på trods af at smedejernskanoner ofte fremstilles som dårlige og ineffektive.14 De havde formentlig en afgørende fordel frem for forladekanonerne: en højere skudhastighed. De engelske arkitekturhistorikere Simon Pepper og Nicholas Adams anslår, at hvor en forladekanon højst kunne opnå en skudhastighed på ét skud hvert andet minut, ville en bagladekanon med tre-fire ekstra krudtkamre kunne opnå en skudhastighed på to skud i minuttet, altså fire gange så høj hastighed. Både i forbindelse med entring af skibe til søs og ved afværgelse af stormangreb på en fæstning kunne en sådan forskel i skudhastighed have afgørende betydning – og de små bagladekanoner var samtidig velegnede til at affyre kard æsker, beholdere fyldt med mange små projektiler, der spredtes mod menneskemængder ved affyring.15
Stenkugler blev dog stadig anvendt til langt op i 1500-tallet. Ikke nødvendigvis fordi udviklingen ikke var slået rigtigt igennem, men fordi de havde deres berettigelse. Der var således fordele forbundet med at skyde med stenkugler mod skibe, idet stenkuglerne fik træet til at splintre, mens jernkugler gik lige igennem og dermed ikke anrettede så stor skade.16
Udviklingen gik dog i retning af støbte forladekanoner på bekostning af smedede bagladekanoner samt anvendelse af jernkugler frem for stenkugler. I Tøjhusregnskaberne fra Christian 4.s tid, der desværre kun eksisterer fragmentarisk, kan man se, at mens der blev anskaffet store mængder engelske støbejernskanoner og støbt danske bronzekanoner, blev de gamle beholdninger af smedejernskanoner langsomt udfaset. Hvor smedejernskanonerne udgjorde knap 40 procent af skytset i 1592, udgjorde de efter alt at dømme højst 10 procent i 1618. Og selvom stenkugler formentlig egnede sig bedst til søkrigsførelse, blev der ikke brugt stenkugler på nogen af de flådeekspeditioner, der lader sig belyse gennem regnskaberne.17
Militærteknologi og sejrens elementer
Man kan inden for militærhistorien skelne mellem genrerne krigshistorie og krigskunstens historie. Hvor krigshistorien har været begivenhedscentreret, har krigskunstens historie koncentreret sig om samspillet mellem strategi, taktik, våbenteknik, mobilisering med mere. Navnlig inden for krigshistorien har der været en tendens til med historikeren Volker Schmidtchens ord at “udfiltrere sejrens elementer”. Det gælder især i den udstrækning, at militærhistorien har været forbeholdt militære fagfolk. Militærhistorien har i høj grad været opfattet som en praktisk videnskab, hvoraf man kunne lære opskriften på succes.18
Den engelske historiker Bert S. Hall har hævdet, at de fleste militærhistorikere inderst inde tror, at teknologien er historiens drivkraft. Denne påstand skal tages med et gran salt, men der er nok en tendens til, at jagten på ‘sejrens elementer’ ofte har ført til, at man har fokuseret på succesfuld anvendelse af ny teknologi. Militærhistorikere har navnlig i studiet af middelalderen og tidligt moderne tid søgt at indkredse et enkelt våben eller en enkelt nyskabelse, der viste sig at være ‘afgørende’, ‘uovervindelig’ eller ‘revolutionerende’.19
Ser man på den militærhistoriske litteraturs periodisering af befæstningsvæsenets udvikling, er der som regel tre gennemgående årstal, der bliver fremhævet. Det drejer sig om 1449, hvor det franske artilleri fordrev englænderne fra Frankrig som afslutning på Hundredårskrigen; 1453, hvor Konstantinopel faldt for de osmanniske kanoner; og 1494, hvor den franske konge Karl 8. drog igennem Italien med sit moderne, mobile artilleri.20
I løbet af 1449-1450 gennemførte franskmændene intet mindre end 60 belejringer mod engelske borge i Normandiet. Der er ingen tvivl om, at artilleriet har spillet en hovedrolle i denne afsluttende fase af Hundredårskrigen. Artillerihistorikeren Robert D. Smith påpeger dog, at der ikke er noget, der tyder på, at der var sket afgørende ændringer i artilleriet i første halvdel af 1400-tallet. Der var tale om en større udbredelse og en formentlig deraf afledt større effekt. Udviklingen i artilleriet må efter Smiths opfattelse henføres til perioden umiddelbart efter Hundredårskrigen.21
Hvad Konstantinopel angår, anvendte osmannerne store bombarder til at skyde murene i grus. Bombarder af denne størrelse var imidlertid netop da ved at blive opgivet som uhensigtsmæssige i Vesteuropa. De krævede enorme stenprojektiler, der var svære at skaffe; de slugte store mængder krudt; deres skudhastighed var lav; og de udgjorde alt for nemme mål for forsvarernes artilleri. Det kan derfor være vanskeligt at se noget fremadrettet i denne brug af artilleri.22 Det osmanniske artilleri var da heller ikke en garant for succes. Da osmannerne i 1456 stod foran Beograd, der endda var ringere befæstet end Konstantinopel, måtte de til sidst opgive belejringen. Frygten for en undsætningshær fik osmannerne til at udføre et for tidligt stormforsøg, der så blev slået tilbage. Netop spørgsmålet om tid, forsyninger og mulig undsætning og disse forholds indflydelse på moralen hos både belejrere og belejrede synes at have været mindst lige så væsentlige ingredienser i forløbet af belejringer som det til rådighed stående artilleri.23
Når Konstantinopels fald gav en sådan genklang, og begivenheden siden er blevet betegnet som skelsættende, er det først og fremmest, fordi den i samtiden var den symbolske kulmination på den osmanniske fremrykning i vest. Men også fordi flygtninge fra Konstantinopel bragte de græske klassikere med sig til Italien og dermed vigtige impulser til europæisk åndsliv. Selve det militære forløb synes ikke at have været skelsættende.
Spørgsmålet om Karl 8.s indtog i Italien er ikke så entydigt. Det satte sig i hvert fald dybe spor i bevidstheden hos en række fremtrædende italienere. Historikeren Francesco Guicciardinis beskrivelse af effekten af de franske kanoner i hans Storia d’Italia er ofte blevet citeret og brugt som dokumentation for det skelsættende i begivenheden: “the cannons were planted against the walls of a town with such speed, the space between the shots was so brief, and the balls flew so speedily, and were driven with such force, that as much execution was inflicted in a few hours as used to be done in Italy over the same number of days.”24
Guicciardini står ikke alene med sin beskrivelse. Machiavelli skrev desillusioneret i 1519, at fæstninger var overflødige, hvis en fyrste rådede over en god felthær, og de var umulige at forsvare, hvis han ikke rådede over nogen. Allerede i 1520 skriver han mere fremadrettet: “Whatever was of any value, we learnt it from the French strangers from over the Alps. You have probably heard of the extraordinary weakness of the fortresses in our country before Charles VIII came here in 1494. At that period we made our parapets one foot thick; our cannon and archery embrasures were narrow on the outside and wide within, and were subject to a thousand defects which I shall not enumerate for fear of boring you.”25 Underforstået at nu byggede man, belært af fortiden, ikke så svage fæstninger som tidligere.
Blandt andre Simon Pepper har set nærmere på felttoget i 1494.26 I første omgang blev franskmændene stoppet ved Sarzana i Toscana. Det lykkedes dem ikke at true fæstningen militært, men til gengæld lykkedes det at få Piero de Medici til at åbne Firenzes porte ad diplomatisk vej – og med dem også Sarzanas. Herfra drog franskmændene til Rom, og fra Rom videre mod Napoli. På vejen stødte den franske hær på to byer. Den første by, Montefortino, blev stormet uden brug af artilleri – og som hævn, fordi den havde skiftet side, blev hovedparten af indbyggerne dræbt.
Ved den anden, Monte San Giovanni, sendte franskmændene deres herolder ind til byen for at opfordre den til at overgive sig. Herolderne vendte tilbage uden næse og ører, og franskmændene indledte et intenst angreb for at få hævn. Efter otte timers bombardement fik man skabt et hul i muren, byen blev stormet, og indbyggerne massakreret. Oven på disse massakrer blev al modstand mod franskmændene opgivet, indtil de stod foran Napoli. Her holdt det middelalderlige Castel Nuovo stand mod franskmændene i to uger, inden en eksplosion i et krudttårn skabte kaos og åbnede fæstningen for franskmændene.
FIG. 5.
