helt afhængige, lydige, edssvorne hirdmænd. Senere, i løbet af borgerkrigene ved midten af det tolvte århundrede, træder i følge Erslev disse “bondehøvdinger” langsomt i et nærmere forhold til kongsemnerne. Nu aflægger også de mandsed til kongerne, men de beholder deres gamle prestige og bliver aldrig så uselvstændige som de ældre tiders hirdmænd.58
Det er ikke helt klart, hvori Steenstrup, A.D. Jørgensen og Erslev tænker sig, at “stormændenes” oprindelige storhed har bestået. Tilsyneladende forestiller de sig bondehøvdingerne som på én gang ansete, private godsejere og (modsat forholdene på deres egen tid) som de jævne bønders politiske tillidsmænd. Også Erslev går ud fra, at der har fandtes sådanne private stormænd, førend der i løbet af det tolvte århundrede udvikler sig en kongemagt med officielle rettigheder. Han diskuterer muligheden af, om styresmændene oprindeligt mon har været valgt af folket, eller om styreshavnen er gået i arv blandt de anseligste slægter, og foretrækker tøvende den sidste mulighed.59
Et sted forestiller Erslev sig, at kongens personlige godsbestyrere, hans “bryder”, har været af ganske lav byrd, oprindelig hans trælle.60 Allen, Steenstrup, A.D. Jørgensen og Erslev tænker sig åbenbart en stormandsstand baseret på privat og arvet ejendom, ingen stormænd i kongens tjeneste, ingen embedsadel, og derfor ingen egentlig adel. De må forestille sig et samfund, hvor kongen rundt om i landet betjenes af afhængige kongetjenere uden selvstændig økonomisk vægt eller militært potentiale, måske endda hans trælle eller frigivne.
Mens ledingsflåden for de ældre forskere uproblematisk havde stået under kongens ledelse, forestiller A.D. Jørgensen og Erslev sig, at oldtidens demokrati også har omfattet militæret. Til gengæld har de helt opgivet at tænke sig nogen oprindelig økonomisk lighed, den, som havde fyldt Tyge Rothe med “sand Siels Opløftelse”.
Først Valdemar den Store lykkes det i følge Erslev at få magt over den før så folkelige leding.61 Også Jyske Lovs bestemmelser om bøndernes formelige ledingspligt mener Erslev hører valdemartiden til.62
En særlig rolle tillægger Erslev Saxos beskrivelse af en ledingsreform, der finder sted i 1169 efter Rygens erobring: Ledingens skibe bliver talt op og en fjerdedel udvalgt til at holde vagt i de danske farvande, bemandet ikke med vanlige bønder, men med unge, ugifte mænd. Erslev mener, at herremandsstanden er opstået ved denne lejlighed, hvor nogle af bøndernes unge sønner har været mere krigeriske end deres økonomiske ligemænd.63 Ud fra sine kundskaber om senmiddelalderens væbnere regner Erslev med, at de talrige jævne herremænd ikke har hævet sig økonomisk over almindelige selvejerbønder. Han er mig bekendt den første, der netop ikke regner herremænd for rytterkrigere.
Til at forsørge Saxos udliggerflåde indførtes den allerførste ledingsskat i Danmark64. Denne tanke var tidligere blevet fremført af Christen Thestrup.65 Samtidig mener Erslev, at den ledingsskat, der omtales i Jyske Lov, ydes af bønderne, når der ikke bliver udbudt leding.66 Modsat Steenstrup mener Erslev, at afløsningen for det gamle “nathold” først er indført omkring 1200, hvor den såkaldte “stud” omtales i dokumenter.67 Også hos Erslev var fortidens frie bønder oprindeligt skattefrie.
ARUP. Som C.F. Allen havde skrevet før Junigrundloven af 1849 og bør nævnes blandt dens åndelige fædre, skrev A.D. Jørgensen og Erslev i provisorietiden under “Den reviderede Grundlov” 1866-1915. Demokratiet stod deres hjerte nær, og de havde vægtige grunde til at ønske det fremmet. Erik Arup tilhørte en yngre generation af “radikale historikere” og var endnu mere radikal i sit syn på ledingens folkelige oprindelse. Hans teoridannelse findes spredt rundt om i hans Danmarkshistorie fra 1926:
På Sven Tveskægs og Knud den Stores tid er der “i virkeligheden ingen kongemagt i Danmark”.68 Efter den endelige afvikling af nordsøimperiet kommer en periode, hvor Arup mener, at den danske søleding er opstået: Det lykkes nemlig høvdingene i Danmark at få bønderne til at deltage i vikingetogter, således at bønderne nu bygger og udruster skibene [som før har været bygget og udrustet på grundlag af stormændenes egne indtægter]. Bønderne skaffer proviant til 16 ugers forbrug, deltager så i plyndringstogter og får del i indtægterne deraf. “Den hele ledingsordning var naturligvis ganske frivillig”. Det blev nødvendigt for stormanden “at indhente bøndernes samtykke til ledingsfærd dær, hvor bønderne tog alle deres beslutninger af denne art, paa tingene”.69 Om Sven Estridsøn siger Arup: “Over ledingen, rigets hærmagt, havde han ingen kommando; den kommanderedes af de høvdinge, der var styresmænd, og den udbødes efter deres eller tingenes beslutning”.70 I 1074 er kongemagten dog blevet så meget af en samfundsmagt, at styresmændene samler ledingsflåden ved Isøre for at få medbestemmelse ved valget af Sven Estridsøns efterfølger, så at denne vigtige sag ikke skal afgøres af hirden alene.71 Senere rejser Knud den Hellige hele folket imod sig, fordi:
… han har ønsket at se, om den danske leding lod sig udbyde paa hans bud under paaskud af et Englandstogt. Han begik da selv den fejl, at han ikke mødte ved ledingsflaadens samlingsplads i Humlum i Limfjorden, …. Senere gav han den mødte flaade hjemlov, men de ledingsbønder, der ikke var mødt, fordi der ingen tingsbeslutning om Englandstoget forelaa, idømte han af egen kongelig magtfuldkommenhed en bøde paa tre mark, og hver styresmand, der havde svigtet, fredkøbsbøden paa 40 mk. Derved vilde han engang for alle fastslaa, at det var ledingens pligt at møde paa kongens bud alene.72
Først kong Niels lykkedes det “at faa styresmændene og ledingshæren til at anerkende kongens ret til ledingsbøderne d.v.s. til bøder af dem, der − skønt pligtige dertil − ikke mødte frem, naar leding var udbudt”.73
Herved ændredes ganske vist endnu intet i ledingens hele karakter af at være en folkelig, tildels frivillig organisation; ligesom enhver styresmand, der blev enig derom med sit mandskab, paa egen haand kunde gaa paa sommertogt, ligesom nye skibsmandskaber kunde danne sig, og skibe, der ikke hørte til den egentlige ledingsordning, kunde slutte sig til ledingsflaaden, naar almindelig leding udbødes, saaledes vedblev landstinget at være det sted, hvor forslag om almindeligt udbud skulde fremsættes og vedtages, for at ledingen fra et helt land kunde udbydes.74
Arup nævner Saxos fortælling om, hvorledes Skjalm Hvide får Sjællands Landsting til at vedtage et togt til Rygen for at hævne hans broder, som et eksempel på, hvorledes en privat stormand kunne mobilisere et helt lands leding. Når styresmændene indrømmede kong Niels en ret til ledingsbøder, var det, fordi kongen måtte kunne “kræve, at tingene vedtog almindeligt ledingsudbud, … naar fjendtligt angreb truede, naar fjendehær laa for lande … “.75
Som en følge af fremgangen i landbruget blev der større rigdom til de i forvejen velstillede. “Den rigeste og mest ansete bonde i hver landsby blev rigere; han fik raad til foruden bedre arbejdsredskaber ogsaa, om han vilde, at forbedre sine vaaben, anskaffe sig kedelhat eller et hvassere spyd … de [våbnene] gav ham en fast plads, havne, som det hed, i ledingsskibet og dermed lod og del i muligt bytte”.76 Disse mænd kalder Arup senere “havnebønder”.77
Efter at Valdemar er blevet enekonge, foretager den danske, og navnlig den sjællandske ledingsflåde, gennem en halv snes år regelmæssige plyndringstog til Venden og erobrer Rygen 1169.78 Vendertogene “paatvang det danske folk en militærpligt af et omfang, det hidtil ikke havde kendt”. Nu skulle ikke blot “havnebønderne”, men også alle de fattigere bønder være pligtige at deltage:
… i anskaffelsen af proviant, skib og udrustning, hvor styresmand og havnebønder ikke mere kunde magte det alene. Derved droges langt videre kredse af landets bønder ind i ledingsordningen; landet opdeltes i distrikter, Skipæn, af bønder, der alle havde at yde deres bidrag til ledingsskibets udrustning. …. Hver havne skulde fuldt udrustes; deraf fulgte en inddeling af hvert skipæn i havne,
