for, at oplevelses økonomiens to nøglefaktorer er overskud i samfundet og høj mobilitet. Overskuddet i samfundet har været voksende i Danmark igennem mange år, og alene i perioden 1996-2006 voksede den reale indkomst med knap 13 % (Danmarks Statistik 2008a).
Det er især ændringer i fritidsforbruget, som kan afspejle oplevelses økonomiens fremmarch. Danmarks Statistik opgør befolkningens forbrug af bl.a. fritid, underholdning og rejser. Denne andel er vokset fra 8,6 % af det totale forbrug i 1987 til 11,7 % i 2005. Restaurationsbesøg er vokset fra 2,1 % til 3,2 % i samme periode. Der kan især ses et spring fra 1997 til 2000, hvor andelen af indkomsten, som gik til fritid, underholdning og rejser steg fra 9,7 % til 11,1 %. Det tyder på, at forbrugerne for alvor trådte ind i oplevelses økonomien op til årtusindskiftet.
Mobilitet kan aflæses som forbruget af transport og kommunikation. Transport og kommunikation er en forudsætning for, at folk kan deltage i oplevelser. Fra 1987 til 2005 steg den danske befolknings forbrug af transport og kommunikation fra 15,8 % til 17,67 % af det totale forbrug. Tilsammen bestod 29 % af husstandenes forbrug af disse to kategorier i 2005 (Danmarks Statistik 2003; Danmarks Statistik 2000; Danmarks Statistik 1995; Danmarks Statistik 2008b).
Samtidig med at forbruget vokser, øges beskæftigelsen i oplevelseserhvervene, dvs. produktionen af oplevelser. Det kan diskuteres, hvad der skal regnes med under oplevelseserhverv, men Erhvervs- og Byggestyrelsen opgør i en ny rapport oplevelseserhvervenes andel af værditilvæksten i Danmark til 10,4 % i 2006, hvilket svarer til 87 mia. kr. Samtidig var hver tiende beskæftiget, dvs. 312.000 personer, ansat i oplevelsesøkonomien (Erhvervs- og Byggestyrelsen 2008b).
Denne samlede opgørelse fra Erhvervs- og Byggestyrelsen dækker to grupper af erhverv, nemlig oplevelseserhverv og kreative erhverv, og det er jo, som det er vist, to forskellige områder. I den nævnte opgørelse afgrænses oplevelseserhverv til sport og fritid, forlystelsesparker, overnatninger og turistbureauer, gastronomi og natteliv. Det svarer stort set til stedsbundne oplevelser. Opgørelsen svarer ikke helt til definitionen ovenfor, men er en god statistisk indikation. Kategorien ‘kreative erhverv’ dækker i analysen musik, film og video, indholdsproduktion, design, kunst og kunsthåndværk, bøger og presse, radio og tv. Oplevelseserhvervene i snæver forstand producerer direkte til fritidsforbruget, mens de kreative erhvervs målgruppe er mere sammensat. Oplevelseserhvervene er boomet mere end den danske økonomi mellem 2000 og 2006 med en stigning i værditilvæksten på 53 %. Det er højere end økonomien som helhed (48 %). Til sammenligning er de kreative erhvervs værditilvækst kun vokset med 34 % i perioden. Oplevelseserhvervene har tilsvarende haft en god vækst i beskæftigelsen på 17 %, mens de kreative erhvervs beskæftigelse har været vigende. Til gengæld eksporterer de kreative erhverv mere (nemlig 13 % af omsætningen), end oplevelseserhvervene gør (8 % af omsætningen) (Erhvervs- og Byggestyrelsen 2008b). Det kan altså dokumenteres, at forbrug, produktion og beskæftigelse i Danmark i stigende grad drejer sig om oplevelser, her forstået som de mere stedsbundne oplevelser.
Oplevelses økonomiens geografi har en anden karakter end den industrielle økonomis eller vidensøkonomiens geografi. Produktionen af oplevelser har andre former for input end den industrielle økonomi. Oplevelser frembringes jo på grundlag af kreativitet, historie og tradition samt det byggede miljø eller dejlig natur under forudsætning af, at der skabes adgang til dem. Det betyder, at landområder, kystområder og mindre byer kan være med i produktionen af oplevelser, og at nye steder opstår som økonomisk dynamiske oplevelsessteder. Motorvejene i Nordjylland har givet både Hjørring og Frederikshavn mulighed for at tiltrække gæster til teater, koncerter og events, og lufthavnen i Billund betyder meget for Legoland. Også de nordjyske naturområder udvikles som følge af den forbedrede tilgængelighed. Et meget stort feriehusprojekt er f.eks. under udvikling i Frederikshavn. Samtidig går historiske steder og bygninger, som ellers ikke har haft nogen økonomisk betydning, på markedet med oplevelser og nye attraktioner. Et eksempel blandt mange er Esrum Kloster på Sjælland (Erhvervs- og Byggestyrelsen 2008a; Erhvervs- og byggestyrelsen 2008). Det synes altså, som om oplevelsesøkonomisk udvikling ikke udelukkende er knyttet til storbyerne, sådan som vidensøkonomien er.
Oplevelsesprodukter, aktiviteter og steder knyttes i lige så høj grad til kønne småbyer, flotte strande, skove, bjerge, og mindre historiske byer eller ligefrem den flade mark på landet, hvor der oprettes forlystelsesparker og vandlande. Man kan sige, at principielt har de globaliseringskræfter, som har ført til storbyernes dominans i vidensøkonomien, muliggjort mindre byers og perifere steders integration i oplevelsesøkonomien. Disse steder integreres i den globale strøm af mennesker, penge og information med den stigende mobilitet, kommunikationsteknologierne og den globale liberalisering af markederne til følge. Kommunkations- og transportteknologier kan bringe kunder til småbyernes attraktioner, men på den anden side medfører de også, at de små byers borgere kan komme hurtigt væk! Blandt mindre byer og perifere steder i Danmark klarer traditionelle kystnære turistområder sig dog tilsyneladende bedst i forhold til jobskabelse i oplevelsesøkonomien (Smidt-Jensen, Skytt, & Winther 2009). Figur 1 opsummerer drivkræfterne bag lokalisering af oplevelsesøkonomien, sammenholdt med industri- og vidensøkonomien (baseret på Lorentzen 2009).
Figur 1.
I Danmark retter samfundets institutioner sig i stigende grad ind mod oplevelses økonomien. Regeringen udvikler politikker (Regeringen 2003). Det samme gør kommunerne, f.eks. i Aalborgområdet og i Silkeborg, hvor det drejer sig om såvel synlighed som livskvalitet (Aalborg Kommune 2005; Aalborg Samarbejdet 2008; Silkeborg Kommune 2008). Udviklingen af oplevelses økonomien understøttes også uddannelsespolitisk. Universiteterne i Danmark udbyder stadig flere uddannelser inden for turisme, kulturarv, eller oplevelsesledelse, gastronomi og så videre. Der udvikles også forskning og etableres forsknings- og videnscentre, som med offentlig støtte på forskellig vis opbygger viden inden for oplevelsesøkonomi. Nye politikker og institutioner følges af nye samarbejdsformer og inddragelse af nye aktører. Nye alliancer og partnerskaber blandt kunstnere, planlæggere, private og offentlige virksomheder fremmes med det formål at udvikle oplevelser, bl.a. af Kulturministeriet (Nørbo & Sørensen 2003).
Byudvikling i oplevelses økonomien
Ligesom det geografiske mønster ændrer sig som følge af paradigmeskift fra industriøkonomi til videns- og oplevelsesøkonomi, skifter byens rolle og funktion. Under det industrielle paradigme har virksomheder placeret sig i byer for at være tæt på markedet, på leverandørerne og på arbejdskraften (Hayter 1998). Byerne var altså vigtige produktionssteder. Ud fra et forbrugssynspunkt ville folk bo i byen for at kunne mødes og for at nyde godt af forskellige faciliteter og serviceydelser (Glaeser 2001). I vidensøkonomien søger virksomheder mod byen for at have adgang til specialister, forskning og beslutningscentre, og det bringer dem især til de største byer, metropolerne (Simmie 2003). Vi træffer her den kreative klasse, som prioriterer forbrug af et stort og varieret kulturudbud (Florida 2002; Florida 2005; Scott 2006). Det er baggrunden for storbyernes vækst og koncentration på mindre byers bekostning. Den globale bykonkurrence om investeringer og højtuddannede borgere forstærker denne tendens (Brenner 2004; Simmie 2003; van den Berg et al. 2005; van den Berg, Pol, & van Winden 2004).
En kendt byforsker, Peter Hall, ser tilsvarende et skift i byens rolle og funktion som følge af en række paradigmeskift, fra den ‘industrielle økonomi’ til ‘informationsøkonomien’ til ‘den kulturelle økonomi’ (Hall 2001). Byens roller skifter fra det ene paradigme til det næste. I kulturøkonomien er byens rolle at levere forbedringer i transport og kommunikation, bykvalitet i relation til boliger såvel som til natur og miljø, samt ikke mindst et udbud af kultur og uddannelser på højt niveau. Kulturen bliver brugt strategisk i byudviklingen, hvilket betyder, at den indgår som komponent i en økonomisk udviklingspolitik, snarere end som et velfærdsgode for borgerne, som den gjorde tidligere. Kultur bliver led i byens ‘glokaliseringsstrategi’ (Brenner
