lod sig lokke til de hvervede garnisoner. Her var livet som soldat meget hårdere end i landmilitsen, så forklaringen må være, at efter endt tjeneste blev man en fri mand.13 Byluften gjorde altså stadig fri.
Den primære afgrænsning af byerne blev ikke en fortifikationslinje, men noget så dagligdags som en toldgrænse. Efter nogle tidligere, fejlslagne, forsøg blev afgiften portkonsumptionen indført i 1671 på alle varer, der blev indført ad landevejene til købstæderne. Det gav anledning til opførelsen af en mængde små toldboder (‘acciseboder’), stakitbomme og træporte, og disse kom i højere grad end renæssancens befæstninger til at tegne de fleste byer udadtil. Dermed var situationen stadig den samme som den, en af rigets førende militære eksperter, rigsråd Christen Skeel, havde beskrevet i 1649, da han gik imod et ønske om indførelse af konsumptionsafgift med den begrundelse, – “efterdi vi have alle vegne åbne købstæder”.14
Renæssancens befæstede byer havde som nævnt ikke indbefattet alle købstæder, og i tiden efter renæssancen blev fæstningsanlæggene og bylivets dermed forbundne militære karakter opgivet endnu flere steder. Dette skete dog ikke i København, der tværtimod fik udbygget fæstningsanlæggene i takt med, at regeringsmagten blev konsolideret her. Mens fæstningsanlæggene blev opgivet i provinsen, skete der her en helt anden slags indre militarisering af bybefolkningen. Da der ved enevældens indførelse for første gang blev etableret en egentlig stående hær, fik købstæderne til opgave at huse disse soldater. I de store fæstningsbyer som Rendsburg, Fredericia og Glückstadt var dette især synligt, og soldaterne i 1803 udgjorde hhv. 41, 23 og 20 procent af den samlede befolkning. Byer uden fæstninger (fx Aarhus, Aalborg og Randers) kunne dog stadig have en stor andel af soldater på omkring 12-16 procent. Af de 100.000 indbyggere i Købehavn ved år 1800 var 9 procent fra garnisonerne og Kastellet som helhed. Hertil kom flådens og slottets soldater.15 I lighed med fæstningsanlæggene blev også denne dimension af købstadslivet i mange år skrevet mere eller mindre ud af byhistorien, velsagtens fordi soldaterne ikke var byens egne børn, og fordi det var svært for en senere tid at begribe og måske også forlige sig med den militære økonomis afgørende betydning for byernes eksistens og kultur.
Renæssancens befæstede byer må meget gerne inspirere til, at man i fremtidige studier lægger større vægt på de træk ved fortidens byliv, der ikke var handel og økonomi eller borgerskabskultur. Det er muligt, at det militære aspekt er blevet fremmed for os, men det var det ikke for renæssancens bymennesker.
FIG. 3.
Nedrivningen af voldene i København, 1871. Levevilkårene på den begrænsede plads inde bag voldene var i takt med befolkningstilvæksten og industrialiseringen blevet mere og mere elendige, og efter lang tids diskussion tog man fat på nedrivningen. Det frilagte areal gav plads til en monumental byplanlægning.
Redaktionel note
Stednavne i tidligere danske områder staves ikke med deres navne i “dansketiden”, men med de nuværende navne. Hvis der i daglig tale i dag findes almindeligt anvendte danske “oversættelser” af udenlandske bynavne, er disse dog benyttet i de dansksprogede artikler (fx Hamborg og Malmø, men ikke Lybæk).
Den våben- og befæstningsteknologiske udvikling er grundigst beskrevet i Hans Henriks Appels artikel, men der kan være overlap mellem denne og de øvrige artikler, hvis forfatterne og redaktionen har skønnet det nødvendigt at videregive en baggrundsviden. Det samme gælder Jan Kocks artikel, der er tænkt som en oversigt over emnet, og de enkelte specialartikler.
Credits
Lektor Jan Kock var foruden Søren Bitsch Christensen og Jeppe Ravn med til at planlægge det seminar, der gik forud for udgivelsen. Seminaret blev støttet økonomisk af Kulturarvsstyrelsen og Aarhus Universitets Forskningsfond. Lisbeth Skjernov har fremstillet kort til bogen og bearbejdet hovedparten af illustrationerne. Stud.mag. Asbjørn Skødt har lavet registret. Alle takkes varmt for samarbejdet. Der skal også rettes en stor tak til de fonde, der har støttet udgivelsen af bogen.
Summary
Introduction
By Søren Bitsch Christensen, Director of the Danish Centre for Urban History, editor
The purpose of this volume is to publish recent Danish, Norwegian and Swedish research on the militarized and fortified towns of the Renaissance in the Danish Realm. This realm covered the present-day kingdoms of Denmark and Norway, Schleswig and Holstein (now part of Germany), and Scania, Halland and Blekinge (now part of Sweden). Renaissance is primarily here understood as the period between the Reformation in 1536 and the loss of Scania and Halland to the Kingdom of Sweden in 1660 following the Danish-Swedish War 1658-1660. As a consequence of the civil war leading up to the Reformation and the subsequently strengthened royal power, most of the medieval town ramparts were torn down, and the King took over control of the fortification of Copenhagen. During the next 150 years, but mostly in the first half of the seventeenth century, new warfare tech niques as well as royal centralization caused the creation of continental Renaissance-style citadels in several towns, especially in the border region. In other towns many variations of the citadel concept were adapted.
Apart from Copenhagen, the urban upper-stratum of society was mercantile and hence benefited from good conjunctures until approximately 1630, when the involvement of King Christian IV in the Thirty Years War, with heavy military defeats, created a long crises. The bourgeoisie was hit hard and, among other things, the military commitments they had made in financing the fortification, military duties and civic guards – not least during the Swedish siege of Copenhagen in 1658-1659 – gave it confidence to challenge the political monopoly of the nobility. Absolutism, installed in 1660/1661, gave some recognition to these urban demands. After 1660 fortress towns once again were centralized to a few, but strategically important locations. Copenhagen, Rendsburg, Glückstadt, and Fredericia, to mention the most important fortress towns or citadels, remained fortied until the nineteenth century, while in Oslo and Elsinore, civil life existed side-by-side with the famous castles of Akershus and Kronborg. New citadels were also built in Norway, in Frederikstad and Fredriksten.
The articles in the books stress the importance of viewing the urban communities during the Renaissance as military – and not only commercial – entities, and they trace the legacy of the military activities both in a material and social sense.
LITTERATUR
Clark, Peter: European Cities and Towns 400-2000, Oxford 2009.
Degn, Ole: “Town development and urban population in the Danish Kingdom, cirka 1620-1680 – From prosperity to crisis”, Søren Bitsch Christensen & Jørgen Mikkelsen (eds.): Danish Towns during Absolutism. Urbanisation and Urban Life 1660-1848, (Danske Bystudier/Danish Urban Studies, 4), Aarhus 2008, s. 97-132.
Hansen, C. Rise (udg.): Aktstykker og oplysninger til rigsrådets og stændermødernes historie i Frederik III’s tid, bd. 1, København 1959.
Hybel, Nils & Bjørn Poulsen: Danish resources c. 1000-1550: growth and recession, Leiden/Boston 2007.
Høyer, David og Jens Ole Christensen: “Magtens bastioner. Københavns befæstning under belejringen”, Peter Wessel Hansen og Leon Jespersen (red.): Stormen på København – den svenske belejring 1658-1660, (København. Kultur og Historie, 1), København 2009, s. 79-98.
Jespersen, Leon: “Indledning”, Peter
