de oprindelige “havnebønders” ledingsdeltagelse kun var en pligt for dem, der fra først af havde påtaget sig den frivilligt, blev deltagelse i havnetjenesten væltet over på alle landsbybønder, der dyrkede rebdragen jord.80 Denne byrde, hvis omfang ikke stod i forhold til den pauvre andel i røvet bytte, blev hurtigt bønderne så byrdefuld, at de om ved 1170 gav deres tilslutning til et forslag fra Absalon om kun at lade hvert fjerde skib af ledingsflåden ligge ude som vagtskib,
… det var dog altid en betydelig nedsættelse af, hvad der i det sidste tiaar var blevet krævet. Endnu bedre var det dog at slippe fri for disse ledingstogter, der kaldte saa mange bønder bort fra deres vigtigste arbejde og paalagde de andre tunge afgifter; deraf fulgte, at de danske bønder roligt fandt sig i at faa paalagt en ganske ny og betydelig skat i ledingsafløsningen; kong Valdemar maa have kundgjort, at i de aar, i hvilke han foretrak ikke at udbyde leding, havde hver havne i landet at svare ham en mk. sølv, og bønderne har med glæde antaget dette tilbud.81
Allerede inden var da den årlige skat, studen, blevet indført til afløsning af det gamle nathold.82
I øvrigt mener Arup, at tienden, som er bevidnet i 1135, “var den første store aarlige skat, som den hidtil skattefri danske bonde paatog sig at yde til kirkesamfundets almindelige formaal”.83 Den danske bonde var skattefri endnu i begyndelsen af det tolvte århundrede. Den almindelige værnepligt var en tidsrøvende hindring for fornuftigt arbejde.
BOLIN. 1934 fremhæver Sture Bolin Lundebrevets omtale af kongens ret til ledingsbøder 1085.84 Modsat Erslev og Arup tager han det seriøst, ligesom han betragter Aelnoths omtale af kongens opbud af ledingen som en naturlig følge af den kongelige ret over ledingsudbuddet. Bolin gør opmærksom på, at kongens herredømme over ledingen er et nordisk forhold.85 Om hirden på kong Niels’ tid nævner han, at stormandssønnen Kristiern Svendsen tjente i den, men er dog ikke sikker på, om dette kunne være et nyt træk.86 I det tidlige tolvte århundrede kan kongens stilling da ikke have været så isoleret som hævdet af Steenstrup, A.D. Jørgensen, Erslev og Arup.
Så lidt som de umiddelbart foregående forskere indlader Bolin sig på at have nogen mening om ledingen i det tidlige ellevte århundrede, hvor de endnu ældre forskere dog alt i alt havde en tilbøjelighed til at projicere landskabslovenes (eventuelt Gulatingslovens) ledingsforhold tilbage til “oldtiden”.
Efter Sture Bolin er det tydeligt, at de fleste forskere i ledingens historie tager deres udgangspunkt i Knud den Helliges brev fra 1085. Hvad der ligger før den tid, er ganske usikkert og gøres til genstand for personlige spekulationer.
C.A. CHRISTENSEN. 1965 mener C.A. Christensen i det danske afsnit af artiklen Leidang i Kulturhistorisk Leksikon for Nordisk Middelalder, at det danske ledingsvæsen må antages at være lige så gammelt som riget selv, således som det tidligere er blevet fremhævet af retshistorikeren Poul Johs. Jørgensen. Meningen med ledingen har været at skabe et transportsystem, der i løbet af forholdsvis kort tid har gjort det muligt at koncentrere hele rigets kampstyrke i en krigstruet del af riget; “kun på den måde har f.eks. et sønderjysk og et hallandsk herreds mandskab kunnet samvirke”.87
Det har næppe nogensinde forekommet bønderne i Midtjylland naturligt at organisere sig til søs. Tvangsmomentet kan kun have været hensynet til rigets fælles forsvar. I analogi med forholdene i Norge og Sverige må det antages, at den statslige organisation af ledingen mindst hører ældre vikingetid til.
SKOVGAARD-PETERSEN. 1977 har Inge Skovgaard-Petersen i Gyldendals lærebog Danmarks historie sit faste udgangspunkt i 1085-brevet. Hun mener i øvrigt, at ledingen, når den byggede på en territoriel inddeling i skipæn og havne, er blevet til ved et kongeligt magtbud i det ellevte århundrede, (måske har hele Kattegatsområdet fået ensartede ledingsordninger på Sven Tveskægs eller Knud den Stores tid.)88 Ledingspligten bygger nok på en ældre militærpligt, baseret på herrederne, men kan ikke være samtidig med de arkæologisk dokumenterede Trelleborge. Disse ser hun i lighed med Tage E. Christiansen som stærkt befæstede tvangsborge. De er:
… et markant udtryk for mistillid til den omkringboende befolkning. … de har skullet tjene til at befæste kongemagtens hold over et genstridigt folk.89 … Sålænge det var nødvendigt for kongemagten at anbringe sådanne knytnæver rundt omkring i landet kunne et hæropbud baseret på en simpel territoriel inddeling ikke gennemføres. De steder hvor søledingen blev udbudt måtte hvile sikkert i kongens hånd.90
I overensstemmelse med de senere års arkæologiske grundlag ser Inge Skovgaard-Petersen det ellevte århundredes kongemagt som væsentligt stærkere end de to foregående generationers førende historikere. Om vikingetiden i øvrigt mener hun, at “langt op i tiden kan Danmark betegnes som et personforbund”.91
AKSEL E. CHRISTENSEN. 1977 mener Aksel E. Christensen i samme bind af Gyldendals Danmarks historie: “Netop fordi det danske ledingsvæsens ældre historie er ukendt, er der fremsat så mange og så modstridende teorier om dets oprindelse”.
Sandsynligvis har der allerede i vikingetiden eksisteret en form for ledingsvæsen, der har været organiseret omkring en almen hærpligt, og som har været forskellig fra vikingehøvdingernes aristokratiske og private hærfølge (lið). Denne hærpligt har imidlertid næppe været så løs og frivillig, som af Arup antaget, derimod nok som formodet været underkastet tingenes myndighed. Om kongens indflydelse er oprindelig, lader sig ikke afgøre, ej heller hvor tidligt han er blevet - eller har stillet krav om at være - eneste eller øverste myndighed.(mine kursiveringer).92
HEDEGAARD. 1985 udsender major i Den Kongelige Livgarde Ole A. Hedegaard sin bog, Leding og Landeværn, der rent historiografisk står noget for sig selv. Som officer bygger Hedegaard sit værk på sin gamle kollega F.H. Jahn og supplerer hans arbejde med Arups artikel Leding og ledingsskat i det 13. Aarhundrede 1914,93 (men ikke med hans Danmarkshistorie 1926) og med de moderne specialartikler i Kulturhistorisk Leksikon for Nordisk Middelalder. Hedegaard følger sine forlæg med en loyalitet, der grænser til verbaloverensstemmelse. Herunder opdager han ikke, at der kommer indre modsigelser i hans fremstilling. Den traditionelle historieskrivnings had til adelsvælden bliver i Hedegaards variant heraf til et forsvar for den almindelige værnepligt imod de samfundsskadelige følger af en professionel hær (en sag, der ikke er blevet mindre aktuel, end da han skrev). Jeg er ham tak skyldig, fordi han har henledt min opmærksomhed på F.H. Jahns for sin tid udmærkede værk.94
SAWYER. 1988 skriver englænderen Peter Sawyer sit indlæg i Politikens og Gyldendals næste Danmarks historie ud fra sit store kendskab til samtidens forhold på kontinentet og i det angelsaksiske England. Trelleborg er blevet dendrodateret til 980-81, de øvrige ringborge og Ravning-broen er jævngamle. Sawyer mener, at de er led i et forsvar imod den tysk-romerske kejser, som netop i de år havde besat Sønderjylland. Han antager, at de i analogi med engelske burhs er tænkt bemandet af krigere fra omegnen.95 Derudover har danske konger “haft deres eget lið i 700- og 800-tallet ligesom de havde i 900- og 1000-tallet”.96 De kongelige lið har formodentlig kæmpet imod abodritter og friser under kong Godfred.97 Forsvaret har blandt andet bestået af en generel forpligtelse til at bygge volde og borge på landjorden og pælespærringer i vandet. Bol, som nævnes første gang i 1085, svarer meget nøje til tilsvarende vurderingssystemer i det øvrige Nordvesteuropa langt tilbage i jernalderen (Hufen, hides). Og skønt de nok kan være blevet omlagt efter bebyggelsesmæssige eller politiske ændringer, kan de godt være meget gamle i Danmark (sådan som Vorbasses gårde og deres indbyrdes størrelse har været konstant gennem mange århundreders omflytninger). Ude i Europa var sådanne ligningsordninger grundlag for forpligtelser for både naturalieafgifter,
