerne “være betænkt paa, at indrette en ordentlig Militie til Landets Defension”, så det fra de hedenske tider “blev inddeelt i visse Skibredder”.2 Siden blev jorden yderligere delt i mark guld og mark sølv.3 Ledingsflåden beskriver Thestrup ud fra Jyske Lov III Bog kapitlerne 1-20. I sin tolkning af “Kong Valdemars Lov” bygger han på Arild Hvitfeldt, idet han som denne går ud fra, at hvert af Jyske Lovs “Havne-Lag” stiller et ledingsskib. Begge mener, at lovens “Tredingshavne” stiller fire mand til leding, dens “Siettingshavne” to mand og dens “Tolvtingshavne” én mand, således at der bliver tolv mand pr. ledingsskib.4 Fattige selvejerbønder og landboer skulle rede en ørtug i “Quærsæde” til kongen.5 Kongen oprettede tillige en “Livgarde” af bondesønner, der kaldtes “Herremænd”, en herres mænd, mænd, som han kunne forlene med styreshavner.6 Hverken titlen af herremand eller posten som styresmand er oprindeligt arvelig, men da herremænd i Jyske Lov får tilladelse til at måtte købe “saa megen Jord, som de orker” og eje denne afgiftsfrit, bliver også styreshavner og adelskab arvelige.7 Ved adelsvælden opstod en stor uret, da alle mennesker “af Naturen” er født lige.8 Adelsvælden medførte de største økonomiske og militære ulykker for landet, førte fra valdemartiden direkte op til svenskekrigenes nederlag, indtil “den store Revolution udi Regieringen Da Kongen blev overdraget en fuldkommen Souverainitet og Enevolds Myndighed”.9
Kongernes indkomster bestod i de allerældste tider af krigsbytte; men da landet siden blev “maalt og afpasset udi Mark Guld og Mark Sølvs Jorder”, fik kongerne “visse” indtægter. Af dem var “Lething” en “Udgift i Penge, som gaves til Krigsbehov”, når der kun blev udbudt “nogle faa saa kaldede Udliggere, som skulle passe paa Søe-Røvere, paa Rigets Strømme. Disse, som da sad hjemme, skulle give denne Ledings Udgift”. “Qværst eller Quærsæde” gaves af fattige selvejere og landboer, som ikke gjorde leding.10 Med tiden blev stadig mere jord fritaget for ledingsforpligtelser, og antallet af “jordegne Bønder” sank.11 Som enevældens tro borger nærer Thestrup den dybeste foragt for adelsvælden, der kun overgås af hans protestantiske had til den katolske kirke. Vikingetiden ser han som en proto-enevælde.
TYGE ROTHE. 1781-82 udgav den borgerlige godsejer Tyge Rothe Nordens Statsforfatning. Bd. I-II.12 Rothes hovedanliggende er de sociale katastrofer, som adelsvælden i “Lehnstiden” har bragt over Norden, i modsætning til “Odelstidens” samfundsforhold: I det gamle samfunds “Monarkie med Demokrazie”, forsamledes de skattefrie og økonomisk lige odelsbønder med kongen på folkemøder. Kongen kunne udnævne jarler og andre embedsmænd til at opkræve sagefald; men deres poster var rent personlige og gik ikke i arv13: En fødselsadel fandtes ikke.
Om militæret mener Tyge Rothe, at man i de allerældste tider har haft en ren fodfolkshær til landkrig. Den forudsatte og fordrede demokratisk lighed blandt krigerne. Siden fik man en flåde til søkrig, der stadig forudsatte økonomisk lighed blandt alle krigere. Aristokratiets udvikling hænger snævert sammen med indførelsen af det dyre rytteri. Dette voksede frem i valdemartiden, som det ses hos Saxo og i Jyske Lov.
Ledingen har altid stået under kongens befaling. I lighed med Arild Hvitfeldt regner Tyge Rothe med ledingsskibe på 12 årer. Skønt der stadig kæmper frie havnebønder i Jyske Lov, er rytterhæren (og dermed adelsvælden) i stærk fremgang under valdemartiden. Derefter er den dominerende. For Rothe som for Thestrup er adelsvælden indtil 1660 det store samfundsmæssige skræmmebillede og enevældens indførelse en glædelig begivenhed. Tyge Rothes idealer præges ikke blot af “fornuftstiden” under “den oplyste enevælde”, men også af hans varme kærlighed til folk og fædreland:
I de ældste Tider var Religionsøvelsen foreenet med det at beraadslaae om Staetens Sager: Disse Tinge vare den stoere Folkehøytiid, og enhver Huusfader søgte rimeligviis did: der skeede Offeret; der var almindelig Market: man glædede sig tilhobe, men man afgiorde og Staetens vigtige Ting. Odelsmanden havde sin liden Jordeyendom, og hans Indretning var saadan, at han selv kunde være borte: dette var fornødent i en Tiid, da han skulde kunne gaae i Leding naar Bavensilden brendte, eller Budstikken gik om: de kraftfulde Huusmødre, tilligemed Sønnerne og Huussvennene kunde vel besørge Odelsjorden dyrket: Skatterne vare ringe, eller rettere sagt, der vare ingen Skatter at udreede; hvilken Tilfredshed med sin Stilling maatte Odelsmanden føle? Og naar han kom frem paa disse Møder, hvor ikke den eene ved
