af tidens arkæologiske uvidenhed (næsten rørende er de fem fint udførte “Kobbertavler” af våben fra stenalder til senmiddelalder, der afslutter hans værk). I sin skriftlige lærdom står Jahn ikke tilbage for senere historikere: Hvad vi finder udgivet, opsøger han i håndskrifter. I senere arbejder om ledingen kommer der ikke til at indgå mange skriftlige kilder, som jo ikke Jahn allerede har benyttet, ofte med fin kritisk sans. Til trods for disse kvaliteter ses Jahn ikke at være benyttet af det nittende århundredes historikere, der foretrækker den følgende forfatter:
VELSCHOW. 1831 udgav H.M. Velschow sin latinske disputats om den danske leding på Valdemar den Andens tid.41 Den har jeg ikke været mægtig at læse, men han henviser til den i sin senere artikel: Om Folkemængden i Danmark.42 Desuden refereres disputatsen lejlighedsvis af det nittende århundredes forskere, der endnu var strage latinere. Herudfra vil jeg forsøge at gengive Velschows hovedsynspunkter på de ældre stadier af den danske ledings udvikling.
Velschow skelner i disputatsen imellem landeværnet, der udbødes til forsvar imod angribere på det enkelte “land”, og det egentlige ledingstog.43 Han mener, at kongen på eget initiativ kunne udbyde ledingen, når denne ikke gik uden for det samlede riges grænser, mens han til krig imod et andet rige måtte have folkets samtykke.44
I artiklen om folkemængden udgår Velschows tanker og argumenter fra, hvad han antager som ledingsflådens omfang omkring 1250, nemlig 850 skibe. Omkring dette tidspunkt regner han med, at Knytlingesagas skibskatalog og Hallandslistens opgørelse over skiben og havner er udarbejdet,45 ligesom Jyske Lov jo er blevet givet i 1241. Velschows tanker om ledingens omfang før den tid er af mere spekulativ natur og forudsætter dels en stor udvikling i folketallet og den dyrkede jords omfang, dels et stigende omfang af det privilegerede jordegods gennem de foregående århundreder.
Så langt tilbage i fortiden, som Velschow skuer, regner han med, at der fandtes en folkelig værnepligt. Vel fra 5-600 efter Kristi fødsel skulle Danmarks 191 herreder stamme. De har bestået af et “storhundrede”, det vil sige 120 bol, som har udrustet én mand hver til hæren og flåden. Derudover har militæret omfattet “Overkongens, Underkongernes og de øvrige Høvdingers Huustropper”.46
I vikingetiden var ledingsflåden på årlige togter. Derudover fandt også “den egentlige Vikingefærd” sted, hvor unge mænd tog tjeneste hos “Søkonger”, der slog sig ned med deres styrker i det fremmede.47 Vikingemandskaber var således ikke ledingstropper.
Omkring 800 oprettedes mange nye bol, og folketallet voksede. Fra omkring år 1000 ændredes arvereglerne, bolene udstykkedes, og endnu flere, men mindre landbrug opstod.48
Fra hirdmændene og gejstligheden udvikledes i den kristne tid en talrig klasse af privilegerede jordejere, som ikke var forpligtiget til at deltage i ledingstog med udgifter eller personlig roer-tjeneste. Derved blev ledingsskibenes antal mindre end førhen.49 Omkring år 1000 har Danmark haft 1200 ledingsskibe med et samlet mandskab på 35-36.000. “Men efterhaanden som de Ledingspligtiges Antal svækkedes ved de Privilegier, som gaves Geistligheden og Herremændene, indskrænkedes Skibenes Tal. Under Erik Emun var Flaaden kun 1100 Skibe stærk. I Slutningen af Valdemar den Andens Regiering var Skibenes Tal indskrænket til 850” (antagelig med 25.500 havner og lige så mange væbnede bønder).50 Denne mindre ledingsflåde udrustedes alene af det u-privilegerede jordegods. Herremændene fra deres privilegerede jorder udgjorde sammen med styresmændene hærens rytteri, hvis betydning øgedes i valdemartiden. I midten af det trettende århundrede bestod det danske militærvæsen således af to sideordnede institutioner, den gamle bondeleding med dens roere og fodfolk, og det nyere herremandsrytteri, der kunne drage i krig samtidig.
ALLEN. Med Tyge Rothe, Christian Olufsen og H.M. Velschow blev grundlaget lagt for alt, hvad der senere er skrevet om ledingsflådens oprindelse og den danske samfundsorden før valdemartiden. C.F. Allen skrev både en håndbog for studerende, hvori han gjorde de lærdes hovedtanker kendt for den dannede almenhed og en Lærebog i Danmarks Historie til Skolebrug.51 I sin Haandbog i Fædrelandets Historie 1840 er Allen i bedste overensstemmelse med en næsten tresårig tradition, når han siger om oldtiden, at “Skatter kjendte man i hine Tider ikke”, og at “Jarler og Høvdinger og Kongsmænd” rigtignok fandtes, “men deraf lader sig ikke slutte, at Fødslen hjemlede dem Rettigheder fremfor andre fribaarne Mænd”, skønt “Rigdom og Dygtighed skaffede Anseelse og Indflydelse”, mens “Bonden” i fredstid levede “paa sin Gaard i den fuldkomneste Uafhængighed”.52 Derom var alle historisk interesserede enige i det nittende århundrede. Havde de ikke læst Allens Haandbog som studerende, kendte de hans tanker fra deres skoletid.
STEENSTRUP. 1874 mente den senere professor Johannes Steenstrup i sine Studier over Kong Valdemars Jordebog 1874 på side 152 følgende om kongedømmets og skattevæsnets oprindelse:
Den første Konge, som valgtes i et Land, hvor tidligere Familierne med deres Overhoved vare Samfundets Bestanddele, har næppe havt særlige Indtægter som Konge. En af Landets Store er bleven valgt til Hersker og var kun primus inter pares; at han selv havde Midler til at haandhæve en saadan Stilling, var vistnok en forudsætning for, at han blev valgt til Konge, men ikke Noget, som tillagdes ham efter Valget. Med Udviklingen af Staten fulgte Udviklingen af Kongens Stilling. Der maatte gives Kongen, om hvem der havde dannet sig et Hof, og som nu stod i Spidsen for en forgrenet Embedsstand, Midler til at haandhæve Stillingens Betydning. Man henlagde da af Landets Jorder Ejendomme til Underhold for Kongen og hans Hof (Konunglef, Upsalaøde). Da disse i Tidens Løb ikke forsloge dertil, paahvilede det Landets Undersaatter at forsyne ham med det Fornødne til hans Underhold, og da … laa det nærmest, at Undersaatterne skiftedes til at være Vært for Kongen, som da maatte fare om i Landet og gjæste dem.53
Først på bogens næste side griber man i følge Steenstrup som sidste udvej til at yde kongen en fast årlig skat, Nathold.54
A.D. JØRGENSEN. I 1872 behandler A.D. Jørgensen et sted hos Saxo, der omtaler: seniores, quibus pro rostris dicendi mos erat”. Første gang oversætter han det med “Seniorer, der plejede at tale for skibene”, og siger, at disse “seniorer”, er “styremændene”, og at “styremanden var efter Jydske lov dets [skibets] selvskrevne høvding og da tillige uden al tvivl dets talsmand på thinge”.55 Det er en snild oversættelse, for rostra betød på latin først skibssnabler, skibsstavne, men senere også den med skibssnabler prydede talerstol på den romerske folkeforsamling. Senere (1874) oversætter A.D. Jørgensen:
Styremanden må herefter i alle tilfælde ansés for en repræsentant for den klasse, vi forhen manglede en udtrykkelig udtalelse om: mænd af høj byrd (illustres, de norske herser), men uden personligt forhold til kongen, folkets naturlige høvdinger: de fører folkehæren både til thinge og i kamp …. På thinget var det de seniores, “der plejede at føre ordet” (quibus pro rostris dicendi mos erat) som rådede for leding, og totius suffragia gav dem ret. Men herved kan der kun være tænkt på styremændene, bøndernes naturlige høvdinger, der dengang endnu må have været aldeles uafhængige af kongen; ingen af hans håndgangne mænd kunde tale på almuens vegne imod hans råd”.56
ERSLEV. 1898 giver Kristian Erslev i Valdemarernes Storhedstid i sin analyse af Aelnoths skildring af oprøret imod Knud den Hellige sin tilslutning til A.D. Jørgensens tanker. Mens “Kongens Hirdmænd er få i Tallet”, til sidst kun sytten mand, hedder det:
Oprørerne derimod, det er baade ædelbaarne (nobiles) og Almue. …; over Folket hæver sig ikke alene de kongelige Huskarle, som Ælnoth kalder satellites, men også en Række Stormænd, der betegnes som principes, magnates. Og af disse to Klasser staar den sidste aabenbart som den højere; hverken Kongetjeneste eller Kongegunst skylder den sin fremragende Stilling; dens Anseelse blandt Folket er det, der tvinger
