1. beordrede i 1525 alle bybefæstninger i landet nedrevet med undtagelse af København og Malmø. Selvom det langtfra blev efterlevet med det samme, udtrykker beslutningen et ønske fra kongemagtens side om at kontrollere byernes forsvar. Efter Grevens Fejde var kontrollen vigtigere end nogensinde, og Christian 3. (billedet) forlangte i 1536 at blive herre over Københavns befæstning og dens våben.
Byøvrigheden bestod af den kongeligt udnævnte byfoged og en selvsupplerende magistrat bestående af købmænd som rådmænd og borgmestre. Sammensmeltningen mellem rigdom, status, ledende poster og fremtrædende slægter var så markant, at man har vekslet mellem at kalde overklassen rådsaristokrati og bypatriciat. Svend Larsen tippede med sit studie af overklassen i de fynske byer balancen i retning af at bruge betegnelsen rådsaristokrati. Dette ord dækker bedst den tilstand, han gennem store kildestudier fandt frem til, nemlig at overklassen var åben for optagelse af folk med baggrund i lensadministrationen og som købmandstjenere, men ofte i den form, at man lod dem optage i de gamle slægter. Et bypatriciat var mere lukket.5
Kongemagten – og rigsrådet – regulerede først og fremmest bysamfundene ved at tildele købstadsprivilegier. Den seneste forskning peger på, at der i senmiddelalderen var en bybefolkning svarende til 12-15 procent af den samlede befolkning i Danmark inklusive Skåne.6 Tilvæksten af købstæder fortsatte, og alene Christian 4. oprettede fem, Christianopel i Blekinge, Ny Varberg i Halland, Christianstad i Skåne, Christianshavn og Sorø. I 1650 blev det senere Fredericia grundlagt. Bybefolkningen blev ved med at stige og fylde mere i det samlede billede, og 1620-1640 må det anslås, at cirka 25 procent af befolkningen boede i byer. Urbaniseringen byggede bl.a. på den velstand, der var fulgt med handelens og økonomiens internationalisering omkring år 1500 og igen med fornyet kraft efter 1570. I 1660 var bybefolkningens andel imidlertid faldet til cirka 20 procent, på trods af at der altså var kommet flere byer til.7 Nedgangen satte i nogle byer ind med Kalmarkrigen (1611-1613), men ellers må der peges på den almindelige recession, der efter rigets hasarderede engagement i de europæiske krige efter 1625 fulgte i form af invasioner, erobringer, sygdom og økonomisk nedbrud. Renæssancens byudvikling var således præget af en hidtil ukendt fremgang, der blev afløst af en dyb krise.
Borgernes selvopfattelse i renæssancen var bestemt af forskellige kollektive påvirkninger. Som nævnt var der de lukkede korporationer, der gav deres medlemmer identitet som en gruppe over for andre af byens grupper. Der var borgernes forhold til byens øvrighed, til kongen og endelig også til bondesamfundet på den anden side af bygrænsen. I hver af disse relationer havde borgerne lejlighed til at definere deres rettigheder og pligter. Renæssancens militarisering af bysamfundene var en del af dette kompleks af identitetsskabende relationer. Adelen forsvarede sine fremtrædende privilegier ved henvisning til, at den var samfundets krigergruppe. Imidlertid voksede borgernes utilfredshed med adelens evne og vilje til at løfte denne byrde op gennem 1600-tallet, mest markant i de jyske borgeres protester i 1629 og igen i 1630’erne.8
Da Københavns borgere stod klar på Københavns nyrestaurerede volde 10.-11. februar 1659 og her slog de svenske angribere tilbage, viste situationen ifølge Leon Jespersen, “at ikke-adelige udførte adelens privilegiebegrundende funktion, og at de ønskede del i adelsprivilegierne.”9 Under svenskernes belejring lykkedes det de københavnske borgere at forhandle sig frem til omfattende privilegier. Krigens udfald førte til indkaldelsen af det stændermøde i 1660, der banede vejen for indførelsen af enevælden. Enevælden kom dog ikke til at svare til de københavnske borgeres forventninger, men kongemagten lod trods alt betydelige dele af bystyrets nye rettigheder forblive ved magt og ændrede adelsbegrebet og adgangen til at eje godser, så begge dele blev åbnet for borgerlige.
Denne bog stiller spørgsmålet: Hvad var de historiske forudsætninger for, at borgerne militært kunne tilkæmpe sig en position, hvor de kunne udfordre adelens forsvarsmonopol og dermed være med til at bevæge samfundet i retning af et helt andet statsstyre? Mange faktorer spillede ind i det heldige udfald af belejringen og stormen på København 1658-1660, borgernes militære styrke var langtfra den vigtigste.10 I et større perspektiv var det naturligvis vigtigt, at borgerskabet havde en lang tradition for bevogtningsopgaver og militært opbud (jf. Fonnesberg-Schmidts og Reisnerts artikler her i bogen), en rodfæstet borgervæbningsorganisation og ikke mindst en selvforståelse, hvor våben og prægtigt militært udstyr i årtierne op til konfrontationen i 1650’erne blev almindeligt og kan ses som borgernes pendant til adelens stadigt voksende statusforstærkende forbrug (jf. Bitsch Christensens artikel).11
I forståelsen af borgernes tilkæmpelse af magt var det ligeledes vigtigt, at udvalgte byer så at sige var direkte fysiske udbygninger af det nationale forsvar, ikke alene København, men også byer som Krempe, Rendsburg, Kristiania/Oslo, Frederikstad/Fredrikstad, Landskrone/Landskrona, Malmø/Malmö, Frederiksodde/Fredericia, Aalborg og Nyborg (jf. artiklerne her i bogen) og – mindre velkendt – en by som Hals (jf. Gjøde Nielsen). Deltagelsen i fæstningsarbejde ved disse byer gav borgerne en aktie i det nationale forsvar.
FIG. 2.
Aarhus er et eksempel på en købstad, der i renæssancen blev efterladt uden et ydre forsvarsværk og derfor lå ganske åbent for angribende styrker. På maleriet fra cirka 1640 (syd er opad) bemærkes i gadeforløbet halvkredsvolden ved domkirken. Det er gaderne Volden, Badstuegade og Graven, der følger den byvold, der blev nedlagt i 1477, og som havde rødder tilbage til vikingetidens Aros.
Forholdet mellem borg og by var ofte præget af samarbejde og fysisk integration af forsvarsværkerne, men det modsatte var også velkendt. I Malmø var forsvarsværkerne i 1500-tallets første fjerdedel betjent af byens borgere, og byen havde sin egen omfattende ‘artilleripark’. Med anlæggelsen af kongemagtens Malmøhus etableredes en parallel fysisk magt inde i byen – ikke mindst mærkbart, da slottet blev genrejst i 1537-1542 efter at være revet ned af borgerne under Grevens Fejde. Borgerne fortrængtes fra byens forsvar og blev i stedet pålagt soldaterindkvartering. Afmilitariseringen af borgerne kulminerede, da de nye svenske magthavere efter 1658 nedrev stadens befæstninger, og som Anders Reisnert påpeger, var det fremkaldt af den nye magtsituation, hvor kongemagten – dansk som svensk – ikke længere var udfordret af fjendtlige bysamfund inden for riget. Nye byer kunne derfor anlægges som fuldbårne fæstninger i rigets tjeneste (Christianopel, Christianstad, Christiansand, Glückstadt med flere), og rigsmarsk Anders Billes befæstningsplan fra 1646 på det nærmeste forudsatte, at de berørte købstæders autonomi helt var underkastet befæstningens og dermed statens interesser.12
Den byhistoriske arv
Hvad blev så arven efter renæssancens befæstede byer, hvad var resultatet af halvandet hundrede års bestræbelser på at befæste danske købstæder, lade dem deltage i det nationale forsvar og lade dem udsætte for fjendtlige overfald og invasioner? Blev militære kompetencer en del af borgerens sociale kapital, eller var der ikke for alvor rokket ved det merkantile omdrejningspunkt i borgeridentiteten?
Det endte langt fra med en situation med en række lukkede bysamfund, som var underlagt militære myndigheder og omdannet til semi-militære enheder. I stedet var de fleste købstæder både demografisk og fysisk åbne i tiden efter renæssancen. Købstæderne fortsatte med at være en slags frie områder, selvom enevældens magtharmonisering og den almindelige udvikling selvfølgelig betød, at ingen person som sådan kunne flygte fra loven. Bortløbne bondedrenge kunne stadig gemme sig i byerne. Danske Lov fra 1683 bestemte, at vornede bønder (bønder underlagt militær tjeneste på landet og bundet til deres gods) var frie fra denne pligt efter ti års ophold i købstaden. Efter indførelsen af stavnsbåndet i 1733 blev det dog vanskeligere at undslippe sin godsejers straf. Købstædernes indbyggere havde så få militære byrder, at det i 1760’erne ikke desto mindre var almindeligt kendt, at unge karle flygtede til købstæderne
