GENETTE: ›BERETNINGENS GRÆNSER‹
Diskurs
I sit bidrag til Communications nr. 8,«Les frontières du récit« (»Beretningens grænser«), er også Genette på jagt efter fortællerens tegn og fortællerens kode. Hvordan véd vi egentlig, at sætningselementer i en tekst er diskursive, hvis de ikke på en eller anden måde markerer en udsiger? Findes der operative kriteria for at afgøre det? Genette svarer med et Benveniste-citat:
nutid (le présent), som er den diskursive modus’ tid par excellence, defineres ikke som andet end det øjeblik, hvori diskursen foregår, anvendelsen af nutid markerer ›den beskrevne begivenheds sammenfald med diskursens instans, som beskriver den‹.47
Nutid, verbets præsens, skulle således levere et operativt kriterium for at afgøre, om et sætningselement er diskursivt, et »taleelement«. Nutid, præsens, er diskursens tid, for et verbum i præsens henviser til selve udsigelsens tidspunkt. »Den lingvistiske tid er selvrefererende«, sagde Benveniste.48 Som lingvistisk selvrefererende henviser enhver tale implicit til talens nu (og hvis der er et tilfælde, hvor den ikke gør det, nemlig når talen er et citat, og den citerede tale ikke henviser til talerens nutid, da gør citeringen det). For Benveniste er pointen først og fremmest, at i lingvistisk tid er talens selvrefererende nutid udgangs- og omdrejningspunkt for alle verbernes tider. En fortælling, hvor den talende beretter en historie, han har oplevet, vil »naturligt« blive fortalt i datid og som fortidig, men denne datid er da altid sat i relation til talens nutid som netop denne nutids fortalte fortid.
Gambara
I artiklen om de franske verbers tider havde Benveniste foruden en håndfuld citater fra historiske værker bragt et Balzac-citat, der illustrerer, hvorledes systemet histoire træder i funktion og næsten fuldstændigt præger selv en fortælling, som ikke er en historikers, men en romanforfatters. Citatet er i særdeleshed interessant ved sin elegante og komplekse synsvinkelteknik. Genette har på dette tidspunkt endnu ingen teori om synsvinkler og læser det kun med henblik på at vise, hvordan Balzac skjuler, men ikke udvisker sin fortællers diskurs. Lad os prøve at følge ham.
Balzacs lille roman Gambara fra 1837 begynder in medias res ved at introducere en smuk, ung mand med et selvbevidst udseende og »utvivlsomt en udlænding«. Der bliver lagt mærke til ham og snakket om ham af den passerende mængde. Man mener, at mandens tøj og hele fremtoning tyder på, at han givetvis er adelig og ikke mangler penge. Denne indledende passage synes at være holdt i ydre synsvinkel. Efter en 20 linjer når vi den passage, som Benveniste citerer. Første sætning lyder sådan:
Efter en runde i arkaderne kiggede den unge mand op på himlen, derefter på sit ur, gjorde en utålmodig gestus, gik ind i en tobaksforretning, tændte en cigar, placerede sig foran et spejl og kastede et blik på sit tøj, lidt mere udsøgt end smagens love i Frankrig tillader.49
I en fodnote bemærker Benveniste, at citatet dog ikke er absolut gennemført histoire, eftersom det efterstillede sætningsled –«lidt mere udsøgt end smagens love i Frankrig tillader« – jo gengiver »en forfatterrefleksion, som undslipper beretningens plan«.50 Vi forstår, at hvis verbets tid derimod havde været præteritum, altså: »lidt mere udsøgt end smagens love i Frankrig tillod«, ville sætningen ikke så let undslippe beretningens niveau, for den måtte da læses som en historisk udsigelses konstatering af det forhold, at enhver kompetent, samtidig smagsdommer ville mene, at den unge mands tøj var lidt mere udsøgt, end den franske smag tillader – altså den gang tillod. Vi ser således, at verbets præsensform (»tillader«) ophæver den absolutte distance mellem den fortalte historie og fortællingens tid, som en rent historisk fortælling forudsætter. Sætningsleddet er et perfekt eksempel på et diskursivt element, en fortællers tale, ikke et narrativt element, men en »fortællers dom«, siger Genette.
Nu ville det selvfølgelig give dårlig mening at læse sætningen som en fortællers dom, hvis denne dom ikke var på linje med samtidige smagsdommeres vurdering. Sætningen tillader, nej tvinger os til at antage et ganske bestemt træk ved udsigelsessituationen: Forudsætter vi her en fortæller, må det dreje sig om en samtidig fortæller (en fortæller fra samme »periode«). Præsensformen peger ikke på et vilkårligt fortælletidspunkt efter de fortalte begivenheder, men et, der er tæt nok på begivenhederne til, at smagsdommen har en for den givne periode almen karakter. Dette blot som en præcisering af noget, der er (eller bør være) en udsigelsesanalytisk selvfølgelighed. Vi har altså her en fortæller, der fortæller, hvad han véd, og hans smagsdom er en del af hans viden om historien, ikke bare hans subjektive dom.
Imidlertid, ser vi lidt nærmere på den citerede passus, finder vi noget, der ser ud som et synsvinkelskift. Den unge mand placerer sig foran et spejl og kaster et blik på sit tøj – det er endnu fortalt som i en ydre synsvinkel. Men idet Balzacs »stil« er så moderne, at den undlader at bruge, hvad klassisk fransk stilistik kræver,51 nemlig at man markerer det afsluttende »lidt mere udsøgt end smagens love i Frankrig tillader« som en relativsætning (Balzac skriver ikke »…, som er lidt mere udsøgt …«), gør han det muligt at læse formuleringen som dækket direkte tale: Den unge mand kaster et blik på sit tøj og konstaterer (med en vis tilfredshed og måske også en vis ængstelighed), at hans tøj er mere udsøgt etc. Teksten har umærkeligt skiftet fra en ydre til en indre synsvinkel, og »smagsdommen« er nu ikke længere en fortællers dom, men den unge mands, som véd, at enhver der ser ham, vil fælde den samme dom. Men »skift« er ikke det helt præcise ord her; bevægelsen er mere subtil: Via spejlet er den indre synsvinkel stadigvæk en ydre; ydre og indre fokalisering foldes sammen i én bevægelse, ligesom den unge mand i én bevægelse udfører to handlinger, som vi skal se om lidt.
Vi ser således, at læst med hensyn til tekstens leg med synsvinkler ændrer dens angiveligt diskursive element her karakter: »Subjektiviteten i sproget« er ikke længere forbundet med en fortællers dom, men lokaliseret til en af historiens personer. Fortællingen røber ikke længere et fortælletidspunkt; udsigelsens spor er forsvundet, Benvenistes lingvistiske tid er ligesom flyttet ind i teksten; det fortaltes nutid er blevet det omdrejningspunkt, som sætningernes tider forholder sig til. Man kunne sige, at lingvistisk tid er blevet forvandlet til episk tid.
Gambara-passagens næste sætning begynder tilsyneladende igen i en ydre synsvinkel for til sidst atter at glide over i noget, der ligner en indre:
Han rettede på sin flip og sin sorte fløjlsvest, på hvilken der i flere krydsninger var anbragt en af disse svulmende guldkæder, fabrikeret i Genova; efter at han dernæst i én bevægelse havde kastet sin fløjlsdoublerede kappe over sin venstre skulder, idet han lod den falde i elegante folder, fortsatte han sin promenade, uden at lade sig distrahere af de stjålne burgøjserblikke, han modtog.52
Men stadigvæk drejer det sig egentlig ikke om et synsvinkelskift: Citatets første del er allerede en sammenfoldet ydre og indre synsvinkel; det viser os den unge mands bevægelser og samtidig hans opmærksomme bevidsthed om sit udseende. Kun den konventionelle formel »den unge mand« i tekstens allerførste sætning holder os fast i en position, hvor vi véd mindre end karakteren, men formlen er ikke et utvetydigt udtryk for udvendighed: Vi kender ikke den unge mands identitet, men vi er allerede inde i hans selvbevidste seen sig selv med andres blik. Teknisk set viser passagen sig således som helhed at være fortalt i indre synsvinkel.
Genettes interesse er her stadigvæk de diskursive elementer. Han griber fat i »en af disse svulmende guldkæder, fabrikeret i Genova«, kalder formuleringen et »demonstrativt udtryk« og finder, for det første, at den »åbenbart rummer en begyndende overgang til nutiden«,53 for skønt verbet ikke står i præsens, er »fabrikeret i Genova« en henvisning til nutiden, eftersom »fabrikeret« jo ikke betyder »som man fabrikerede«, men »som
