med det demonstrative pronomen disse. Læseren får altså den information, at det drejer sig om en af disse guldkæder, som fortælleren véd fabrikeres i Genova, og som han, idet han siger det, implicerer, at også læseren kender til. Benvenistes diskursive system – jeg-du-systemet – er fuldt operativt her, og vi ser tillige omridset af noget, der kunne være et af Barthes blufærdige læsertegn: »en implicit tagen læseren som vidne«.
Følger vi Genette og kun ser en lingvistisk tid her, er der ingen tvivl: Der må være en retrospektiv fortæller, der i sin narration »betyder« (i Barthes betydning af ordet) eller henviser læseren til en særlig placering i forhold til det fortalte. Men læser vi formuleringen i fortsættelse af synsvinkellæsningen, får vi et helt andet resultat, som ikke desto mindre bevarer pointen om læseren som vidne: Vi er allerede inde i karakterens bevidsthed, præsensværdien af »fabrikeret i Genova« læser og oplever vi derfor som det fortaltes nutid. Den unge mand er fuldt bevidst om sin guldkædes status, og det er denne bevidsthed, vi gøres delagtig i. »Disse guldkæder« har nu den væsentlige funktion at tilbyde læseren en position, hvor han fiktivt allerede er bekendt med netop disse guldkæder og deres sociale og kulturelle betydning, hvilket jo overhovedet er en betingelse for, at læseren skulle kunne inddrages som vidne. Heller ikke denne gang er det nødvendigt at antage, at sætningens præsensbetydning henviser til en retrospektiv fortællers fortælletid.
Ligeledes er elegante folder og stjålne blikke domme, hvis kilde helt øjensynligt må være fortælleren, siger Genette. Man vil her lægge mærke til, at argumentet ikke længere henviser til et diskursivt elements mere eller mindre skjulte præsens. En fortællers retrospektive fortællen bliver her simpelthen forudsat. Men synsvinklen er stadigvæk den sammenfoldede indre-ydre. Det er den unge mands bevidsthed om sin elegante bevægelses synlighed, der fortælles, og det er også ham, der mærker burgøjsernes stjålne blikke. Antagelsen om en fortæller som kilde er her ikke alene unødvendig, den blokerer også for læsningen af synsvinklernes spil i teksten.
Gambara-passagen ender sådan:
Da butikslysene var ved at tændes, og natten syntes ham passende mørk, begyndte han at gå mod place du Palais-Royal, som var han et menneske, der frygtede at blive genkendt, thi han holdt sig ude til siden helt til han nåede fontænen, for i ly af droscherne at nå indgangen til rue Froidmanteau …54
Om som var han et menneske, der frygtede at blive genkendt kommenterer Genette: »en relativsætning, som latinen markerer med en konjunktiv,55 der fremhæver den personlige vurdering, den indeholder,« – altså en fortællers personlige vurdering. Og om sætningen thi han holdt sig ude til siden mener Genette, at den »introducerer en forklaring, som bliver fremsat af fortælleren«. Sætningen har rigtignok en form, der ligner en forklaring, men lad os et øjeblik se den i kontekst: Det mest påfaldende i den sætning, som disse sætningselementer er indflettet i, er, at den for en kort bemærkning ser ud til at skifte synsvinkel:
Da (…) natten syntes ham passende mørk, begyndte han at gå mod place du Palais-Royal,
Næsten umærkeligt er synsvinklen trukket fri af ydre-indrefordoblingen, den er nu en rent indre, leveret i simpel datid: Natten syntes ham (la nuit lui parut). Sætningen fortsætter nu umiddelbart i en synsvinkel, hvor den angivelige »fortæller« har placeret sig uden for den unge mands bevidsthed og derfor er henvist til at bruge sine iagttagelser for at slutte sig til mandens sindstilstand:
thi han holdt sig ude til siden helt til han nåede fontænen, for i ly af droscherne at nå indgangen til rue Froidmanteau.
Men igen overlapper indre og ydre synsvinkel hinanden, de optræder sammen som i et dobbelteksponeret billede, den indre fortsætter i den ydre, for også denne gang kan sætningen som helhed læses som en gengivelse af den unge mands eget ydre blik på sig selv. Resterne af en latinsk konjunktiv i konstruktionen en homme qui craignait fremhæver dette og peger ikke nødvendigvis, som Genette hævder, på en fortællers »personlige vurdering«: Den unge mand er ikke alene som et menneske, der frygter genkendelse; han er et menneske, der frygter at blive genkendt, og som derfor tænker, at nogen kunne se ham, som han ser sig selv i den kvasi-konjunktive sætningsdel: som én, der må frygte at blive genkendt, eftersom han vælger at spadsere i ly af droscherne. Sætningens subtile, men konsekvent gennemførte leg med synsvinkler underminerer det nødvendige i at se »forklaringen« som en fortællers; ligesom blikket er mandens imaginært projicerede frygt for de andres blikke, er forklaringen det også; frygten for enhver mulig andens slutninger om hans adfærd – og dét er, hvad der fortælles. Genettes dybt traditionelle, retoriske læsning lukker her af for tekstens leg med fortællekonventioner og dens flerdimensionale aspekter.
Indsatsen
Men man kan selvfølgelig også læse denne leg som en leg med snedige fortællertegn, som om Balzac har ladet sin kløgtige, alvidende fortællers legen skjul mellem synsvinkler genspejle og fordoble denne unge mands ønske om at forblive inkognito. Dét ville være en tekstuel fordobling, et eksempel på, hvad der sker i denne teksts materialisering af mulige kombinationer i fortællingen som diskursivt system.
Og dog: Hvad vindes egentlig ved her at postulere en fortæller, altså ved så at sige lægge en diskursiv instans oven i en tekst, der synes at klare sig udmærket uden? Spørgsmålet er meningsløst på Genettes præmisser; for ham er diskurs i litteraturen det samme som i talesproget: Diskursen har »ingen renhed at tage vare på, for den er sprogets mest ›naturlige‹ modus«, den mest omfattende og mest universelle, idet den per definition rummer alle former; beretningen (le récit) er derimod en særlig modus, markeret, bestemt ved et vist antal eksklusioner og restriktive betingelser (den afviser præsensformen, første person etc.). Diskursen kan »fortælle« (»raconter«) uden at ophøre med at være diskurs, beretningen kan ikke »diskurrere« uden at gå ud over sig selv.56 Beretningen – le récit – er altså en »unaturlig« form, som på kunstig vis udelukker fortælleren som subjektiv udsigelsesinstans. Men romankunsten forlanger noget mere:
[den] kan ikke længere afstå fra diskursen uden at blive gold og fattig: derfor forekommer beretningen […] aldrig i sin rigorøse form.57
Her har vi åbenbart Genette fundamentale investering i fortællerbegrebet. Det garanterer romanfortællingens liv til forskel fra beretningens bogstavelige død, dens skriftbundne grammatik, dens opremsning af blot begivenheder, dens rene narrativitet. Vi genkender klicheen om det levende, subjektive talesprog versus det døde skriftsprog. Det drejer sig om en århundredgammel retorisk topos og et gennemgangstema i kritikkens historie fra Madeleine de Scudérys krav om, at romaner skal være touchant og »sige« hende noget,58 over Diderots lovtale til Richardsons evne til at levere personernes dugfriske intimitet,59 Homes lovtale til dialogen,60 Blankenburgs insisteren på Innerlichkeit,61 James’ aversion mod Stevensons handlingsromaner,62 Lubbocks præference for showing versus telling,63 Kaysers gysen ved den upersonlige fortællers metalliske stemme64 – for nu blot at nævne nogle ærværdige nøglepunkter på en kritikhistorisk hovedlinje.
Imidlertid, hvis det i kritikhistorien først og fremmest er fremstillingen af karakterernes liv (hvad de siger, tænker og føler), der bliver tænkt som modvægt til den sterile, rene narrativitet, er det for Genette først og fremmest »fortællertegnene«, de »diskursive elementer«:
Den mindste generelle iagttagelse, det mindste adjektiv, som er bare lidt mere end beskrivende, den mest diskrete sammenligning, det mest beskedne ›måske‹, den mindst påfaldende logiske artikulation introducerer i beretningens ramme en art tale, som er fremmed for den, og ligesom genstridig.65
Alle disse elementer, altså, som Genette i læsningen af Gambara-citatet ser som fortællertegn, idet han meget præcist undgår at læse synsvinklerne
