Da smor var guld. Inge Marie Larsen
Чтение книги онлайн.
Читать онлайн книгу Da smor var guld - Inge Marie Larsen страница 7
Fra midten af 1880erne begyndte afsætningsvanskeligheder at gøre sig gældende. Smørkvaliteten blev stedvis så ringe, at kunderne svigtede (Riffestal’ 1899: 14-16, 23-24). Mejerierne begyndte at tabe penge, mælkepriserne faldt, og bønderne mistede penge på deres malkekvæg. De trængte mejeriejere søgte at fastholde deres leverandører ved at åbne butikker i tilknytning til mejerierne og betale for mælken med varer frem for kontanter. Det, de tabte ved handelen med smør, søgte de at vinde ind ved at sælge varer til overpris. De indrømmede, at smørproduktion ikke længere var et mål i sig selv, men et middel til at tiltrække kunder og udvide butikshandelen (Riffestal’ 1899: 68). Mange af disse mejerier åbnede ikke kun butikker, men også udskænkningssteder (Egunov 1897: 13).
Krisen var særlig mærkbar i guv. Vologda. Her var der i 1879 81 mejerier (inklusive 30 osterier), som stort set alle var velfungerende. I 1894 var antallet vokset til 386. Af dem var kun 10 osterier, og mindst 2/3 af de 376 smørmejerier var under al kritik (Egunov 1897: 29, 33; Stepanovskij 1912: 77). Smørfremstilling var især udbredt i guvernementets sydlige egne. Her var bønder, mejeriejere og købmænd kommet til at værdsætte mejeribruget, fordi der kun var få andre kilder til ekstraindtjening i det ellers agerbrugsbaserede landbrug (Stepanovskij 1912: 4).
Udviklingen var dog ikke uden fordele for en hel del bønder. Varierende fra egn til egn nåede mange at tjene så gode penge på mælkeleverancer til såvel velfungerende som tarvelige småmejerier, at de blev i stand til at forpagte eller opkøbe godsejerjord og udvide deres bedrifter (Egunov 1897: 32-33).
Fedor Buman, som sammen med sin kone Ida hørte til europæisk-russisk mejeribrugs foregangsfolk, star ved den tredje ko fra venstre (© O.N. Nikolaeva, Moskva).
Det holstenske ægtepar Buman klarede sig godt trods krisen. De erhvervede sig en ny ejendom i 1880erne, en herregård i landsbyen Fominskoe, 15-20 km uden for guvernementshovedstaden Vologda (Egunov 1897: 60-61). Mejeriet fungerede indtil 1898 også som privat mælkeriskole og nåede at uddanne over 1.000 mejerister og mejersker (RGIA: f. 398, o. 75, d. 109, g. 1908, l. 127). Ida Buman havde ingen afsætningsproblemer. Brdr. Blandov opkøbte hendes holstenske smør, som gik for at være det bedste i området og opnåede de højeste priser (Riffestal’ 1899: 47). 5
I 1891 dukkede et stort petersborgfirma, G.I. Pallizen, op i Vologda og åbnede byens første eksportkontor. Et rigtigt eksportkontor skabte forhåbninger om både større eksport og bedre smørkvalitet, men mod forventning åbnede der ikke flere kontorer, selvom der kom stadig flere udenlandske opkøbere til. Pallizen havde store problemer på grund af den gennemgående ringe smørkvalitet og ansatte egne instruktører til at vejlede mejerierne. Firmaet eksporterede smør til København og London (Egunov 1897: 45; Riffestal’ 1899: 53; Graae 1963: 71).
Et enkelt eksportkontor og mere eller mindre sporadiske opkøb var ikke nok til at klare afsætningen af den store produktion, og Vologdamarkedet var ved at være overopfyldt. I 1894 indkaldte guvernøren professionelle mejerifolk til krisemøde. Der blev udtrykt ønske om oprettelse af en institution, som kunne kvalitetsbedømme smørret, uden at det dog skulle være obligatorisk for mejerierne (en lignende foranstaltning var også på dagsordenen i Danmark på dette tidspunkt, hvilket førte til indførelsen af lurmærket i 1901). Desuden ville man gerne have åbnet et kontor, som kunne orientere om smør- og osteriforhold i ind- og udland, og man beklagede de dårlige kreditmuligheder og transportforhold. Mejerifolkene foreslog også, at der jævnligt blev afholdt kongresser for smørbranchens folk og oprettet flere mejeriskoler, hvor eleverne kunne blive uddannet “i en ånd, som lærte dem at gøre deres pligt korrekt og samvittighedsfuldt” og til at “arbejde stabilt og udvise flid og god moral” (Egunov 1897: 43-44).
Et resultat af mødet var, at den russiske regering oprettede en række embeder til statsinstruktører i mejeribrug og statsmejerister. Der blev ansat syv statsinstruktører og 29 statsmejerister, som skulle hjælpe mejeribruget i de nordlige guvernementer på ret køl ved at rådgive om produktion, regnskabsføring, kvægpleje osv. og agitere for oprettelse af andelsmejerier. Ti af embederne blev besat med danske mejerister (Hjerl Hansen 1949: 18; Kamp 1943: 126). Størstedelen af dem kom til at arbejde i guv. Vologda, hvor smørkrisen var mest akut.
Forud var gået etableringen af forskellige dansk-russiske kontakter inden for mejerivæsenet. N.V. Vereščagin, A.I. Blandov, Av. A. Kalantar, hans bror Aleksandr Kalantar og andre russiske mejerifolk havde været i Danmark i 1870erne for at studere mælkerivæsen under den internationalt kendte professor i landøkonomi og mejeriteknik ved Landbohøjskolen i København, Thomas Riese Segelcke (1831-1902) (Koefoed 1945: 31). 6 I 1875 modtog Segelcke som tak Stanislav-ordenen af den russiske stat, og i 1880 blev han inviteret til Rusland, hvor han blev modtaget og hyldet af N.V. Vereščagin, Kalantar-brødrene og brødrene Blandov (Koefoed 1945: 31). 7
I 1891 åbnede som nævnt petersborgfirmaet G.I. Pallizen kontor i Vologda. Handelshuset G.I. Pallizen var et russisk firma, grundlagt i 1865 af den danske forretningsmand Hans Jessen Pallisen (10.6. 1815, Ålborg – 1.8. 1881, St. Petersborg). I 1890erne var det stadig på danske hænder. Firmaets internationale navn var H.J. Pallisen. 8
En af G.I. Pallizens medarbejdere i Vologda i begyndelsen af 1890erne var den danske mejerist Carl Frederik Rieffestahl (Stepanovskij 1912: 7; Rigsarkivet: Udenrigsministeriet. Gesandtskabet i St. Petersborg. 02-398. Aflevering 1939. Korrespondancesager, 1895-1902, 52). I 1894, efter krisemødet i Vologda, blev Rieffestahl ansat af den russiske regering som leder af organisationen af statsinstruktører for mejerivæsen i guv. Vologda. Den mindede om den danske statskonsulenttjeneste, som blev oprettet i 1880erne, foranlediget af mejerisektorens ekspansion. 9
Hans Jessen Pallisen, dansk generalkonsul i St. Petersborg og grundlægger af Handelshuset G.I. Pallizen (Det Kongelige Bibliotek, København).
Carl Frederik Rieffestahl, danskfødt mejerimand i russisk statstjeneste. Leder af mælkerivæsenet i de nordlige guvernementer i europæisk Rusland. Fotoet er fra Vologda, formentlig 1880erne. Påskriften er fra 1902 (© Irina Lozovskaja, St. Petersborg).
SMØRBRANCHEN I GUVERNEMENTET VOLOGDA I 1890ERNE
Ifølge en rapport fra 1897 af A. Egunov, mælkerivæsensspecialist i det russiske landbrugsministerium, begyndte mejeriteknik og smørkvalitet allerede fra 1895 at blive bedre.
Det skyldes helt og holdent de danske instruktørers og deres fortræffelige leder Rieffestahls utrættelige og samvittighedsfulde arbejde. Rieffestahl ved ikke alene nøjagtig, hvad han vil og arbejder sig støt frem mod målet, men samtidig forstår han at behandle alle livets tilskikkelser med stor takt, så selv kulakmejeristerne respekterer ham. Han er en velkommen gæst i ethvert selskab og respekteret for sin fagkundskab, som en mand, der kan sit arbejde (Egunov 1897: 45).
Arbejdet i mejeribruget kostede ifølge Egunov danskerne store anstrengelser og var ikke altid kronet med held. Mange mejerier ville ikke have med regeringsinstruktørerne at gøre, men fire småmejerier, der havde fået vejledning af danske mejerifolk, vandt guldmedalje på den store nationale handels- og industriudstilling i Nižnij Novgorod i 1896 (ibid.: 32).
Rieffestahl (med stort skæg) omgivet af danske instruktører. Yderst til venstre i første række Mathilde Holm. Carsten