i Tula-området til animalsk produktion i forventning om mejeribrugets kommende store betydning, skrev i sine erindringer, at det var handelshusene A.V. Čičkin og Brdr. Blandovs fortjeneste, at mejeribruget efterhånden udviklede sig med stor succes i en radius af 150-200 km rundt om Moskva. Brdr. Blandov og A.V. Čičkin stod for forsyningen af Moskva med mælk, skrev han, og havde mælkeriudsalg på hvert et gadehjørne. Alt var rent og hygiejnisk i butikkerne, personalet gik i hvide kitler, og mælken blev udleveret i lukkede glasflasker. De to firmaer gjorde ifølge Podolinskij mere for store og middelstore landbrug “end samtlige zemstvoer på egnen og guvernementerne med alle deres agronomer og ’fagfolk’”. Podolinskij selv handlede med A.V. Čičkin, som stillede strenge krav til de hygiejniske forhold på gården, til malkekvægbesætningen m.m., og firmaets egen dyrlæge aflagde jævnligt veterinære kontrolbesøg (Podolinsky 1971: 67-68).
KRITIK AF ANDELSBESTRÆBELSERNE
Vereščagins virke og mejerisektorens fremvækst var genstand for stor offentlig opmærksomhed og debat. I det følgende præsenteres nogle væsentlige og typiske indlæg fra 1870-90ernes debat.
1870erne var præget af optimisme og tro på, at 1860ernes landboreformer ville bringe økonomisk fremgang, og at de lokale selvforvaltningers, zemstvoernes, arbejde ville få en gunstig indvirkning på det lokale liv. Liberale, reformistiske strømninger, som kom til udtryk i forestillinger om reformer fra oven og inden for systemets rammer og kun sjældent i ønsker om politiske reformer i retning af konstitutionelle indskrænkninger af autokratiet, gjorde sig gældende i visse adelige kredse og dominerede mange zemstvoer. Zemstvoen i guv. Tver var i så henseende en højborg (Fischer 1958: 28). Det var helt i tidens reformistiske ånd, når zemstvoen og de liberale medlemmer, der dominerede den, bakkede op om Vereščagin’s bestræbelser på at skabe en velfungerende andelssektor og også støttede dem økonomisk. Men blandt dens medlemmer var der også folk, der var skeptiske over for Vereščagin’s forehavende og mente, at andelsmejerierne byggede på sand og ville gå i sig selv, så snart Vereščagin slap grebet om dem, samt at de kostede zemstvoerne for mange penge (Makarov 1926: 101). En anden og mere sofistikeret kritik blev fremsat i 1872 i en artikel af A.N. Engel‘gardt, godsejer, landbrugsspecialist og kemiker og en af tidens kendte, socialt engagerede samfundsdebattører. Ifølge Engel‘gardt var Vereščagins andelsbestræbelser en total misforståelse set ud fra en national, social og klasseorienteret indfaldsvinkel. Han kaldte Vereščagins andelstanker for en flyvsk og vestligt inspireret idé (zapadničeskij nalet) og harcellerede over hans og hans kollegers romantiske forestillinger om andelsvæsenets fortræffelighed. De forestillede sig, skrev han, at når først en masse andelsosterier var åbnet, ville bønderne pænt komme med deres mælk, alle ville blive velhavende og begynde at gå i støvler og grå jakke og bo i små, pæne huse, omgivet af haver med blomstrende georginer og stokroser.
Vi ser tydeligt billedet for os: En gammel, skaldet landsbybo sidder under træets skyggefulde grene og smører med rystende hænder holstensk andelssmør på en skive rugbrød. Frokostsultne børnebørn står ved siden af rugbrødet, smørret og frugten og følger ivrigt den gamle mands bevægelser med øjnene. En af sønnerne skærer svejtserosten i skiver, en anden læser med cigar i munden højt af andelsosteriernes grundlægger Vereščagins andelsbiografi, hvis omslag er prydet af et billede af Vereščagin med Anna-ordenen i knaphullet (Otečestvennye zapiski, 1872, 2, citeret hos Makarov 1926: 101; Vereščagin fik tildelt St. Anna-ordenen af tredje grad i 1869).
Engel’gardt nøjedes dog ikke med at ironisere over Vereščagins vestligt inspirerede drømmerier, men havde også mere konkrete argumenter mod mejeribruget. Han hævdede, at det fik småbønderne til at aflevere al deres mælk, så der intet var tilbage til børnene, og at de kun solgte mælk af nød. Mejeribruget kom kun i forvejen velbjergede bønder til gode, mente Engel’gardt, var til skade for folkesundheden og uddybede forskellen mellem rig og fattig (ibid., 100-102).
Senere undersøgelser viste, at folkesundhedsargumentet ikke holdt, i hvert fald ikke i længden. Mejerieksperten Av.A. Kalantar ledede i 1894 en undersøgelse af 500 europæisk-russiske mælkeleverandørers mælkeforbrug. Den viste, at gårdenes eget forbrug af mælk ganske rigtigt ofte faldt, når bønderne begyndte af levere mælk, men herefter voksede til et højere niveau, end før mælkeleverancerne begyndte, fordi køernes mælkeydelse steg som følge af bedre foder og pleje. Især blev egetforbruget større om vinteren, fordi bønderne bestræbte sig på også at levere mælk på denne årstid til fremstilling af det velbetalte parisersmør (Vargin 1901: 79-80).
En tredje slags kritik, denne gang af et konkret andelsforetagende, kom fra historikeren og etnografen Aleksandra Efimenko. Hun beskrev i 1873 i en avisartikel et forsøg på at anlægge et andelsmejeri i guv. Archangelsk, hvor hun selv var født og på daværende tidspunkt arbejdede. Initiativet til andelsmejeriet var kommet fra nogle lokale “intelligenty”, der henvendte sig til guvernementsadministrationen med et forslag om at oprette et andelsmejeri (”intelligenty” [intellektuelle] betød i bred forstand veluddannede og dannede folk, i snævrere forstand veluddannede og dannede folk med et kritisk samfundsengagement – Pipes 1974: 251-52). Guvernementsadministrationen fandt en lokal købmand, som gerne ville være leder af foretagendet. Han kontaktede Vereščagin og fik en indføring i smørproduktion. Mange lokale bønder afviste imidlertid idéen, når han prøvede at vinde dem for tanken. Grunden var, at de mistænkte ham for kun at handle i egen interesse. Det lykkedes til sidst købmanden at finde en landsby med en interesseret præst, som også fik nogle bønder med på tanken og samlet private penge sammen til at starte foretagendet. Der blev ansat en uddannet kvindelig mejerist fra guv. Tver, og præsten, som også var andelshaver, blev mejeriformand. Andelshaverne indvilligede i ikke at få betaling for deres mælk i den første tid, fordi mejeriet manglede startkapital. Derimod blev mejeriet nødt til at betale for den mælk, det fik leveret fra ikke-andelshavere. Hurtigt begyndte foretagendet at gå skævt. De leverede mængder mælk var langt mindre end beregnet, andelshaverne fortrød og begyndte at kræve betaling for deres leverancer, og mejeristen viste sig at være både uduelig og uhæderlig. Hun blev afskediget, og præsten lærte sin husholderske op, så hun kunne overtage jobbet. Hun var dygtig, effektiv og hæderlig, men skaden var sket. Bønderne var blevet dybt skeptiske, leverede kun ganske lidt mælk og ville ikke gå med til at låne redningspenge hos staten, fordi de ikke turde løbe risikoen. Det endte med, at en lokal købmand, som havde skænket en stor pengegave til mejeriet ved dets etablering og sammen med sin bror stod for halvdelen af mælkeleverancerne, overtog foretagendet. Mejeriet begyndte nu at fungere, selvom bønderne fik meget lavere priser for deres mælk end i andelstiden. Skønt mejeriet nu var privatejet, blev det udgivet for at være et andelsforetagende. Staten havde nemlig fritaget andelsmejerier for at betale skatter og afgifter.
Aleksandra Efimenko konkluderede, at sådan måtte det gå, når de der involverede sig i foretagendet i virkeligheden blot gjorde det for egen vindings skyld. Kun “brændende hengivenhed for folket og et oprigtigt ønske om at få noget nyttigt ud af idéen for folkets skyld ville kunne få et sådant foretagende til at fungere, men her ser vi ikke skyggen af denne mægtige drivkraft” (Nedelja 1873, 17: 640-44). Efimenkos kritik gik altså ikke på selve andelsidéen, men på den udformning den fik i det beskrevne tilfælde, hvor en lokal købmand førte den ud i livet. Hendes vurdering af andelsfiaskoen var tidstypisk for russiske intellektuelle i kraft af de idealistiske følelser for folket, hun gav udtryk for, hendes principielle støtte til andelssagen og hendes foragt for den russiske købmandsstand (mere herom hos Kotsonis 1994, 1999, West 1998: 6-7, Buryškin 1991: 67; Bill 1959: kap. 7). I dette tilfælde gav hun en købmands påståede egennyttighed hele skylden for et mislykket andelseventyr, uden at overveje om der (også) kunne være andre årsager, som f.eks. mangel på erfaring, viden og kapital hos de involverede.
I 1884 vurderede N.V. Vereščagin i en længere artikel sit andelsvirke i 1860-70erne. Han var dengang, skrev han, et typisk barn af sin tid, idet han nærede et stærkt ønske om at gøre noget nyttigt for sit land, men kun havde ringe kendskab “til det folkelige livs vilkår”. Det var, skrev han, sammen
