en hurtigt skiftende kode, Barthes finder i denne tekst; men den er nu alligevel ikke et eksempel på disse »øjeblikkelige overføringer« mellem l’histoire og diskurs, som Benveniste taler om, for det drejer sig om synsvinkelskift og ikke en skiften mellem udsigelsessystemer. Barthes har her ikke fundet fortællertegn; det, han taler om, er ikke, hvad han tror, han taler om, nemlig at der bliver stadig »mere fortæller« i romanens udvikling, men derimod, at forfatterne i stadig større udstrækning udnytter den indre synsvinkels muligheder. Dét handler også om »subjektiviteten i sproget«, nemlig litteraturens sprog; men det er ikke dén subjektivitet, Benveniste taler om.
Lidt tættere på Benveniste er de termer, som Barthes bruger til at tegne det historiske perspektiv, i hvilket han situerer fortællingen mellem to poler: den objektive pol, hvor »ingen taler«, og den subjektive pol, hvor fortælleren kun er en formal taleinstans og enhver objektivitet er forsvundet.
I dag er det denne formale person, man forsøger at få til at tale; det drejer sig om en vigtig subversion (publikum har i øvrigt det indtryk, at man ikke længere skriver ›romaner‹), for den sigter mod at flytte fortællingen fra en rent konstaterende orden (hvor den har været indtil nu) til en performativ orden, hvor talens mening er selve taleakten: I dag er at skrive ikke at fortælle; det er at sige, at man fortæller, og relatere enhver referent (›det, man siger‹) til denne taleakt.40
Fortællinger, der befinder sig ved denne pol, er altså rent tekstuelle systemer, hvor det, der fortælles om, er uden betydning, og kun ordenes og sætningernes forbindelser med andre af tekstens »enheder« er meningsproducerende. – Mellem disse to poler ligger så det, publikum plejer at kalde romaner (Barthes kalder dem »psykologiske romaner«). De er en »blanding af to systemer, der successivt mobiliserer ikkepersonens og personens tegn«. Ikke-personen eller det a-personale »system« fungerer således, ser det ud til, som en slags garant for en tekstintern referentiel mening, som ikke er afhængig af den narrative instans’ taleakt – en objektiv mening. Hvem er så ansvarlig for det a-personale system? Fortælleren, givetvis, men det er en fortæller, der har givet afkald på sin suværenitet og underkastet sig en objektivitet, som han ganske vist fortæller, men på en måde, hvor han selv optræder som »fraværende« eller »forsvindende«: »Der er ikke en gang nogen, der taler her«; måske man slet ikke ville kunne finde tegn på denne fortæller, hvis det ikke var for de tegn, der produceres i det personale system (hvis det overhovedet er aktiveret).
Anti-mímesis
Vi har allerede set, at ideen om fortællingen som et særligt semiotisk system ikke primært handler om den virkelighed, som ord, sætninger og fortællinger refererer til, eller som den får læseren til at tro på som en realitet (»uden for« teksten). Forfatteren er udenfor, men fortælleren er, som vi efter Barthes har vænnet os til at sige, en tekstuel størrelse. Ligeledes er læseren ikke en person, som forfatteren henvender sig til, ikke læseren uden for teksten, men en tekstuel instans, der kan aflæses i fortællerens diskurs. Det tekstuelle – og det sproglige, som teksten bygger på, og hvis regler den ændrer, uden dog nogensinde at forlade sproget – det er, hvad det hele handler om. Og det indebærer nødvendigvis en »anti-mimetisk« position. Barthes hylder den i en række afsluttende formuleringer:
[…]; fortællingens funktion er ikke at ›repræsentere‹, den er at konstituere et skuespil [un spectacle], som endnu er meget gådefuldt for os, men som slet ikke kan være af en mimetisk orden […] Fortællingen får os ikke til at se, den imiterer ikke; den lidenskab, der tændes i os ved læsningen af en roman er ikke en ›visions‹ lidenskab (faktisk ›ser‹ vi ikke noget), den er meningens lidenskab, altså en relation af en højere orden, som også har sine emotioner, sine håb, sin trusler, sine triumfer: ›Det, der foregår‹ i en fortælling er referentielt (reelt) set bogstaveligt intet, ›det, der sker‹, det er ene og alene sproget, sprogets eventyr, den uophørlige fejring af dets kommen.41
Narrationens niveau: narratologiens paradigme
På trods af udkastets foreløbighed og tankefejl synes Barthes’ skitse af det ny og uudforskede narrationens niveau at have fungeret som et revolutionerende paradigme for mange af hans læsere (og ikke kun i Frankrig),42 og ikke mindst for hans elever Tzvetan Todorov og Gérard Genette, som også leverede artikler til dette nummer af Communications.43 Enkelte teoretikere mener, at dette paradigme er baseret på en forældet lingvistik.44 Men som vi har set, vil metaforer som »baseret på« og lignende være misvisende her. Der er en massiv inspiration fra strukturalistiske teoretikere fra Sausssure over Lévi-Strauss, Propp og Greimas, og hvad gælder spørgsmålet om narrationens niveau en kraftig inspiration fra Benveniste; men den er yderst selektiv, frit transponeret og forsøgsvist gendannet på litteraturens, dvs. tekstualitetens betingelser, forstået som et (endnu uudforsket) diskursivt og semiotisk system. Benvenistes jeg-du-system, for eksempel, optræder nærmest som en parodi hos Barthes: Fortælleren henvender sig ikke til læseren, og læseren skal være en kode, som vi kan afkode ved, at fortælleren meddeler noget, som han ikke ville have skullet gøre, hvis der ikke var en læser at tage hensyn til. (Med andre ord, der bliver ikke fortalt til læseren-i-teksten, men for ham.) Og i Benvenistes rent lingvistiske perspektiv ville Barthes udgave af det personale system i de »rigtige« romaner simpelthen ikke være andet end en mundtlig fortælling (som ikke bruger histoire-systemet). Ligeledes ville den højmodernistiske pol på romanens udviklingsakse – med dens rene, narrative instans – hos Benveniste kun kunne ses som et psykotisk fungerende jeg.
Skønt det, trods mange stjerneformuleringer, måske ikke er ret meget, der er lysende klart i Barthes skitse af narrationens niveau, er følgende referencer til klassisk retorik ikke til at tage fejl af:
Hvad angår vore skrevne litteraturer, noterede man meget tidligt ›diskursformer‹ (som faktisk er tegn på narrativitet): klassifikation af de måder, forfatteren kan intervenere på (skitseret af Platon, gentaget af Diomedes45), kodning af fortællingers begyndelser og slutninger, definition af forskellige repræsentationsstiler (oratio directa, oratio indirecta, med dens inquit, oratio tecta), studium af ›synsvinkler‹ etc. Alle disse elementer er dele af narrationens niveau. Klart nok må man tilføje skriften [l’écriture] i sin helhed, for dens rolle er ikke at ›transmittere‹ fortællingen, men at fremvise den [l’afficher].46
Kort sagt: Alt, som ikke bare kan opsummeres i et referat af historien og dens karakterer, hører ind under narrationen. (Den sidste sætning, typisk Barthes, refererer ikke til klassisk retorik, men den er også klar nok: Når vi som læsere ikke ser det fortalte, ser vi i det mindste skriftens bogstaver.) I denne passus finder vi så måske også en forklaring på, hvorfor Barthes ser det som en banalitet, at alle fortællinger har en fortæller: De latinske betegnelser er hentet fra latinsk retorik, og i retorikken, »talekunsten«, er taleren, i dette tilfælde fortælleren, selvfølgelig en banalitet.
Men for Barthes er det ikke banaliteten, der er det væsentlige, men derimod situationer, hvor fortælleren netop ikke er banalt til stede, og hvor det ikke er disse kodificerede, konventionelle »tegn på narrativitet« (som på sin vis jo er fortællertegn), der er det interessante, og heller ikke den oplagte indeksering af fortælleren med personlige pronominer (selv om disse henviser til papirfortælleren og ikke forfatteren). Det for Barthes interessante er disse fortællertegn, der maskerer den narrative instans og samtidig er tegn på subjektivitet, sådan som han mener at finde dem i »psykologiske« romaner.
Paradokset er da (men det er måske mere bare et problem end et paradoks), at det, Barthes finder, ikke er de fortællertegn, han vil have dem til at være. Findes der andre – eller er resultatet i virkeligheden, at vi står tilbage med på den ene side fortællinger med disse konventionelle tegn på narrativitet, der måske egentlig kun henviser til forfatteren-somfortæller, og så på den anden side fortællinger, som, hvad enten de nu bruger det personlige pronomen eller ej,
