hører snarere til vidensøkonomien, i den forstand, som Florida viser, nemlig at den højtuddannede arbejdskraft i vidensøkonomien i særlig grad efterspørger kultur og underholdning (Florida 2002; Florida 2005), og som også Clark illustrerer med sin ide om byen som en underholdningsmaskine for den kreative klasse (Clark 2004).
En anden byforsker, Evans, udvikler mere detaljerede begreber, som kan siges at referere mere direkte til byens rolle i oplevelses økonomien (Evans 2001). Der er fem dimensioner, som den enkelte by i større eller mindre grad kan rumme: Kulturbyen, den historiske by, nattelivsbyen, indkøbsbyen og turistbyen. Hver af de fem ‘byer’ repræsenterer stedsbundet forbrug af rene oplevelser. Kulturbyen rummer f.eks. museer, gallerier, teatre og koncertsale, mens nattelivsbyen har teatre, koncertsale, natklubber, restauranter og cafeer. For at rumme disse funktioner må byerne nødvendigvis være temmelig store, måske ligefrem kulturhovedstæder eller verdensbyer (Scott 2006; Scott 2004), fordi også kunstnerisk produktion nyder godt af stordriftsfordele og klyngedannelse mellem producenterne (Andersson & Andersson 2006).
Oplevelsesøkonomi handler imidlertid ikke udelukkende om (fin)kultur, skønt denne kan være et væsentligt element i oplevelsesproduktion og -forbrug. Med det mere rummelige perspektiv, som oplevelses økonomien er, udvides mulighederne for mindre byer og perifere steder. De har ganske vist ikke Det Kongelige Teater, men de kan rumme og udvikle andre kvaliteter, som gør dem attraktive for oplevelsesforbrugerne. De enkelte steder behøver heller ikke at udvikle brede vifter af oplevelsestilbud, men kan specialisere sig inden for bestemte områder. Man kan måske tænke på mindre byers position i oplevelses økonomien som en mosaik af specialiserede steder, som hver især udbyder en afgrænset type oplevelser, måske endda som de eneste i verden. Gæster og turister har mulighed for at drage fra sted til sted og forbinde byernes forskellige tilbud i en kæde af oplevelser, mens de enkelte byers borgere ikke har problemer med at køre nogle kilometer for at deltage i arrangementer i andre byer (Romein 2005). Den høje mobilitet i dagens samfund medfører på den måde en nedbrydning af det traditionelle byhierarki inden for kultur og oplevelser (Markusen & Schrock 2006). Derfor må både små og store byer kunne deltage i oplevelses økonomien.
De store byer har selvfølgelig fortsat en fordel i kraft af størrelse og variation af deres udbud og deres store marked for oplevelser. Men det ser faktisk ud til, at små byer og perifere områder også kan være med (Bell & Jayne 2006a; Bell & Jayne 2006b; Bradley & Hall 2006; Meethan 1996; Wilks-Heeg & North 2004). Små byer udbyder oplevelser baseret på deres kulturarv og tradition, eller de udvikler nye oplevelsesprodukter inden for kunst og musik, sport og naturoplevelser. De mindre byers størrelse kan ligefrem være en kvalitet i sig selv.
I Danmark er der mange eksempler på, hvordan mindre byer markerer sig inden for eksempelvis musikfestivaler (Roskilde, Skanderborg, Nibe, Ringe), historiske festivaler (Horsens, Frederikshavn) eller innovativ branding (Horsens, Frederikshavn) (Frandsen, Olsen, Amstrup, & Sørensen 2005; Løkke 2006). På forbrugssiden udgør små byers borgere dog ikke noget stort marked i forhold til oplevelser, men deres borgere efterspørger alligevel oplevelser. I dag er der derfor ikke nogen byer, der kan tillade sig at være kedelige, for så risikerer de at miste såvel borgere som virksomheder. Byerne er derfor nødt til at udvikle deres oplevelsesudbud og samtidig henvende sig til det globale marked. Turister og gæster er nemlig en vigtig forudsætning for oplevelsesproduktionen i de mindre byer, hvorfor transportmæssig infrastruktur er en vigtig del af oplevelsesplanlægningen.
Planlægning i oplevelses økonomien
Spørgsmålene er så, hvad forudsætningerne er for forskellige lokaliteters deltagelse i oplevelses økonomien, og hvordan politik og planlægning vil kunne støtte op om oplevelsesbaseret vækst og udvikling i et område. I den forbindelse kan modellen over de tre teknoøkonomiske paradigmer udgøre et rammeværk for indsatsen. Rammeværket i figur 2 identificerer de faktorer og betingelser, som får folk og virksomheder til at etablere sig bestemte steder.
Byens rolle for produktionen er forskellig i de tre paradigmer. I oplevelses økonomien skal byen kunne levere en bred vifte af kvalifikationer, som skal medvirke ved produktionen af oplevelser såsom kunstnere, reklamefolk, organisations- og bankfolk, planlæggere og manuel arbejdskraft. Byen og dens attraktioner må være tilgængelige fysisk og virtuelt. Endelig er der oplevelsesressourcerne relateret til historie, kultur, natur og kompetencer. Disse kan være nedarvede, men de kan også skabes af kreative aktører.
Mens kun få byer har grundlaget for vidensbaseret vækst, er der mange steder, som vil kunne udgøre basis for oplevelsesbaseret vækst. De kan udvikle oplevelsesprodukter baseret på specielle naturressourcer (en nationalpark) eller en særlig historie (et søslag) eller særlige kompetencer (fødevarer). Det brede arbejdskraftbehov matcher udbuddet i mindre byer, mens specialister vil kunne lånes udefra. Flere faktorer er af betydning for små byers deltagelse i oplevelses økonomien såsom forbruget, mobiliteten og aktørerne.
Forbruget i oplevelses økonomien er kernen i dens udvikling, hvor udvikling af byens kvaliteter bliver et middel for at tiltrække forbrugere. Folk forbruger byens sociale og kulturelle liv. De deltager i aktiviteter og udvikler identiteter og individualiteter baseret på deres liv i byen. Dermed er de selv med til at gøre byen interessant. Små byer kan tiltrække nye indbyggere med deres nærhed, den roligere livsform og dens specielle oplevelsesudbud, mens store byer er mere livlige og varierede.
Høj individuel mobilitet er uhyre vigtig i oplevelsesøkonomien. Det betyder, at folk kan vælge bosted efter, hvor de foretrækker at bo, frem for som tidligere at følge arbejdspladsen. Byer vokser som bosætningsbyer. Det betyder, at bykvalitet bliver et vigtigt område for planlæggerne. Folk er også villige til at rejse langt for at opleve bestemte attraktioner. Attraktionerne gøres kendt i den store verden gennem branding. Gennem branding deltager byerne på ‘den globale catwalk’ (Löfgren 2003), og her kan kommunerne spille en aktiv rolle.
Aktørerne i oplevelses økonomien er en broget skare af planlæggere, borgerforeninger, kunstnere og virksomheder fra mange forskellige brancher. De arbejder sammen i projekter, ofte af begrænset varighed. Udviklingen af en oplevelsesby fordrer helt andre former for inddragelse og fleksibilitet, end traditionel byplanlægning gør (Therkildsen 2007). Små byer kan desuden have en styrke i nærheden mellem aktørerne (Lorentzen 2007).
Figur 2.
Forståelse, forbrug og udvikling af steder er desværre ikke uden konflikter, da forskellige grupper opfatter og bruger stederne forskelligt. Stedsrelateret konfliktstof kan findes mellem turister og fastboende, unge og ældre og mellem forskellige indkomst- og uddannelsesgrupper. I en periode har mange danske kommuner for eksempel været optaget af at imødekomme den kreative klasse, mens yderkommuner fokuserer meget på turister (Lorentzen & Krogh 2009).
Konklusion
Borgerne i det meste af den vestlige verden har råd til at stille krav til rammerne for deres fritid, og mange er parat til at flytte efter interesser. Ligesom virksomhederne må kommunerne tage oplevelses økonomien alvorligt og lære at arbejde strategisk med den. Borgere og turister er storforbrugere af oplevelser, og deres oplevelsesforbrug kan være udgangspunkt for en positiv vækst. Selv små byer kan placere sig i oplevelsesøkonomiens mosaik, hvis de tager udfordringen op på deres egen måde uden blot at kopiere eksisterende succeser. Strategisk planlægning af oplevelsesbaseret udvikling må forholde sig til ressourcer, marked, tilgængelighed og synlighed lokalt såvel som globalt samt til spørgsmålet om, for hvem der planlægges og hvorfor?
Referencer
