eller gemmer sig i teksten.
1972: GENETTES DISCOURS DU RÉCIT. INDLEDNINGEN
Discours du récit. Essai de méthode, det er den fulde titel66 på den boglange artikel, der skulle blive en fundamental inspiration for moderne fortælleteori.67 Intet i titlen røber, at artiklens specifikke genstand er fortællingen i Prousts På sporet af den tabte tid; titlen har ligesom glemt artiklens særlige indhold. Men i et forord forsikrer Genette, at titlen ikke er et forsøg på koketteri eller falsk varebetegnelse, for faktisk, og »på en måde, som enkelte måske vil finde stærkt irriterende«, vil Prousts fortælling her synes glemt til fordel for mere generelle betragtninger, »eller, som man siger i dag, kritikken træder tilbage for ›litteraturteorien‹, og helt præcist fortælleteorien eller narratologien«. Nu kunne dette misforhold retfærdiggøres på to måder: enten ved åbent at indrømme, at Prousts roman her kun tjener som påskud for en mere generel litteraturteoretisk betragtning, som leverandør af eksempler og illustrationer for »en narrativ poetik, hvor romanens specifikke træk forsvinder i »›genrelovenes‹ transcendens« – eller også omvendt ved at lade poetikken underordnes den kritiske analyse af romanen. Men Genette ser sig ikke i stand til at vælge mellem disse to, som det synes, uforenelige retfærdiggørelser, og forklarer det dels med en diskret appel til Benedetto Croces æstetik og dernæst ved at insistere på nødvendigheden af analyse:
Det forekommer mig umuligt at betragte På sporet af den tabte tid som et enkelt eksempel på, hvad der antages at være fortælling i almindelighed; […] det specifikke ved den proustske narration er som helhed irreduktibelt, og enhver ekstrapolation ville her være en fejl ved metoden; På sporet illustrerer kun sig selv.68
Men modviljen mod at anvende generelle teorier på »singulære« værker implicerer ikke, at værkets specificitet skulle være
uanalyserbar, og ethvert af de træk, som analysen her fremdrager, indbyder til en eller anden tilnærmelse, sammenligning eller perspektivering. Som ethvert værk, som enhver organisme, består På sporet af universelle eller i det mindste transindividuelle elementer, som den samler i en specifik syntese, en singulær totalitet. At analysere er ikke at gå fra det generelle til det særlige, men nok fra det særlige til det generelle: fra denne usammenlignelige eksistens, som På sporet er, til de helt almindelige elementer, figurer og fremgangsmåder af almen brugbarhed og kurant værdi, som jeg kalder anakronier, det iterative, fokaliseringer, paralepser etc.69
Det drejer sig altså ikke om at applicere begreber og teorier på individuelle værker, men snarere om, at givne og hævdvundne greb og begreber med en vis uundgåelighed vil dukke op i analysen, selv hvis man tror, at man kan og bør klare sig uden for bedre at møde hvert enkelt værk i dets helt særlige individualitet.
Genettes »forsøg på metode« placerer sig således fra begyndelsen i en position kendetegnet ved en vis hermeneutisk realisme og i opposition til enhver forestilling om metode, der går ud på at anvende regler og finde facitsvar. Hvad er så Genettes metode? Spøgefuldt ironisk, og idet han spiller på religiøse undertekster og samtidig foregriber en hovedtopos hos Proust, peger han på den ufrivillige erindrings »mysteriøse« uforudsigelighed, som ikke er uden et vist slægtskab med æstetikkens (og poetikkens) og erkendelsesteoriens sfærer:
Det, jeg foreslår her, er væsentligt en analysemetode: Jeg må altså erkende, at idet jeg søger det specifikke, finder jeg det universelle, og at jeg, idet jeg vil stille teorien i kritikkens tjeneste, mod min vilje stiller kritikken i teoriens tjeneste.70 Dette er enhver poetiks paradoks, og sikkert også enhver erkendelsesvirksomheds, altid udspændt mellem de to uomgængelige sandheder, at der ikke findes objekter, som ikke er singulære, og ingen videnskab, som ikke er om det generelle; og dog finder den trøst og bliver på sin vis tiltrukket af denne lidt mindre udbredte sandhed, at det generelle findes i hjertet af det singulære, og altså – i modsætning til en almindelig fordom – det erkendelige i mysteriets hjerte.71
Så mod sin vilje er Genette altså kommet til at stille sin kritiske undersøgelse af Prousts værk i teoriens tjeneste? Det kan lyde som blot en lidt forceret retorisk teaser, og sådan må vi tro, at det er blevet opfattet blandt den større del af Discours’ læsere, for artiklen er først og fremmest blevet læst (og kritiseret) som et udkast til en generel narratologi. Men som vi skal se i det følgende er det næsten helt bogstaveligt sådan, at Genettes samlede teori springer ud af analysen af Prousts værk, og samtidig også sådan, at det stort set er »helt almindelige« – og altså ikke for eksempel specifikt strukturalistiske – »elementer, figurer og fremgangsmåder af almen brugbarhed og kurant værdi«, der bliver gjort operative i analyserne.
På ét punkt, imidlertid, forholder det sig lidt anderledes, nemlig når det gælder inddragelsen af Benvenistes teori om udsigelsen, som jo ikke tilhører litteraturkritikkens almindelige og kurante begreber, selv om den efter 1966 i stigende grad havde vundet gehør (men ikke nødvendigvis forståelse) blandt franske litterater. I Discours’ indledning præsenteres den som en overgribende, teoretisk ramme for analysen; men det sker bemærkelsesværdigt diskret og anonymt, gemt i en diskussion af det flertydige ord récit (normalt oversat med fortælling): Det er nødvendigt at skelne mellem den betydning af ordet, hvor det betegner den fortalte historie, og så den betydning, hvor det betegner ›den række udsagn (i litteraturen den tekst), der fortæller historien‹, altså fortællingen,72 og så en tredje betydning, som synes at være den ældste, og hvor ordet »endnu en gang bekendtgør en begivenhed«, ikke den man fortæller, men den, der består i, »at en eller anden fortæller noget, selve fortællehandlingen« (hvad Benveniste kalder udsigelsen):
Man siger således, at sangene IX-XII i Odysseen er viet til Odysseus’ fortælling, som man siger at sang XXII er viet til massakren på bejlerne; at fortælle disse eventyr er en handling, ligesom det at massakrere sin hustrus bejlere er det, og hvis det siger sig selv, at eksistensen af disse eventyr (forudsat man, som Odysseus, opfatter dem som virkelige) ikke på nogen måde afhænger af denne handling [fortællehandlingen], er det lige så indlysende, at den narrative diskurs, Odysseus’ fortælling […], er absolut afhængig af den, for den er dens produkt, som ethvert udsagn er produktet af en udsigelseshandling.73
Så her er den, udsigelsesteorien, men uden eksplicit reference til Benveniste og i stedet præsenteret, som om den skulle være resultatet af et ganske simpelt, commonsensisk ræsonnement. »Uden narrativ handling [acte narratif], altså, intet udsagn, og til tider ikke en gang et narrativt indhold«. Genette finder det »overraskende«, at fortælleteorien indtil nu har været så lidt opmærksom på den narrative udsigelses problemer og brugt næsten hele sin opmærksomhed »på udsagnet og dets indhold, som om det var fuldstændig sekundært, at Odysseus’ eventyr, for eksempel, fortælles snart af Homer, snart af Odysseus selv«.
Det giver næsten sig selv, at de tre betydninger af récit nu kan betegnes som henholdsvis historie, diskurs og narration. Klart nok er diskursen, som vi allerede, hvad litteratur angår, har identificeret med fortællingens tekst, det eneste, der er direkte tilgængelig for analyse, mens historien og narrationen kun er tilgængelige, for så vidt som vi kan spore dem i, udlæse dem af teksten. Og narrationen, det er altså den handling, der producerer fortællingen, og ikke kun handlingen isoleret betragtet, men hele »den narrative situation eller instans, og med den dens to protagonister, fortælleren og hans adressat, virkelig eller virtuel«.74 Udsigelser forekommer normalt ikke uden kontekst, og udsigelsessituationen er medbestemmende for, hvordan vi kan forstå, ikke alene udsigelsen, men også det udsagn, den producerer.
Dermed er Discours’ rammeteori, ganske vist anonymt, antydet i sine grundtræk. Genette sammenfatter det hele – og lidt mere – i følgende brandpassus:
Historie og narration eksisterer altså for os kun gennem fortællingens mellemkomst. Men til
