er altså bestemt af menneskets evne til i tale at referere til sig selv med jeg og til samtalepartneren med du. Talehandlingens, talens instans’ nu, er tidens omdrejningspunkt: Verbernes førtidsformer refererer til begivenheder før dette nu, fremtidsformerne til begivenheder efter; før og efter har kun mening som relateret til den talendes nu. »Talens instans er således konstitutiv for alle de koordinater, der definerer subjektet«.
En sådan »pointillistisk« opfattelse kunne umiddelbart synes at modsige bestemmelsen af »subjektivitet« som »den psykiske enhed, der transcenderer totaliteten af de oplevede erfaringer, som den samler, og som sikrer bevidsthedens permanens«. Men Benvenistes pointe er, at subjektiviteten som kontinuitet, som »bevidsthedens permanens«, er en effekt af tilegnelsen af sproget:
Sproget er altså subjektivitetens mulighed, fordi det altid indeholder de lingvistiske former, der er tilpasset dets udtryk, og diskursen provokerer fremkomsten af subjektiviteten som følge af, at den består af diskrete instanser. Sproget tilbyder på en måde ›tomme‹ former, som enhver talende i udøvelsen af diskursen tilegner sig, og som han relaterer til sin ›person‹, idet han samtidig definerer sig selv som jeg og en samtalepartner som du.15
Med andre ord (men denne gang ikke Benvenistes): Bevidsthedens permanens, bevidstheden om kontinuitet i tid, er en effekt af sproghandlingernes diskontinuitet, som om gentagelsen af jeg og du akkumulerer (en mere eller mindre illusorisk) kontinuitetserfaring. Præcis hvordan processen foregår, er måske et sprog- eller indlæringspsykologisk spørgsmål. Pointen er bare, at sproget med sine diskrete former er noget givet, individer vokser op i det, og de bliver først subjekter, idet de udfylder formerne, og de afgørende former, som sproget tilbyder i denne proces, er de personlige pronominer. I ethvert kendt sprog danner disse et system, ud fra hvilket subjektet koordinerer sin verden i rum og tid, idet det samtidig gentagende bliver til som subjekt for sig selv og for andre.
I talens instans, talehandlingens øjeblik, finder vi altså hver gang et nu og et jeg forskelligt fra alle andre og alle andres jeg og nu. Men da disse udfylder et givet sprogsystems tomme former, er det nærliggende at tale om et talens eller diskursens system. Det fører sjældent til problemer, at ordet diskurs (sammenhængende tale) på denne måde får en dobbelt betydning: på den ene side talens konkrete øjeblik, på den anden side det system af tomme tegn, som disse øjeblikke eller instanter hver gang udfylder.
Person og ikke-person
I de enkleste tilfælde er handlinger, som et verbum beskriver, de samme i 1., 2. og 3. person. For eksempel refererer det franske verbum manger (spise) til den samme handling i je mange, tu manges og il mange; person gør ingen forskel. Men mange verber ændrer betydning efter person. Det gælder for nogle, men ikke alle verber, der betegner dispositioner eller »mentale operationer«. Verber som tro, antage, forudsætte, konkludere, som synes at referere til mentale operationer, kræver et komplement: »Jeg tror, der kommer regn i aften«, »Jeg konkluderer, at denne krig er unødvendig«. Tro og konkludere refererer ikke til en begivenhed og egentlig heller ikke til den mentale aktivitet at tro eller at konkludere, men derimod til en holdning (som kan være resultat af en trosakt eller et tankearbejde), en holdning til det sagsforhold, som det primære udsagn beskriver (der kommer regn i aften; denne krig er unødvendig). Sætninger som disse vil man ikke ofte møde i 2. person, hvor de som oftest vil være en art ekkosætninger, gentagelser af, hvad du (lige) har sagt: »Du tror, der kommer regn i aften?« Men i 3. person er det helt anderledes: »Han tror, der kommer regn i aften«, »Hun konkluderer, at denne krig er unødvendig«. I den synsvinkel, ud fra hvilken jeg udsiger disse sætninger, har vi her kun rene konstateringer.16 I 3. person er det udsigende jeg umarkeret, og udsagnet er »objektivt« beskrivende; det røber ikke udsigerens »subjektive« holdninger. Her har altså denne type verber en anden valør end i 1. (og 2.) person.17
Spørgsmålet om 3. persons lingvistiske særstatus er gennemgående i Benvenistes arbejde. I artiklen »Personrelationens struktur i verbet« forsøger han at vise, hvordan jeg-du-systemets pronominer i praktisk taget alle kendte sprog har en helt anden lingvistisk status end »det-systemets«; i alle kendte sprog refererer verbernes 3. person (eller pronominer med samme funktion: han, hun, det) til det, som ikke er person (jeg eller du), til det ikke- eller apersonale, det, der falder udenfor – det, man taler om, men ikke taler med.18
Historie og litteratur
I ›Tidsrelationerne i det franske verbum‹19 beskriver Benveniste, hvordan de måder, som franske verber organiserer tid på, kan ses som underlagt to forskellige »udsigelses-systemer«: Foruden talesprogets normale system, le discours, er der et system, som nu stort set kun er operativt i særlige skriftlige sammenhænge, nemlig for så vidt som der skrives historier, de være sig virkelige eller fiktive. Benveniste kalder følgelig dette system l’histoire. Forskellen mellem de to systemer er kort fortalt denne: I diskursen, som bruger imperfektum eller sammensat datid for at fortælle historier, relaterer udsigelsen sig implicit altid til sin egen nutid, som f.eks. i: »Peter var syg i går«, hvor tidsangivelsen »i går« er relateret til udsigelsens nu. I l’histoire, derimod, drejer det sig om en præsentation af begivenheder, som er sket en gang »i tiden«, og hvor den, der beretter dem, ikke på nogen måde markerer udsigelsens nu: »34 år senere var Alexander død«. Den »historiske intention« konstituerer en af »sprogets store funktioner« og præger det med en »særlig tidslighed«:
Vi vil definere den historiske beretning [le récit historique] som en udsigelsesmåde, der udelukker enhver ›selvbiografisk‹ lingvistisk form. Historikeren siger aldrig jeg eller du, aldrig her eller nu, for han låner aldrig diskursens formelle apparat, der består i den personale relation jeg: du. I en strengt gennemført historisk beretning vil man altså aldrig finde andet end formen ›3. person‹.20
Den historiske beretning har ifølge Benveniste i alt væsentligt kun tre tider: passé simple, imperfektum, pluskvamperfektum. Men mens imperfektum og pluskvamperfektum er former, som den historiske beretning deler med talesproget, er passé simple (simpel datid) en særlig fransk præteritumsform, som i dag stort set kun findes i skriftligt sprog, og som regel kun i 3. person.21 Med et lån fra græsk grammatik foreslår Benveniste at kalde den aorist. Formen vil praktisk talt altid skulle oversættes med dansk imperfektum;22 men på fransk indikerer den en afstand i tid eller holdning, som indebærer, at det fortalte (eller refererede) ikke længere har nogen praktisk, nutidig betydning for udsigeren og hans tilhørere; den indikerer et »afsluttet kapitel«.23 I skrevne franske beretninger og fortællinger kan den vanskeligt erstattes med imperfektum eller talesprogets passé composé (førnutid), uden at den særlige aorist- eller »distance«-effekt går tabt. Men omvendt kan den historiske udsigelsesmåde i princippet fint klare sig uden talesprogets, diskursens, tidsformer:
I den historiske beretning er det nødvendigt og tilstrækkeligt, at forfatteren forbliver tro mod sin tale som historiker, og at han bandlyser alt, som er fremmed for det at berette begivenhederne (tale, refleksioner, sammenligninger). Egentlig er der nu ikke længere engang en fortæller her. Begivenhederne bliver fremstillet, som de optræder, efterhånden som de kommer til syne i historiens horisont. Ingen taler her; begivenhederne synes at fortælle sig selv. Den fundamentale tid er aorist, som er begivenhedens tid uden for fortællerens person.24
Dette betyder selvfølgelig ikke, at historikeren er forpligtet til kun at bruge histoire. Men det betyder, at hver gang der i en historisk beretning viser sig en diskurs, for eksempel når historikeren »reproducerer en persons tale, eller når han selv intervenerer for at vurdere de rapporterede begivenheder, går man over til et andet tidsligt system, diskursens«;25 verbernes tider bliver diskursens tider, og aorist er udelukket. Det er netop en særlig egenskab ved sproget at »tillade disse øjeblikkelige overføringer«.26
Det sker undertiden, at en historiker
