blev der eksempelvis afsløret en statue i legemsstørrelse, udført i smør, af den kendte amerikanske skuespillerinde Ada Rehan (Smørtidende, 1893, 32).
Det voksende danske engagement i den europæisk-russiske smørsektor i 1890erne hang uløseligt sammen med Danmarks førende position som smøreksportør. I 1870erne gik størstedelen af den hverken særligt store eller særligt velrenommerede danske smøreksport til Tyskland, men i løbet af 1880erne, i takt med andelsmejeriernes fremvækst, ændrede billedet sig. Dansk smørs omdømme blev bedre, og størstedelen af eksporten begyndte at gå til England (i 1881 ca. 9 mio. kg, i 1884 17 mio. kg og i 1888 31 mio. kg - Graae 1963: 61). Smør blev landets førende eksportartikel, i løbet af første halvdel af 1880erne blev Danmark verdens største smøreksportør, og fra 1887 og frem til Første Verdenskrig var Danmark hovedleverandør af smør til det engelske marked (ibid.: 61; Makarov 1926: 14). Det ny produktions- og eksporterhverv satte sit præg på den nationale husholdning og på livet i by og på land. J.V. Schovelin, cand. polit., forfatter, politiker og sekretær for Grosserersocietetets Komité (DBL 1983, 13: 199-201), beskrev i 1899 med en god portion humor og ironi smørrets betydning for Danmarks økonomi og det københavnske bybillede:
Vi er efterhaanden blevet Smørrets forjættede Land. Saare betegnende for, hvad dansk er, er denne gule, bløde sejge Fedtmasse bleven Landets Rigdom. Man fortæller om Canova, at han kunne gjøre Løver af Smør. Der er ikke langt igjen førend saa at sige ethvert dansk Landbrug er gaaet over til Mejeridriften. Landet vrimler af Mejerister, Smørsmagere, Smørsælgere og Høkere, og til Overflod driver nu store og stigende Skarer af afdankede Skolelærere, forhenværende Politikere, fallerede Gaardmænd, ja endog Højesteretssagførere Smørhandel [en hentydning til P.A. Alberti, den danske andelseksportforeningsdirektør, bankdirektør og justitsminister, som senere viste sig også at være en af danmarkshistoriens største svindlere]. Denne synes nu at være Danskens vej til Roes og Magt. Selv Svinene kan glæde sig derover, thi de lever dog ogsaa, omend indirekte, deraf, og just derfor kan vi ogsaa sælge Flæsk til England. Salget af Smør og Flæsk er de to Støtter, der bærer dette Lands Økonomi. Paa denne smalle Basis opføres eller rettere opstables det herskende økonomiske System, hvis skjønneste Udfoldelse er saa og saa mange kjøbenhavnske Facaders Oppudsning og Oppyntning (refereret i Smørtidende, 1899, 8).
Danske smørfirmaers førende position på verdensmarkedet skyldtes ikke blot deres handel med dansk smør, men også en voksende transithandel via København på England og Tyskland med fremmed smør. Det begyndte med transithandel med svensk og finsk smør, så kom smør fra de russiske Østersøprovinser til, fra begyndelsen af 1890erne europæisk-russisk smør og fra 1898-99 sibirisk. Eksport af dansk smør, kombineret med reeksport af et stort sortiment af fremmed smør af forskellig smag, konsistens og kvalitet, gav de danske handlende gode kort på hånden i den internationale smørhandel. Fremmede sekundavarer kunne med fordel afsættes til den danske bageri- og kikseindustri, hvorved større mængder af det mere indbringende danske smør, som stort set altid var en primavare, blev frigjort til eksport.
RUSSISK SMØR I KØBENHAVN OG LONDON
Der var god efterspørgsel på den russiske vare i København. Præcise tal er ikke for hånden, men det skønnedes, at indførselen af russisk smør til København fordobledes i perioden 1886-1896 (Smørtidende, 1896, 6). I løbet af 1890erne skete der som tidligere nævnt en tidobling af importen. Først fra 1894-95 findes der nøjagtige opgørelser over import til Danmark af smør fra Rusland (inklusive Finland):
IMPORT AF RUSSISK SMØR TIL DANMARK, 1894-99:
| 1894-95 | 327.490 pud | (11 mio. pund) |
| 1895-96 | 376.612 pud | (13 mio. pund) |
| 1896-97 | 420.774 pud | (14 mio. pund) |
| 1897-98 | 445.804 pud | (14 1/2 mio. pund) |
| 1898-99 | 455.099 pud | (15 mio. pund) |
(Vestnik finansov, promyšlennosti i torgovli, 1900, 8: 361; omregning til pund ved forf.)
Fra 1896 begyndte Smørtidende at bringe priser på russisk smør. Kategorien omfattede både smør fra Finland, som fik de højeste priser, fra Estland og Livland, som fik de næsthøjeste, og fra Ruslands indre, som fik de laveste. Indtil 1898 blev hovedparten af det russiske smør afsat i Danmark, primært København, og kun begrænsede mængder blev reeksporteret. Finere partier blev solgt som anden eller tredje klasses bordsmør, mens mindre fine gik til bagerier, hvor de erstattede amerikansk smør, der blev indført i tuber og var af “meget tarvelig Kvalitet” (Hjerl Hansen 1949: 112). Der blev også solgt russisk ost i København (annoncer i Smørtidende i 1890erne fra firmaet Heyman & Co).
I 1890erne havde russisk smør endnu ikke sin egen rubrik i officielle engelske importstatistikker, men figurerede under “diverse”. Importen voksede imidlertid så stærkt, at det fra 1900 fik sin egen rubrik (Smørtidende, 1900). Også den engelske presses interesse for russisk smør tog til. Det ansete The Grocer skrev i 1895, at russisk smør blev fremstillet på såvel små og snavsede som store og professionelle mejerier, og at det var “better than one might expect”. Rusland havde, skrev bladet, mulighed for at blive et stort smørland (refereret i Smørtidende, 1895, 39). Det tidligere nævnte Manchesterfirma, Dowdall Brothers, betegnede russisk smør som godt og anvendeligt 2. klasses smør (Smørtidende, 1899, 3).
Dårlig emballering var én af grundene til, at man i begyndelsen ofte pakkede russisk smør om i København før videresendelsen til andre vesteuropæiske destinationer. Den engelske lovgivning vedrørende fødevareimport var streng, og i Danmark frygtede man, at uensartede, ituslåede og snavsede dritler kunne give problemer (Stepanovskij 1912: 74). Ompakningen var ikke ulovlig, når blot man ikke udgav dritlernes indhold for at være andet end det, det var. I England var det i begyndelsen en udbredt praksis at blande det russiske smør op med “forskellige Smørproveniencer”, fordi man ikke fandt det godt nok til at blive solgt under eget navn (Hjerl Hansen 1949: 114). Heller ikke denne praksis var ulovlig, så længe varedeklarationen var korrekt.
ET SPRINGBRÆT
Efter det første år var E.F. Esmanns hovedsæde i København yderst tilfreds med Vologdaforretningen. Avancen for 1897 var på 25.000 kr (HHA: E.F. Esmann. Kopibog, 1898-1900, 1898, 14.2.). Ganske vist overvejede København en overgang i 1900, under indtryk af de lovende sibiriske perspektiver, at lukke forretningen i europæisk Rusland, men overvejelserne endte med en udvidelse. Ud over kontoret i Vologda åbnede firmaet en modtagelsesplads i Grjazovec syd for byen og i 1905 en filial i Rybinsk i guv. Jaroslavl (Hjerl Hansen 1949: 30-31; Makarov 1926: 70).
Vologdaforretningens vigtigste betydning var imidlertid, at den, med Hjerl Hansens ord, blev et “Springbræt for Arbejdet i Sibirien”. Allerede i 1896 havde G.I. Pallizen og Brdr. Blandov åbnet både kontor og mejerier i den vestsibiriske by Kurgan og var begyndt at eksportere sibirisk smør. I efteråret 1897 tog Carsten Korch på “Undersøgelsesrejse” til Kurgan. Han telegraferede hjem til København, “at Betingelserne for Aabning af Filial var yderst lovende”. Resultatet blev, at Carsten Korch i december 1897 forlod sin post i Vologda og rejste til Kurgan for at åbne E.F. Esmanns første sibiriske filial (Hjerl Hansen 1949: 30-32).
*
Trods vanskeligheder vandt mejeribruget således støt frem i de nordlige europæisk-russiske guvernementer i tiårene inden århundredskiftet. Det skete primært i privat regi. Sektorens største problem var de mange små, uprofessionelle mejerier, som efterhånden skød frem og truede de velfungerende privatmejerier og andelsmejerierne. Forsøgene på at skabe en andelsbaseret mejerisektor, som både skulle inddrage de menige bønder og virke som en modvægt mod butiksmejerierne, var imidlertid stort set forgæves. Andelsmejeriernes fiasko skyldtes en kombination af en række faktorer, hvoraf de vigtigste var: Manglende engagement og forståelse blandt bønderne for andelssagen og markedshandelen, mangel på likvide midler
