voldt grammatikerne usædvanligt store problemer, og ej heller i moderne lingvistik finder man en konsensus om, hvordan den skal beskrives. (For en fyldig sproghistorisk og teoretisk redegørelse se Wendy Ayres-Burnett og Janice Carruthers, Problems and Perspectives. Studies in Modern French Language, Harlow: Pearson Education, 2001, ss. 168-191.) – Indtil midten af 1600-tallet var passé simple en almindelig præteritumsform også i fransk talesprog og ikke begrænset til 3. person. Benveniste hævder, at formen i dag kun bliver brugt i skriftlige sammenhænge, og kun i 3. person. Det er efter alt at dømme en for generel påstand; der findes eksempler på aktuel brug af passé simple 1. og 2. person, dialektalt endog i talesprog. (For en informativ redegørelse med mange teksteksempler fra 1600 til i dag, se Nathalie Fournier, Grammaire du français classique, Paris: Belin, 2002, s. 395-612.)
22 Hvis man præcist imperfektum-oversætter passé simple vil det på dansk ofte give en art passé simple-effekt, men som oftest vil det komme til at lyde umuligt. Tag f.eks. denne sætning fra Madame Bovary: »Mais, quand la lettre fut close, comme elle ne savait pas l’adresse de Léon, elle se trouva fort embarassé«. Den kunne næsten bogstaveligt oversættes med: »Men, da brevet var lukket, og hun nu ikke lige vidste Leons adresse, fandt hun sig stærkt forlegen«. På moderne dansk ville man måske snarere sige » … kom hun i stærk forlegenhed«, »blev hun stærkt forlegen«. Men passé simple antyder en allerede afsluttet handling, som i en perfektum (der på dansk er en sammensat form): »(Hun fandt, at) hun nu var kommet i stærk forlegenhed« eller »(hun fandt, at hun var blevet stærkt forlegen)«. Det ejendommelige ved passé simple er, at den ofte med øjeblikkelig virkning synes at gøre hver begivenhed til en »afsluttet historie«. En passé simple-fortællens bevægelse fremad sker ligesom med ryggen mod det kommende. En sådan »punktuel« datidsform kan vanskeligt gengives med et verbum i imperfektum, som på grund af sin uafsluttethed bygger en slags bro mellem datid og nutid, men lige så umuligt ville det som regel være at bruge den afsluttende perfektum. Så konsekvensen er, at alle danske (og tyske og til dels engelske) oversættelser er henvist til disse sprogs mest simple datidsform, imperfektum, og til mere eller mindre vellykket at vride sætningerne for at få den rigtige effekt. Det er muligt at gøre det, men som oftest ekstremt svært, og mange oversættere tager opgaven let.
23 Denne formulering vil givetvis ikke tilfredsstille mange lingvister. Den forsøger at ramme et mindste fælles multiplum for de fleste lingvistiske traditioners beskrivelsesforsøg og desuden at tage højde for forhold, der er specifikt litterære og som derfor som regel falder uden for den måde, som lingvistikken normalt plejer sit domæne på.
24 Ibid., s. 241. Min kursiv.
25 Ibid., s. 242.
26 Ibid.
27 Ibid.
28 (»Grandet betragtede sin datter og udbrød muntert: — Hun er treogtyve år i dag, barnet; …«). Balzac, Eugenie Grandet, Paris: Nelson, Éditeurs, u.å., s. 30.
29 De fleste lingvistiske traditioner mangler endnu, så vidt jeg kan se, at konfrontere den æstetiske distance og fiktionens problematik.
30 (Jf. senere, s. 187 ff.) Det er måske ikke nogen tilfældighed, at det er i 1600-tallets 2. halvdel, den franske romans klassiske periode, at aoristformen aktuelle (om ikke totale) begrænsning til først og fremmest skrevne fortællinger og til 3. person bliver kodificeret.
31 Roland Barthes, »Introduction à l’analyse structurale des récits«, in: OEuvres complètes, tôme 2, Paris, Seuil, 1984 [1966], s. 75.
32 Ibid., s. 76.
33 Roland Barthes, »Situation du linguiste«, in: OEuvres complètes, tôme 2, op.cit., s. 64.
34 Émile Benveniste, »Les niveaux de l’analyse linguistique«, in: Problèmes de linguistique générale, op.cit., s. 129f.
35 Op.cit., s. 79.
36 Ibid., s. 94.
37 Ibid., s. 95. Den, der skriver, er ikke den, der er: Denne kryptiske allusion til Lacan og psykoanalysens dekonstruktion af subjektets (jeg’ets) identitet har ikke anden funktion i teksten end at bekendtgøre et intellektuelt slægtskab. Jf. senere om artiklens sidste sætning.
38 Ibid., s. 95f.
39 Op.cit., s. 96.
40 Ibid., s. 97.
41 Ibid., s. 103. Sprogets kommens uophørlige eventyr: én af flere allusioner til Freud og Lacan. Artiklen slutter med følgende hyldest til det lille menneskes universelle bedrifter: »i alt fald, uden at ville forcere en fylogenetisk hypotese, det er måske ikke uden betydning, at det er i den samme korte periode (mod slutningen af det andet år), at det lille menneske på én gang »opfinder« sætningen, fortællingen og Ødipus« (ibid.).
42 Jf. Christian Grambye og Harly Sonne, Grundbegreber i nyere tekstvidenskab – med særlig henblik på tekstanalytisk praksis, København: Dansklærerforeningen, 1980.
43 Gérard Genette, »Frontières du récit«, in: Genette, Figures II, Paris, Éditions du Seuil, 1969 [1966]; Tzvetan Todorov, »Les catégories du récit littéraires«, in: Communications, 8, 1966.
44 Hos Monika Fludernik er det i mange af hendes publikationer en genkommende frase, for eksempel i artiklen »History of Narratology: A Rejoinder«, in: Poetics Today, 24, 3, 2003.
45 Tilføjet i fodnote: »Genus activum vel initiativum (ingen forfatterintervention i diskursen, teatret for eksempel), genus ennarativum (kun digteren har ordet; sentencer, didaktiske digte); genus commune (blanding af de to genrer: epopeen).« (Op.cit., s. 97n3)
46 Ibid.
47 Op.cit., s. 63. Citatet i citatet er fra Benvenistes artikel »De la subjectivité dans le langage« (i: Problèmes de linguistique générale, s. 262).
48 Ibid., s. 263.
49 Balzac, Études philosophiques: Gambara; Benveniste, op.cit., s. 241. – Benveniste kursiverer de verber, der står i aorist (passé simple): »Après un tour de galerie, le jeune homme regarda tour à tour le ciel et sa montre, fit un geste d’impatience, entra dans un bureau de tabac, y alluma un cigare, se posa devant une glace, et jeta un regard sur son costume, un peu plus riche que ne le permettent en France les lois du goût.«
50 Ibid.
51 Jf. Charles Bally (1912) »Le style indirect libre en français moderne I«, in: Germanisch-romanische Monatsschrift, IV, s. 551ff.
52 »Il rajusta son col et son gilet de velours noir sur lequel se croisait plusieurs fois une de ses grosses chaînes d’or fabriquées à Gênes; puis, après avoir jeté par un seul mouvement sur son épaule gauche son manteau doublé de velours en le drapant avec élégance, il reprit sa promenade sans se laisser distraire par les oeillades bourgeoises qu’il recevait.« (Ibid.)
53 Op.cit., s. 66.
54 »Quand les boutiques commencèrent à s’illuminer et que la nuit lui parut assez noire, il se dirigea vers le place du Palais-Royal en homme qui craignait d’être reconnu, car il côtoya la place jusqu’à la fontaine, pour gagner à l’abri des fiacres l’entrée de la rue Froidmanteau…« (Op.cit., s. 241).
55 Den »latinske konjunktiv« (som her kun eksisterer i form af et idiom) refererer til »en homme qui craignait …«, som på dansk gerne oversættes med en sammenlignende relativsætning (»som
