Civiliserende institutioner. Laura Gilliam

Чтение книги онлайн.

Читать онлайн книгу Civiliserende institutioner - Laura Gilliam страница 15

Civiliserende institutioner - Laura Gilliam

Скачать книгу

international integration og konkurrence (oftest omtalt som ‘globalisering’), kan man se den skærpede politiske bevågenhed på lærings- og dannelsesprocesser som et forsøg på at inddæmme udfordringer af den bestående orden og styrke den nationale integration. Som Jenkins beskriver det fra skoler i Skive, ser lærerne både EU, indvandring og unges brug af medier som en trussel mod den danske kultur og identitet og forsøger som reaktion herpå at lære børnene mere eksplicit om dansk kultur (Jenkins 2011, s. 205-211). På samme vis viser Schiffauer et al.’s studie af, hvad de kalder “civil enkulturation” i en hollandsk, britisk, tysk og fransk skole, at skoler i disse europæiske lande også er optagede af at sikre opdragelsen til den nationale civile kultur og ikke mindst til formationen af nationale identiteter hos deres elever (Baumann 2004, s. 8-10). Hvor dette altid har været et karaktertræk ved skolen som nationalinstitution, synes samtidens mere intensive trusler om national og kulturel disintegration at forstærke denne praksis. I det lys kan behovet for at sikre, at transformationen af den opvoksende generation faktisk sker i overensstemmelse med de herskende forestillinger om, hvad man skal kunne, og hvordan man skal opføre sig, ses som et forsøg på at beskytte og distancere nationen internationalt ved at hævde særligt civiliserede former.

      Det er imidlertid ikke nogen entydig ortodoxi, der tegner feltet i dag. Forskellige dominerende grupper markerer deres synspunkter om institutionernes opgaver i forhold til både børn og samfund, og ret skarpe fronter er trukket op. For nogle grupper refererer viden og opførsel til en kulturalistisk forståelse af, at civiliseret adfærd er en særlig dansk størrelse, som man bedst fastholder ved at lære børn om den danske historie, kultur og normer. For andre er daginstitutionen og skolens opgaver overvejende af faglig art og ses som en forudsætning for den enkeltes og nationens muligheder i en fremtidig globaliseret verden. For andre igen giver såvel fokus på tests, faglighed og danskhed mindelser om tidligere tiders sorte skole og nationalromantisme og står dermed som et civilisatorisk tilbageskridt til et mindre socialt og tolerant samfund. Disse konkurrerende betoninger af nationen, konkurrencen med andre lande og det øgede fokus på faglighed og individuel optimering synes da også umiddelbart at udfordre tidligere civiliseringsidealer for barn og fællesskab, men som vi vil se i flere af de empiriske kapitler, ændres den institutionelle opdragelse ikke abrupt. Snarere synes de nye prioriteringer at blive lagt oven i tidligere normer og forsøgt indarbejdet i den institutionelle praksis. Selvom der kan være tendenser i andre retninger, synes resultatet således ikke at blive, at der slækkes på krav om f.eks. social tilpasning eller betydningen af fællesskab; men snarere at der stilles flere fordringer – faglig udvikling, individuel optimering, sociale kompetencer og fællesskabstilpasning – til det enkelte barn.

      Informalisering og selvbeherskelse: civiliseringsidealer for børn og opdragere

      Som vist er der historisk foregået en række skift i civiliseringsidealer, som både har betydning for det mål – det barn – man ønsker at forme igennem den institutionelle opdragelse, og den praksis, man mener, at det skal gøres igennem. Fra tidligere tiders fokus på disciplin, manerer og andre formelle adfærdsregler, som blandt andet var baseret på generationsafstanden mellem børn og voksne og en markering af statusforskelle mellem mennesker, er der sket en opblødning af fordringer til omgangsformer. En af de opfattelser af børn og opdragelse, som vi ser, har sat sig stærkt igennem som norm for børneopdragelse på trods af løbende kritik og skiftende pædagogiske vinde, er den ‘informalisering’ af forholdet mellem voksne og børn, som man kan spore tilbage til kulturradikalismen og reformpædagogikken. Selvom der i nogle kredse udtrykkes nervøsitet for disciplinkrise i skolerne, og der lyder krav om, at lærerens autoritet skal geninstalleres, ønsker man heller ikke her en genkomst af det underdanige barn. At børn ikke skal tugtes, revses eller holdes nede af autoritære voksne, men gives mulighed for at udtrykke og udfolde sig selv også i samværet med voksne, er i dag et udbredt og accepteret opdragelsesideal i det danske samfund.

      Denne ændring er ikke kun et dansk fænomen. Også Elias peger i et af sine senere skrifter på en generel informalisering af forholdet mellem voksne og børn i Vesteuropa op gennem det 20. århundrede. Hvor Ariès primært betonede en øget distance til børn som del af – og forudsætning for – det moderne samfund, argumenterer Elias for, at der er tale om en dobbelt proces, hvor social regulering og fysisk distance i form af øget institutionalisering har været ledsaget af en demokratisering og emotionalisering af relationerne mellem voksne og børn (Elias i Goudsblom & Mennell 1998; van Krieken 2002, s. 156). Dette kommer til udtryk på flere måder: Dels har civiliseringsprocessen generelt medført en større opmærksomhed på optræden og en tabuisering af vold, der også har sat sig igennem i voksen-børnrelationer. Det anses ikke længere for civiliseret at håndhæve sin autoritet med fysisk magt. Dels kan man iagttage en generel nedtoning af autoritetsstrukturer, der betyder en større grad af jævnbyrdighed mellem generationerne f.eks. i beslutningsprocesser i familier, men også i formelle sammenhænge som skoler. Endelig har den psykologiske videnskabs påvirkning betydet et øget fokus på sociale og psykologiske konsekvenser ved autoritær opdragelse. Det udtalte fokus på psykens påvirkelighed, og her især på barndommens betydning for udvikling, følelsesliv og relationer og dermed for social adfærd, har ændret karakteren af opdragerens (specielt forældrenes) ansvar og gjort indlevelse og følelsesopmærksomhed til en vigtig dimension i opdragelsen. I tråd med den reformpædagogiske tænkning, der jo netop var præget af udviklingspsykologien, skal den progressive, men også netop civiliserede pædagog kultivere, ikke knægte, og må beherske sig og agere nænsomt i forhold til barnet (Øland 2010, s. 79; Hermann 2007, s. 69). Denne åbenhed eller informalitet i både relationer og udtryk er dog ikke tegn på, at fordringerne til social optræden er blevet slækket, blot at de har ændret karakter. Når normer for opførsel er mindre givne eller formaliserede, og man samtidig skal begå sig blandt mange forskellige slags mennesker, øges fordringerne til den enkeltes sociale sensitivitet og situationsfornemmelse; der fordres, hvad Elias har betegnet som “controlled decontrolling of emotional controls” (citeret i Wouters 1986, s. 3).

      I forhold til børneopdragelse har denne proces betydet en øget betoning af situationsfornemmelse. Hvor man tidligere så opdragelsens funktion som en overførsel af et relativt klart, ydre defineret normkodeks, der reflekterede stabile dominansrelationer f.eks. mellem generationer, køn og klasser, prioriterer man nu, at barnet lærer at føle skam over at bryde mere usagte normer og selv udvikler evnen til at vurdere situationer og til at bedømme og tilpasse sig konkrete andre mennesker, hvis status ikke umiddelbart er aflæselig. Opblødningen af formelle strukturer har øget behovet for, at individet selv kan afkode sociale sammenhænge og opbygge relationer. Samtidig har den vage autoritetsstruktur gjort det opdragende arbejde mere kompliceret; en succesfuld opdragelse fordrer en stadig opmærksomhed på og engagement i det enkelte barn for gennem pædagogiske virkemidler som opmærksomhed, opmuntring og korrektion at indarbejde selvkontrol og selvstændig stillingtagen i barnet (se Bach 2011 for et dansk studie). Demokratiseringen af generationsrelationerne betyder således ikke, at opmærksomheden på barnet slækkes; tværtimod er det nødvendigt med en øget bevågenhed for at sikre, at barnet udvikler social sensitivitet og undgår såvel upassende verbal og kropslig adfærd som markeringer af ulighed og konflikt. Barnet skal kunne begå sig i vekslende sammenhænge.

      I den forstand indebærer demokratiseringen af relationerne en ny form for social distinktion. Som Bachs kapitel om velstillede familiers opdragelsesprioriteringer viser, udviser forældrene – specielt mødrene i materialet – et udtalt engagement og investering af følelser og tid i deres børns handlinger, opførsel og relationer. Denne opmærksomhed synes at afspejle et større fokus på børns velbefindende, men også at børn indgår i den sociale stratificering både som handlende aktører og som objekter for investering og dermed som symbolske udtryk for social status. Demokratiseringen eller informaliseringen har givet den sociale stratificering andre udtryk og distinktionsformer, hvor netop børns aktive og selvstændige deltagelse i mange sociale sammenhænge indgår i andres bedømmelser af en families status og grad af civilisering. Dette forhold gælder dog ikke bare i de nære sociale relationer. Også på samfundsniveau er inddragelse af børn blevet udbredt juridisk og politisk, ligesom deres aktive deltagelse

Скачать книгу