som den er fremført af en eller anden, uden hvilket den (for eksempel en samling arkæologiske dokumenter) ikke engang ville være en diskurs. Som narrativ lever den af forholdet til den historie, den fortæller, som diskurs lever den af forholdet til den narration, der fremfører den.75
Dette er altså den generelle, teoretiske ramme: en tilsyneladende enkel inddeling af fortællingens tekst eller »diskurs« i tre analytiske »niveauer«: Teksten er det umiddelbart tilgængelige niveau, mens de to andre analyseniveauer, historien og narrationen, er de to kilder, som teksten »lever af«.
For at undgå, at forestillingen om disse tre niveauer degenerer til en af disse pædagogiske papfigurer, der florerer i narratologiske lærebøger, lad os med det samme klargøre en upåfaldende vanskelighed: Først bestemmes fortællingen som narrativ diskurs; dernæst hedder det, at fortællingen som narrativ lever af forholdet til historien, og at den som diskurs lever af forholdet til narrationen. Implikationen er altså, at skønt bestemt som narrativ diskurs, kan fortællingen ikke desto mindre være mere eller mindre narrativ og mere eller mindre diskursiv.76 Det kan umiddelbart se ud som en upåagtet glidning fra genrebestemmelse (narrativ diskurs) til funktionsbestemmelser (genrens narrative og diskursive funktioner). Men det handler om noget andet, en logisk pointe, der gemmer sig i selve genrebestemmelsen: Skønt en fortælling per definition er narrativ, er den ikke per definition diskursiv i betydningen en fortællers tale – medmindre man da har en teori, der kræver en sådan definition. Og Genettes genrebestemmelse er netop ikke kun generisk (narrativ diskurs), den er tillige teoretisk overbestemt (narrativ diskurs), og funktionsbestemmelserne (narrativ hhv. diskursiv) er således faktisk allerede indbagt og gemt i genrebestemmelsen. Bevægelsen fra genren til dens funktioner er derfor en rent deduktiv, styret af begrebet om den narration (den narrative udsigelse), som allerede implicit er meddefineret i diskursbegrebet. Heraf følger, at en fortælling som helhed altid vil være diskursiv, en fortællers tale, selv om den i partier skulle være rent narrativ og ligesom uden fortæller. En helt igennem rent narrativ fortælling, uden en fortællers tale, kan ikke forekomme i rammerne af denne teori.77 Og omvendt kan en fortæller selvfølgelig til tider (og i ekstreme tilfælde næsten hele tiden) tale mere om fortællingen og sig selv end om historien, eller han kan også, som Flaubert, vende sig bort fra handlingen til fordel for en beskrivelse eller på andre måder røbe »en afsmag for den narrative funktion«78; men han kan ikke fuldstændig undlade at fortælle en historie.79
Men hvis denne rammeteori nok er lidt mere kompleks, end man kunne få indtryk af ved en hurtig læsning, og skønt den ikke er et almindeligt og kurant element, der »ufrivilligt« dukker op i det analytiske arbejde, er det ikke desto mindre, som vi skal se, faktisk som om den bliver udledt af Prousts På sporet af den tabte tid, som var det netop i hjertet af Prousts roman, Genette havde fundet den, og ikke hos Benveniste.
Den måde, som fremstillingen i Discours er redigeret på, følger faktisk langt hen denne idé: De tre første af artiklens i alt fem kapitler, som vi i det følgende vil kalde tidskapitlerne, er næsten udelukkende en analyse af forholdet mellem tid og fortælling i Prousts roman. Det fjerde kapitel, som handler om »fortællemåder« (og på sin vis om »teksten selv« og ikke dens relation til hverken historien eller narrationen), starter med en generel opsamling og præcisering af »alment brugbare og kurante« begreber om distance, synsvinkler og gengivelse af karakterers tale og tanke«, og ender med at vise den helt særlige måde, som Prousts fortælling anvender dem på. Først i det femte og sidste kapitel finder vi en ultrakort omtale af Benvenistes teori om udsigelsen og »subjektiviteten i sproget«, hvorefter vi får en generel diskussion af forholdet mellem narrationens niveau og fortællingen, og ikke mindst af forholdet mellem narrative niveauer i (ramme)fortællinger, og dernæst (med inspiration fra Roman Jakobson) en skitse af fem fortællefunktioner, som så ender med en fremhævelse af Prousts særlige måde at håndtere dem på.
Men på trods af denne Proust-dominans initierer Discours faktisk en generel narratologisk teori. Hvordan kan det lade sig gøre? Det generelle findes i det singulære, véd vi, og det erkendelige i mysteriets hjerte, og Genette vil gerne have os til at tro, at Discours’ åbenlyse hemmelighed er, at den blot ved hjælp af en række skarpe og meget nyttige diskussioner af almindeligt accepterede fremgangsmåder og begreber faktisk lader På sporet af den tabte tid gøre arbejdet for sig.80 I følgende læsning vil vi undersøge, hvordan Genette i det værk, der blev narratologiens fundamentalt initierende, realiserer bevægelsen fra Prousts særlige poetik til en almen narratologi.
1 Antoine Compagnon, Le démon de la théorie. Litterature et sens commun, Paris: Seuil, 1998.
2 Émile Benveniste, Problèmes de linguistique générale, Paris: Éditions Gallimard, 1966. Bogen er en samling artikler fra slutningen af 30’erne til 1966. Ifølge Jonahan Culler var artiklerne velkendte i strukturalistiske kredse (Culler, Jonathan, Structuralist Poetics, London: Routledge, 1994 [1975], s. 7).
3 I USA og i Tyskland, men til en vis grad også i Frankrig, er det ikke ualmindeligt, at det oprindelige narratologiske projekt kommenteres, uden at Benveniste nævnes, idet man synes at tro, at projektet er en simpel fortsættelse af klassisk strukturalisme. Men Benveniste er, som vi straks skal se, om ikke ligefrem en kritiker af Saussure, så dog en skarp kritiker af saussurismens begrænsninger og bevæger sig faktisk i en sprogpragmatisk retning.
4 Maurice Merleau-Ponty, Phénoménologie de la perception, Paris: Gallimard, 1945.
5 »De la subjectivité dans le langage« (1958), i op.cit.
6 Ibid., s. 259.
7 Ibid., s. 259f.
8 Ibid., s. 260.
9 Ibid., s. 260.
10 Ibid., s. 261.
11 Termen »talens instans« (instance de discours) nævnes i artiklen ›Pronominernes natur‹ (»La nature des pronoms« (1956), op.cit., s. 251-57): Det drejer sig om en egenskab ved pronominerne, »som vi vil kalde ›talens instanser‹, det vil sige de diskrete og hver gang unikke handlinger, ved hvilke sproget aktualiseres som tale af en talende« [actualisée en parole par un locuteur] (s. 251). »Instans« associerer altså til instant, øjeblik; det skal tænkes som »denne talehandling i dette øjeblik«, »lige nu idet jeg taler«.
12 Ordet discours (diskurs) kan være lidt vanskeligt at have med at gøre. Benveniste bruger det her i betydningen ›tale‹ (således at ›samtale‹ altid er medforstået), men andre gange har ordet den mere tekniske betydning af ›tale, hvis udstrækning er længere end en én sætning‹.
13 Ibid., s. 261f.
14 Ibid., s. 262f.
15 Ibid., s. 263.
16 Ibid., s. 265.
17 I ›Pronominernes natur‹ havde Benveniste demonstreret, at 3. persons pronominer (han, hun, det) i alle kendte sprog ikke er personale, men apersonale. Kun jeg og du er personale pronominer; de danner et personalt system. (Fra tid til anden bliver det benævnt som »jeg-du-systemet).
18 Benveniste hævder i denne artikel, at indoeuropæiske sprog udgør en anomali, ja, en »ekstrem undtagelse«, eftersom det i disse sprog er muligt at bruge visse af det-systemets pronominer (for eksempel hun og han) som en slags personale pronominer. Men det fundamentale er også i disse sprog det samme, for hun og han henviser til det, som der refereres til i diskursen, og som i den forstand befinder sig uden for den kommunikationssituation, hvor jeg-du-systemet anvendes. (»Structure des relations de personne dans le verbe« (1946), i op.cit., s. 230).
19 »Les relations de temps dans le verbe français«
