Krig (1672-1679) lå godt 116.000 af den franske hærs knap 280.000 mand i garnisoner, svarende til 41 procent. I fredstid stræbte man mod at bevare bemandingen af garnisonerne, men som Lynn bemærker, er det lidt af en tautologi at sige, at hære i fredstid var garnisonshære, for hvor skulle de ellers tage hen?36
Lynns bud på årsager til væksten i hære er derimod den demografiske, økonomiske og politiske udvikling. En forøgelse i befolkningstallet udgjorde grundlaget for væksten (antallet af potentielle soldater forøgedes, samtidig med at prisen på den enkelte faldt), nye kredit- og finansieringsmekanismer var midlet til at gennemføre den, og politisk isolation var motiveringen. På samme måde har den britiske historiker Simon Adams argumenteret for, at Den Nederlandske Uafhængighedskrigs (1568-1648) karakter af belejringskrig primært skyldtes en forsigtig spansk politik, der hellere ville kvæle oprøret langsomt end at investere de fornødne kræfter i en offensiv, hvorfor spanierne gennem fortifikationer søgte at tiltvinge sig kontrol med nederlandske forsyningslinjer.37
Små staters fordele af det bastionære system
Det kan her være værd at vende tilbage til Machiavellis vurdering i 1519, at en fæstning var overflødig, hvis man rådede over en hær, og til ingen nytte, hvis man ikke havde en. Som en sidediskussion af spørgsmålet om forbindelsen mellem det bastionære system og statsdannelse, er det blevet diskuteret, hvorvidt det bastionære system sikrede små stater overlevelse eller tværtimod førte til deres ruin.
Det er klart, at etableringen af moderne bastionære fæstningsanlæg var bekostelig. Én ting var selve gravearbejdet, noget andet var erhvervelsen af kanoner. Det var ildkraften, der var den bærende forsvarskraft i systemet: Uden tilstrækkeligt med kanoner til at bestryge volde og mure var et bastionært anlæg ikke meget værd.
Og de nye anlæg krævede mange kanoner. For eksempel skulle de bastioner, som arkitekten Antonio da Sangallo i årene 1535-1542 byggede syd for Rom, hver bestykkes med 16 svære og 8 lette kanoner. For at sætte dette tal i perspektiv indgik der kun 24 svære kanoner i hele Firenzes befæstning i 1552. Ganske vist var Sangallos bastioner også usædvanligt svært bestykket med dobbelte kanondæk, men eksemplet er værd at huske på, når udbredelsen og udviklingen skal vurderes. Sangallos befæstning af Rom blev heller ikke fuldført. For udover at stille store krav til mængden af artilleri, stillede forsvaret i dybden store pladskrav, der stødte på så markant modstand fra indflydelsesrige romere, at planerne blev opgivet.38
FIG. 8.
Med det bastionære system fik den militære arkitekt/ingeniør en særlig placering i det militære apparat.
Omkostningerne til en enkelt bastion i Sangallos projekt lå på 40.000 scudi. Hvis hele hans fæstningslinje var blevet bygget, ville den have kostet 440.000 scudi. Dette tal kunne måske virke afskrækkende på en fyrste i fredstid, men set i forhold til, hvad det kostede at hverve en hær, var det dog billigt. Pepper og Adams anslår omkostningerne for løn, våben og forsyninger til en spansk fodfolksenhed (tercio) på cirka 3.000 mand til over en million scudi om året. Hvor soldaterne ville forsvinde, så snart pengestrømmen hørte op, ville fæstningslinjen blive liggende.
Stillet over for dette regnestykke synes fæstningsanlæggene at have været gode investeringsobjekter for navnlig de mindre fyrster og bystater. Men som bystaten Siena fandt ud af i 1555, var det ikke nok at have investeret i forbedringer af sit fæstningsanlæg. Da den hverken havde politiske allierede eller råd til at rejse en undsætningshær, faldt byen trods sine fæstningsværker til en kejserlig-florentisk hær. Et fæstningsanlæg kunne vinde tid, og man kunne håbe på, at epidemier eller forsyningsmæssige eller økonomiske problemer fik belejreren til at opgive. Men hvis ikke dette var tilfældet, måtte man enten have økonomi til at rejse en undsætningshær eller have gode politiske alliancepartnere.39
Hvad der ikke lykkedes for Siena, lykkedes derimod for fyrstefamilien Gonzaga og dennes stat i og omkring Mantua. Denne lille stat investerede fra 1520’erne løbende i fornyelse af fæstningsanlæggene ved byerne Mantua og Casale Monferrato Man fristes til at sige, at heldigvis var man ikke i stand til at realisere planerne på én gang, for det første fortifikationsprojekt med runde artilleritårne som selvforsvarende enheder ville næppe have været særligt effektivt, hvis det var blevet gennemført. Men arbejdet blev standset i 1528 i forbindelse med et pestudbrud, der også kostede bygmesteren Beccaguto livet. Da arbejdet blev genoptaget et par år senere, blev planerne ændret efter bastionære principper.40
Gonzagas fæstninger stod for alvor deres prøve i 1628-1629. Først måtte en spansk hær konstatere, at en dårligt planlagt belejring af Casale Monferrato ingen vegne førte uden fornødent artilleri og mandskab, og da en fransk undsætningshær var på vej, opgav spanierne helt belejringen. Året efter måtte en kejserlig hær i første omgang opgive en belejring af Mantua, da pesten begyndte at hærge i dens rækker. Men dette viste sig indirekte at være våbnet, hvormed den befæstede by kunne erobres. For med belejringen blev også den nødtvungne karantæne, som byens indbyggere havde levet under, ophævet, og pesten nåede derfor at gøre så voldsomme indhug i befolkningen, at den ikke kunne holde byen mod en ny belejringshær. Til gengæld lykkedes det Casale Monferrato at holde stand mod den store spanske hærfører Spinola igennem tre måneder, alt imens pesten begyndte at hærge blandt spanierne, og blandt andre Spinola selv blev dens offer. Det gav atter franskmændene mulighed for at sende en hær til undsætning.
Thomas Arnold, der har analyseret Gonzagas erfaringer som modvægt til Peppers og Adams analyse af Siena, fremhæver det bastionære system som garant for de små staters overlevelse. Han påpeger, at når Mantua faldt, skyldtes det ikke militære svagheder, men derimod pestepidemien. Man kunne for så vidt sige det samme om spaniernes mislykkede forsøg på at erobre Casale Monferrato i anden omgang: At det ikke skyldtes belejringens militære svaghed, men derimod pestepidemien.41 Vi er igen nået til militærhistoriens forsøg på at uddestillere sejrens elementer, der søges i den kontrollerbare militærteknologi og ikke i krigens friktion med det omgivende samfund i form af pestepidemier, forsyningsvanskeligheder med videre.
Afslutning
Med god ret karakteriserede Joh n R. Hale det bastionære fæstningssystem som det væsentligste træk ved renæssancens arkitektur. Det var det bastionære systems krav, der mere end noget andet førte til de nye regelmæssige, stringente byplaner, og det var måske det arkitektoniske element, der – i nogle tilfælde hurtigere end i andre – mest konsekvent bredte sig over hele Europa i løbet af 1500- og 1600-tallet.
Det er derfor fristende at se denne tilsyneladende sejrsgang som et udslag af en ‘revolutionerende’ eller ‘afgørende’ teknologisk udvikling, ligesom det kan være fristende at tilskrive det bastionære fæstningssystem en central rolle som omdrejningspunkt for udviklingen af de nye, stående hære og dermed også statsmagten. Som denne korte gennemgang af nogle af synspunkterne og argumenterne i debatten har vist, er der dog grund til at være forsigtig med at male med så bred en pensel.
Det bastionære system og den nye ildkraft blev et vigtigt, men ikke nødvendigvis et ‘afgørende’ element i den europæiske krigsførelse. De afgrænsede, empiriske undersøgelser af artilleri, fæstningsvæsen og konkrete belejringer viser det uholdbare i at forsøge at uddestillere ‘sejrens elementer’ og tilskrive artilleri eller fæstninger en ‘afgørende’ eller ‘revolutionerende’ betydning. Det gælder ikke bare spørgsmålet om umiddelbar succes på slagmarken, men også forsøgene på at udlede strukturelle, revolutionerende virkninger af den nye militære teknologi.
Summary
