var uden tvivl velbegrundet. Problemet var blot, at der endnu engang ikke var tale om et forsøg på en nøgtern vurdering af, hvad der var gået galt og fortsat gik galt, og hvad der eventuelt kunne gøres anderledes, sådan som Kalantar havde efterlyst det. Potresov havde en anden dagsorden, nemlig at kritisere populismen og kapitalen. Efter Potresovs analyse og kritik af populismen, andelsforehavendet og kapitalen var der stort set ikke andet tilbage for Rusland og de stakkels russiske bønder end syndfloden.
I debatten om andelsmejerivæsenet tegnede der sig således de tydelige konturer af den russiske strid mellem populister på den ene side og socialdemokrater på den anden. For de russiske populister var andelsforetagender både et middel til fremme af landbrugsudviklingen og et mål i sig selv, fordi de i deres øjne var ikke-kapitalistiske. De russiske socialdemokrater anså andelsforetagender for at være kapitalistiske og i øvrigt urealiserbare i Rusland som følge af bøndernes stilling som udbyttede og ydmygede. Fælles for populister og socialdemokrater var dog deres aversion mod kapitalismen og kapitalister, store såvel som små (om denne udbredte aversion, se Bill 1959; Pipes 1974; Kotsonis 1999; West 1998: 3-12; Smith 1999). Vereščagin og kredsen om ham var imidlertid hverken personligt eller ideologisk parter i striden mellem socialdemokrater og populister, og de var ikke populister i 1890ernes forstand. Dertil var de alt for praktisk orienteret. De var reformistiske zemstvo-liberale, og deres mål var først og fremmest at skabe økonomisk fremgang for landbruget, dvs. både for sig selv og bønderne. Når andelsforetagenderne spillede fallit, var det naturligvis et beklageligt nederlag for dem, men ikke nogen ulykke, for mejerivæsenet ekspanderede i privat regi. For dem var der ikke tale om en principiel modsætning mellem andelsvæsen og privatkapitalistisk virksomhed. Var der et problem for Vereščagin og ligesindede, så var det ikke moderne og solide kapitalistiske foretagender som Brdr. Blandovs og Bumans, som de hellere end gerne samarbejdede med, men de mange entrepenante småkøbmænd, som drev deres småforetagender efter traditionelle tuskhandelsprincipper og på bedste beskub. De udgjorde et lag af småproducenter og -handlende, hvis virksomhed var lige så ekstensiv og perspektivløs som det traditionelle russiske landbrugs (om det ekstensive som problem i russisk økonomisk historie, se Gatrell 1999: 89-106; om russiske købmænd og handlende, se Bill 1959; Pipes 1974; Rieber 1982; Guroff 1983; Heidenreich 1996; Sorokin 1997; en indføring i den nyeste russiske litteratur om emnet findes hos Heller 2000).
DET OFFENTLIGE OG DET PRIVATE I DEN EUROPÆISK-RUSSISKE MEJERISEKTOR
C.A. Koefoed, dansk landbrugskandidat og højtplaceret embedsmand i det russiske landbrugsministerium mellem 1906 og 1916 (se Kap. 1, note 7), skrev i sine erindringer følgende om Vereščagins private økonomiske indsats og hans evne til at skaffe offentlige penge:
Til Fremme for det russiske Mejeribrug øste han Penge ud, først sin egen betydelige Formue og senere alt, hvad han kunne skrabe til sig, og han var en Mester i den Kunst at dysse de Vogtere i Søvn, som var sat til at skærme Statskassen mod Angreb af alskens Projektmagere. Ikke alle disse Penge blev givet formaalstjenligt ud, men lidt efter lidt skabtes der dog ved deres Hjælp et russisk Mejeribrug, og Vereschtschagin var dettes Skaber (Koefoed 1954: 31).
Vereščagin modtog, administrerede og garanterede i perioden 1871-1897 personligt for 780.000 offentlige rubler i kort- eller langfristede lån (fra stat og zemstvoer), hvilket var 80 % af samtlige de midler, den samlede smørsektor modtog fra offentlig side i den givne periode (Otečestvennaja, 1, 1994: 367). Desuden var andelsmejerierne, i hvert fald i en periode, fritaget for at betale skat (Efimenko 1873). Hertil kom en begrænset støtte også fra ikke-offentlige institutioner som Det Fri Økonomiske Selskab og fra filantropiske privatpersoner. Alt i alt støttede offentlige institutioner (stat og zemstvoer) mellem 1871 og 1897 smørsektoren med omkring 1 mio. rubler eller 37.500 rubler om året i gennemsnit. Det drejede sig ikke om store beløb, men dog om midler, der var tilstrækkelige til at dække en lang række udgifter: Lån til oprettelse af andelsmejerier, etablering og drift af mejeriskoler og -kurser, lønninger til lærere og statsinstruktører, særlige transportforanstaltninger etc. Administrativt gav statens støtte sig udslag i, at Agerbrugsdepartementet, fra 1894 et egentligt landbrugsministerium under landbrugsminister A.S. Ermolov, ansatte mælkerivæsensspecialister som Egunov, Kalantar og Vereščagin.
Da andelsforetagenderne ikke havde heldet med sig, var de ikke i stand til at tilbagebetale alle lånene, og staten og zemstvoerne eftergav dem løbende gælden, inklusive påløbne renter. Vereščagins sidste anmodning fra 1903 om eftergivelse af et statslån, han havde garanteret for, blev imidlertid først imødekommet, efter at sagen var trukket i langdrag af finansministeriet i fire år som følge af modvilje fra finansminister Vitte (som måtte træde tilbage som finansminister sommeren 1903) og hans efterfølger V.N. Kokovcovs side. Protester mod den henholdende behandling af Vereščagin fra zemstvoer og daværende og fremtidige ministre som A.S. Ermolov, A.V. Krivošejn og P.A. Stolypin, som kaldte behandlingen af ham for “en hån”, hjalp ikke. Vereščagin måtte imens, for at kunne betale af på renterne på lånene, pantsætte sit gods for 37.000 rubler (A.V. Guterc i efterskrift til Kofod 1997: 337). På grund af de økonomiske problemer måtte han indstille sine aktiviteter i mejerisektoren, men han vedblev at arbejde som specialist for landbrugsministeriet (Otečestvennaja, 1994, 1: 367).
I Danmark opstod både private mejerier og andelsmejerier uden statslig indblanding og på bøndernes eget initiativ. Andelsmejeriernes anlæggelse blev finansieret ved hjælp af banklån, som andelshaverne hæftede solidarisk for. Bankerne tøvede ikke med at låne bønderne penge, for de kunne garantere for lånene med deres bedrift og tilliggender (Bjørn 1982: 95-100). Herved adskilte danske forhold sig afgørende fra russiske. Menige russiske bønder ejede kun undtagelsesvis den jord, de dyrkede, og kunne ikke stille med substantielle lånegarantier. Derfor måtte jordejende eller på anden måde formuende og risikovillige personer stille deres private ejendom og formue til rådighed og garantere med den til gengæld for de statslige lån. Denne finansieringsform fritog nok bønderne for at bære et større økonomisk ansvar, men den var formentlig med til at svække deres ansvarsfølelse over for andelsmejerierne.10
SMØRHANDELEN I VOLOGDA I 1890ERNE. E.F. ESMANN
I tiårene op til århundredskiftet blev mere end halvdelen af det smør, der blev fremstillet i de nordlige guvernementer, eksporteret. Resten gik til hjemmemarkedet (Riffestal’ 1899: 54-55, 57; Stepanovskij 1912: 158). Indtjeningen ved smøreksporten oversteg langt indtjeningen ved det hjemlige salg af parisersmør og andet flødesmør, også selvom priserne på russisk smør på eksportmarkederne lå betydeligt under priserne på de fleste andre slags smør, i 1890erne 28 % under gennemsnitsprisen på dansk smør (Riffestal’ 1899: 59; Makarov 1926: 73)
Handelen med smør i guvernementerne Jaroslavl og Novgorod lå med få undtagelser, som f.eks. Brdr. Blandov, i hænderne på petersborgfirmaer, som solgte smør både til hjemmemarkedet og til udlandet. I de øvrige guvernementer blev både inden- og udenrigshandelen varetaget af moskvafirmaer som Brdr. Blandov og A.V. Čičkin. De udenlandske firmaer drev næsten udelukkende eksporthandel, og deres højborg var guv. Vologda. Flere og flere udenlandske (danske, engelske og tyske) opkøbere kom til guvernementshovedstaden Vologda i løbet af 1890erne. I 1898 var der 8 repræsentanter for udenlandske firmaer i byen, samt ét udenlandsk firma med eget kontor, odensefirmaet E.F. Esmann, som havde åbnet filial i byen i 1896. Hertil kom 11 russiske firmaer med kontorer, 7 ikke-lokale og 4 lokale (Stepanovskij 1912: 158-59; Riffestal’ 1899: 53, 57; Hjerl Hansen 1949: 28-31). Omkring 1898-99 åbnede endnu flere udenlandske firmaer, de fleste danske, kontor eller udsendte opkøbere: Th. Lund & Petersen, Rindom & Restorff, Alfred Kraunsøe og John Mathiassen. Blandt engelske firmaer var det betydeligste londonfirmaet Lovell & Christmas (Vestnik finansov, 1902, 18: 180). Blandt opkøberne var den danske forfatter og forretningsmand Aage Madelung, som på dette tidspunkt boede i Vologda. Madelung købte smør op for danske, tyske og engelske firmaer (Stepanovskij 1912: 88; DBL 1981: 303-304; Remizov 1986: 236).
Odensefirmaet
