men beroede også på en flåde:
Der var her tale om en forsvarsstyrke som begrænsede sig til operationer i hjemlige farvande. …. Vi har ingen konkret viden om ledingsorganisationen i vikingetiden, men kender situationen i 1200-tallet da ledingen havde udviklet sig fra en defensiv til en offensiv hærstyrke. Udskrivningsformen havde dog næppe ændret sig væsentligt. Landet var da opdelt i områder, kaldet skipæn, der hvert stillede et skib med mandskab, udrustning og proviant. En [sic] skipæn var underopdelt i havner, i regelen 42, der hver stillede en mand til skibet. … det er fristende at tillægge Knud den Store æren for i hvert fald den første fase af denne udvikling, blandt andet på grund af hans erfaringer fra England ….99
I den sene vikingetid bestod Danmarks militær i følge Peter Sawyer af fire hinanden krydsende institutioner: bolansat forsvarsbyggeri, forsvarstjeneste tilknyttet ringborge, tjeneste i ledingsflåden og endelig deltagelse i “stormænds” personlige lið, hvoraf kongens var det største.
NIELS LUND. I 1983 og 1986 mente senere professor Niels Lund, at der i det ellevte århundrede muligt fandtes en offentlig forpligtelse til leding, forstået som en forpligtelse til forsvar af Danmark, men at udenrigs togter blev foretaget af frivillige lið, private stormænds private hustropper.100 Lið knyttet til personer kendes fra runesten. Niels Lunds syn på samfundet præges af hans overbevisning om de private og anarkiske forholds dominans, side om side med en tro på eksistensen af store private jordegodser i analogi med forholdene i det angelsaksiske England. Væsentlig for hans opfattelse af ledingspligtens eksistens i det ellevte århundrede er hans tolkning af Knud den Helliges brev til Lundekirken. Dettes krav om kongelig ledingsbøde betragter han i analogi med Erslevs og Arups Aelnoth-tolkning som en usurpation, et tomt slag i luften, netop det, der førte til oprøret imod Knud.101 I disputatsen Lið, Leding og Landeværn 1996102 giver han en samlet fremstilling af sin daværende opfattelse af vikingetidens forhold, som han tolker i analogi med det angelsaksiske Englands og kontinentets. Knud den Helliges expedicio bestod af stormændene med deres private hustropper, deres personlige lið. I diskussion med Ole Crumlin-Pedersens teori om, at det lille, seksogtyveårers Skuldelev-skib kunne have været et “landeværnsskib”, argumenterer han med, at det er usikkert, om der overhovedet fandtes en organiseret ledings-organisation i det ellevte århundrede.103 I artiklen Kværsæde. Fast demobilisering eller almindelig ledingsafløsning 1999 giver han en ny tolkning af Jyske Lovs tyve ledingskapitler og dermed af valdemartidens ledingsforhold.104 I lighed med Erslev og Arup regner Niels Lund oprettelsen af skipæn og havner med deres jorddyrkeres ledingspligt for indført så sent som omkring 1160 i Valdemar den Stores tidlige år.
MALMROS. Det var med udgangspunkt i Erslevs og Arups forskning, at jeg i 1970’erne begyndte at undersøge den danske ledings historie. I deres ånd forsøgte jeg at finde de ældste kilder til den folkeligt improviserede leding i det endnu svage, isolerede kongedømme. Men hvad jeg fandt, skulle vise sig at blive helt anderledes.
I. En uventet løftestang fik jeg forærende, da min fader som lystsejler gjorde mig opmærksom på, at skibes hastighed afhænger af deres længde ved vandlinjen. Efterretninger om skibe, der følges hurtigt ad over længere strækninger, indebærer således, at skibene er blevet bygget og udrustet ens. Notitserne i Kong Valdemars Jordebog, hvor Hallandslistens atten såkaldte naves eller navigia har vidt forskellige åretal (fra 17 til 42), betyder omvendt, at disse (af navnet at dømme) skibsudrustende enheder ikke kan have udrustet nogen funktionsduelig flåde.105
II. Siden opdagede jeg, at Aelnoth skildrede, at der boede nobiles på kongens gårde,106 det vil sige, at der i følge ham netop var stormænd i kongens tjeneste, ligesom han kalder ledingens nobiles og uulgus for kongens sui.107 Da jeg således havde løsgjort mig fra Erslev, fulgte jeg Sture Bolin og var ikke længere i tvivl om, at Knud den Helliges gavebrev til Lundekirken 1085 betyder, at fæstebønderne, landboerne på Lundekanikkernes jordegods havde pligt til at drage i leding: Erslevs og Arups fejltolkning af en yngre beretning bør ikke have forrang for dettte retsgyldige dokument.
III. Under jagten på ældre kilder opdagede jeg, at Finnur Jónssons udgave af Den norsk-islandske skjaldedigtning i hans bind med Rettet tekst havde oversættelser af samtlige bevarede skjaldedigte.108 Lektor Inge Skovgaard-Petersen gjorde mig tidligt opmærksom på udgavens mangler, således at jeg derefter nok måtte gennemlæse Finnur Jónssons værk, men altid opsøge den videnskabelige diskussion af de strofer, der havde vakt min interesse. Her søgte jeg overalt det generelle og foretrak udtalelser, der optrådte hos flere skjalde. I fyrstedigtningen fandt jeg fem omtaler af den af herskeren anførte leiðangr, de to ældste omhandlende en leiðangr udbudt til forsvar af Norge under ledelse af Håkon Jarl i et søslag i 985, de tre yngre drejende sig om Harald Hårderådes leiðangr i perioden før hans død i 1066. Ordet lið optræder mange gange, altid uden teknisk betydning, men ofte identisk med leiðangr. I fyrstedigtningen er der intet belæg for at betragte det personlige lið som en særskilt institution. I en enkelt strofe af Tjodolf Arnorsøn er Harald Hårderådes ledingsflåde tillige en almenningr, en allemandsret og allemandspligt.109
IV. Gennem lang tid antog jeg så, at den folkeligt improviserende tilstand blot måtte skubbes længere tilbage i fortiden, indtil senere cand.mag. Michael Christensen introducerede de etnografiske teorier om høvdingedømmer og “tidlige stater” for mig. Det var først da, det gik op for mig, at en teori, der havde været almindelig (omend ikke uimodsagt) blandt danske historikere, er utænkelig blandt internationale antropologer. På dette grundlag fuldførte jeg mit hovedfagsspeciale Leding og Skjaldekvad 1982, der indgår i nærværende arbejde.110
V. Under forarbejdet til Leding og Skjaldekvad gjorde jeg mange iagttagelser om fyrsteskjaldenes generelle samfundsbillede. Her fandt jeg et korpus af vikingetidens ideologi, som var et vigtigt supplement til tidens øvrige kilder. Da Niels Lund betvivlede min skildring af skjaldenes syn på ledingen, fandt jeg det frugtbart at udarbejde yderligere to artikler om henholdsvis de hedenske og dernæst de tidligt kristne fyrsteskjaldes syn på hele samfundet. Dette syn må i al sin ensidighed betragtes som den sene vikingetids officielle ideologi, stærkt normativ, omend uden den retslige forbindtlighed, der kendetegner love og diplomer. Fyrstedigtningen er den sene vikingetids officielle sandhed − og dens officielle løgn.
Jeg anser min inddragelse af skjaldenes fyrstedigtning for mit væsentligste bidrag til vikingetidens historie. Det er mit håb, at mit arbejde vil føre til mere og bedre forskning i dette vanskelige kildemateriale, ikke mindst når man bliver i stand til at udnytte den kommende nye udgave af skjaldedigtningen.111 Et samarbejde mellem norrøne filologer, antropologer, arkæologer og historikere burde kunne berige den samlede vikingeforskning. Dette gælder specielt, når der nødvendigt må vise sig konflikter mellem skjaldeforskningen og resultaterne af arbejdet med vikingetidens øvrige levn. Forskning i fyrstedigtningen fra det sene tiende og det ellevte århundrede er værdifuld, skønt den dårligt kan forklare den tidligere vikingetids togter.
VI. Identifikationen af leiðangr med almenningr findes kun i én strofe fra det ellevte århundrede. Tolkningen af den er helt central for diskussionen af striden mellem Niels Lund og mig. For mig er det ærgerligt, at den kunne gå hen og være digtet af en sen skjald for at dække over en glemt linje. For Niels Lund er den lige så ærgerlig: For den kunne jo være et ægte værk fra Harald Hårderådes hof. For mig er den en del af det helhedsbillede, som fyrstedigtningen udgør. Desuden forudsætter den forhold, som i øvrigt fremgår af Knud den Helliges brev til Lundekirken. Afstanden i tid mellem 1066 og 1085 er ikke uovervindelig. Ud fra Ockhams ragekniv forekommer identifikationen mellem Aelnoths uulgus, Lundebrevets ledingspligtige jorddyrkere og mangfoldige skjaldes búendr og þegnar mig at være en tilfredsstillende tolkning af et vanskeligt og mangelfuldt kildemateriale. Her vil Harald Hårderådes almenningr føje
